Solnedgang. (S) (P)

[Damien Sølvtunge]

Damien vidste hvad hun havde ventet. Noget i ham ville også gerne efterkomme hendes ønske, men han kunne ikke og han vidste ikke om han nogensinde ville være i stand til at give hende det hun i stilhed bad om.

Han mumlede utilfreds mod hendes skulder men nikkede til sidst. "Ja.." svarede han og trykkede et par kys mod hende før han løftede hovedet og i en glidende bevægelse lagde hende bag over i sengen og lagde sig ned ved hendes side.

Langsomt løftede han sin hånd og lagde den imod venstre bryst og lod små bevægelser glide hen over den bløde hud.

[Eleanor Sølvlilje]

Det trak ganske svagt i Ellies mundvige over den utilfredse mumlen, men hun vidste også, at det var langt bedre at informere ham nu, mens han endnu var formildet af forløsningen, end tidligt om morgenen, hevet ud af søvnen.

Hun lod sig villigt omrokere, men tøvede heller ikke med at krybe tæt på for varmen. Det var vinter og det lille vindue, som hun trods alt havde, var ikke tæt.

Liggende på siden, med blikket mod ham, afsøgte hun hans træk og løftede en hånd for blidt at stryge fingrene langs hans kindben. "Du ser træt ud," bemærkede hun med reel omsorg, men også bekymring. "Hvor har du været i aften?" spurgte hun, selvom hun forventede en afvisning.

[Damien Sølvtunge]

Damien havde lukket sine øjne og med hendes nærhed og lette kærtegn kunne han mærke han var ved at falde i søvn. Alligevel blev han ved med blidt at kærtegne hende.

Hendes spørgsmål rev ham dog ud af den lette trance og han så ikke særlig tilfreds ud da han åbnede sine øjne. Ordrende fik ham også til at sætte sig op af ren irritation. "Du ved godt jeg ikke kan svare på det Ellie." mumlede han.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde forventet en afvisning, men da han forsvandt fra hende og satte sig op, måtte hun undertrykke en lyd af frustration. Det lykkedes og med en svag skælven over temperaturforskellen, satte hun sig selv op.

Hun søgte ind mod ham, lænede sit bryst ind mod hans skulder og lod den ene arm stryge over forsiden af hans arm. Forsøgsvist formildende.

"Hvorfor ikke?" hørte hun dog alligevel sig selv spørge, selvom ordene var mere en invitation end et angreb. "Tror du ikke, at jeg kan holde på dine hemmeligheder?"

[Damien Sølvtunge]

Damien lagde hovedet tilbage og stirrede op i loftet. Benene var trukket op, og det generede ham ikke at han stadig var fuldstændig blottet; kulden i værelset generede ham ikke da varmen fra før stadig hang. Han hvilede sine arme mod knæene og slog let ud med fingrene i luften.

Han kunne dog ikke ignorerer hendes tilstedeværelse og da slet ikke da hun lænede sig mod ham og krøb tættere. Halvt ufrivilligt løftede han den ene arm og lukkede hende alligevel ind.

Damien var ikke i tvivl om at Ellie godt kunne holde på hans hemmeligheder og han vidste at hun allerede vidste mere end nogen anden. Han kæbe spændes ved tanken. "Også hvis de finder ud af det? Hvad tror du så de kan finde på at gøre?" hvislede han.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie var ikke døv for det faretruende i hans ord, men han skubbede hende ikke væk og af samme grund anså hun det ikke som nødvendigt at trække følehornene til sig endnu. I stedet tog hun imod pladsen han gav og smøg sine arme omring ham. "Det ved jeg ikke," svarede hun alvorligt, men også ærligt.

"Jeg beder dig heller ikke om at dele dine mørkeste hemmeligheder med mig, Damien," fortsatte hun, velvidende at han havde dem. "Jeg siger bare, at jeg er her og at du kan tale med mig. Og hvem skulle mistænke mig for at vide noget? Jeg er blot en hore. Ingen af betydning."

Det sidste gjorde ondt, men ordene blev leveret med ro. Det var ingen løgn. Tværtimod var det den sandhed, han havde opretholdt i årevis.

[Damien Sølvtunge]

Damien nød aldrig når de skulle have samtaler som disse for det endte næsten aldrig godt og lige så godt som Ellie kendte hende og vidste hvad han kunne lide så vidste hun også hvad der skulle til for at skubbe ham ud over kanten og det frustrerede ham stadig til den dag i dag at hun blev ved med at prikke til det.

