Lidt for festligt lag [P]

[Igraine af Charenoy]

Bartholomeus af Charenoy

Det var år og dage siden, at Igraine havde oplevet helligdagsfejringerne i hovedstaden og selvom hun havde nydt den relative afsondrethed, som Triviers havde tilbudt, så mærkede hun alligevel en gensynsglæde.

I hvert fald smilede hun mildt for sig selv, som hun betragtede optoget fra en sikker plads blandt adelen og da festlighederne fortsatte, trak hun sig ikke tilbage med det første. I stedet havde hun netop taget imod et krus med varm, krydret vin som værn mod kulden, som en flok af unge junkere i tydeligt feststemt humør kom masende gennem mængden. Til lyde af forargelse fra den generelle menneskemængde.

Selv nåede hun da også kun lige akkurat at træde tilbage for at undgå at blive overrumplet af dem, men i processen fik hun selv trådt en uforvarende bagvedstående person over tæerne og slap et halvt gisp, både i overraskelse, men også over et kortvarigt usikkert balancepunkt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde været iblandt flokken af borgerlige tidligere og oplevet optoget tæt på, men han trak sig tilbage, da festlighederne gik lidt højere op og der blev drukket til. Han stod blandt andre af samme stand, da en enkelt, tyk hæl af træ med fuld vægt landede på hans støvlesnuder. En overrasket lyd forlod ham, men han rakte instinktivt ud og fik den unge dame på ret køl, før han straks trak hænderne til sig, som havde han brændt sig.

"Jeg beklager, Nådigfrue," brummede han, selvom det var hende, der var væltet ind i ham.

[Igraine af Charenoy]

Igraine ville utvivlsomt være landet noget mindre graciøst, hvis ikke hænder havde støttet hende. Som det var, var hun ikke i nogen umiddelbar fare for at falde, men vendte sig mod sit sagesløse offer.

Et udtryk af reel beklagelse gled over hendes ansigt. "Beklagelsen er utvivlsomt retteligt min," forsikrede hun og lod blikket finde ham. Alene størrelsen af ham fik i et sekund øjnene til at udvide sig lidt, men det var kun flygtigt.

"Jeg havde ikke set Dem, da jeg trådte af vejen," tilføjede hun og tænkte for sig selv, at det var et under. "Mine undskyldninger," afsluttede hun og en svag tøven afslørede en usikkerhed på, hvordan hun skulle tiltale ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus viftede beklagelsen væk. Det var ikke så tit han hørte at nogen havde overset ham, men pointen i det næsten borgerlige tøj var trods alt at blende lidt mere ind med optoget. Han brummede let.

"Herre," supplerede han, da hun tøvede. "Ridder Charenoy, Nådigfrue."

[Igraine af Charenoy]

Igraine hævede hagen lidt i et taknemmeligt udtryk over opklaringen, mens læberne trak op mod et mildt smil.

"Ridder Charenoy," hilste hun høfligt og som afslutning på sin egen, foregående sætning, før hun retteligt fulgte op med sin egen introduktion: "Igraine af Triviers."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var måske nok lidt ru i overfladen, men han havde ikke brugt 8 år kun på at lære at fægte og forstod uden problemer at agere høfligt i en eller anden imitation af hofmanerer. Han bøjede hovedet let.

"Nådigfrue," hilste han igen. Og så havde han til gengæld ikke mere at byde på. Han var ikke god til småsnak.

[Igraine af Charenoy]

Selvom det var en ganske høflig introduktion, så var det ingen officiel præsentation ved hoffet og Igraine var ganske bevidst om at festlighederne tillod bare en anelse løsere rammer.

Det var i hvert fald det, der fik hende til at fortsætte med antydningen af et mildt smil om læberne. "Måske vil De tillade mig at byde på et krus vin som kompensation for min uopmærksomhed?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde ikke forventet det store udi samtale, men tilbuddet fik ham til at hæve begge bryn en smule. En adelsfrue, der bød en mand på vin, virkede på en eller anden måde som et stort etikettebrud, men han var langt fra øvet udi finesserne og desuden tilpas ligeglad, når det kom til det.

"Uhm," forlod det ham dog, knapt så hoftrænet. "Jo. Det vil jeg tillade," svarede han til sidst tøvende.

[Igraine af Charenoy]

Igraine vidste udmærket, at det var uortodokst, men det var en helligdag og hun var trods alt ingen komtesse. Han lod da heller ikke til at være skandaliseret.

Af samme grund smilede hun og bøjede hovedet ganske let, før hun satte kursen mod det nærmeste - og pæneste - udskænkningsted, ikke uden et blik tilbage for at sikre sig, at han fulgte med.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var lidt skandaliseret.

Han viste det dog ikke, men fulgte med adelskvinden over mod boden med hænderne samlet på ryggen og et ganske alvorligt udtryk i ansigtet.

[Igraine af Charenoy]

Igraine brugte ikke den meget korte tur på snak om ingenting, men fandt snart en pæn bod, tydeligt reserveret til adelsstanden, og da et krus blev sat frem, lod hun selv ridderen om at tage imod det.

Da vendte hun sig mod ham igen og smilede svagt, men reelt nok. "Nu skal jeg ikke tage mere af Deres tid, herre," lovede hun ham høfligt, men tilfreds med et lille plaster på samvittigheden.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus vidste ikke om hun forventede samtale. Han leverede i hvertfald ikke. I stedet tog han mod kruset med en underlig fornemmelse over at hun havde betalt.

Blikket gled diskret over hende, før han nikkede lidt. "De spildte ikke noget," svarede han, måske høfligt, men også reelt. "Køber De vin til alle de kommer til at støde ind i?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde også fået fyldt et krus til sig selv og tog det mellem begge hænder, hvor varmen fra den krydrede vin stod i en behagelig kontrast til den kølige hud.

Hun blinkede en enkelt gang i mild overraskelse over spørgsmålet, før læberne krøllede en anelse op i et smil.

"Hvis ret skal være ret, så har jeg ikke for vane at være klodset," bemærkede hun. Det havde da heller ikke helt været tilfældet her, men i stedet resultatet af et behov for ikke selv at blive væltet. "Men nej. Det er snarere i anledning af helligdagen."

[Bartholomeus af Charenoy]

Vin i anledning af helligdagen. Bartholomeus nikkede og tog en forsigtig tår af den varme vin. Hans blik gled undersøgende over hende, før han trak det høfligt til sig. Han forstod hende ikke helt, men der var måske heller ikke så meget at forstå.

"Tak, i hvert fald," gav han igen.

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede svagt over hans tak og bøjede nakken ganske let i anerkendelse af den, mens fingrene flyttede sig lidt mod det varme keramik. Hun var tilbøjelig til at gentage, at hun ikke ville holde på ham, men det ville være anden gang indenfor meget kort tid og forekom hende en anelse uhøfligt.

Så i stedet nippede hun let til vinen og samlede det første og det bedste emne op, som også hurtigt kunne afsluttes igen.

"Hvad syntes De om optoget i år?"