Solnedgang. (S) (P)

[Damien Sølvtunge]

Månen stod på sit højeste denne sene aften og det var tydeligt at dufte at det havde regnet. Damien havde trukket sin kappe tæt omkring sig da han gik igennem slummen og ud mod havnens kaj. Man kunne tydeligt hører festlighederne fra Den tørstige Hat, og da Damien nået helt op til måtte han træde et skridt til side for ikke at stå i vejen for en mand der fortumlet var på vej ud af døren. Blikket gled fra staklen og ind gennem den nu åbne dør. Varmen bredte sig i hans ansigt og et træt smil krusede frem på hans læber.

Det var altid godt når der var gang i den, og det var der i dag. Han hilste på de sædvanlige kunder med en løftet hånd og fik hen til baren for at veksle et par ord med den ældre mand bag ved. Mønter gled fra den ene hånd til den anden og snart var Damien på vej op af trappen og bevægede sig målrettet hen imod døren med de blåfarvede blomster.

Uden at banke åbnede han døren. Heldigvis var Eleanor Sølvlilje ikke i gang med at ekspederer en kunde, havde hun været det ville hun alligevel være nødsaget til at afslutte det med det samme. I stedet fandt han hende siddende på en skammel foran det lille spejl. Damien sagde ikke noget da han krydsede afstanden imellem dem. Han satte sig på huk bag ved hende og lukkede blidt men mærkbart sine hænder om hendes arme og plantede længselsfulde kys op af hendes hals.

[Eleanor Sølvlilje]

Det havde været en periode, hvor Ellie ikke havde fundet det nødvendigt at bringe kunder med op, men som tiden skred frem og husets herre endnu ikke havde indfundet sig, havde hun set sig nødsaget til at ændre på det.

Derfor var hun da også netop i gang med at gøre sig klar til at gå ned, da døren uceremonielt blev åbnet. I et splitsekund stivnede hun, men et enkelt blik i spejlet afslørede, hvem det var og musklerne løsnede sig instinktivt.

Derfra fortsatte fingrene sit arbejde med at flette håret foran brystet, selvom en dæmpet lyd i værdsættelse undslap hende over kærtegnene. "En dag får jeg et hjerteslag, hvis ikke du lærer at banke på," formanede hun mildt, men gav ham ikke for alvor tid til at svare. Hovedet gled blot lidt tid side og gav ham bedre plads. "Lang aften?"

[Damien Sølvtunge]

Damien mumlede et eller andet utydeligt mod hendes hud og satte pris på at Ellie med det samme syntes at drive samtalens emne et andet sted hen. Han havde sjældent lyst til at snakke om hvorfor han reagerede eller gjorde som han gjorde; selvom han havde forklaret det mindst tusinde af gange syntes hun alligevel ikke at være tilfreds med svaret. Han var blind for hendes side af sagen, og var arrogant nok til ikke at ville se det.

Hænderne vandrede om foran hende og var allerede i gang med at løsne knapperne i hendes kjole så han bedre kunne komme til. "Mmh.." mumlede han. "Lang og kold" svarede han nu med lyden af hans stemme. Han stoppede sine kærtegn og lod i stedet læberne dvæle mod hendes hud.

"Venter du nogen i aften?" Han måtte vide det, han havde behov for at vide om der ville komme nogen anmassende og kræve det de havde betalt for.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie tillod øjnene at glide i et øjeblik, mens han tog sig visse friheder, som alle andre ville have betalt for på forhånd. I nogenlunde vished om, at han ville gøre netop det i sidste ende, lod hun ham gøre det. Gåsehud af veltilfredshed rejste sig da også på hendes hud.

Da han svarede, åbnede hun langsomt øjnene halvt igen og betragtede ham i det lille, revnede spejl.

"Dig," svarede hun klogeligt og uddybede ikke med, at hun havde været på vej ned. Generelt havde hun lært altid at hente sine kunder nedenunder, så hun kunne se om Damien var der, men det var ikke altid nogen garanti. Som hans pludselige opdukken havde afsløret. "Jeg håbede, at du ville komme."