Hånden lukkede sig hårdt ved hendes egen beskrivelse af sig selv. Han foragtede når hun omtalte sig selv som en hore. "Du.." Han bed hårdt sammen og skar ansigt. "har alt betydning." svarede han hæst.

"Jeg kan ikke fortælle dig om det." svarede han simpelt. Ikke kun på grund af at udsætte hende for fare, men for at hun ville syntes mindre om ham. At hun ville stoppe med at elske ham.

[Eleanor Sølvlilje]

Der var tider, hvor hun ikke var i tvivl om, at han virkelig mente det, når han sagde det, men der var også tidspunkter, hvor hun ikke kunne lade være med at tænke, at hun i sidste ende stadig blot var en sengevarmer for ham. Uanset at hun vidste, at det ikke var den fulde sandhed.

Nu sukkede hun dæmpet, en knude i maven, før hun trykkede et blidt kys ind mod hans skulder. En del af hende vidste, at det var bedre at lade det ligge der, men det dæmpede spørgsmål kom alligevel: "Kan eller vil ikke?"

[Damien Sølvtunge]

Selvom Damien var på nippet til at rejse sig mærkede han alligevel at han trak hende tættere mod sig. Han trak vejret dybt ind og trak blikket væk fra loftet og i stedet søgte det ned mod hendes ansigt.

"Det er for dit eget bedste Ellie." svarede han ærligt i et let suk. Det var ikke ligefrem lette ting han foretog sig og hvad skulle hun også bruge det til? Hun kunne umuligt få noget godt ud af at vide hvad han var rodet ud i.

"Hvis du virkelig var en ubetydelig hore, så kunne jeg godt for så jeg ville intet føle for din sikkerhed. Jeg ville intet føle for dig." svarede Damien sammenbidt. "Jeg kan ikke."

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie mente nok, at hun selv vidste, hvad der var bedst for hende, men hun argumenterede ikke. I stedet lyttede hun med let sammentrukne bryn og tog en dyb indånding. Så nikkede hun let.

"Okay," svarede hun accepterende, denne gang og strøg en hånd over hans bryst. I dag tog hun ikke diskussionen, men fandt i stedet en ro i, at hun så kunne være et frirum for ham.

"Jeg ved desuden godt, at du ikke er ligeglad med mig," tilføjede hun et øjeblik efter, selvom hun nogle gange blev i tvivl. Nu kom hun i stedet med en af de sjældnere, verbale indrømmelser. "Jeg spørger også kun, fordi jeg holder af dig."

[Damien Sølvtunge]

De kunne blive ved for evigt hvis de først begyndte og Damien vidste hvad det betød. Han var ikke i humør til at starte den krig. Han sank derfor lidt mere sammen da det virkede som om at hun for en tid havde affundet sig med det. Hånden kørte fraværende gennem hendes hår som blikket talte knasterne i loftet.

Han brummede let i anerkendelse til hendes ord; det var nok noget af der der kunne irriterer ham mest, når hun godt vidste det men af og til opførte som om han ikke var.

Han bed mærke i at hun heller ikke sagde det; de ord som uden tvivl pressede på hos dem selv men var for farlige at sige højt. Han rykkede lidt på sig og lagde en under hendes hage så han kunne løfte hendes hoved og derved hendes blik mod sit. Uden at svare tilbage på hendes ord lukkede han afstanden mellem dem med et dvælende kys.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie vidste, at det var alt, der ville blive sagt. Og alt, hun ville sige. Selv det havde været på grænsen, men hun trak det ikke tilbage.

Til gengæld tog hun imod hans kys og dvælede et øjeblik, før hun løftede en hånd til hans kæbe og kærtegnede den blidt.

"Læg dig ned med mig igen," bad hun dæmpet og ikke kun fordi hun frøs. Uanset uenigheder, så ønskede hun ikke at han gik.

[Damien Sølvtunge]

Damien var stille et øjeblik, som overvejede han hvorvidt han overhovedet havde lyst til at blive liggende. Sandheden var en anden, han tænkte konstant på hendes sikkerhed og det forstyrrede alt andet arbejde. Han var nødt til at finde en måde hvorpå han kunne slå hende ud af hovedet.

Blikket gled ned mod hendes ansigt. Men det måtte vente til morgen, for hvordan kunne han sige nej til det ansigt. Et skævt smil krusede sig frem før han langsomt lagde sig ned i sengen igen.

Tæppet og følelsen af hendes krop føltes behageligt og der gik ikke længe før hans vejrtrækning blev regelmæssig tung.

/Lukket