Hjemvendt

[Svea Købmand]

Celeste Våbensmed

Der var mange ting som Svea gjorde galt i øjeblikket, hun var stadig ved at lære mere om sig selv og andre mennesker, men en ting som hun aldrig kunne finde på var at lyve for sin mor. Så selvom at deres familieliv havde været en smule kaotisk på det sidste, var det første hun havde gjort om morgenen efter Lancelin af Suilleaux havde besøgt hende, at gå mod hendes hjem i håndværkerkvarteret.

Det var en underlig følelse hun havde i kroppen. Hun anede ikke hvad der ville ske nu. Hvad der ville ske mellem hendes mor og Lancelin af Suilleaux . Han var ikke perfekt, men hun havde ikke lyst til at miste ham som sin sponsor, hun ville gerne gå på universitetet og hun ønskede ikke at miste hele det liv hun havde håbet hun ville få. Hun vidste bare ikke hvordan deres møde ville være og det bekymrede hende.

Nu stod hun foran sit barndomshjem og havde en underlig fremmed lyst til at banke på døren. I stedet for tog hun i håndtaget og åbnede døren for at se hvem der var hjemme.

"Hallo? Det er Svea." Sagde hun med en toneleje der nok afslørede at hun ikke havde sovet hele natten.

[Celeste Våbensmed]

Celeste var, som så ofte før, hjemme. Ingen i nabolaget var gået i fødsel, så hun var i færd med at lave morgenmad til våbensmedene. Da døren gik op og Svea trådte indenfor. Straks var hun der, blikket årvågent. Sidste gang hun havde set datteren var da hun var troppet op på universitetet og havde forlangt at se hende. Hun havde været rasende over at Svea var stukket af og havde efterladt hendes forældre i panik hele natten.

Nu var sårerne ved at heles, men Celeste var også i venteposition på at datteren kom for at fortælle hende at hendes sponsor var kommet tilbage. Selvfølgelig holdt hun også selv øje.

"Godmorgen, min egen," hilste hun. "Kom ind og få noget grød. Den er snart færdig." Hun omfavnede sin lille datter, strøg hende over kinden, men sagde intet om at hun så tynd ud. Ikke i dag.

[Svea Købmand]

Svea skammede sig over sin opførsel, men hun havde ikke tænkt sig at lade sine følelser ødelægge hele sit forhold til sin familie, så hun havde slugt sin stolthed og stod nu på sin mors dørstærskel og følte sig som en idiot. Hun havde været stærk hele vejen hjem, men der var noget over den måde hendes mor tilbød hende grød, der gjorde hun følte sig pludselig svag.
"Lancelin af Suilleaux sneg sig ind på mit kammer i nat efter jeg var gået i seng. Han er hjemme." Sagde hun, tydeligvis stadig lidt rundt på gulvet og en smule bange.

[Eirik Våbensmed]

[Celeste Våbensmed]

Celeste holdt stadig om Svea, da hun tilstod hvad der var sket. Fingrene lukkede sig i et øjeblik hårdt i en refleks, før hun skyndte sig at løsne dem igen. Hendes bryn var tæt sammentrukne og stemmen lav, da hun talte. De skulle ikke tiltrække sig Eiriks opmærksomhed.

"Hvad gjorde han?! Har han forbrudt sig imod dig igen?"

Hun dirrede let, klar til det mord, som hun ikke ville lade Eirik eller Talon Våbensmed begå.

[Talon Våbensmed]

[Svea Købmand]

Svea havde ikke lyst til at gøre sin mor vred, hun var bange for at hun ville gøre noget der ville få konsekvenser for familien. Lancelin af Suilleaux var en magtfuld mand, han kunne knuse dem alle hvis han ønskede det.
"Han gjorde mig ikke noget, han tog bare fat i mine hænder, men det var fordi jeg slog ham." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe.
"Beklager at jeg ikke opførte mig ordentlig, jeg var bare hel ude af den over han dukkede op midt om natten." Sagde hun og så helt udmattet og sørgmodig ud, mens hendes blik helt tomt og hele hendes kropsholdning gjorde hun så ud til at være to centimeter mindre.

