Venskabeligt gøgl

[Florine Laure Købmand]

Han bevægede sig stadig væk fra hende, men vendte sig nu med fronten mod hende, og brugte de ord imod hende, som hun tidligere havde brugt som skyts i trods. "Så, du vil altså lade mig gå i mørket med en mystisk mand? Du vil risikere at jeg går alene, fordi du er fornærmet, og hellere vil tilbage og drikke øl end at tale med din søster? Er det sådan det er?"
Hun rystede let på hovedet over situationen. Det var åndssvagt. Komplet åndssvagt. Men der var ingen der ventede på hende, og hvis der var ... ville det ikek være nogen, hun havde lyst til at følges med.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var måske åndssvag, men han var i hvert fald ikke den eneste. Han stoppede op, ansigtet stadig fortrukket i irritation.

"Må jeg minde dig om, at det var dig, der skred fra mig?" svarede han, selvom han jo reelt aldrig ville lade Florine gå selv. Han var bare ikke selvopofrende, når han følte sig forurettet.

"Du kan vente på mig, men du må tilgive mig, at jeg ikke hopper og danser for dig, når du samtidig har travlt med at svine mig til."

[Florine Laure Købmand]

Irritaitonen vedblev, som kunne han slet ikke ryste den af sig. Hun sukkede tungt, næsten dramatisk, da han så ville minde hende om, at det var hende der var skredet. "Skred fra dig, siger du?" Hun løftede et skeptisk øjenbryn over den formulering. "Jeg tog mine ting og gik. Der er forskel."

Han prikkede til hende. Igen og igen. "Svine dig til?" fnøs hun. "Jeg fortæller dig bare min ærlige mening, men du må da tilgive mig, at jeg ikke tænker om dig, at du er åh så fantastisk, når du kysser min gode veninde, uden at fortælle mig det, for derefter at blive urimeligt irritabel, fordi jeg ikke klapper i mine hænder eller roser dig for det." 
Hun rystede let på hovedet over ham. Han var dog utrolig. "Hvis jeg skal vente på dig, kan jeg ligeså godt bruge tiden med din ven derinde, ikke? Det er vel ikke et problem for dig." udfordrede Florine. Hun mente det ikke. Hun havde ikke lyst, og kysset havde været en spontan idé til en hævngerrig handling. I virkeligheden ville hun bare gerne hjem. Og i virkeligheden havde hun også brug for, at Nicolaus var en af de få mænd i hendes verden, som hun ikke skulle være bange for ville såre og svigte hende. Men såre hende havde han gjort denne aften.

[Nicolaus Itier Købmand]

Samme, samme, tænkte Nicolaus. Uanset hvordan det var foregået, regnede hun stadig med at han smed alt for at følge hende og gjorde tydeligvis, hvad hun kunne, for at provokere ham. Hvor han havde kysset en kvinde, uden lige at vide, at hun var veninder med hans søster, så havde Florine nu kysset både en af hans venner og forsøgt at irritere ham ved at sige, at hun skulle ud og møde en mand i natten.

"Hvis det er, hvad du foretrækker," udfordrede han derfor selv. "Så lad endelig ikke mig holde dig tilbage."

[Florine Laure Købmand]

Nicolaus var beruset, irritabel og fornærmet, og hun formodede at det var dét der fik ham til at komme med den udfordring han kom med. Florine blinkede et par gange, og følte sig pludseligt fanget af sine egne ord.
"Det er det ikke," lød det så ærligt. Hun sukkede let. "Jeg kyssede ham for at irritere dig, ikke fordi jeg havde lyst. Men det ved du sikkert allerede godt." 
Således forsøgte Florine ligeså stille at ligge mundhuggeriet på hylden. Hun var stadig såret over det, han havde gjort, og irritationen lå også lige under overfladen. Den ukendte trang til at være trodsig og provokerende, men hun var også stadig Florine, og Nicolaus var stadig hendes storebror. En hun denne aften også var lidt afhængig af, omend man kunne sige, at hun bare kunne være gået alene, og så havde det været på begges samvittigheder, hvis der skete hende noget. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus kunne måske have håndteret det lidt mere graciøst, hvis ikke Florines reaktion havde været at opføre sig så trodsigt og bevidst provokerende. Det havde en tilsvarende effekt på ham og hårene glattede sig først lidt, da hun så småt anerkendte, at hun heller ikke ligefrem havde taget det gode valg.

"Det er en lidt selvmodsigende måde at straffe mig på, synes du ikke?" svarede han, men nu også med vreden afdampet til mild irritation. Et tegn på, at han var ved at komme til sig igen.

[Florine Laure Købmand]

Nicolaus og Svea burde bare have fortalt det. Florines reaktion ville stadig have rummet elementer af vrede, og hun ville ikke have billiger det, men det ville nok have været bedre end dét der var sket i aften. Meget bedre.
I virkeligheden følte hun stadig, at han burde have undskyldt. Havde han ikke opført sig så provokerende og nonchalant, ville hun aldrig have følt en trang til at 'hævne sig' og give en smag af egen medicin.

Hun trak på skuldrene til spørgsmålet. "Måske var det." Selvmodsigende eller ej. Han havde lidt fortjent en straf. "Vil du gerne tilbage og have et krus øl?" Nu forsøgte Florine at imødekomme ham lidt. Hun var trods alt ikke interesseret i at de skulle være uvenner. Ikke for alvor. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde ikke gjort noget for bevidst at provokere Florine, selvom det måske kunne syne sådan. Han havde blot endnu engang lidt glemt, at de var veninder - noget der også kun var gået op for ham, fordi Tristan havde sagt det. Ikke, at det i det hele taget havde været ham, der nævnte Sveas navn.

