Venskabeligt gøgl

[Florine Laure Købmand]

Aftenens sidste forestilling var blevet spillet, og stemningen var munter blandt alle scenefolkene. En kvidrende skuespillerinde henvendte sig til Florine med glitrende, spøgefulde øjne. "Venter han på dig i aften, Florine?" - "Åh, har du en hemmelig beundrer?" - "Ja, har du ikke set ham? Ham den mørkhårede..." - "Åh, hold op, Florine skal da med mig ud og drikke øl nu, ikke sandt?" 
Snakken gik hurtigere end hun overhovedet kunne få et ord indført, og netop som hun skulle til at åbne munden for at blande sig, mærkede hun en hånd på sin skulder. Trangen til at vige fra berøringen rørte på sig, og et kort øjeblik sad hjertet oppe i halsen, indtil hun havde drejet sig lidt og set ejermanden. Til sin egen overraskelse så hun direkte ind i Nicolaus Itier Købmand's ansigt. "Nico," lød det lidt overrasket. "Jeg vidste ikke at du hentede mig," fortsatte hun, og måske var det heller ikke derfor han var der. Det var ikke ualmindeligt, at han hang ud med nogle af teatertyperne - selvsamme typer, som han ikke syntes Florine skulle hænge ud med. Pludseligt var hun pinligt bevidst om den snak, som en skuespillerinde drillende havde startet. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var sandt at sige ikke kommet med det ene formål at følge Florine hjem, men det var da i hans tanker, da han alligevel landede på teatret med et par andre efter en tur på en af byens pænere kroer.

De sluttede sig til selskabet og han nåede akkurat at overhøre lidt, før Florine opdagede ham. Tænderne blev blottet.

"Jeg er også glad for at se dig, lillesøster," svarede han drillende, men skød et bryn lidt op. "Hvem er denne mørkhårede, jeg syntes at høre nogen nævne?"

[Florine Laure Købmand]

Overraskelsen burde måske ikke være så stor. Hun rendte ofte ind i Nico her, måske ligefrem nærmere oftere end derhjemme også, men hun havde ikke set så meget som skyggen af ham tidligere, så hun følte sig næsten lidt fanget, da han pludseligt var der, og stod der med et bredt smil, hvor hans fine tandsæt blev blottet.

"Det er du sikkert," skød hun hans drilleri lidt hen, men modstod trangen til at skære en grimasse. "Ikke nogen. Der er ikke nogen," svarede hun prompte og med sikkerhed i stemmen, men måske lidt for hurtigt, for en af Nicos venner - en af skuespillerne - kunne ikke dy sig, da han blandede sig: "Ah, ikke nogen? Kan det nu passe?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus vippede lidt med brynene til de første ord, men var mere interesseret i de næste. Florines hurtige svar var så absolut påfaldende i hans ører, men han var ikke den eneste, der bed mærke i det.

Det sparede ham da også for at sige noget selv, og kunne blot nøjes med at skyde et bryn lidt op. Blikket spillede let, men han var heller ikke helt apoelsinfri.

[Florine Laure Købmand]

Storebroderen vippede med brynene over hendes ord, og hun var ikke i tvivl om, at han måtte have hørt hendes lidt for hurtige afvisning, men det var ikke ham, men hans ven, der greb teten og fulgte op. Lidt drillende. Hun følte det som om alles øjne hvilede på hende, og mærkede langsomt en blanding mellem irritation og blufærdighed blusse op. 
"Selvfølgelig passer det! Jeg kan ikke gøre for, hvordan flere af jer kigger på mig, kan jeg vel?" bed hun lidt af storebroderens ven. Øjnene havde et lidt skarpere blik, da hun så på ham, inden hun vendte sig mod Nico. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus troede ikke for alvor, at der var nogen, hvorfor han morede sig over det. Florines skarpe svar bekræftede det da også og han lo, som han dumpede ned at sidde på en tom stol og gjorde tegn efter et krus. Nogen skænkede ham et.

“Pas I bare på, Flo kan nok give svar på tiltale,” advarede han dem og tog fornøjeligt en tår.

[Florine Laure Købmand]

Hvad Nico ikke kunne vide var, at Florine reelt kunne være spottet med en mørkhåret, ældre fyr. Ridder endda. Men hun så ikke nogen. Hendes hjerte bankede ikke for nogen. Hun havde måske ikke helt forventet, at han ville være så underholdt over situationen, som han var, men Nicos grim var genkendeligt i mængden, inden han tog hende lidt i forsvar, mens han fandt en stol og blev serveret et krus øl.

Florine smilede muntert, bad også om et krus og fik det stukket i hænderne. "Det kan godt være du siger, det ikke er noget... Men jeg har set dig snakke med ham, Flo. Han er pæn også." Bedst som hun troede at de var værdige med emnet, kunne en af skuespillerne ikke dy sig for at komme med en ny stikpille. Florine så lidt overrasket på ham. "Jeg har også drengevenner, at du ved det," forsvarede hun sig lidt rationelt.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde ikke altid behov for at hænge ud med sin lillesøster, men han skyede heller ikke fra det og lige nu morede han sig, fordi han reelt tænkte, at der blot var tale om en ven.

Derfor lo han også bare lidt ned i kruset, uden at komme med indvendinger til samtalen.

