Et forbudt møde

[Éduin af Lemaux]

Det havde været en tilfældighed, at han havde set den unge Svari Våbensmed på vej ud af byporten mod skoven. På en og samme tid var det en ambivalant følelse, at se hende endnu engang, og det var nok også en af grundene til, at Éduin ikke kunne se sig nødsaget til helt at slippe muligheden. De havde ikke set hinanden i adskillige uger siden deres nat sammen; de havde hver deres grunde, og Éduin selv havde været travlt optaget på paladset med sine egne. 

____ 

Han havde fulgt et kort stykke efter hende, ind imellem træernes stolte stammer. En smule afsides fra alt og alle var der nu pludselig kun de to. Et let snedække havde lagt sig i den kolde skovbund, hvilket gjorde det svært at se de faldne grene, og ganske tilfældigt lød der et knæk bag Svari da ridderen tilfældigvis trådte over en og gjorde sin tilstedeværelses bemærket. 

[Svari Våbensmed]

Svari havde bevæget sig udenfor byen. Det var en kold og smuk dag og hun havde de sidste par dage længtes efter at komme lidt ud af smedjen og se noget andet end de kolde stenvægge.

De sidste par uger havde været langsommelige. For det meste havde smededatteren isoleret sig med sit nye smedestykke, hvis da ikke hun havde siddet og tudet øjnene ud hus veninden @florine. Alt var kaos...Og ene og alene var det hans skyld. Ham der havde brændt sig fast på hendes nethinde og hjemsøgte hendes tanker og drømme både dage og nætter. Ikke destomindre, havde hun holdt sin afstand. For hendes nærmeste havde ret. - Han var ikke god for hende...Og hun vidste det så udemærket, til trods for at hendes hjerte længtes efter ham.

Hun forsøgte at koble fra denne eftermiddag. Forsøgte at adsprede sig, som hun gik sin sædvanlige rute for at tjekke sine snarer. Med sig havde hun derudover sin bue og pil, skulle hun støde på andet vildt. Langt ind i skoven var hun dog ikke nået, før hun hørte en gren knække bag hende. Hun vendte sig hastigt, som hun trak pilen tilbage på den spændte bue, men hun åndede atter tungt ud og sænkede den, da et par velkendte brune øjne mødte hende. "Du risikerer liv og lemmer ved at forskrække mig på den måde.." Lød det afmålt.

[Éduin af Lemaux]

Det var sket i et split sekund, at Svari havde reageret på lyden af den knækkede gren, og som hun trak buen, reagerede Éduin ligeledes nærmest per automatik ligeså hurtigt. Hans hænder løftede sig i vejret af ren refleks. Og dér, midt imellem skovens mørke træer og den kølige luft, mødte deres blikke endelig hinanden igen efter adskillige ugers adskillelse.

"Rolig med den dér, mesterskytte.." sagde han og så sigende på hende med hævede bryn, alt imens at han kort guidede hendes blik mod buen med et enkelt nik. Af en eller anden grund, så ville han hellere stå sådan her foran Svari, bare for at møde hende igen, end at han ville være foruden. Hun overraskede ham efterhånden gang på gang - først med hendes håndtering af et sværd, og nu også den kontrollerede, hurtige håndtering af en bue. Var der noget, hun ikke kunne med et våben?

Hendes kommentar fik ham til at smile en anelse diskret. "Hvis det er det, der skal til, for at se dig igen.." sagde han så ganske ufortrødent. Hans blik hvilede varmt i hendes. "Har du savnet mig?"

[Svari Våbensmed]

Det havde taget Svari adskillige uger alene at forsøge at nedæmme savnet til Éduin. Ja - alene at forsøge at slå ham ud af hovedet. Hun var først nu begyndt at kunne distancere sig bare en anelse følelsesmæssigt og undertrykke den følelse hun stod med, over at være blevet udnyttet og samtidig erkende at hendes onkel måtte have haft ret. - Éduin havde udnyttet hende og hun ville aldrig være ham mere spændende end som så.

Læberne havde snerpet sig sammen og de brune øjne var kolde, som hun lod dem fæstne sig i hans varme blik. Hvordan kunne man både føle så stor foragt og savn til et andet menneske på én og samme tid? Med stikken i brystet og hjertet hamrende i halsen gik der et par ekstra sekunder, før hun atter svarede ham. ”Nej.” Ordene var kolde og tonen bidsk, som svaret forlod hende, men det var tydeligt at hun løj og at det mest af alt måske var hendes stolthed der talte. Trods alt, skulle ridderen ikke få fornøjelsen at tro at han var hende uundværlig. - Og da slet ikke, når hun tilsyneladende var det for ham.

