Venskabeligt gøgl

[Nicolaus Itier Købmand]

Ved alle Guder, var hun en eller anden helgen, eller hvad foregik der? Han tog en tår øl og fnøs dæmpet. Blikket rettede sig mod søsteren igen.

"Flo, jeg spørger altså ikke alle piger i Levagny om de er veninder med dig," svarede han lidt træt, før et ulvesmil brød frem over hans læber. Havde de været alene, ville han nok ikke have været sådan, men han var fuld og sammen med sine venner. "Desuden, så kyssede hun mig først."

Der lød et latterbrøl.

[Florine Laure Købmand]

Nico tog en tår øl og fnøs dæmpet, men det kunne hun ikke tage sig af. De var ikke alene.
Noget der blev mærkbart for Florine, da det nu var hans smil, der krusede sig som et ulvesmil, inden han fik samtlige i lokalet til at le, og hun følte unægteligt at de alle lo på hendes bekostning. "Sjovt, som løgnhistorier kan underholde jer - men vi er naturligvis også på et teater. Flot forestilling, Nico. Måske skulle du overveje at træde ind på scenen," lød det lidt spidst fra Florine. Et forsøg på at ranke ryggen og ikke lade sig mærke for meget af de ord, der sårede mere end hvad Nico havde evner til at forstå lige dér. "Og du behøver ikke spørge alle piger i Levagny. Du ved allerede godt hvem mine gode veninder er."

Florine havde mest af alt lyst til at gå, men hun følte for at give lidt igen, så selvom det stred helt imod egne grænser og hendes sædvanlige adfærd, så vendte hun sig mod den af Nicos venner, der havde afsløret Sveas navn. "Men siden du ikke har noget imod at vi kysser hinandens venner, har du jo intet imod det her," lød det lidt flabet fra lillesøsteren, inden hun hurtigt - også hurtigere end vennen kunne nå at reagere på - strakte sig lidt op på tæerne for at give ham et hurtigt kys. Et pift og nogle hujende lyde og grin lød omkring dem, inden hun så vendte sig for at samle sin taske op fra gulvet. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Alle antog åbenbart som udgangspunkt det værste om Nicolaus, selvom han talte ganske sandt. Det var Svea, der havde kysset ham først, men det gad han ikke diskutere med sin lillesøster, der var lige så sur som Tristan. Til gengæld åbnede han munden for at sige, at han altså ikke havde anet, at de var veninder (han havde i al fald glemt det), da Florine gjorde noget endnu dummere.

Lidt af Nicos morskab døde ud, som han så Florine stampe væk. Irriteret over bruddet på sin ellers gode aften og hendes åndssvage opførsel, ignorerede han latteren og fulgte efter.

"Hvor tror du, at du skal hen, Flo?" forlangte han, da han næsten havde indhentet hende.

[Florine Laure Købmand]

Florine var ikke ude på at antage det værste om Nicolaus, men efter snakken med Svea, og med kendskab til hans charmerende væsen, var det svært at tro på, at veninden skulle have været den, der havde kysset ham og ikke omvendt. Hvad han havde villet sige, før Florine gjorde sit stunt, havde hun ingen anelse om, men trangen til at få et afløb fra den irritation hun følte boble indeni fik hun, da hun kyssede hans ven, for så at samle sin taske op og gå.

Hun havde ikke forventet, at han ville følge efter. Han havde jo ih og åh så travlt med sine venner, og deres gode historier, havde han ikke? 
Hun sukkede hørbart, da hun dog alligevel hørte hans stemme. "Ja, hvor tror du jeg skal hen?" spurgte hun, men uden at dreje hovedet og se på ham og uden at stoppe op, som hun ellers normalt ville have gjort, når han forlangte noget af hende.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' irritation voksede støt, men han blev ved med at følge efter hende. Hans tonefald var sarkastisk.

"Ja, det ved jeg da virkelig ikke," snappede han. "Det kan umuligt være hjem, for der lovede du mig højt og helligt ikke at gå alene."

