Adskillige nyheder [s]

[Magnus Våbensmed]

Magnus svedte en anelse. Han fornemmede Hugons skepsis og selvom han havde følt sig helt sikker omkring Minette, var det nok til at få ham til at tvivle lidt på sig selv.

"Flora er min bedste veninde og jeg elsker Minette," sagde han dæmpet, ærligt. "Jeg... Jeg ville være som en far for hende."

[Hugon Kammertjener]

Hugon slap en dyb indånding og forsøgte at trække vejret dybt og være rolig og rationel. Det gav på mange måder god mening. Magnus havde været utrolig hæmmet af at hans familie var optaget af at han skulle finde en sød pige og slå sig ned og på denne måde slap han for at skulle bekymre sig i uendelighed.

Han lukkede øjnene lidt og løftede fingrene til sin pande for at klemme lidt om næseroden. Så prøvede han at gribe fat i sine egne følelser i stedet for at at føre dem over på Magnus.

"Det bekymrer mig kun, fordi jeg tænker på hvad det kommer til at betyde for os. Jeg ved at mit ægteskab med Villine også kommer til at betyde en forandring, men hun har dog intet barn. Jeg frygter at vi kommer til at glide fra hinanden."

[Magnus Våbensmed]

Magnus så lidt nervøst til, som Hugon så frygteligt alvorlig ud. Han brød dog ikke ind i tankerne, men blev liggende og så på manden, der lå lige ved siden af. Så kom forklaringen og Magnus' skuldre faldt lidt. Så meget som de kunne, mens han lå.

"Flora ved... Hvad jeg er," konstaterede han dæmpet, alvorlig og han rakte ud og lukkede hånden om Hugons. "Hun tilbød, netop for at jeg også kunne få lov at være sammen med den, jeg virkelig ønsker," fortsatte han. Fingrene klemte sig sammen. "Dig," tilføjede han, unødvendigt.

[Hugon Kammertjener]

Hugon så bekymret ud, men det hjalp bestemt på det, da Magnus tog hans hånd. Han drejede sig lidt og så ham i øjnene. Så smilede han svagt.

"Virkelig? Mig? Ikke Rolf Tømrer?" Et svagt glimt spillede i de lyse øjne og han tog en dyb indånding. "Magnus?" Han fugtede læberne. "Jeg elsker dig."

[Magnus Våbensmed]

Magnus fnøs dæmpet og ville være kommet med et tørt svar, hvis ikke Hugon var fortsat. Ordene fik al munterhed til at glide væk, men kun for at erstatte den med en blød varme, der overtog alle hans træk. Hans mundvige sitrede og hjertet hamrede pludselig på en behagelig måde.

"Det ved jeg," svarede han dæmpet, selvom det var umådeligt rart at høre. "Jeg elsker også dig, Hugon. Det betyder, at du hænger på mig. Det ved du vel?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede varmt og følte at hans hjerte skulle sprænges af glæde. Han vidste det jo godt, egentlig, men at høre ordene sagt var alligevel noget andet, mere.

"Det håbede jeg at det betød," svarede han dæmpet. "Vi hænger på hinanden, selvom vi skal giftes med to kvinder." Det trak lidt i hans mundvige.

[Magnus Våbensmed]

Magnus lo dæmpet over de sidste ord og rykkede lidt nærmere Hugon. Han strøg et kys mod hans læber og løftede en bred hånd til tjenerens nakke, hvor fingrene krummede sig lidt sammen. "Tåbelige verden," konstaterede han, men der var varme og kærlighed i blikket.

"Hvis den var simplere, giftede vi os blot med hinanden," konstaterede han. Helt uden tvivl.

[Hugon Kammertjener]

Hugon besvarede kysset blødt og så Magnus dybt i øjnene. Han så ham et øjeblik som brud og trak på smilebåndet af det, men nikkede så.

"Du må blive hjemme og passe huset," mumlede han drillende. "Så skal jeg nok forsørge dig."

[Magnus Våbensmed]

Magnus lo igen, før han flyttede på sig og snart havde presset tjeneren tilbage ned mod madrassen - med sig selv over ham. Hugon var måske ældst, men Magnus var smed og det havde sine fordele. Nu så han da også udfordrende ned på ham, et drenget smil om læberne.

"Som du dog ofrer dig," drillede han og bøjede nakken lidt, så deres næser var helt tæt.

[Hugon Kammertjener]

Hugon lo og blev let overvundet. Han kæmpede heller ikke det store. Til gengæld smilede han bredt, da han lå på ryggen og så op på våbensmeden.

"Naturligvis. Som tjener er det medfødt i mig at være opofrende," svarede han muntert. "Jeg bare giver og giver og giver."

[Magnus Våbensmed]

Magnus bjæffede en dæmpet, munter lyd og slog et slag med tungen. "Og får aldrig noget igen?" fortsatte han sætningen og skød et bryn op.

Og mens han spurgte, hvilede han sin vægt på den ene arm og lod ganske belejligt den anden hånd glide på vandring ned mellem dem. Med et mål for øje. "Sikke en skæbne," konstaterede han dæmpet - og en kende hæst.

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede bredt, men blev også en smule anspændt, pludselig, da Magnus' hånd fandt sit mål. Det var dog en behagelig form for anspændt, selvom den tørrede smilet af hans ansigt og fik ham til at sukke tungt.

"Nogen gange er jeg heldig," mumlede han hæst. "At min elskede tager styringen."

[Magnus Våbensmed]

Magnus mente ærligt talt, at der var få syn, der tiltalte ham mere, end Hugon i øjeblikke som dette. Det fik ham til at slippe en dæmpet lyd af tilfredshed, uden at han standsede sit foretagende.

"Og også i dét tilfælde ofrer du dig," svarede han drillende, tæt på Hugons læber, men lod ham ikke svare, før han havde kysset ham.

[Hugon Kammertjener]

Hugon nåede lige at fnyse muntert, før Magnus tog ordene fra ham og kyssede ham i stedet. Ikke at han havde nogen klager over den udvikling. Han vinklede derimod sin underkrop strategisk lidt, så det var nemmere for våbensmeden at fortsætte.

De havde dog lige rodet rundt sammen og han var over tredive, så selvom begejstringen var helt fysisk åbenlys, var han mindre nem at få i mål. Han nød dog forsøget en hel del og slap et dæmpet støn imod Magnus' læber.

[Magnus Våbensmed]

Der var ti år mellem dem og der var tidspunkter, hvor det var åbenlyst. Magnus var muligvis mere ihærdig i meget længere tid på visse punkter, men Hugon plejede ikke at beklage sig særligt meget. Nogle gange var midlet da også vigtigere end målet og Magnus nød blot nærkontakten og de små tegn på, at hans kærtegn havde en effekt.

Lige nu var det da også primært tanken om, at de endelig, endelig havde muligheden for at fortabe sig i hinanden uden at forhaste sig og hvis ikke han allerede selv havde været fuldt ud påvirket, så var han det i hvert fald med dét i mende.