Fortrolighedens kunst

[Florine Laure Købmand]

Tristan Købmand og Nicolaus Itier Købmand sov i det samme rum, og med den viden, som Florine havde fået serveret fra en af Nicos tankeløse venner, kunne hun ikke helt forestille sig hvordan dét måtte være for øjeblikket. Hun ville gerne tale med Tristan om det. Havde nærmest længtes efter at udfritte ham om, hvad han vidste, og også hvorfor han ikke havde fortalt hende det, men også at høre, hvordan han havde det. Men hun var klog nok til at vente med at gøre det til Nicolaus Itier Købmand tog ned til havnen med deres far, og deres mor skulle til middag hos en veninde. 

Derfor stod de nu i køkkenet og Florine rørte i den grøntsagssuppe de var ved at lave til aftensmaden. "Tristan?" kaldte hun så på hans opmærksomhed og drejede kroppen halvt imod ham. "Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om. Mens Nico ikke er her."

[Tristan Købmand]

Tristan nød at være i køkkenet. Lige for tiden særligt fordi at Nicolaus ikke var der. Han sad ved bordet de normalt spiste ved og kørte kniven hen over et par gulerødder. "Mmh?" mumlede han let før han løftede hovedet og så i retningen af sin søster.

"Vil jeg overhovedet vide hvad det er?"

[Florine Laure Købmand]

Kniven hakkede gulerødder. Indtil den ikke gjorde længere, fordi broderen mumlende reagerede på hendes tiltale af ham, og hun fornemmede hvordan han løftede blikket og så på hende. Hans svar fik hende til at sukke let. 
"Du ved i virkeligheden godt hvad det er, gør du ikke?" lød det retorisk, før hun vendte sig helt mod sin storebror. "Nicolaus har en opfattelse af, at vi har rottet sig sammen mod ham og gjort ham til skurk. Fordi han har kysset Svea Købmand ... Min veninde Svea." Hun så lidt indgående på sin storebror, inden hun så vendte sig og rørte i gryden på ny. "Du fortalte mig ikke om det dog. Ej heller gjorde Svea. Eller Nicolaus. Men hans ven kom til at sige det forleden aften på Teateret."

[Tristan Købmand]

"Jo.." svarede Tristan allerede lidt træt. Han vidste godt at Florine mente det godt og at det nok ville gøre ham godt at tale om det. Men det betød ikke at han satte pris på det lige nu. "Har vi ikke også det? Jeg mener jeg skyder vand efter ham og du har med sikkerhed skældt ham lidt ud?" Hvis han kendte sin søster rigtigt kunne han snildt forestille sig at hun havde været efter ham.

"Det var virkelig bare en dårlig dag" En dag han ikke følte skulle gentage sig i form af ord. Alle hans følelser syntes at være blevet springet i luften.

[Florine Laure Købmand]

Tristan virkede allerede lidt træt. Sådan havde hun det også. Og hun havde endda også en svær samtale til gode med sin veninde... En veninde, der egentligt havde haft chancen for at fortælle om episoden, men uden at gøre det.
"Skød du vand efter ham?" spurgte hun overrasket, og kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over det billede. "Vi kan ikke have rottet os sammen, når ingen af os vidste, at den anden kendte sandheden," pointerede hun dog roligt, men uden egentlig fordømmelse over, at han ikke havde fortalt hende det. 
"Men selvfølgelig var jeg efter ham, da jeg hørte det."

Florine vendte sig mod sin anden bror på ny, og trådte så frem mod ham. Han fosøgte at undgå at tale om det. Hun kunne mærke det. Men hendes øjne var blide og insisterende, da hun talte på ny: "Det kan jeg forestille mig. Jeg ved ikke, hvordan du fandt ud af det ... men ... Jeg har set, hvordan du kigger på hende, Tristan. Jeg forstår, hvis det gjorde ondt." Forstod han, hvad hun prøvede at sige?

