Adskillige nyheder [s]

[Hugon Kammertjener]

Hugon var svag for Magnus i det hele taget og han var især for Magnus, der hev i ham. Han grinede lavt imod hans læber, før han selv puffede ham ned på sengen i hjørnet og fulgte efter ned i den - med sko på. Det måtte være et problem, der kunne fikses om lidt.

Lige nu var det første problem, at Magnus havde skjorte på, så det forsøgte han at løse, ved at trække op i den.

[Magnus Våbensmed]

Hvis ikke Magnus havde været optaget af alt muligt andet og meget vigtigere, havde han drillet ordentlige Hugon med skoene i sengen, men det betød, at han skulle slippe hans læber og det havde han ikke tænkt sig. I hvert fald ikke før, det alligevel blev nødvendigt for at kunne få skjorten af, men han brugte ikke tidsrummet på ord.

Til gengæld smilede han skævt og kylede skjorten over på skamlen, før han fangede Hugons læber igen og prompte gav sig til at løsne tjenerens overtøj. Det kunne kun gå for langsomt med at få det af.

[Hugon Kammertjener]

Ordentlige Hugon var normalt typen, der foldede selv sine underskjorter, men lige nu skulle det hele bare af, uden at blive revet i stykker. Han kæmpede sig ud af sit tøj og smed det fra sig, før hans læber knuste sig mod Magnus'.

Hud mod hud, hænder på vej ned i broger, lyde der gav udtryk for det store behov for at mærke Våbensmeden, lugten af sved fra dem begge to.

[Magnus Våbensmed]

Begæret var åbenlyst og lugten af det fyldte snart det lille rum. Magnus havde aldrig før Hugon oplevet noget lignende, men han elskede alt ved det og det afslørede alle reaktioner, kærtegn og krævende kys.

Nogen tid senere var han da også overordentligt stakåndet, men overordentligt tilfreds, som han lå og trak vejret tungt tæt på Hugon.

Han smilede lidt og tog en dyb indånding, som hans hånd gled ned over tjenerens overarm og benene gled ind mellem hans. "Hvor meget tror du, at din adelsmand vil protestere, hvis jeg bare beder dig om at flytte ind her?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon var nøgen, tilfreds og havde hele tiden mindst to kontaktflader med Magnus. Han tog en dyb indånding, da ben gled ind mellem hans egne. "Temmelig meget, desværre," mumlede han muntert. "Jeg får kun lov til at flytte ud til mit eget, hvis jeg gifter mig."

Det kløede lidt i hans tanker og han rynkede panden svagt. "Der er faktisk noget vi skal tale om..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus slap en lille utilfreds lyd, men forventede reelt ikke et andet svar. Til gengæld blev han også selv mindet om, at han absolut også havde noget at tale med Hugon om og det summede lidt i hans egne tanker i kølvandet på tjenerens ord.

"Ja?" spurgte han dæmpet, mens fingrene fortsat vandrede over armen.

[Hugon Kammertjener]

Hugons kærtegn fortsatte også, men han ledte efter Magnus' blik og fandt det. Et svagt smil trak i hans mundvige, men han var en anelse betænksom ved at sige det han måtte.

Jeg har fortalt dig om Villine Kammerpige før," konstaterede han. "Hun er kommet i alvorlige problemer. Der er en adelsmand, der ikke vil lade hende være. Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke se andre løsninger end at gifte mig med hende, for at få hende væk fra ham."

[Magnus Våbensmed]

Magnus så alvoren i Hugons blik, selvom han også smilede og Magnus selv nikkede langsomt. Brynene trak sig lidt sammen og hvis ikke, han selv havde haft noget at fortælle, havde hans reaktion måske været en anden. Han åndede ud og smilede en anelse. Endte med at læne sig frem og trykke et enkelt kys mod Hugons læber, før han trak sig tilbage igen.

"Okay," sagde han og lod hovedet falde ned mod puden. Blikket forblev på tjeneren. "Ved hun, hvad hun går ind til...?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon forventede ikke at få et kys ovenpå nyheden og slet ikke at Magnus så nemt accepterede det. Han blinkede lidt, men sank så en smule mere sammen og smilede svagt. "Til dels. Hun ved, at vi aldrig kommer til at være som mand og hustru på dén måde og det ønsker hun heller ikke. Jeg tror slet ikke Villine har de drifter eller også er hun så bange for dem, at de har trukket sig helt væk."

[Magnus Våbensmed]

Kysset havde alt at gøre med, hvor grundlæggende godt et menneske Hugon var. Den slags havde hans mor altid lært ham at sætte pris på - og så havde han nok været mere chokeret, hvis han ikke selv havde haft lignende nyheder. Hans egne motivationer var trods alt mindre noble. Det betød dog ikke, at Magnus ikke var lettet over det, der blev tilføjet og han slap en dæmpet brummen.

"Nu, hvor vi taler om det," konstaterede han lavmælt. "Jeg er også blevet forlovet."

[Hugon Kammertjener]

Hugon gav ikke Magnus et kys for at fortælle om sin forlovelse. Til gengæld blev han heller ikke vred. Han hævede blot brynene og betragtede ham interesseret.

"Jeg tvivler på at Villine Kammerpige har en søster, der er lige så uheldig, så hvad er der hændt siden du er forlovet?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus var måske primært lettet over at høre, at Hugon havde tænkt sig at gifte sig, fordi han selv følte sig lidt skyldig. Han havde ikke selv nogen lige så god grund og det var han ret godt klar over. Til gengæld indrømmede han det også.

"Du ved jo godt, hvorfor jeg brugte så lang tid på at gøre min læretid færdig," konstaterede han og kløede sig på halsen, uden at rette sig op. "Men... Flora Brygger tilbød."

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede lidt. Han vidste. Navnet Magnus smed på bordet fik dog begge bryn til at hæve sig brat.

"Flora Brygger? Men hun er familie. Og hun har en datter?"

Hans familie, ganske vist. Ikke Hugons. Barnet var straks et større problem. Hvordan ville dét skulle gå?

[Magnus Våbensmed]

Magnus ville næsten have været overrasket, hvis ikke Hugon havde sat spørgsmålstegn, men han rykkede alligevel lidt på sig. "Jeg har kendt Minette siden hun blev født," konstaterede han, selvom det ikke rigtigt forklarede noget. Han holdt meget af venindens datter. Og eftersom han aldrig selv realistisk havde tænkt, at han ville få nogle børn...

"Og Flora..." Han tøvede lidt, men han stolede ikke mere på nogen, end han gjorde på Hugon. "Flora ser Calanthe Pottemager."

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede begge bryn og følte en lille lettelse over at Flora var ligesom han selv og Magnus på den måde. Han synes dog stadig der var en ret stor kæphest i form af barnet.

"Men... Selvom du kender Minette, hvad bliver sin rolle for hende, hvis I gifter jer?"