[Éduin af Lemaux]

"Nej?" gentog ridderen med hævede bryn og et flabet smil; han fornemmede hendes løgn bag den bidske tone. Godt nok befandt de sig begge to i den situation, at deres tid sammen ikke var særlig anset. Svari havde tidligere fortalt om hendes onkels mening om deres møder, såvel som at Éduin selv var blevet anmærket i hans såkaldte ´tidsfordriv´. Deres møde nu var forbudt, fuldstændig uacceptabelt med tanke på, hvad de hver især var blevet rådet til. Og alligevel, trods alt fornuft, så kunne han ikke lade hende være.

"Hvor trist," fortsatte han flabet alt imens at han satte sin vej imod hende med langsomme skridt, stadig med hænderne oppe grundet buens sigte mod sig, "Jeg var ellers af den overbevisning, at du måske havde savnet mig ligeså meget, som jeg har savnet dig.." Han trak en anelse op i mundvigen.

Så nåede han foran hende, og med en rolig hånd førte han buen ned. "Sådan der.. Det var bedre." lød hans stemme roligt. Våbnet blev fjernet imellem dem, og de stod nu foran hinanden som de havde gjort så mange gange før. Deres øjne var stædigt i hinandens. Hvor kunne han ikke slippe, hvor ualmindelig køn hun var.

[Svari Våbensmed]

Svaris mine forblev sammenbidt og udtryksløs. Kølig, på trods af det flabede og evigt charmerende smil på den mørkhårede ridders læber. De mørke øjne fulgte ham dog og som om han var et byttedyr, fulgte buen ham ligeså, indtil han nåede helt tæt og guidede hende til at sænke den.

De mørke øjne udtrykte både den tydelig skuffelse og vrede, som smededatteren i øjeblikket stod med og hun brummede vagt noget uforståeligt for sig selv, som hun atter lod de brune dådyrøjne falde imod skovbunden et øjeblik. Kaskaden af mørke lokker fulgte, som et par uregerlige totter faldt for hendes øjne og tungt åndede hun ud, før hun atter tog sig mod til og mødte Éduins blik.
”Jeg har ikke hørt fra dig i ugevis.” Konstaterede hun bebrejdende. "Så spar mig dine forførende ord.” Lød det, som minen fortrak sig til værende lettere forpint om end hun tydeligvis forsøgte at undertrykke det. Blikket flakkede igen.

[Éduin af Lemaux]

Det flabede udtryk faldt mere alvorligt, som en panderynken dannede sig på ridderen. Synet af Svari, der nærmest virkede slået ud, fik ham til at indse konsekvensen det havde, at han havde forsøgt at holde en hvis afstand. For hendes skyld. For deres begges skyld.

Éduin bøjede sig en anelse ned for at fange hendes blik, og som hun så op på ham igen, flakkende og sorgfuld, måtte han konstatere, at han havde ret i sin observation. Det gik ham på, at se hende sådan her, tydeligvis mærket af det, som de havde oplevet sammen.

"Svari.." Éduin tog en hørlig udånding, som han overvejede sine ord, "Jeg har været optaget på Paladset, fået flere tjenester, flere opgaver.. Du har ingen anelse om, hvor ofte jeg har taget mig selv i at finde hvert eneste lille smuthul til at tage ud for at se dig igen, men hver gang har der været et eller andet." Éduin fugtede sine læber kort, inden at han fortsatte, "Og som ugerne gik tænkte jeg, at du måske var bedst foruden.. Indtil at jeg fandt tid igen."

[Svari Våbensmed]

Hun havde svært ved at se på ham. Mortem, hvor var det svært at møde hans blik og erkende at hun var såret endnu engang. Forstod han da ikke at hun følte sig brugt? At hun følte sig udnyttet? Hun fnøs af hans ord. Vendte ansigtet bort fra ham og rystede opgivende på hovedet, som hun stak den pil der før havde ligget på buen, tilbage i koggeret på ryggen. ”Jeg tror ikke på dig.” Lød det ærligt.

De mørke øjne mødte ham med tydelig frustration. ”Det var så nemt for dig, var det ikke? At kravle uforpligtende ned i slagbænken med mig.” Øjnene var blanke nu, som hun mødte hans blik, men hun havde ikke i sinde at tude, som et andet barn og i stedet bævrede underlæben blot en smule. ”…Er du klar over, hvor…hvor udnyttet jeg føler mig? Hvor beskidt jeg føler mig?” Hviskede hun nu lavmælt.

[Éduin af Lemaux]

Hans blik flakkede i hendes, som hun åbnede sit hjerte. Han kunne dårligt tro sine egne ører. "Svari, hør på mig--" Éduin forsøgte at komme til orde, men Svari fortsatte. Og for hver sætning blev det tydeligere og tydeligere for ridderen af Lemaux, at dette møde måske kunne ende med at have en større konsekvens end den, han var forberedt på.