[Tristan Købmand]

Tristan hadede at hendes søster var blandet ind i det. Generelt syntes han at der var for mange indblandet i det og ham der bare ville ud af det. Tilbage til hvor han ikke havde opdaget sine følelser for Svea, en pige der tydeligt var uopnåelig hvis hun gerne ville kysse med Hr. Perfekt.

"Det var ikke med vilje! Men Niko var bare så.." Han viftede med en af gulerødderne og skar en grimasse. "Det er jo ikke første gang vi er stået på samme side" bemærkede han dog med et lille side smil. Sådan havde det altid været, og deres storebror burde ikke have været overrasket over at de ikke var enig med ham.

"Hvordan jeg fandt ud af det? Jeg vadede direkte ind her i køkkenet hvor de stod" svarede han en anelse tvært. Han vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige til at Florine udmærket var klar over hans følelser overfor smededatteren. "Men det er også lige meget. Hun ser mig ikke på den måde." Generelt så Svea ikke rigtig hans vej overhovedet.

[Florine Laure Købmand]

"Nico var bare så?" fulgte Florine op med et løftet spørgende øjenbryn. Storebroderen kunne være mange ting. Provokerende var én af dem, men Florine holdte af ham, selvom han denne gang havde nået en ny højde for idioti. Noget han sandeligt også havde hørt for. Ærligere end vanligt, hvilket havde fornærmet ham, men hun fortrød til stadighed ikke at have kaldt ham selvoptaget, for det var præcis sådan han havde opført sig.
"Selvfølgelig ikke," svarede Florine med et lille smil. Hun havde ingen mission om at rotte sig sammen med Tristan mod deres storebror, men det skete lidt naturligt, når de to var enige om noget, som Nicolaus ikke var enige med dem om. 

Tvært svarede han hende, og hun mærkede brynene trække sig sammen i undren, men også overraskelse. Her i køkkenet? Var det hans alvor? Pludseligt rørte vreden lidt på sig igen. Det kunne ligeså godt have været Florine selv, der var kommet hjem til dét syn. "Her? I køkkenet?" Florine skar en grimasse. "Det ved jeg ikke, om hun gør. Men uanset er det ikke ligemeget. Ikke for mig."

[Tristan Købmand]

"Han prikkede til mig, du ved. Han vidste godt at jeg ikke var i godt humør.." mumlede Tristan. Hans familie havde alt betydning for ham. Men de havde nok også bare nået den alder hvor tingene blev taget lidt mere nært, og det hele var ikke så lige til som man kunne ønske. Han havde svært ved at snakke med sin bror, og de havde ikke det der kammeratvenskab som han kunne mangle.

"Det var bare lidt meget pludselig at skulle have med oven i." Han havde levet fint på at Svea var i hans liv, og så længe intet andet skete kunne han kontrollere det, men at se hende kysse med anden, en der til og med var hans bror havde bare kørt ham helt ud på et side spor.

[Florine Laure Købmand]

Hun nikkede forstående. Hun havde ikke selv Gaven, og hun var ikke helt sikker på, hvordan den fungerede, men hun havde selv set, at når følelserne løb af med Tristan kunne der ske ting pludseligt. "Det er han god til, men han mente det sikkert ikke ondt, Tristan," forsikrede Florine, for så meget vidste hun. Nico kunne være irriterende og fremprovokere reaktioner, men han gjorde det ikke for at såre eller være ondskabsfuld.

Florine glemte suppen for en stund. Den kunne trods alt simre for sig selv på komfuret uden noget brændte på, og lagde så en hånd mod sin brors arm. "At have oveni?" spurgte hun ind, for at sikre sig, at hun tolkede hans ord rigtigt. Hun klemte blidt om hans arm. "Det var også lidt meget for mig."

