Besøgende i Bonville

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blev udmattet af især to ting. Den første var anfald af sygdommen, når den greb hende hårdt i sine kløer og hun hostede og hev efter vejret. Den anden var rejser. Rundrejsen havde bevæget sig langsomt fremad, men stadig tæret på hendes kræfter. Turen til Bonville efterlod hende helt flad. Hun stavrede ud af vognen den aften de ankom og smilede mildt over hjælpen til at finde sit værelse.

Lykken var det varme vand i det store kar, der var sat frem til hende. Hun gled ned i det og bad tjenestepigen om bare at lade hende selv klare den derfra, for hun var også udmattet og måtte hvile. Der var sæbe og en klud og det varme vand løsnede op for spændinger og ubehag. Nogen havde betænksomt dryppet pebermynteolie i vandet og det klarede også hendes luftveje. Hun gled helt ned under vandet et øjeblik og kom op med dryppende vådt hår, som hun snart gik i gang med at sæbe ind, før hun dykkede ned igen. Hun hørte ikke døren, der gik op eller Bénjamin af Bonville, der kom ind, for hun var helt under vandet og i gang med at gnubbe sæben ud. Hun kom snart op igen, tog en gispende indånding og gnubbede vand ud af øjnene.

[Bénjamin af Bonville]

Nu var hun på hans territorium. Ikke at det betød at han kunne tillade sig det hele. Men at åbne døren til det værelse Jacquetta var blevet henvist til, lå ikke som en af de ting han ikke måtte gøre, ifølge ham selv.

Han havde ikke set hende i over en uge, og han kunne ikke modstå fristelsen når nu hun var så tæt på. Duften af pebermynte satte sig med det samme i hans næsebor, og var ganske tilfredsstillende.

Han havde ikke lyst til at forskrække hende. For så længe de ikke var gift, kunne alt gå galt. Derfor bevægede han sig langsomt og satte sig på hug bag karret så hans ansigt var tæt mod hendes da hun til sidst kom op af vandet igen.

“Jeg var nødt til at se dig” erkendte han, for også at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta hvinede af forskrækkelse, da Benjamin talte bag hende. Hun farede sammen og holdt hænderne foran sine små bryster. Raphael havde også set hende nøgen, men det havde næsten været et uheld. Hendes forlovede valgte selv at gå ind på værelset. Hun klemte benene lidt sammen og trak dem op imod sig.

"Benjamin,” pev hun chokeret. “Du må ikke være her nu. Jeg har ikke noget tøj på.”

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin forholdte sig roligt, modsat hende. Han var nødt til at bevare roen så Jacquetta også følte sig tilpas i hans selskab når hun ikke havde noget tøj på. Det ville gøre det nemmere på bryllupsnatten.

“Rolig..” bad han stille. Han havde trukket en stol hen, så han ikke skulle blive ved med at sidde med benene bøjet. Han kunne nemt sige at det intet gjorde for ham, men han vidste at det var anderledes for kvinder.

“Der er ingen der ved jeg er her”

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta sad helt anspændt og med kroppen trukket så tæt sammen om sig selv så muligt, så han i realiteten ikke kunne se noget, andet end masser af nøgen hud og hendes løse, våde hår, som han aldrig havde set uden at det var opsat og delvist skjult. Heldigvis var det langt og stort og hjalp med til at skjule hende lidt. Hun trak vejret hastigt, hendes puls ræsende afsted, hvilket fremkaldte et lille, hæst hosteanfald, der gjorde at hun ikke svarede ham. I stedet sad hun bare lidt ynkeligt tilbage, rød i hovedet af både lidt luftmangel og flovhed.

“Benjamin,” bad hun lavt og sprødt. “Jeg er så træt og svag efter rejsen. Vil du ikke nok komme tilbage senere?”

Og med senere mente hun egentlig i morgen, for mørket var allerede faldet på og hun var blevet lovet at kunne gå direkte i seng efter badet.

[Bénjamin af Bonville]

Han havde ikke selv budt hende velkommen, og han havde først haft ved tanken så selv at hilse på hende, og ved nyheden om hendes bad havde han alligevel forstyrret hende selvom han bare ville sikre sig at alt var som det skulle være.

Hun var fanget i karet, men han ville ikke blive på hendes værelse når hun oprigtigt ikke ønskede det. Hans bryn rynkede sig let sammen da hun begyndte at hoste, og mærkede at han halvt havde rejst sig for at hjælpe hende.