[Celeste Våbensmed]

Celeste trak sin datter ind til sig og holdt hende tæt. Hun kyssede hende på håret og holdt fast. "Min egen. Min stærke, lille datter," mumlede hun ømt og beskyttende.

"Han er et forfærdeligt menneske. Adelige tror at de kan tillade sig hvad som helst. At de kan købe sig fra enhver konsekvens."

Hun strøg Svea over ryggen. "Det er godt, at du kommer til mig. Vi venter med at fortælle din far det."

[Svea Købmand]

Krammet var Celeste var intenst og rart. Hun havde behov for det, mens hun knækkede lidt sammen og følte sig svag i morens favn.
"Okay." Sagde hun og lagde armene om sin mor.
"Jeg tror reelt set han holder af mig mor, jeg tror bare ikke at han er så god til hvordan man gør det." Sagde hun i et forsøg på at hun ikke skulle blive alt for vred på Lancelin. Svea havde jo også selv noget af skylden, som han selv havde sagt, så hun var ikke helt uskyldig.

[Celeste Våbensmed]

Celestes ansigt stivnede, men hun strøg sin datter blidt over ryggen, imens hun stirrede lige frem for sig. Hun var ikke i tvivl om hvem der havde fået hende til at tro, at han bare var lidt klodset i sine følelser. Nogen mænd, især de adelige, kunne manipulere unge kvinders følelser uden noget hensyn til hvad det gjorde ved dem.

"Han kommer aldrig til at røre dig igen eller besøge dit værelse," lovede hun blidt, selvom der brændte en stormende ild i hendes blik.

[Svea Købmand]

Svea var sikker på at Lancelin af Suilleaux havde sagt farvel, så hun var egentlig ikke så bekymret for at se ham igen.Alligevel var det rart at høre sin mor bekræfte det. Derefter kom Svea dog i tanke om noget andet.

"Jeg og Tristan Købmand er blevet kærester." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe, mens hun trak sig lidt væk for at se sin mor i øjnene med et smil.

[Celeste Våbensmed]

Celeste var ikke chokeret over den næste afsløring Svea lavede. Hun havde været så rasende over at hendes datter havde sovet hos en dreng, imens hun og Eirik Våbensmed havde været bange for hvad der var sket, men det betød også, at hun lidt forventede at komme til at høre noget om ham igen.

Hun hævede derfor også blot et øjenbryn let og smilede varmt. "Selvfølgelig," svarede hun med et glimt i øjnene. "Hvornår tager du ham med hjem?"

[Svea Købmand]

Svea kunne godt se bagefter at det ikke havde været det bedste at gøre, men hun havde ikke troet at hendes forældre havde opdaget hun var væk og hun havde bare brug for at være et sted hvor hun følte sig tryg. Det gjorde hun hos Tristan.
"Snart. Måske når vi lige har fundet ud af om vi rent faktisk.. kan finde ud af at være sammen." Sagde hun. Hun ville ikke spilde deres tid på at lære en at kende, hvis han alligevel snart ville smutte igen.
"Men indtil videre er han rigtig sød ved mig mor." Sagde hun med et smil.

[Celeste Våbensmed]

Celeste strøg Svea over kinden og smilede blødt og varmt. At se sine børn lykkelige var det hun ønskede mest i verden og Svea virkede glad, på trods af historien med Lancelin af Suilleaux. Hun havde stadig tænkt sig at besøge adelsmanden og give ham op i kraven, dog.

"Sødeste ven. Vi har vel mødt ham før? Større er byen ikke. Er du nervøs for at præsentere ham for din far?"

[Svea Købmand]

Svea var lidt rundt på gulvet, selvfølgelig havde de mødt Tristan før, men ikke som hendes kæreste. Det var anderledes. Hun nikkede langsomt og sukkede så en anelse.
"Ja. Far er svær at gøre tilfreds." Sagde hun og kløede sig forsigtig på sin kind.
"Men jeg skal nok tage ham med hjem en dag." Bemærkede hun med et svagt smil.