Fortrolighedens kunst

[Florine Laure Købmand]

Florine forsøgte ikke at sige, at han skulle glemme Svea; blot at han ikke behøvede putte sig selv i en position, som evigt befandt sig i Nicolaus' skygge, og det ville være løgn at påstå, at der ikke var nogen piger, der havde kigget efter Tristan igennem tiden. Det havde der været. Florine lagde mærke til det. Hyperopmærksom som hun oftest var på omgivelserne, når flashbacks ikke forstyrrede hende og gjorde hende fraværende.

"Det er godt." Florine delte hans smil en stund, før hun drejede sig mod ham, nu med et skærebræt fyldt med brød. "Bare for at du ved det: Det havde været lettere for mig, hvis det havde været dig, der kyssede hende, Tristan." Hun sukkede let, før hun så bar brødet hen til bordet. "Er suppen klar? Skal vi spise?"

[Tristan Købmand]

Tristan vidste ikke helt hvad han skulle bruge det til, men det fik ham alligevel til at smile en smule. "Ja. Kalder du på de andre?" spurgte han og fandt skåle frem til alle i familien.

Det havde været rart nok at tale med Florine om det. Selvom det ikke ville gøre det hele nemmere, så satte han altid pris på hendes råd.

Afsluttet