Sommerfugle i maven

[Tristan Købmand]

De havde knapt nok sat sig før de igen var på vej op. Men han smilte stadig. På sin vej op tog han sine bøger og de resterende papirer han havde med sig. Han ignorerede eventuelle blikke og fokuserede bare på at gå lige.

"Det er virkeligt fint." svarede han som han drejede sig let for at få det hele ind. Han lagde sine skoleting på en ledig overflade og satte sig ned på sengen med et let dump.

[Svea Købmand]

Svea var stolt af sit lille kammer. Det var hendes eget sted, i hvert fald på nogle punkter, selvom det ikke var hende der betalte for det. Det var et sted hvor hun følte sig tryg og havde det godt, hvor hun kunne fokusere på sine studier. Hun vidste ikke at den følelse om et par dage ville blive taget fra hende, men lige nu så nød hun det.

Hun satte sig ned ved siden af ham og smilede en anelse. "Du er velkommen til at komme på besøg når du har lyst, i må jo gerne være her i dagstimerne. Der er masser af de andre piger der har deres kærester på besøg." Sagde hun, inden hun fangede sig selv i at sige ordet. Hun rødmede meget og smilede usikkert.
"Eller, ja du ved, de har drenge på besøg, det er ikke nødvendigvis kærester." Sagde hun.
"Altså ikke at jeg ikke vil være kærester, eller jeg mener det er selvfølgelig i orden hvis man ikke vil være det. Men altså." Sagde hun og stoppede pludselig med at tale og vidste slet ikke hvad hun skulle gøre nu, når hun havde talt over sig.

[Tristan Købmand]

Kærester. Hjertenskær. Tristan trak vejret dybt ind og det var stadig en underlig følelse, men ikke desto mindre en rar en. Han endte med at nikke uden at virke det mindste i tvivl. Desuden skulle hun ikke tro at han ikke ville være sammen med hende, end at han fortrød.

"Det vil jeg gerne" Svarede Tristan og rakte igen ud efter hendes hånd og klemte let om den. Det voksede et par centimeter i vejret over at hun selv beskrev ham sådan. Han rokkede let på sig.

"Hey.." svarede han let og lænede sig ind mod hende for blidt at kysse hende på panden. "Jeg er din kæreste." istemte han.

[Svea Købmand]

Svea var blevet såret før og hun tog måske lidt sorgerne på forskud. Hun ville bare ikke ende med at blive såret igen og Tristan var så flot og sød at det virkede endnu farligere end det havde gjort med Lancelin.
"Okay." Sagde hun og smilede en anelse, mens hun så ham i øjnene.
"Så er vi kærester." Sagde hun og rømmede sig lidt, mens hun mærkede sine håndflader blive helt varme og svedige.

[Tristan Købmand]

Tristan smilte let. Han forstod godt hvis hun var nervøs, det var han også selv. Men det skulle ikke ødelægge det faktum at han holdte af hende, og ville gøre sit for at det ikke endte ud i en katastrofe.

Han rettede sig en smule op igen før han lænede sig tilbage og hvilede hovedet mod væggen. Hans mave slog stadig koldbøtter og det hele var vendt på hovedet. Men synet af Svea fik på en måde det hele til at stilne.

"Hvor tit er du hjemme hos din familie?"

[Svea Købmand]

Hans spørgsmål ramte et ømt sted. Sidst hun havde været hjemme var hun stukket af fordi hendes far havde sagt at hun ikke skulle gå på universitetet længere. Hun havde overhovedet ikke været hjemme siden det skete.
"Ikke så tit." Sagde hun og trak på skuldrene.
"De har travlt med deres egne ting." Bemærkede hun uden at se på ham og pillede lidt nervøst ved sin kjoles stof, mens hun overvejede hvor meget hun skulle sige til ham.

[Tristan Købmand]

Tristan nikkede. "Det må være rart for dig at have dit eget? Jeg har overvejet også at tage imod tilbuddet om det" sukkede han svagt og strøg en lettere sløv hånd gennem det lyse hår så det endte med at stritte let ud til vilkårlige sider.

Han blinkede let uden at have fjernet sit fokus fra hende. Let lod han sin arm falde så hans hånd kunne lægge sig bag hendes ryg.

"Hvad er der?" spurgte han stille.

[Svea Købmand]

Svea forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige, det var for tydeligt at der var noget der gik hende på og hun kunne ikke skjule det for Tristan der kendte hende så godt.
"Jeg skændtes med mine forældre og gik hjemmefra uden at sige farvel, jeg stak af og så endte jeg hjemme hos dig. Min far nævnte at han ville tage mig ud af universitetet, men jeg fandt ud af bagefter at det ikke havde været lige præcis det der havde været hans tanke." Sagde hun og sukkede en anelse, mens hun lænede sig op ad væggen og dermed også hans arm. Hun ville læne sig ind mod ham, men gjorde det ikke, fordi hun var bange for han ville blive frastødt af hende lige om lidt.