[Florine Laure Købmand]

Begge søskendes humør var blegnet væsentligt. De var gået fra at have det sjovt - sammen - til at gøre hinanden lidt til grin på skift. 
Florine drejede sig, da hans tonefald ramte øregangen, og hun overraskede sig selv, da hun svarede ham. 
"Hvem siger jeg går alene?" snappede hun tilbage. "Det kan jo være at en vis mørkhåret fyr står derude og venter på mig. Han kan følge mig hjem." 
Ordene var mere ment som provokation end en sandhed - og hun havde egentligt ikke interesse i, at Nicolaus fandt ud af, at der måske kunne være hold i, at hun havde været sammen med en mørkhåret fyr. Der ville unægteligt falde brænde ned, hvis han opdagede, at hun havde været sammen med Theuderic af Sangy.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus fnøs over hendes ord og så provokationen for, hvad det var. "Hvor absolut morsomt af dig," svarede han tørt og bed ikke just på krogen.

"Skulle det være en form for straf for mig? Jeg forstår ærligt ikke, hvad dit og Tristans problem er, men I er tydeligvis enige om det."

[Florine Laure Købmand]

Hun havde en barnlig lyst til at vrænge ansigt ad ham og hans tørre bemærkning, men modstod trangen. "Jeg er i hvert fald den morsommeste af os to," konstaterede hun henkastet, som var det et åbenlyst faktum.

Lillebroderen Tristan Købmand blev nu blandet ind i det, og hun så på sin storebror med indgående øjne. "Hvad er mig og Tristan enige om? Så han dig gøre det?" ville Florine vide. Det var værre end først antaget, gik det nu op for hende. "Du ville ikke have et problem med, at jeg lå i med en af dine venner? Du ville ikke have et problem med at en af dem knuste mit hjerte?" 
Florine rystede på hovedet over ham. Var han da helt tabt?

"Svea er min veninde. Hun er en ung pige, præcis som mig! Du kunne kysse hende, hvis du havde et hjerte, der bankede for hende, og en ring, du ville tilbyde hende, men det har du ikke, det ved jeg... Men det kan der være andre der har. Er det faldet dig ind?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus mente overhovedet ikke, at det var det samme og i øvrigt også, at Tristan og Florine handlede ham som om, at han kun havde ilde på sinde.

"Svea er, modsat dig, ikke mit ansvar," snappede han, uden at fange hentydningen i hendes sidste ord. "Og hvorfor er det lige, at I antager, at jeg uundgåeligt må have ført hende bag lyset med falske rygter? Er jeg så upålidelig i dine øjne?"

Nåja, måske kunne han godt finde på det. Men han havde altså aldrig lovet Svea Købmand noget. Selvom hun tydeligvis havde gjort et godt job med at overbevise Florine og Tristan Købmand om, at hun var uskylden selv.

[Florine Laure Købmand]

Hun himlede med øjnene over hans konstatering. Hvor ville han hen med dén bemærkning? Hun trak vejret dybt ind, før hun svarede. Prøvede at tøjle frustrationerne lidt. "Du er ikke upålidelig i mine øjne, Nico, men du er kvindeglad. Tro ikke, at jeg ikke ved det."
Hun så indgående på sin storebror, og åndede så tungt ud. "Jeg tror ikke, at du har ført hende bag lyset med såkaldte falske rygter... Men jeg kender Svea. Og jeg vil ikke se hende få sit hjerte knust, slet ikke af min bror. For slet ikke at nævne Tristan. Er du blind eller dum?" spurgte Florine direkte, for nok havde Tristan Købmand aldrig fortalt hende, at han havde varme følelser for veninden, men hun vidste det. Hun havde set ham sende drømmende blikke efter hende. 

