K(ærlighed)

[Orielle af Falanie]

Orielle havde holdt sig på afstand af sin livvagt et stykke tid nu. Selvom han stadig var i hendes følge havde hun ikke inviteret ham hverken ind på sit værelse eller indledt nogen som helst former for samtaler med ham. Hun havde om nogen haft brug for at vende alt hvad der var sket, og vigtigst af alt samtalen med Talon Våbensmed - Den havde brændt sig fast på nethinden.

Men i dag havde hun haft brug for ham. Døren blev holdt åben og først da han var trådt ind lukkede hun og låste den. Hun pressede læberne mod hinanden og løftede blikket.

"Hvordan har du det?" spurgte hun Éduin af Lemaux

[Éduin af Lemaux]

Til trods for sin stilling som Orielles livvagt der krævede, at han befandt sig i nærheden af hende, så havde han tydeligt mærket til afstanden. I modsætning til hende kunne hun undgå hans blik, men Éduin stod i den situation, at han ikke kunne gøre andet. For som hendes livvagt krævede det, at han havde øjne på hende. Og sommetider havde han ønsket at hun havde skænket ham bare et enkelt blik med sine blå øjne.

Derfor kom det også som en overraskelse, at han pludselig blev inviteret ind på hendes gemak. Som hun lukkede døren bag ham, stod Éduin rank med hænderne respektfuldt på ryggen, høj som han nu var og med den atletiske statur.

Så mødtes deres blikke for første gang med en intention om faktisk at vedligeholde en øjenkontakt.

"Udemærket," svarede han flygtigt, uden at gå yderligere i dybden med den reelle sandhed, "Og Hendes Majestæt?"

[Orielle af Falanie]

Den kolde luft kunne næsten forvandle sig til is, så meget afstand havde der været imellem dem. Det var endda til trods for at hun havde kysset ham i staldende et par måneder siden. Efterfølgende havde Talon Våbensmed været forbi og havde smidt noget af en nyhed.

Fingrene gled let mod hinanden som de drejede ringene. "Du lyver." svarede hun en anelse spidst. Hun slog sit blik ned og vendte sig let fra ham.

"Jeg ved ikke længere hvor god en idé det er at du tjener kronen." Hun havde sagt det før. Men der havde det været hendes egen trussel. Nu var det næsten som om at hun var nødt til at gøre noget.

[Éduin af Lemaux]

Hendes ord fik ham til at synke ubevidst. Adamsæblet lette bevægelse i den brede hals indikerede det kort, som det eneste tegn på hans betænkelighed. Hans holdning, derimod, havde ikke ændret sig det mindste; som en ridder, der netop stod og skulle modtage en ordre.

Han var stille for en stund, inden at han ikke kunne dy sig fra at holde sig tilbage. Det nagede ham, at Orielle åbenbart havde gået og funderet over hans fremtid under Kronen. Under hendes tilstedeværelse.

"Deres Majestæt?" En panderynken dannede sig, mens at hans blik forblev fast på Orielle. Mente hun dette? "Har De tænkt Dem, at afslutte det her? Nu?"

[Orielle af Falanie]

Hånden knugede sig så knorerne blev hvide og hun drejede hovedet i en hurtig bevægelse med sit blik fast mod sin livvagt. "Jeg elsker dig, Èduin." svarede hun næsten åndeløst.

"Du betyder så meget for mig, at jeg ikke kan have dig så tæt på." Det var forfærdeligt. Selvom hun havde hjælpemidler til at falde i søvn, så havde hun stadig lagt vågen op til flere nætter det sidste lange stykke tid,

"..Ikke når du hellere vil være hos en anden." svarede hun fast uden at lægge skjul på hvad hun hentydede til. Det ødelagde hende fuldkommen og hun havde måtte sande at det ikke kunne blive ved med at gå på den måde.

[Éduin af Lemaux]

Det kom bag på ham, at høre hendes erkendelse. De var begge gået ind i denne affære med den viden om, at de to aldrig kunne blive til andet end hemmelige elskere. Det havde været en farlig leg med deres mange møder i nattens mørke bag lukkede døre. I sidste ende, hvad havde de så regnet med? Det ville gå galt på et tidspunkt.

Og alligevel, trods deres dumdristighed, den sikre tragedie der ventede og Orielles begyndende bekymring, så var der alligevel noget i Orielles erkendelse om sine følelser for ham, der skabte en bittersød glæde hos ridderen. Han mistede nærmest pusten.

"Du-- elsker mig?" gentog han med blikket fast på hende, "Så det er derfor, at du har undgået mig.." Éduin overtrådte etiketten, da han gik uacceptabelt tættere på Orielle.

