Solnedgang. (S) (P)

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie tog en dyb indånding af hans duft, da han kom helt tæt på og selvom han ofte kunne drive hende på grænsen til vanvid og ind i mellem over, så havde det lige nu en umiskendeligt beroligende effekt.

En tilfreds lyd slap hende, men han gav hende ikke muligheden for at svare med ord og hun beklagede sig ikke. I stedet løsnede hendes hænder blot hans bælte, før hun lod armene finde op om hans nakke.

Med dem støttende der, var det ikke svært at sætte først det ene og så det andet knæ i den ru madras bag sig og dermed bringe dem bare en anelse tættere på øjenhøjde. Ikke, at hun brød væk fra hans læber for rent faktisk at kunne se ham.

[Damien Sølvtunge]

På virkelig gode dage vidste Damien godt at hun fortjente langt bedre end ham, og på de dage så havde han også lyst til at tilbyde hende det liv hun så inderligt brændte for. Men at være gift med en mand som ham tiltrak problemer og så længe hun var under hattens tag som hans favoritglædes pige og ikke andet var hun mere eller mindre i sikkerhed. Som hans hustru ville hun være en levende skydeskive og frygten for at miste hende endte med at spænde ben for det hun inderst inde gerne ville.

Det var kun når de var alene at de kunne lege den drøm, men lige så snart han gik ud af den dør så var de tilbage i den gamle trædemølle. Det var et under at de havde klaret det i så lang tid. Han fulgte hende roligt da hun fik sig flyttet op i sengen uden at fjerne sine læber fra hendes.

Han slap dog den ene hånd fra hendes balde og begyndte i stedet at trække bukserne ned så de heller ikke kunne komme i vejen. Behovet for at mærke deres kroppe helt tætte var nu så stort at det ikke længere var nok at stå med hende i favnen.

[Eleanor Sølvlilje]

Det var en dans, de havde udført hundredevis af gange før, velkendt, men ikke kedelig og Ellie følte sig hjemme, som hun trak ham med sig ned i sengen, foldede sine ben om ham og bød ham velkommen.

Alle hendes sanser var optaget af ham, selv efter flere år, men som så mange gange før, så fandt hun snart sig selv splittet mellem begæret og en tilbagevendende klump i halsen af længsel efter noget, som hun vidste, at han ikke ville give.

Det var også i hendes bevidsthed nu, selvom hun forsøgte at forvise det. Da det ikke lykkedes, brød hun i stedet væk fra hans kys og lod sine læber finde hans hals, hvor han ikke kunne se hendes ansigt.

[Damien Sølvtunge]

Damien havde normalt ikke et problem med at se når noget i Ellies mimik signalerede at noget ikke var som det burde. Men hans savn og længsel for hende var så stort at han var blind for det nu. Nu helt nøgen slyngede han sig sættere på hende og lagde sig ind mellem hendes ben så han kunne komme helt tæt på hende.

En hånd gled ned under hendes ryg så han kunne løfte hende en anelse op, imens den anden arm pressede sig mod madrassen ved hendes hoved så han lettere kunne begravet ansigtet ned mod hende og overgive sig til hendes kys.

Han kvalte et støn da han forenede dem og den rå følelse af hende var nok til at han glemte alt omkring sig.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde intet ønske om, at han skulle se, hvad der kort gled over hendes ansigt og hun forblev ved hans hals, indtil deres forening drev mørket fra hendes tanker igen og kun efterlod plads til øjeblikket og følelsen af Damien, hvor han hørte til.

Benene gled omkring ham, trak ham tættere, mens fingrene viklede sig ind i hans hår og nydelsesbetonede lyde undslap hende. Og i det frydefylde øjeblik, var der kun dem og ingen af de forhindringer, som årene allerede havde budt dem.

[Damien Sølvtunge]

Damien var fjern netop på det punkt og måske ville han ikke se sandheden i øjnene om hvor langt ude deres forhold til hinanden var. Det var dømt til at ende katastrofalt fra start af. Men det rørte ham ikke. Han havde lært at forme sin egen vej, og Ellie skulle forblive hans, koste hvad det ville.

Han rykkede sig tættere på; hænderne lænkede sig om hendes og langsomt trak han dem op over hendes hoved og låste dem ned mod madrassen. "Du er min for evigt.." hviskede han grødet mod hendes hals før han druknede sine støn i et par lange kys.

[Eleanor Sølvlilje]

Havde det været på alle andre tidspunkter ville ordene nok havde fungeret som en provokation i påmindelsen om, at hun netop ikke var eksklusivt hans.