[Damien Sølvtunge]

Damien var den eneste der kendte til de bløde punkter hos Ellie, lige så vel som hun var den eneste der kunne få ham til at slappe af. Han forsøgte altid at besøge hende hver eneste aften, men nogen gange trak det så meget ud at hun allerede var gået til ro for natten når han endelig dukkede op. For det meste lagde han sig indtil hende, men nogen gange, og særligt hvis de havde haft en dårlig dag lod han hende være og opholdte sig i stedet På den fede kat, eller hos Lucille som glædeligt tog imod hans brok.

Han mødte hendes brune øjne i spejlbillede og holdte intenst hendes blik. Et smil voksede sig større som en lettere sitren i den ene side og til hendes ord drejede han hende i stedet om så han kunne se på hende. Uden at svare krævede han sultent og insisterende hendes læber.

Først da de måtte bryde sig fri for at få luft åbnede han munden for at svare.
"Mmh.. Dygtig pige." hviskede han og løftede hånden for at kærtegne hendes kind.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde kendt Damien i årevis og vidste for det meste udmærket, hvad hun skulle sige for at behage ham. Ordene var dog også sande og det var snarere derfor, de fik lov at komme ud.

Belønningen var da også det hele værd og hendes mave gav et sug af velbehag, som han drejede hende mod sig. Hun tog imod hans kys, en hånd mod hans hals og slap en tilfreds lyd, da han trak sig tilbage.

"Jeg er ingen hund, du kan træne," mindede hun ham om, men med et spillende blik og en sitren omrking mundvigene, der afslørede at hun drillende. Fingrene gled let ind i hans hår.

[Damien Sølvtunge]

Begge hænder gled nu hen over hendes lår og lukkede sig om kjolens stof som han trak længere, og længere op. I dag havde de det godt. Der var ingen optrak til storm, hverken ude eller inde og han følte sig fuldkommen til pas i deres lille verden der lige nu blot var hendes kammer. Men de behøvede heller ikke andet.

"Du er så meget bedre." svarede han og bed ned i underlæben før han igen reagerede på sit behov og sine lyster. Han rykkede sig tættere på hende og endnu engang lod han deres læber mødes. Han vidste ikke hvad han nogensinde skulle gøre uden hende i sit liv. Hun var hans anker, det eneste normale, og det var endda at strække den lidt.

Han ville give hende hele verden, og så alligevel ikke.Han kunne ikke. Hænderne knugede om stoffet og først da hendes lår var helt bare gav han slip og lod i stedet en hånd glide ind mellem hendes ben.

[Eleanor Sølvlilje]

Det var øjeblikke som det, der fik hende til at finde sig i det hele. Alle skænderierne, alle vredesudbrud og det faktum, at hun stadig fra tid til anden måtte tage andre i sin seng, fordi han nægtede for alvor at gøre hende til sin.

Det var ikke i hendes tanker nu, som også den anden hånds fingre fandt om hans nakke og hun gengældte hans kys. Da hans hånd forsvandt under skørtet, brød hun dog et lille stykke væk med en dæmpet indånding.

"Dine fingre er kolde," bemærkede hun dæmpet, muntert, men heller ikke helt upåvirket, som hun instinktivt rykkede sig lidt ind mod ham.

[Damien Sølvtunge]

Aftner og nætter som disse var der ofte kun få af. Damien ville normalt ikke indrømme det, men skænderierne fyldte mere og mere og nogen gange stod det klarer for ham at han måske en dag ville miste hende helt.

Hendes ord kom da også kun på det helt rigtige tidspunkt. Efter et par hurtige kys rejste han sig op og strakte benene en smule før han rakte sin hånd ned mod hende. "Må jeg have æren at eskorterer dig over til din seng, Nådigfrøken?" spurgte han med et lettere skælmsk blik i de mørke øjne, der nu syntes endnu mørkere  og opslugt af begær for hende.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie kunne være både kold og kynisk og var ingen blåøjet ungmø, men lige i det øjeblik bankede hendes hjerte med reel varme for ham og det sitrede i mundvigene, da han rejste sig.

Langsomt fugtede hun læberne, før hun tog imod hans hånd og rejste sig langsomt. Det fik kjolen, som han allerede havde løsnet, til at glide lidt mere ned over hendes skuldre, men hun tog sig ikke af det.