Han åndede tungt ud og slap en lidt mellemfornøjet lyd, men ikke rettet mod hende. "Har du lyst til det?" spurgte han og hævede brynene lidt. Deres tilbagevenden ville utvivlsomt afføde kommentarer.

[Florine Laure Købmand]

Provokationen lå ikke nødvendigvis så meget i den handling, det faktum, at veninden og storebroderen havde delt et kys, men ligeså meget i fortielsen af selvsamme fra både Nicolaus' og Sveas læber. Noget der gav Florine indtryk af, at de måtte have vidst, at hun ville kunne reagere negativt, men formentligt mildere, hvis de selv havde italesat det. Det var den ene ting... Den anden ting var, at hun ikke havde indtryk af, at Nicolaus havde varme følelser for Våbensmededatteren, men det vidste Florine, at deres bror havde.

Hun lyttede til hans tunge suk og mellemfornøjede lyd, og så spurgte han til, hvad hun havde lyst til. Om det var dét hun havde lyst til, og hun rynkede brynene lidt. "Hvis jeg havde haft lyst til et krus øl, var jeg nok blevet, tror du ikke?" svarede hun ærligt. "Jeg har ikke lyst til at høre på flere af deres dumheder for i aften, men min bror har sagt, at jeg ikke må gå hjem alene, så ... det handler måske ikke så meget om, hvad jeg har lyst til." Hun smilede svagt, og kastede dermed bolden tilbage på hans banehalvdel.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus satte ikke kæmpe pris på attituden og hans læber klemte sig lidt sammen, men Florines svage smil var det eneste, der forhindrede irritationen i at blusse op igen og holdt den afdæmpet. Han fnøs dog dæmpet.

"Og så havde du bare tænkt dig at blive her og overnatte, hvis jeg ikke var kommet herhen?" spurgte han, lidt tørt, før han himlede med øjnene. "Lad os gå."

[Florine Laure Købmand]

Han så utilfreds ud. Hun anede en spire til irritation på ny, men den forblev indvendigt, kun udtrykt som et dæmpet fnys over ordene. Hun rynkede brynene undrende over hans kommentar. "Du er ikke den eneste i verden, der kunne følge mig hjem, så nej," svarede hun tørt igen, men uden at specificere. Nicolaus måtte dog allerede vide, at der blandt andet var drabtanten Talon Våbensmed, der i tide og utide fulgte hende hjem, for ikke at tale om nogle af de andre skuespillere og musikanter. Og så enkelt mørkhåret ridder. Men det var hun klog nok til ikke at bringe op igen lige nu.

Aftenkulden ramte hende i ansigtet, og hun skuttede sig lidt, før hun skævede til sin storebror. "Er du træt af at være min storebror, Nico?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Lige nu var Nicolaus ærligt talt lidt træt. For tre sekunder siden havde hun presset ham til at gå med, fordi det tilsyneladende var det eneste alternativ til at gå alene hjem, og nu sagde hun igen, at hun bare kunne have været en anden til det. Det var temmelig anstrengende og han brummede over hendes spørgsmål.

"Nogle gange, når du er i sådan et lune, som du er i dag," mukkede han lidt, men mente det ikke så alvorligt. Han fnøs lidt. "Tror du virkelig, at jeg gør noget med det specifikke formål at gøre dig ked af det, Florine?"

[Florine Laure Købmand]

Florine var i et særligt lune, for hun følte sig trådt på af to mennesker, som hun holdte meget af, og det var ingen rar følelse at blive efterladt med. Alligevel rynkede hun brynene lidt over hans kommentar. "Jeg var i ganske godt humør, før det blev bragt op, hvis du ikke skulle have bemærket det," indskød hun lidt trodsigt, for det var hans handlinger der havde fået hende i det her lune. Intet andet. 

Hun trak vejret ind, da han dernæst spurgte, om hun virkeligt troede, at han gjorde ting med det formål med at gøre hende ked af det. Først trak hun på skuldrene. "Der findes mennesker, der gør sådan, Nicolaus," mindede hun ham om, men så faldt dommen: "Men selvfølgelig tror jeg ikke, at du gør noget med det specifikke formål at gøre mig ked af det. Men bare fordi det ikke var hensigten, betyder det ikke, at man ikke kan blive ked af det alligevel. Jeg ville bare ønske at en af jer havde fortalt mig det, så jeg ikke skulle finde ud af det på dén måde."

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus gad ikke snakke mere om det og forbandede i stille sind den dag, hvor Svea Våbensmed var valset ind i hans liv. "Hvor længe skal jeg blive ved med at høre for det?" mumlede han, men det var retorisk og han ventede ikke på et får et svar.

"Nej, Florine, jeg er ikke ked af at være din storebror. Men det bliver jeg måske, hvis vi skal blive ved at tale om det. Jeg rører hende ikke med en ildtang. Aftale?"

[Florine Laure Købmand]

Han fik det til at lyde som om det var noget, han skulle høre evigt for, selvom hun reelt set kun havde ladet ham høre for det denne ene dag - og hvis ikke denne dag, hvilken så? Det var jo knap et par timer siden, at hun havde erfaret, at han havde kysset veninden. Den selvsamme veninde, som Tristans hjerte bankede for.

"Du får det til at lyde som om vi aldrig taler om andet," indskød hun med et hævet bryn, før hun så nikkede. "Aftale."