Nu var hun dog tilpas distraheret og i sine følelsers vold og af samme grund svarede hun indledende med en halvkvalt lyd af nydelse, mens fingrene lukkede sig let sammen.

"Ja," svarede hun, næsten i en udånding og selvom hun ville skælde sig selv ud for sin overgivenhed senere, så var hun også ærlig nu. "Altid."

[Damien Sølvtunge]

Damien kunne være ligeglad med mange ting, men Ellie var nok en af de eneste undtagelser. Han hadede at elske hende så højt. Hver eneste dag var han nødt til at gemme følelserne for hende væk. Han var en mand af principper og dem agtede han at følge.

Men den kvinde. Hvor kunne hun trykke på alle de rigtige knapper og det gjorde ham rasende forelsket i hende. Han bed ned om hendes underlæbe og holdte den mellem hans tænder som han krævede hendes blik med sit. De mørke øjne borede sig dybere ned imod hendes.

Han slap grebet om hendes hænder og løftede hende op at sidde. Hans knæ støttede mod madrassen som han balancerede hende på sit skød.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde gennem tiden haft adskillige mænd i sin seng, men intet havde nogenfinde føltes så ægte, som det gjorde med Damien. Så naturligt.

Og det var da også med naturlighed, at hun fulgte hans bevægelser og indtog pladsen på hans skød med et dæmpet, åndeløst suk.

Hænderne fandt op til hans nakke, krummede sig mod siden af hans hals og fandt ind i de mørke hår, mens hun bevægede sig ind mod ham og holdt hans blik fanget i sit.

[Damien Sølvtunge]

Sveden samlede sig som perler mod hans pande og det mørke hår krøllede i fugten. Stønnede smeltede sammen i hvert ryk og nydelsen hun sendte igennem ham fik næsten det hele til at kulminere omkring ham. "Hnng.. Ellie" hviskede han hæst og lod fingrene kærtegne hende i nakken før den lagde sig fast mod hendes hoved så han kunne holde det tæt mod sit ansigt.

Tungen gled let over hendes læber som han forsøgte at kvæle flere støn jo tættere på hendes han kom.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellies eget hjerte hamrede afsted og hun fandt altid noget helt særligt i de øjeblikke, hvor det var hende, der havde ham i sin hule hånd. Det sendte et skud af begær gennem hende og hun slap en hengiven lyd som svar på sit navn over hans læber.

Og som hun krummede fingrene sammen og kyssede ham igen, intensiverede hun da også sine bevægelser med et klart mål for øje. Og mærkede sine egne muskler trække sig forventningsfuldt sammen, som hun gjorde.

[Damien Sølvtunge]

Lydende druknede som deres kroppe smeltede sammen i nydelse. Han trykkede hende tættere på som de bragte hinanden helt ud over kanten. Hjertet slog så hurtigt afsted at det var som om det var på vej ud. Han knugede hende tæt indtil sig og begravede sit ansigt i hendes hals.

"Jeg.." Han bed ned i hendes skulder og trak været dybt ind gennem næseborende og nød duften af hende. "Mmh.." Ordene sad fast i halsen på ham og i stedet pressede han blot et par kys mod den fugtige hud.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie var selv stakåndet, da hun sank lidt sammen ind mod ham, men gjorde intet for at trække sig væk endnu. Tværtimod foldede hun blot sine arme tættere om hans skuldre, mens hun tog en dyb indånding.

"Hvad?" kunne hun ikke lade være med at opfordre blødt, uden at hun trak sig tilbage for at kunne se på ham. I stedet plantede hun et blidt kys mod hans hals.

[Damien Sølvtunge]

Damiens arme gled endnu engang omkring hende og han holdte hende let ind mod sig i en omfavnelse; stadig med hende siddet på skødet, selvom han kunne mærke sine ben sitre under sig.

Langsomt genfandt han det regelmæssige vejrtræksrytme der gjorde at tankerne langsomt stod mere klart i hans sind. "Jeg har brug for at være ved dig i nat." svarede han selvom det ikke var de oprigtige ord han ville have sagt. Men det var alt hvad han var i stand til.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie stoppede nok aldrig med at håbe og gjorde det også i dette øjeblik. Af samme grund efterlod ordene også en lille, uforløst knude i maven og hun tog en indånding, før hun kyssede hans tinding ømt.

"Selvfølgelig," svarede hun ind mod det let fugtige hår, blikket på et ligegyldigt punkt bag ham. Hånden strøg et mønster over hans skulder og efter et øjeblik tilføjede hun: "Men jeg må op med hanegalet i morgen."