"Kom ikke og sig, at du har fortrudt den nat sammen.." Hans blik var alvorligt i hendes og stemmen bestemt. En anelse forvildet i situationen måtte Éduin forsøge at kontrollere sig selv fra, at kysse hende. Mærke hendes læber mod sine egne igen, som han så ofte havde tænkt på. Det krævede al kontrol, han kunne finde, at holde sig fra sin lyst.

Éduins hænder fandt i stedet hendes, ganske forsigtigt, "Jeg har tænkt på dig lige siden. Jeg kan ikke tænke på andet.."

[Svari Våbensmed]

Svari bed tænderne sammen. De brune øjne hvilede i hans og som han stod der og tårnede sig over hende, følte hun sig både lille og sårbar. Ja, næsten patetisk, som hun i sit indre blev ved med at banke sig selv i hovedet over at have været så naiv at tro, at han holdte af hende. For hvor skulle det ikke ende?

Blikket flakkede i et øjeblik imod deres hænder, som hun mærkede hans store bjørnelapper omkring hende, men hun slap dem atter, som en enkelt tåre sneg sig ud af den ene øjenkrog. ”Jeg..Jeg kan ikke Éduin.” Hviskede hun så, som hun vendte siden til ham og tørrede tåren væk i et ynkeligt forsøg på at skjule for ham at hun græd. Hun lod i stedet blikket hvile på et par snedækkede træstubbe ikke langt derfra.

”Jeg vil ikke bare være dig tidsfordriv.” Pointerede hun så. "Du sagde det selv...Vi har ingen fremtid sammen. Jeg er ikke..God nok til dig."

[Éduin af Lemaux]

"Svari.." Deres øjenkontakt blev afbrudt idet at hun vendte sig til siden. Hendes slanke, feminine hænder gled ud af hans. Følelsen af mismod skyllede ind over ridderen; han fulgte hende en anelse til siden, og forsøgte endnu engang at fange hendes blik i sit ved at bøje sig ned. Hun havde jo ret i sine ord; hvis de skulle være helt fornuftige, så havde de ingen fremtid sammen. Men ikke fordi, at hun ikke var god nok til ham, ved Mithras hvor havde hun misforstået dette. Nej, deres sociale klasser var så forskellige, at det næsten var forudbestemt, at de skulle igennem dette en eller anden dag. At det så åbenlyst var nu var dog langt fra, hvad Éduin havde foresetillet sig.

"Du og jeg.. Borgerlig og adelig kan ikke gifte sig, det ved du.. Men," Éduin kunne ikke længere vente med at se hende i øjnene. Med et par lange fingre tog han fat i hendes hage og guidede hendes blik op i sit, velvidende, at hun ikke ønskede at se på ham, "- Jeg kan ikke komme udenom, at jeg har forelsket mig i dig. Er det forkert af mig at ville have dette her, som vi to har, mere, end at jeg vil være foruden og glemme det på grund af at vores skæbner forlanger andet af os på et tidspunkt?"

Éduins blik flakkede alvorligt i hendes.

[Svari Våbensmed]

Den slanke hånd havde strammet grebet om buen, så knoerne blev helt hvide. Frosten bed og et par enkelt steder var hænderne så tørre at små røde plamager tonede frem, som hun med sin frie hånd tørrede sine tårer bort. – Endnu et vidnesbyrd om, hvor forskellige de var. – For havde hun været en fin adelsdame, ville den mørkhårede kvindes hænder utvivlsomt være så ru og prægede af hårdt arbejde, som de var. Hun ville end ikke stå i den situation hun stod i nu. Og hun ville end ej være endt med et hjerte så knust og ødelagt.

Hun så på ham, som hans hånd guidede hendes hoved op og hun sank den klump der havde sat sig i halsen på hende. ”Nej…Det er ikke forkert Éduin…Men det er uretfærdigt.” Erklærede hun stille. ”For uanset hvad, vil jeg aldrig vinde dig helt…Tænk, hvis jeg endte med et barn i maven..” Erklærede hun sagte. 

[Éduin af Lemaux]

Blidt lagde ridderens ru hænder sig mod Svaris slanke kæbeparti. Med tomlen tørrede han hendes kinders bløde hud tør for tårerne, der havde fundet vej ned over dem. En rynke i Éduins pande fortalte alt om hans indre kamp over at acceptere Svaris ønske, der lå mellem linjerne i hendes ord. I virkeligheden lød det til, at Svari allerede havde taget sit valg.

Kort mistede han pusten over realiteten, af hvad de kunne risikere. De ville blive set skævt på, begge to, hvis det skulle ende med en graviditet på grund af deres behov og lyst til at være sammen. Hvad ville hendes forældre sige? Hans egne, for den sags skyld.

Men uden så meget som at tøve kom Éduin til orde. Uden den fjerneste fortrydelse og måske med fornuften skubbet i baggrunden.

"I så fald, vil jeg tage mig af dig og vores barn.." sagde han bestemt.