Benjamin kunne dog ikke lade være med at føle sig en smule skuffet over at hun ikke var glad for at se ham. “Selvfølgelig.” svarede han derfor en smule stift og skubbede stolen væk i det han rejste sig helt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta sank lidt hostende dybere ned i karret og lukkede øjnene. "Tak," kom det spagt fra hende. Hun vidste ikke hvad konsekvenserne af afvisningen var. Vidste ikke at han ville ignorere hende ved morgenmaden og ikke introducerede hende for hverken de andre beboere eller fortalte om nogen planer for dagen. Hun prøvede at spørge, men blev afvist. Til sidst gav hun op og blev tavs.

Efter måltidet trak hun sig tilbage til sit kammer og bad tjenestepigen, der var rejst med, om at finde hendes broderiramme, nål og tråd. Hun var i færd med at brodere på en underskjorte til Benjamin, som ville blive en bryllupsgave og som han derfor ikke kendte noget til. Hun fik placeret sig selv med bløde tæpper og puder på en slagbænk og sad og talte med tjenestepigen, da det bankede på døren.

[Bénjamin af Bonville]

Det havde været alt for bevist fra Benjamins side at ignorere hende. Det var det første tegn af hans personlighed han havde vist hende. Selvom han gerne ville forsøge at lette stemningen kunne han simpelthen ikke få sig selv til det.

Han havde nok trukket den lidt for langt, men det var kun på opfordring af hans far at han nu befandt sig på vej ned af gangen til det værelse for Jacquetta befandt sig. Han trak vejret dybt ind, trak ned i den mørke tunika før han slog let på døren, for at give sig til kende inden han åbnede den.

“Jeg håber du har fået hvilet dig” lød det roligt; som om han netop ikke lige havde ignoreret hende hele formiddagen.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så hastigt op, da det bankede på døren. Hun forsøgte at skjule skjorten, rejste sig og gemte den bag ryggen.

"Ja, tak," kom det lidt klemt fra hende. "Jeg er helt udhvilet nu."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin sendte hende et roligt smil og nikkede let. Han lukkede døren bag sig og trådte længere ind i værelset. Det glædede ham at hun havde det bedre, selvom han stadigvæk ikke helt havde sluppet afvisningen.

“Vil du akkompinere mig på en lille tur i haven?, solen er fremme nu”

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta knugede sin overraskelse lidt bag sig og vinklede sig, så Benjamin ikke kunne se gaven bag hende. Hun trykkede læberne lidt sammen, men smilede så svagt og nikkede.

“Selvfølgelig, Benjamin. Vil du give mig et øjeblik til at gøre mig klar? Det skal ikke tage lang tid.”

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin var nok mere glad over at hun havde sagt ja, end han først lige havde regnet med. Et smil bredte sig da også over hans læber. “Naturligvis. Jeg venter udenfor” svarede han let og trådte halvt tilbage, bukkede let og lukkede døren bag sig igen.

Da Jacquetta endelig var klar og åbnede døren rankede han sig let og løftede sin arm ud så hun kunne tage den.

[Jacquetta af Bonville]

Dagen var måske smuk, men også kold, så Jacquetta var blevet klædt godt på fra top til tå, før hun forlod kammeret. Hun havde det derfor også lidt for varmt, da de åbnede døren og hendes blik faldt på Benjamin. Han havde ignoreret hende pure og hun vidste ikke hvorfor, men nu var han hendes igen og det gjorde hende mere lettet.

Hun lagde en hånd på hans arm, som han tilbød den, og smilede svagt til ham. Det var en lettelse, at han ikke havde stillet spørgsmålstegn ved hvad hun havde gemt bag ryggen.

[Bénjamin af Bonville]

Han førte hende ned af gangen og ud på trappen som førte ned i hallen. Han tog i håndtaget til porten så de kunne komme ud i det kolde milde vejr. Han trak vejret dybt ind før han drejede hovedet og så ned på Jacquetta med et let smil. Hun så smuk ud i lyset af solen.

“Har du nogensinde været i Bonville før?”

[Jacquetta af Bonville]

Benjamin var vendt på en tallerken og Jacquetta vidste ikke helt hvordan hun skulle have det med det. Hun skuttede sig i kulden og holdt lidt bedre fast i hans arm.

"Nej, aldrig," medgav hun. "Jeg har aldrig været andre steder end rundrejsen tog os. Og Tardigy, selvfølgelig."