Friskt bytte [lysfest]

[Flavia af Gustabis]

Flavia fejrede lystfesten med en tilbagelænet nonchalance, der kom af at have været med mange gange. Hun synes skam at det hele var kønt, men hun havde et andet fokus for aftenen. Hun skulle finde sin nye due.

Fattige komtesser var der en del af, men de skulle også være kønne og modtagelige og så var feltet snævret ind. Hun havde ladet rygtet fare ud om at hun søgte en ny at sponsorere og var blevet håbefuldt introduceret for mange.

Nu så hun en ny mor og hendes datter nærme sig. Hun genkendte ikke hverken Anora af Chales eller kvinden med hende, men komtessen var betagende smuk. Så meget var sikkert. Hun smilede let og nikkede i anerkendelse, som moren nejede.

[Anora af Chales]

Det føltes efterhånden som en sjældenhed når Anora deltog i festlighederne på paladset. Alene det at hendes forældre havde vovet sig ud i at deltage i en så offentlig fejring, kom bag på Anora. De havde ikke mange venner tilbage og der gik rygter om at de kun var med grundet dronningens forbarmelse over dem.

Det var pinligt at gå ved siden af sin mor. Som var hun en lille pige der intet kunne alene; måske hægtede hun sig på fordi hun ikke ville være alene resten af aftenen? Det var svært at sige og derfor fulgte hun bare tavst med. At Flavia ledte efter unge piger var gået hendes naive sind forbi, også da de pludseligt stod overfor hende.

Hun nejede per automatik. "Deres højhed" hilste Anora.

[Flavia af Gustabis]

Naturligvis anede ingen af mødrene hvad de afsatte deres døtre til, andet end at bo i et fornemt byhus, blive taget med til de bedste fester og blive oplært af en royal grevinde. Flavia smilede, som Anoras mor præsenterede sig selv og hende. Hun bøjede hovedet let.

"Anora af Chales. Kønt," medgav hun. "Er De forlovet, unge dame?"

[Anora af Chales]

Anora vidste at hvis man blev anset af Flavia kunne der kun ske gode ting i ens liv. Men at hun ville være interesseret i at tage hende under sine vinger forekom stadig utrolig fjernt. Hun pressede læberne let mod hinanden før det klækkede over i et let smil over komplimenten.

"Nej, Deres højhed" svarede hun let imens hun i en svag bevægelse rystede på hovedet. Ingen havde vist interesse og hun tvivlede på at nogen nogensinde ville; hvordan kunne de også det? Hun kom af intet, havde intet. Det eneste hun havde med sig var det kønne ansigt, men det ville langt de fleste adelsmænd ikke kun nøjes med.

[Flavia af Gustabis]

Flavia smilede medlidende og blødt. "Sådan kan det gå," svarede hun. "Det kan jo nå at ændre sig endnu. Ikke alle adelsmænd har brug for formue og indflydelse."

Hun lagde en arm omkring skuldrene på den unge pige. "Lad os gå en tur. Deres mor vil nok lade os få en lille snak. Har De fået noget at drikke?"

[Anora af Chales]

Sådan var det i hvert fald blevet, og selvom grevinden viste Anora opmærksomhed tvivlede hun på at det var nok til at nogen adelsmand ville se i retningen af hende. Hendes mor forsøgte alt hvad hun kunne, men det havde nærmere modsat effekt og hun var derfor mere end villig til at lade sig slippe med at have hende ved sin side.

"Ja det.." Hun tav da blikket gled mod hendes mor der allerede havde påtvunget sig ind i en samtale med et par baronesser. Hun mærkede det prikke ved hendes øje før hun hurtigt drejede hovedet tilbage mod Flavia.

"..Det har hun intet imod" fik derefter sagt i et let smil. "Kun da vi ankom"

[Flavia af Gustabis]

Flavia prikkede ikke mere til forlovelse og ægteskaber, fordi hun kunne se at det påvirkede den unge komtesse, men også velvidende at det var bedre at tage op senere, når hun skulle forklare hende præcis hvilket arrangement det var hun ønskede sig. For nu, lod hun armen forblive omkring hende på en blid, omsorgsfuld måde og førte hende med sig.

"Her," sagde hun, da hun rakte hende et bæger med hvidvin fra en bakke, som en ung væbner gik rundt med. Hun tog også selv et. "De må lære at nyde livet, unge Anora. For en køn komtesse som Dem, er verden mere åben end De tror. Med de rigtige venner, kan De komme længere end De tror. Jeg kan være en rigtig god ven."

[Anora af Chales]

Anoras mørke øje var store og hendes øre var klappet fuldstændig ud og hun tog alt til sig som hertuginden sagde. Med let hånd tog hun imod glasset og fulgte hendes gang med rolig fod for ikke at snuble over sig selv.