"Siden hvornår?" spurgte han hviskende, alt imens at han lænede sig ned for beslutsomt at fange hendes blik.

[Orielle af Falanie]

Burde hun have sagt det? Var det bare en måde for at få ham tilbage til sig, og væk fra smededatteren? Ville hun tilbage i kontrol, eller var det hele virkelig reelt? Orielle havde vendt tankerne utallige bange. Hun vidste at han betød meget for hende, og skulle hun sammenligne med tiden uden ham kunne hun med sikkerhed mærke at noget var anderledes.

Hendes hjerte slog hårdt, og hun havde på et og samme tid lyst til at smide ham ud og falde grædende sammen, og finde frem til hans stærke arme omkring sig. Men hun blev stående, og lod i stedet ham træde tættere på. "Selvfølgelig.." hviskede hun og trykkede håndfladen mod sine kinder for hurtigt at tørre de begyndede tårer.

"Det gik først op for mig, da du løb halv nøgen gennem byen" svarede hun let og kunne alligevel mærke et smil sitre ved det indre syn. "Men følelserne har været der længe.. Éduin jeg kan ikke eksisterer uden dig" hviskede hun og løftede hånden for at lægge den mod hans kind.

[Éduin af Lemaux]

Éduin vedligeholdte øjenkontakten. Hans blik flakkede en anelse i hendes, alt imens at hun lagde sine følelser ud på bordet for ham. Hendes hånd, der lagde sig silkeblødt mod hans kind, der var ru af skægstubbe. Der var noget overvældende i at stå og høre alt dette fra hende.

"Eller var det efter, at du hørte om Svari Våbensmed?" hviskede han frustreret med en panderynken, velvidende med tanke på hvilke nysgerrige ører, der kunne befinde sig rundt om hver eneste hjørne.

[Orielle af Falanie]

Orielle sank en enkel gang. Hun ønskede ikke at han skulle vælge, men hun skyldte sig selv at være ærlig overfor ham, og så var der noget i hende der sagde at Éduin skulle være ærlig overfor hende, mere end han nogensinde havde været.

Skåret ud i pap var han nødt til at vælge.

"Jeg blev jaloux, og det bragte følelser frem jeg ikke vidste var virkelige" svaret hun let uden at røre på sig. "Men jeg har elsket dig langt før. Da det stadig kun var os"

[Éduin af Lemaux]

Éduin holdte vejret for en stund. Så fugtede han sine læber en smule perpleks over den situation, som de begge befandt sig i netop nu.

"Du har ingen anelse om, hvor lang tid jeg har gået og ventet-- håbet på, at du en dag ville sige alt det her til mig. Alt sammen velvidende, at jeg kunne risikere at miste alt på det. Miste dig." Det var en ambivalent følelse. På den ene side var det fantastisk at høre, at hun havde elsket ham. På den anden side faretruende og sørgmodigt med tanke på, at dette her var Dronningen selv. Gift med Kongen af Falanie. Hendes hjerte skulle tilhøre ham, og ikke en eller anden simpel affære af en livvagt. Havde hun været en hvilken som helst anden, uden den forbandede titel!

"Du ved ligeså vel som jeg, hvor farligt det her er.." hviskede han med et blik flakkende i hendes, "På et tidspunkt vil det kunne komme frem.. Og jeg har ikke tænkt mig at finde ud af, hvad Kongen Hamselv kunne finde på at gøre ved dig.."

[Orielle af Falanie]

Orille kunne ikke være mere ligeglad med Svari Våbensmed. Hun ønskede ikke på nogen måde den unge pige ondt, eller nogen former for sorg. Men hun var trådt ind i det forkerte territorium og Orielle havde tydeligt kunne mærke hvad det havde gjort ved hende. Men måske hun burde takke hende for at få hende til at indse at Éduin var langt mere end bare hendes livvagt og ven. At han betød så meget mere for hende.

Hun vidste snart ikke hvad hun skulle gøre med hans ord. Hun frygtede at der ville komme et men, at han ikke kunne gengælde hendes åbne hjerte og tage imod den kærlighed hun tilbød. Hun rystede på hovedet og trådte tættere på. Hun rakte ud efter hans hånd, som hendes egen hurtigt lukkede sig om. "Det kommer ikke frem." hviskede hun.

Talon Våbensmed havde svoret at holde det hemmeligt, og hun vidste at han var en mand af ord. Havde det ikke været for drabanten ville det stadigvæk være deres hemmelighed. Affæren havde trods alt stået på i over et år, så man bort fra den tid han havde brugt med Svari.