Lidt for festligt lag [P]

[Bartholomeus af Charenoy]

Barthelomeus tøvede et øjeblik. Han forstod ikke helt adelskvinden med de gigantiske, brune øjne, men han var tilpas interesseret til at han blev stående og kastede et blik i den retning optoget var forsvundet i.

"Det var mindre end jeg huskede det," konstaterede han. "Jeg var her sidst, da jeg var væbner endnu." Han så tilbage på hende og huskede til sidst det høflige modtræk.

"Hvad synes De?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine slap en dæmpet, blød lyd i eftertænksom sympati, mens hendes eget blik også drev i retning af det sted, hvor optoget havde passeret forbi.

Ved spørgsmålet rettede hun det dog tilbage mod ham og smilede mildt. "Jeg har samme erindring," indrømmede hun. "Men det må også nærme sig et årti, siden jeg sidst har overværet det."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var ikke en til at komme med tomme komplimenter om at det ikke kunne passe, at hun var gammel nok til det. Han nøjedes med at smile ganske svagt.

"Sådan husker man vel ofte fortiden," brummede han eftertænksomt.

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede selv som naturlig reaktion på, at han gjorde det samme og hendes eget havde en lidt underfundig kant. En dæmpet lyd i enighed undslap hende, mens tommelfingeren strøg over keramikken.

"Det kan De have ret i," medgav hun, men ikke med melankoli. "Verden virkede større dengang," bemærkede hun og rettede så blikket mod ham igen, som en tanke slog hende. Smilet fik en varm, afvæbnende kant. "Omend en ridder som Dem nok har haft en anden oplevelse end jeg selv."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus vidste ikke vanvittig meget om adelskvinders liv. Forsvindende lidt, i virkeligheden. Derfor rynkede han også blot brynene en smule over hendes svar i et øjeblik. Han så lidt ud over pladsen, før blikket vendte tilbage til hende.

"Hvordan mener De?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde ikke for alvor forventet, at det var ord, der ville lede til yderligere spørgsmål og det forundrede hende i et øjeblik, men hun var ikke ked af at svare på det.

"Blot at De, og andre riddere, må have haft en meget anderledes opfattelse af verdens omfang end jeg. Om det har fået den til at virke større eller mindre, skal jeg ikke kunne sige."

Hun smilede lidt og drejede kruset lidt mellem hænderne. "Men det er naturligvis baseret på min egen antagelse af, at De er kommet en del rundt i riget. Den kan være fejlagtig."

[Bartholomeus af Charenoy]

Forståelsen gryede og Bartholomeus nikkede langsomt. "Mm. Det kan man godt sige," svarede han, lidt bredt til det hele.

"Jeg har ingen anelse om hvor meget Nådigfruen har rejst."

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede mildt og rystede lidt på hovedet. "Nej, naturligvis ikke," medgav hun, uden at kaste sig ud i en redegørelse for, hvor hun havde været.

Hun nåede da heller ikke at sige mere, før et pludseligt: "Maman, kom og se," brød ind og en mørkhåret miniature af Igraine dukkede begejstret op, uden øjne for, at hendes mor var i selskab.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' bryn røg en smule op, da en lille størrelse kom ind i hans synsfelt. Han havde ikke svært ved at se slægtskabet, men til gengæld gav det ham en åbenlys grund til at bukke let, både for Nådigfruen og hendes datter, selvom sidstnævnte vist ikke rigtig havde øjne for det.

"Tak for vin, Nådigfrue Triviers. Jeg kan se Deres opmærksomhed er ønsket."

Hans mundvige sitrede svagt over den insisterende størrelse. "Au revoir."

[Igraine af Charenoy]

Igraine så på sin datter med et svagt irettesættende blik, men ingen reel vrede og hun placerede sin hånd på datterens skulder, som hun rettede blikket mod ridderen og selv nejede formfuldendt.

"God aften, Ridder Charenoy," hilste hun selv og så efter ham et øjeblik, før hun så på sin datter med et ømt smil. "Hvad er det så, ma fille?"

Lukket