"Ingen nådigfrøkener her," svarede hun med et let hævet øjenbryn og et blik, der i hvert fald på ingen måde var uskyldigt nok til at leve op til adelstitlen. Hun understregede det da også kun ved at træde helt tæt på ham og lade hånden glide en enkelt gang over hans bryst. "Men du må absolut tage mig med i seng."

[Damien Sølvtunge]

Damiens blik vandrede fra hendes buttede læber og ned mod hendes næsten blottede bryst. Han trak en hørlig indånding og duften af hende syntes at kilde hans næsebor. Han mærkede rusen med det samme hendes berøring indtraf, hvilket også kun fik ham til at trække hende ind i en tæt omfavnelse.

Hænderne gled målrettet ned over hendes ryg og lagde sig fast om hendes balder. Der var minimal med luft imellem dem da Damien lod tungen vandre op af hendes hals til han nået hendes øre som han let hviskede ind imod.
"Åh, jeg har ikke tænkt mig andet andet end at tag' dig." Han bed ned om øreflippen og lod tungen dvæle ved den bløde hud et ganske kort øjeblik før han løsrev sig og trak hende mod sengens kant. Han fugtede sine læber og fortsatte sit arbejde med at få løsnede knapperne som han før havde afbrudt sig selv i.

Hele overkroppen blev blottet og han gav sig tid til at betragte hende. Den ene hånd lagde sig mod hendes bryst som han blidt klemte og lod fingrene kærtegne i lette cirkler. Hun var guddommelig at se på.

[Eleanor Sølvlilje]

Der var arbejde og så var der reelt begær og Ellie var ikke i tvivl om, hvad der dominerende nu. Selv efter flere år sammen havde hans ord endnu en effekt på hende og hun besvarede dem med en kælen, tilfreds lyd.

Det var da også for alvor kun hans kærtegn, som rent faktisk fik hendes hud til at sitre og hun tog en hørlig indånding over fornemmelsen af hans fingre mod sit bryst.

Blikket var mørkt, som det søgte hans og fortænderne bed blødt sammen om et smil, som hun selv rakte ud og gav sig til at løsne hans kofte; målrettet, men ikke forhastet.

[Damien Sølvtunge]

Selvom bevægelserne kunne syntes mere forhastet end de egentlige var så nød Damien at trække tiden så meget ud som han overhovedet var i stand til. Når hun så ud som hun gjorde nu måtte han dog ofte bide sin lyst i sig for at kunne indtage hele hendes udstråling.

Kjolen var nu så meget åben at den nærmest uden hjælp faldt til gulvet og Ellies nøgne krop nu kom så meget til syne at mærkede hvordan hans blik åd hende råt. Hånden gled væk fra det bløde bryst og han løftede begge arme op over hovedet så hun kunne trække koften af.

Den arrede muskuløse krop kom til syne, og brystkassen hævede og sænkede sig med dybe mellemrum i det han igen genvandt hendes blik.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie trådte ugenert ud af kjolen, skænkede den knapt en tanke, men fokuserede i stedet på at trække koften af ham. Med sin ringe højde måtte hun strække sig for at nå, men det var det hele værd.

I hvert fald gled blikket ned over ham og hun bed blødt ned i underlæben, som en lyd af tilfredshed undslap hende. En håndflade løftede sig til hans bryst og pegefingeren trak et blødt spor ned over det og videre til hans mave.

"Har du savnet mig i dag?" spurgte hun og rettede lysebrune øjne op mod ham, mens fingrene hægtede sig fast i bukselinningen og trak ham tættere.

[Damien Sølvtunge]

Damien hjalp hende en smule, selvom han nød at se hende kæmpe med at få den af ham. Var han ikke selv lige så utålmodig havde han lod ladet hende forsøge sig lidt endnu. Da koften endelig faldt til jorden var det en befrielse. Det gøs langsomt ned af hans ryg ved hendes berøring og lysten til at smide hende ned på sengen blev kun større.

Han sukkede tilpas over hendes kærtegn ned af den arrede krop og lod roligt sine arme omfavne hende og placerede hænderne fast om begge hendes balder. "Mh.." svarede han lavt og bøjede hovedet frem for at hvile panden mod hendes.

"Jeg har også tænkt på dig" fortsatte han før han igen krævede hendes læber i et par lange kys.