[Tristan Købmand]

Tristan havde altid døjet meget med det, fordi han lukkede alle sine følelser inde og ikke talte om det. Når en som Nikolaus så lige kunne trykke på de rigtige knapper til at det gik galt. Naturligvis skulle der være vand i nærheden af ham før det var meget slemt.

"Måske ikke. Vi er ikke lige de bedste til at kommunikere" bemærkede han stille og skubbede træbrættet væk for at samle alle de skårede grønsager sammen som kunne komme over i gryden.

"Du ved hvordan jeg har det med Svea. Hvis du lægger det sammen med kysset med Nico og måden han var umulig bagefter.." han knugede fingrene let og trak vejret dybt ind.

[Florine Laure Købmand]

"Det har jeg bemærket," indskød Florine roligt, for nok kunne hun selv irriteres og mundhugges med Nicolaus Itier Købmand, men hun havde i det mindste en måde at tale med ham på, som det ikke altid virkede til at Tristan havde. Det var nok i virkeligheden bare anderledes med brødre. Nicolaus følte nok også et andet ansvar for hende end Tristan.

Hun lod ham gå over til gryden med grøntsagerne, og ventede et øjeblik, før hun gik hen til ham og på ny lagde en hånd på hans overarm. "Jeg forstår dig, Tristan. Nico kan være umulig, og ... det må have været svært. Jeg vidste ikke, at ... Jeg vidste ikke, at de havde kysset her." Hun skar en lille grimasse på ny over tanken. "Ved hun, hvordan du har det med hende?" Det føltes på sin egen måde også afgørende, også for den samtale, hun selv ville ende med at have med Svea, når hun så hende.

[Tristan Købmand]

De havde tumlet som børn. Nicolaus havde irriteret ham lidt for meget og Tristan havde bare være den lidt sarte dreng der ofte græd. Det gjorde han ikke længere og han var blevet en del stærkere mentalt. Nu kunne han lettere kontrollere sin evne, hvilket var et glimrende forslag. Det kunne måske lære gulddrengen at holde sine meninger for sig selv.

Han stirrede ned i den rødorange masse af grønsager og vand. Det duftede godt og i et øjeblik tillod han sig selv at zone ud. Først da han mærkede Florines hånd mod sin drejede han hovedet. "De færreste ligger mærke til mig Flo. Men nej, hun har ingen idé om det" svarede han og pressede læberne sammen.

[Nicolaus Itier Købmand]

[Florine Laure Købmand]

Florine nød duften af alle de indtryk, som dampede op fra suppen, før hun lagde sin hånd på Tristans arm og på ny kaldte på hans opmærksomhed. Hun trak vejret lidt ind over hans ord, fugtede så læberne og lagde hovedet på skrå. 
"Eller også lægger du ikke selv mærke til dem, der lægger mærke til dig," bemærkede Florine vidende og så lidt sigende på ham. "Det kan være svært at se ting, når man er optaget af noget andet." Hun klemte blidt om sin storebrors arm, før hun så lod blikket glide mod gryden.
"Jeg lægger mærke til dig, Tristan. Du er mere værd end du selv tror. Måske ... Måske skulle du begynde at tro på det." Hun smilede varmt til ham, før hun så vendte sig for at gribe om et brød, hun kunne begynde at skære stykker af, så de kunne dyppe det i suppen.

[Tristan Købmand]

Tristan ikke ikke op i det længere. Han vidste at han havde sine venner og at han var tilpas i deres selskab. Men han havde aldrig lagt mærke til om nogen så langt efter ham, eller på nogen måde forsøgte at få hans opmærksomhed.

"Måske.." mumlede han let og strøg en hånd gennem det lyse hår og videre om i nakken for den let hvilede imod. Måske skulle han bare lade være med at fokusere på Svea og i stedet se hvad der ellers fandtes. Levagny var en stor by, og den kønne smededatter var ikke den eneste.

"Det er nemmere på universitetet." svarede han i et smil. Der havde han altid følt sig tilpas.