Hun talte på en god måde, og fik hende hurtigt suget ind i de ord Flavia brugte. Det var svært nyde livet når man ingen midler havde at bruge af, og alene ens navn kunne få folk til at træde et skridt tilbage.

Men det lød også på hende som om at hun tilbød at være hendes ven, hvilket fik Anora til at løftede hovedet for at så op på hende. "Jeg kender til deres ry Deres kongelige højed. De har hjulpet mange." Det var kun et god ting at Flavia gerne ville lære Anora bedre at kende, og hun opfyldte også alle kriterier til at få hendes støtte og hjælp.

[Flavia af Gustabis]

Flavia smilede mildt og trak armen til sig, men ikke uden at hånden gled hele vejen over Anoras skulderparti, nakke og overarm først. Hun tog en tår af sit eget bæger og betragtede den utrolig kønne, fattige komtesse.

"Det har De ret i," medgav hun. "Jeg har hjulpet andre komtesser i Deres situation, hvis De levede op til mine krav, naturligvis. Intet i livet er gratis, men jeg nyder at kunne hjælpe nogen få, som gør sig fortjent til det. De er flyttet ind hos mig i mit byhus og lever som en del af familien. Størstedelen er i dag bedre gift end hvad de nogensinde kunne have håbet på før."

[Anora af Chales]

Flavias berøring fik alle Anoras nakkehår til at rejse sig. Der var noget over måden det blev gjort på der både afskrækkede og fascinerede den unge komtesse; bevist eller ej. Hun tog en tår af den lyse væske og mærkede stadig blikket brænde på sig.

Gøre sig fortjent. Det rungede i hendes hoved. "Jeg er dygtig!" strøg det ud af hende før hun klarede halsen en smule og rullede sine skuldre let.

"Min lærerinde på pigeskolen kan bekræfte det" Det lød alt for tamt, og det ville slet ikke komme som nogen overraskelse for Anora hvis Flavia valgte ikke at tage hende til sig. For hvad havde hun at byde på? Tanken om et godt ægteskab lød næsten for godt til at være sandt, og alligevel fik det hende til at tro på at det godt kunne lade sig gøre.

[Flavia af Gustabis]

Flavias øjne spillede over iveren og hun rakte ud og lagde en blød hånd på hendes skulder igen, nu hvor hun stod overfor hende. "Jeg er sikker på, at du er dygtig," svarede hun og skiftede let over i dus, for at teste komtessen lidt.

"Jeg er ikke nem at stille tilfreds. Der vil være en del opgaver i husholdningen, som jeg forventer at du udfører uden at stille spørgsmål. Der er et formål med dem alle sammen. Til gengæld oplærer jeg altid mine yndlinge og jeg har aldrig hørt en eneste husbond brokke sig over en hustru, der har været hos mig."

[Anora af Chales]

Hendes mor fandt altid fejl. For det var ene og alene Anoras egen skyld at hun endnu ikke var forlovet. Presset lå også på hendes skuldre selvom hun ikke var en dreng eller arving. En familie kunne få mindst lige så meget ud af deres døtre og de alliancer de tog med sig. Skuldrene faldt en smule som hun så op på Flavie.

Hun nikkede let. Det lød stadig for godt til at være sandt, men hun vidste at det kunne kun blive bedre end hvor hun var i sit liv lige nu. Alene det at Hertuginden havde tænkt og overvejede at gøre hende en del af hendes husholdning fik hendes hjerte til at slå ekstra stærkt.

"Det vil være mig den absolutte ære at lære under dig"

[Flavia af Gustabis]

Flavias mundvige sitrede lidt. "Dem," rettede hun mildt, men alligevel bestemt. Der var en kløft mellem deres status. Hun slap den unge kvindes skulder igen og lukkede begge hænder om sit bæger med vin.

"Fortæl mig lidt om dig selv, Anora. Lige hvad der falder dig ind."

[Anora af Chales]

Anora var allerede en smule rundt på gulvet og farven i kinderne var tydeligt da det gik op for hende hvilken fejl hun havde begået. Hvis hun ikke havde behersket sig var hun med sikkerhed endt med at stå og flæbe, og dét havde bestemt ikke været noget særlig godt træk. "Undskyld." beklagede hun, men var glad for at Flavia stillede hende et spørgsmål.

"Jeg læser meget." svarede hun let. "Jeg er ikke så god til at brodere, men jeg maler meget" Hun trak vejret dybt ind og håbede ikke at det var det forkerte svar.

[Flavia af Gustabis]

Flavia lyttede interesseret til komtessen, selvom hun ærlig talt var ligeglad med hvordan hun fordrev sin tid, så længe det var med passende aktiviteter for en ung adelsfrøken. Samtidig var der ingen tvivl om, at det havde en betydning i det store hele, hvad hun kunne finde ud af. Og så sprang en ting hende særligt i øjnene

"Hvad maler dog en komtesse? Pyntegenstande?" Hun tiltede hovedet en smule og så afventende på hende.