En rejse igennem landet [S]

[Aurea af Treillery]

Panteleon af Coullere
13 juli

Solen var gået ned og tiden ved lejrbålet var ved at være ovre, rundt omkring var folk så småt ved at gå til ro. Aurea tænkte, at dette var det perfekte øjeblik at hoppe i vandet og vaske sig. Det kunne godt være hun var omgivet af mænd der lugtede, men hun behøvede vel ikke at lugte som en af dem.

Nede ved vandet, gemte hun sig bag en klippe bare for at få lidt privatliv. Hun tog det yderste af sit tøj af og kiggede sig lidt omkring, inden hun gik ud mod bølgerne og holdt vejret et øjeblik. Derefter gik hun ud i vandet til knæene og gøs afdæmpet fordi det var så koldt. Vandet i Edrye var slet ikke så koldt som dette, men hun ville alligevel i, inden nogen opdagede hende.
Pludselig hørte hun en masse råben og skrigen, efterfulgt af lyden af fødder og plasken i vandet. Det viste sig at hun ikke var den eneste der havde fået ideen om at bade og pludselig dykkede Aurea meget hurtig ned i vandet, for at de ikke skulle lægge mærke til hendes afklædte tilstand.

[Panteleon af Coullere]

Rundrejsen var en oplevelse og Panteleon nød at se noget andet end hovedstaden, selvom han altid ville foretrække Levagny over alt andet. Selv sit eget, kommende len, Coullere. En af de ting, der var en fornøjelse, var at det gav nogle andre friheder end hovedstaden, som for eksempel at bade i mørket med sine væbnerkammerater.

De havde naturligvis efterladt en enkelt stakkel oppe på kanten, der skulle holde øje med deres ting. De lo og plaskede lidt rundt, og Pan, der kunne svømme, men sjældent fik muligheden, udnyttede chancen til at bevæge sig lidt i vandet. Det var også det, der bragte ham et stykke væk fra de andre. Et lille plask afslørede, at han ikke var alene, så han stoppede op og skimtede skikkelsen i sommerens tusmørke.

“Hvem der?” spurgte han, ikke højt, men klar til at kalde på sine kammerater. Han var varsom, men ikke så meget som han burde være, for han kunne tydeligt se, at det ikke var en stor mand, men en mere spinkel skikkelse, selvom ansigtet var vendt væk.

[Aurea af Treillery]

Aurea kunne høre en af væbnerne svømme hen imod hende og hun prøvede at dykke ned i vandet, men det var forsent, han havde opdaget hende. Forsigtig vendte hun sig om, hun genkendte selvfølgelig Pans stemme og ville ikke skræmme ham yderligere. De var jo vant til altid at være klar på kamp, hvis det var nødvendigt.

"Det er bare mig." Hviskede hun mens hun holdt sig oppe med sine arme og havde kun akkurat munden over vandoverfladen.
"Vil du ikke være sød ikke at sige til de andre jeg er her?" Spurgte hun og rødmede. Hun havde ikke lyst til at alle de andre drenge skulle se hende så afklødt. Det var svært nok i forvejen at få respekt fra dem, specielt fordi hun ikke havde en ridder men tjente væbnerskolen.

[Panteleon af Coullere]

Det tog Pan et øjeblik at placere Aureas stemme og han missede lidt med øjnene i tusmørket, før hun endelig stod skarpt for ham. Hans agtpågivenhed gled væk og han hævede et bryn, men havde intet problem med at efterkomme hendes forespørgsel. Blikket strejfede kort vandoverfladen under hendes læber, men kun flygtigt. Han selv stod op, hvorfor vandet kun gik ham til under brystet.

"Jeg er altid sød, er jeg ikke?" spurgte han med et blik, der spillede lidt og et bryn, der skød op. "Er du herude helt alene?"

[Aurea af Treillery]

Det var heldigt at det var en smule mørkt, for det gjorde Aurea lidt mere tilpas i situationen, selvom hun stadig syntes det var akavet. Panteleons ord fik hende til at skære en lille grimasse, ikke helt overbevist om at han altid var sød.
"Ja." Sagde hun. "Eller du er her jo nu." Bemærkede hun og lod blikket glide hen over ham. Selv i det sparsomme mørke kunne hun se at han var ved at blive til en flot ung mand, som hun var tiltrukket af, selvom hun vidste at det nok var en dårlig idé at opsøge den del af deres bekendtskab.

[Panteleon af Coullere]

Panteleon lod sig glide lidt mere ned i vandet, men kun for at han kunne slappe mere af og ikke fordi, han var blufærdig. Sandt at sige var han fuldt nøgen, men det var mørkt og ikke lige til at se noget gennem vandet. Selvom hun da godt måtte kigge, hvis hun ville. Han var i hvert fald ikke uden nysgerrighed på, hvad der gemte sig under hendes hage.

"Du er vist lidt af en vovepels, Treillery," drillede han, men ikke uden alvor. Det var da ikke ufarligt for en kvinde - eller en mand - at være alene sådan et sted, væbner eller ej. Blikket hvilede på hende og et bryn skød lidt op, mens et smil spillede på læberne. "Jeg bliver jo næsten nødt til at blive sammen med dig, ikke? Bare for en sikkerheds skyld."