"Jeg tænker ikke om dig, at du er upålidelig. Det ved du også godt." Det følte hun for at slå fast én gang for alle, trods trangen til at provokere og rase ud var stor. Nicolaus var et af de mennesker hun havde mest tillid til i verden. Den person hun havde været lige ved at fortælle sandheden om egne grusomme erfaringer til. Stoppet af egen angst.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus vidste ærligt ikke om han vidste det, tænkte han med irritation, som havde det med at overdøve den mere rationelle del af hjernen. Navnligt fordi han også var beruset.

"Nå, så det er dum i stedet?" svarede han og holdt hænderne op. "Nej, hold dig endelig ikke tilbage. Giv mig da bare din ærlige mening," drev det sarkastisk fra ham, for irriteret til at se bag meningen i hendes ord.

[Florine Laure Købmand]

Sarkasmen flød tykt og hørbart, og Florine så tavst på ham et langt øjeblik. "Beruset og selvoptaget." Lød dommen så ærligt, for det var dét hun følte han var. Han talte om det, som om det var Florine og Tristan der skabte problemer - men i virkeligheden var han årsagen til dem. Han kunne bare ikke selv se det, for han var jo den, der aldrig gjorde noget galt, ikke sandt?

"Du kommer her for at drikke med dine venner, ikke for at høre mig spille. Du kommer her og praler af de damer du har kysset, og har ingen problemer med at have kysset min veninde. Så hvad skal jeg tænke andet end at det eneste der betyder noget for dig er at du har det sjovt?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Florine tog muligvis ikke fejl af sin beskrivelse af Nicolaus, men det hindrede ham såmænd ikke i at blive fornærmet over den. Han gad ærligt ikke blive ved at stå og lytte til alle de fejl og mangler, han åbenbart havde. Han kunne have pointeret, det ikke var ham der havde pralet, at han faktisk havde forsøgt at undgå at fortælle noget, men det var åbenbart ligemeget, når man allerede var bestemt til at være skurken.

"Jamen, som altid rammer du hovedet på sømmet, lillesøster," svarede han en anelse giftigt, ramt af hendes ord. Måske fordi lillesøsteren rent faktisk var en af de få, som han reelt bekymrede sig om og ville gøre alt for. Ikke på vilkår om han sagde det højt, dog. Ikke, når hun allerede så tydeligt havde besluttet sig for, hvordan han var. Så kunne han jo lige så godt leve op til det.

Og eftersom han tilsyneladende kun gik op i sig selv, kunne han jo også lige så godt gå fra hende der og lade hende selv om at finde sikkert hjem, som hun jo åbenlyst allerede havde en plan for. Derfor vendte han rundt for slet og ret at gå tilbage.

[Florine Laure Købmand]

Det var ikke en generel opfattelse Florine italesatte: Det var i øjeblikket. Der var han beruset og selvoptaget, og kunne ikke se fejlene i de handlinger, der trods alt var fejlbare i ét eller andet omfang, uanset hvilke øjne der så på dem. Florine var såret over det. Over at han var så skødesløs - både da han kyssede Svea og nu. Over at han talte til hende med så tyk sarkasme.
Han havde selv bedt om den dom, der faldt. Alligevel var den tydeligt ildehørt, da hun sagde det højt. 

De giftige ord fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen, for hun var ikke vant til, at Nicolaus talte sådan til hende. Hun var ikke vant til, at han vendte hende ryggen for at gå, og hun mærkede hjertet synke i livet. "Nico, lad nu være," bad hun lidt bestemt, forsøgte at tale til den fornuft, der måske allerede for længst var fløjten. "Jeg er ked af, hvis jeg fornærmede dig, men du bad selv om en ærlig mening, og lige nu... Lige nu opfører du dig som én, der er klar til at lade sin søster gå alene hjem i mørket. Det er ikke den du er. Det ved vi begge to."

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus vidste nu ikke, om han havde tænkt sig at lade være. Han var utilfreds og havde ikke blot tænkt sig at være skydeskive, uanset hvor rimeligt, Florine mente, at det var.

Han vendte dog rundt, omend han ikke stoppede med gå og slog ud med armene. "Du har jo din mystiske mand, der venter på dig, ikke sandt?" vendte han hendes egne ord mod hende.