[Tristan Købmand]

Havde han kendt til det, ville Tristan med sikkerhed havde forsøgt sig med at overtale hende til at tage hjem til dem igen. Han ville naturligvis godt have fulgt hende på vej. Sandsynligheden for at de var kærester nu ville være lille. Han rykkede let på sig.

Hans lyse bryn trak sig let sammen. "Fik i det løst?" Han håbede det inderligt; det var aldrig sjovt at være uvenner med sin familie, og slet ikke sine forældre.

[Svea Købmand]

Svea fokuserede på sin kjoles skørt og pillede meget fokuseret ved en lille tråd, som havde sluppet sig løs fra resten af stoffet.
"Det er lidt kompliceret." Sagde hun afdæmpet og bed ned i sin underlæbe. Ubevidst vendte hun sit ansigt lidt væk fra ham, så hun ikke skulle se på ham, fordi hans reaktion nok ville være for slem.
"Der er nogle problemer med min sponsor, mine forældre er vrede på ham." Sagde hun.

[Tristan Købmand]

Tristan tog et blidt tag om hendes underarm for at guide hende ned til sig. Det var rigtigt. Svea havde en sponsor, som hun dog aldrig havde talt særlig meget om.

"Tror du ikke de får det løst?" Han vidste ikke hvad der var tale om. Han anede slet ikke hvad det handlede om, men det var tydeligt at det gik hende på.

[Svea Købmand]

"Det ved jeg ikke." Sagde hun og lod ham guide hende ind til sig. Hun pressede læberne ind mod hinanden, mens hun skævede flygtigt mod ham. Hun kunne undlade at sige dette, men hun kunne ikke lyve for Tristan, han var for sød til hun kunne behandle ham sådan.
"Jeg er ikke jomfru Tristan. Min sponsor kaldte mig op til sit kontor, gav mig en ny kjole, en seng af sove i fordi der var uvejr, så kom han ud på universitetet en dag og vi var sammen." Sveas øjne blev blanke og hun fik en smule kvalme ved tanken.
"Det føltes som om, at jeg ville skuffe ham, hvis jeg ikke gjorde det. Han er min sponsor." Bemærkede hun og dirrede en anelse, bange for at han nu ville skubbe hende væk.

[Tristan Købmand]

Det var rart at hun endelig lagde sig let ned til ham. Det gjorde at hun ikke føltes så lang væk fra ham. han trak vejret dybt ind og kunne næsten mærke at hun ikke havde noget godt at fortælle om.

Han havde dog ikke forventet nyheden der blev tabt som en bombe. Han var stille. Tankerne kørte og hans første tanke var at det var Nicolaus Itier Købmand der havde været inde over. Men da hun hurtigt fortsatte og fortalte at det i stedet var hendes sponsor rynkede han let på sine bryn.

"Så.." sagde han stille og rettede let på sig for at trække hende tættere på sig. "Han brude ikke have gjort det Svea." Var hvad han til en start kunne få ud.

[Svea Købmand]

Sveas hjerte bankede hårdt i hendes bryst mens hun ventede de få sekunder på Tristans reaktion. Hun var sikker på han ville skubbe hende væk og sige hun var ulækker, men i stedet trak han hende tættere ind på sig og rummede hendes dårlige oplevelse så godt han kunne.

"Hvis du ikke vil være sammen med mig, så forstår jeg det godt." Sagde hun. Der var mange mænd der gik op i at deres kvinde var ren og Svea følte sig ret beskidt og klam efter alt det der var sket. Hun kunne næsten ikke se ud af sine øjne, som var fyldt med tårer, hun ville ikke miste Tristan. Han var det bedste hun havde i sit liv.

[Tristan Købmand]

Det var ikke det nemmeste han havde været i. Men det som Svea havde oplevet var ikke hendes skyld. Hun havde ikke gjort det med fuld overlæg, og selv hvis hun havde så kunne han hverken sige eller gøre noget. De havde ikke haft hinanden dér, og Tristan ville desuden først være et fjols hvis han bebrejdede hende.

“Svea..” sukkede han svagt og rettede sig så meget op med hende i favnen at han kunne læne sig ned og kysse hende læber ganske blidt. “Oplevelsen er ikke hvem du er, og hvis jeg ville afvise dig på baggrund af det, så fortjente jeg slet ikke din godhed.”