[Aurea af Treillery]

Hvis Aurea havde vidst at Pan var fuldt nøgen, havde hun nok været en del mere flov lige i dette øjeblik, men heldigvis så vidste hun ingenting om præcis hvor nøgen han var. Selv havde hun beholdt sin særk på, selvom den ville blive våd, havde hun ikke ligefrem lyst til at bade offentlig nøgen. Desuden havde hun en anden oppe ved sit tøj, der var tør.

"Måske." Sagde hun. Aurea opsøgte fare mere end de fleste, fordi hun selv havde været tæt på at miste livet, var det en måde at genskabe hendes eget traume og føle at hun levede. Hans næste ord fik hende til at løfte sine øjenbryn lettere skeptisk.
"Ja. Det bliver du vel." Bemærkede hun og overvejede hvorfor han var så interesseret i at blive hængende.
"Jeg er godt klar over at jeg er rimelig sårbar herude i vandet, alene kvinde og med alt mit tøj liggende på land." Bemærkede hun. Det var dumt, men hun havde virkelig lugtet ret fælt.

[Panteleon af Coullere]

Pans blik spillede lidt muntert og han virkede ærligt talt ikke alt for bekymret. Han bevægede sig lidt i vandet, afslappet.

"Ganske så, Treillery," gav han hende ret og så på hende med et lidt spillende blik. "Og du ved, mange mænd har faktisk svært ved at modstå kvinder, der er helt våde."

[Aurea af Treillery]

Aurea trak sine øjenbryn sammen og betragtede ham undersøgende i mørket, hun var ikke helt sikker på at hun forstod hvad han hentydede til. Det virkede som om, der var en mening i det der gik hen over hendes hoved.
"Har du så svært ved at modstå mig? Eller er det kun andre mænd?" Sagde hun og svømmede lidt tættere på ham.

[Panteleon af Coullere]

Panteleon kunne let have svaret noget, der var meget mere beskidt end de foregående ord, men han holdt sig i skindet. Han var da også mere interesseret i, at hun nærmede sig og tænderne kom til syne.

"Nu har jeg jo en exceptionel selvkontrol," svarede han muntert, men også let drævende, for han kunne ikke lade være at flirte. Hvilket naturligvis kun understregede spøgen i det, han lige havde sagt.

"Men nu, hvor du selv spørger, så er jeg da ikke helt immun."

[Aurea af Treillery]

Aurea kneb øjnene let sammen, men smilede derefter en anelse mens hun løftede sin hage let.
"Virkelig?" Spurgte hun og svømmede lidt tættere på ham, men alligevel med et lille stykke afstand imellem dem.
"Betyder det at du ikke løber væk, hvis jeg kommere tættere på?" Spurgte hun. Et højt råbt fra væbnerne et stykke væk, mindede hende om at de ikke var helt alene, men de andre havde tilsyneladende ikke lagt mærke til dem.

[Panteleon af Coullere]

Pan vidste godt, at de ikke var alene, men det var han ret ligeglad med. Hans blik var på Aurea og et smørret, drenget smil spillede over læberne. Han virkede afslappet, og var det da også, selvom det ville være løgn at sige, at hans interesse ikke var vakt.

“Hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det?” svarede han og blottede tænderne. “Kun en idiot ville stikke af i sådan en situation.”

[Aurea af Treillery]

Aurea lagde hovedet let på skrå og betragtede ham. Hun var ikke helt sikker på at det var en god ide at opsøge dette, men hun havde sjældent lyttet til fornuft.
"Betyder det du godt kan lide mig?" Spurgte hun og smilede skævt, et smil der måske endda var på kanten af at være en anelse frækt.

[Panteleon af Coullere]

Panteleon virkede afslappet, men han var sandt at sige ikke helt upåvirket af hendes ord, tonefald eller smil. Hårene stod lidt op i nakken, selvom smilet forblev upåvirket.

"Ja da," svarede han, uden at vide, om hun legede med ham, men selv hvis hun gjorde, var det muligvis det værd. Et bryn skød lidt op i halvmørket. De næste ord var drillende, hvilket trods alt tog lidt af arrogancen af. "Og du kan sikkert også lide mig, ikke?"

[Aurea af Treillery]

Aurea blev faktisk lidt følelsesmæssigt påvirket af hans ord, selvom hun var overbevist om at det ikke var på den måde. Han tænkte nok mest, at hun så godt ud, det var ikke en kærlighedserklæring. Alligevel føltes det rart at høre, specielt fordi der var så mange der fandt hendes mørke hud og krudsede hår grimt.

"Jo." Hviskede hun og betragtede ham i mørket, mens hun fandt bunden med sine fødder, så hun stillede sig op og derfor kom lidt længere op ad vandet, så man kunne skimte hendes våde krop kun dækket af særken som hun bar under sin tilrettede kjole.
Aurea var måske væbner, men hun gik ikke i drengetøj, i stedet havde hun fået sin skrædder til at lave en form for kombination, så hun stadig kunne føle sig kvindelig. De havde lavet en lang slids i hendes skørter, så hun altid kunne bevæge sig frit.