[Florine Laure Købmand]

Nicolaus og Florine hang ikke altid ud, og det var heller ikke altid, at de kunne lide at gøre det, men da hun hørte ham grine ned i sit krus over bemærkningen, kunne hun ikke lade være med at glædes lidt sammen med ham. Smilet stivnede dog kortvarigt, da skuespilleren fik et lidt mere skælmsk smil, da han drillende, og lidt uoverbevist tilføjede: "Mmh-hm. En drengeven, som også er ridder."
Florine stirrede et langt øjeblik, men blev måske - måske ikke - reddet, da en af Nicos venner blandede sig og fokus skiftede fra søsteren til broderen: "Lad nu Florine være... Det er ikke hende, der render og kysser på kroerne. Ikke ligesom hendes bror. Hvad var det nu hun hed, hende den søde oppe i baren, Nico?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus ville nok være noget mindre afslappet, hvis han troede, at der kunne være tale om mere end en ven, men det strejfede ham da slet ikke. Til gengæld skød hans bryn op over den nye information, før de trak sig lidt sammen. Han nåede dog ikke kommentere på det, da opmærksomheden i stedet blev rettet mod ham. Det generede ham dog ikke videre, og han fnøs muntert.

“Sikke travlt I alle har,” konstaterede han muntert, måske blot for at holde spændingen hen, mere end for at værne om sit privatliv. “Er det fordi I alle er triste over, at I ikke selv får noget?”

[Florine Laure Købmand]

Florine blev reddet. For nu i hvert fald. Men hun havde nået at bemærke, hvordan hendes brors bryn var skudt lidt op over bemærkningen, før han selv blev skydeskive for drillerierne.
Hun betragtede ham lidt nysgerrigt, omend hun vidste, at han - i modsætning til hende - tit kyssede piger. Han havde også friere tøjler. Han var jo en mand.

En latter bredte sig i kølvandet på hans ord. "Ha, du skulle bare vide, Nico," lød det kækt fra en af de mere kendte skuespillere. Florine trak lidt muntert på smilebåndet, men hun sagde ikke noget. Det gjorde Nicos ven dog. "Hvad var det nu hun hed? Hun var ikke som de andre, mere tilbageholden. Men selvfølgelig fik du alligevel charmeret dig ind på hende." Den drillende anerkendelse var hørbar, og Florine kunne tydeligt fornemme på samtalen, at de allerede havde fået nogle krus øl. Stemningen var høj. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus blik spillede, som han tog en tår af sit krus med øl og han trak nonchalant på skuldrene. Han havde tydeligvis ikke tænkt sig at svare på det, men en anden af hans kammerater var ikke lige så betænksom.

"Det var da Svea Købmand," sagde vennen med et ulvegrin og Nicos smil afslørede ham, selvom blikket var irettesættende. "Og hun skulle ellers ikke være en let nød at knække."

[Florine Laure Købmand]

Nicolaus svarede ikke. Præcis som Florine ikke direkte havde svaret på drillerierne, men hans blik spillede. Han nød det helt tydeligt mere end hun havde gjort. Men hans lidt fulde kammerat var tankeløs, da han navngavn den omtalte kvinde. Svea Købmand. Florines gode veninde. Én hun havde set for ikke mange dage siden, og som tydeligt havde slået fast, at det var dumt at kysse på nogen som helst.

"Det må være din spøg," lød det lidt skarpt fra Florine, da hendes blik gled fra Nicos vens ulvesmil og til Nicos eget afslørende smil. "Du har ikke kysset Svea." Tonefaldet var bestemt, som kunne hun ikke tro det, men bag benægtelsen, mærkede hun også en stærk irritation, måske endda en begyndende vrede. Hvad bildte han sig ind? Hvad bildte de sig ind? Svea var hendes veninde, Nicolaus hendes storebror, for slet ikke at tænke på Tristan Købmand som Florine havde gennemskuet måtte være lun på Svea.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' humør var glimrende, indtil Florines skarpe stemme lød og fik flere i selskabet til at le og lave påtaget bekymrede lyde. Hans blik rettede sig mod hende.

"Nu begynder du ikke også," svarede han og himlede en enkelt gang med øjnene, som han lænede sig tilbage i stolen, der havde et simpelt ryglæn. Ansigtet havde kort været drejet til siden, men nu landede blikket på søsteren endnu. "Jeg har ikke ligefrem forbrudt mig mod en af Yphions ypperstepræstinder, har jeg vel?"

[Florine Laure Købmand]

Det var ikke Florines mening at lave en scene, men med mødet med Svea Købmand frisk i hukommelsen og dermed også hendes holdninger til mænd og kys - som måske alligevel ikke var så stærke, når de gjaldt hende selv - i erindringen, så var det svært at stoppe sig selv fra at reagere på den nye information. I dens essens lidt sårende.

Hun så ham himle med øjnene, men ordene undrede hende. Hvem ellers havde sagt noget? Hvem ellers vidste det her? Pludseligt følte hun sig uendeligt dum også. Var det noget alle vidste?
"Hvad skal det betyde?" forlangte hun at få af vide og lagde armene over kors, mens hun så på sin bror. De resterende tilstedeværende stod lidt og så underholdt mellem de to søskende. Nogle kom med lavmælle grin, andre drak blot af deres krus. "Måske ikke. Men du skal ikke gå og kysse på mine veninder, Nico. Der er massere af andre piger derude. Det ved både du og jeg. Så hvorfor Svea?"