En guddommelig drøm (P, S)

[Mithras]

Robion af Suilleaux

Mithras dannede par med Yphion i gudernes rige, men de var guder, ikke mennesker, så menneskelige idéer om monogami, troskab eller ægteskab var langt fra deres begrebsverden. Mithras fornøjede sig med hvem han ville, når han ville og hvordan han ville. Han gjorde det dog oftest i forklædning, for de færreste mennesker kunne holde til idéen - og endnu færre til realiteten - om at have samleje med en gud. Der var dog noget fornøjeligt ved at blive tilbedt metafysisk under den meget fysiske akt, så en sjælden gang imellem udfordrede han sin menneskelige elsker og besøgte dem i deres drømme. Måske ville de tro, at det kun havde været deres eget edderkoppespind af tanker, der havde fabrikeret ham, men han efterlod altid et lille, fysisk bevis på sin tilstedeværelse, som de kunne overfortolke senere.

For at besøge et menneske i drømme, måtte han bruge Koaras magi og tilladelse. Det betød også, at hun kunne se med, men hvis hun fik noget ud af at lure på hans hede omgang med et menneske, så gjorde det ham ikke blufærdig. Han kunne tværtimod godt lide et publikum. Havde han ikke selv set på utallige gange, imens Yphion tog sin nydelse fra horder af mennesker og væsner? Naturligvis. Det var der ingen skam i.

Han lukkede øjnene og lagde fingerspidserne imod hinanden. Da han åbnede dem igen, var han i et menneskeligt sind. Han smilede og formen af mennesket tonede frem foran ham i drømmen. Hvem var det han havde fundet denne gang?

[Robion af Suilleaux]

Robion var dybt i søvnen, alene på sit kammer og ikke til en start bevidst om, at han drømte. I hvert fald føltes det virkeligt, som han vandrede ned ad sindets mentale gange; ubevidst på vej mod et lys, der brændte som tusind sole.

Mandeskikkelsen formede sig foran ham og selvom han var i form af et menneske, så genkendte troldmanden den magt, der havde velsignet ham så gavmildt. Han trak vejret hørligt ind og blikket brændte, som han bukkede respektfuldt. Det forlod ikke Guden.

"Deres Ophøjethed."

[Mithras]

Mithras smilede, men hans smil var som torden og lyn, farligt mere end beroligende. Han trådte nærmere mennesket og lod sin hånd forme sig omkring hans hage, da han bukkede og løfte ham op igen, så de stod næse til næse, Mithras blot en centimeter højere, for en god ordens skyld. Han strøg den lille troldmand over kinden.

"Robion," sagde han, fordi han tilkaldte navnet, men da han sagde det kom det også til ham. "Min trofaste." Han blev en smule øm over det. Selvfølgelig tilbedte hele verden ham, men nogen var mere passionerede og han kunne mærke passionen i troldmanden. Og den fleksible tilgang til partnere. Det var en fordel. Selvfølgelig kunne han få alle til at begære ham, men det var sjovere med et menneske, der allerede var villig. Og han kunne næsten smage i luften at han var.

"Jeg er kommet for at belønne dig," mumlede han blidt. "For din indsats."

[Robion af Suilleaux]

Robions blik brændte af ærefrygt, men også af begær og hans blik var lige så opslugt, som det var opslugende. Han burde måske bøje nakken, knæle i underdanighed, men han ønskede ikke at tage blikket fra Guden og hans hengivenhed var åbenlys.

"De gør mig en stor ære, De, den allermest strålende," svarede han, blikket intenst. "Fortæl mig, hvordan kan jeg tjene Dem?"

Han trådte nærmere, draget af Gudens hånd mod sin kind, allerede brændende efter mere.

[Mithras]

Mithras vidste at hans berøring var varmere end en menneskehånd, men det var en drøm, så han behøvede ikke at holde sin magt tilbage for at skærme sin tilbeder. Han smilede for at vise sin tilfredshed og fulgte en rynke på Robions kind. Han var så menneskelig på alle måder, selvom han var fuld af magiens kraft.

"Du gør alt det du skal for mig, lille sorcier," svarede han på magikerens eget sprog, selvom sproget han talte var ligegyldigt. Den blide torden i hans stemme førte alligevel meningen med sig.

"Jeg vil belønne dig med en drøm." Hans blik gnistrede som et snefnug og han knipsede let med fingrene. Havde Robion haft tøj på før? Det havde han i hvert fald ikke nu. Mithras var også ganske utildækket og tydeligvis vækkede synet af mennesket noget i ham. Han var en flot mand.

"Rør ved mig, sorcier. Som du har lyst til."

[Robion af Suilleaux]

Robion var ikke optaget af ydre faktorer, såsom den foranderlighed omgivelserne og hans egen skikkelse gennemgik. Han havde kun øjne for Guden og den ild, der brændte de steder, hvor de guddommelige kærtegn faldt. I blikket var et lysende begær og han skælvede under den tunge røst, der syntes at give genlyd; ikke blot for hans ører, men i selve hans sind.

Det var en Gave uden lige og Robion var en ærefrygtig modtager, men ikke bange eller tilbageholdende. Han tog, hvad han fik givet og satte ikke spørgsmålstegn ved sin egen værdighed. Netop derfor holdt han sig heller ikke tilbage, da hånden lagde sig mod det brændende bryst og han trak vejret skarpt ind over blot den simple kontakt.

Det var som at stikke hånden i gløder, men smerten var frydefuld og mere ville have mere, som han lod hånden vandre op til Gudens hals. Her foldede slanke fingre sig ind i det, der fremstod som hår, men føltes ulig noget andet materiale, han nogensinde havde følt. Så trådte han frem, uden tøven, men i al sin hengivenhed og krævede læber, der med ét kunne få ham til at gå op i flammer.

[Mithras]

Mithras satte pris på nerverne på et menneske, der turde at røre ved ham, selv i en drøm. Selvfølgelig kunne han besøge mennesker om natten, sprede deres ben og få dem alle til at nyde det, mens han tog dem, men han manipulerede ikke med magikerens sind i hans drøm. Han begærede det.

Stærke fingre flettede sig hårdt ind i Robions hår og en skoldende hånd lagde sig om hans hofte.

"Du har drømt om det her før," mumlede han pludselig ved indsigten. Han lo. "Robion af Suilleaux... Du har virkelig høje tanker om dig selv."

[Robion af Suilleaux]

Robion havde altid leget med ilden, trods risikoen for at blive brændt og dette var endnu et tilfælde, måske næsten mere bogstaveligt end tidligere. Begæret strømmede gennem ham, rent og uden indflydelse og han åndede hørligt ud, da en brændende hånd lagde sig mod hans hofte. Et listigt smil strejfede de smalle læber og han følte ingen skam.

"Hvordan skulle andet været muligt, når De har velsignet mig så gavmildt, De den altopslugende?" svarede han i en dyb brummen og benægtede ikke, at han før havde længtes efter et endnu mere håndgribeligt tegn på Gudernes affektion. Og en mulighed for at vise sin egen.

"Alt andet end høje tanker ville utvivlsomt være en hån mod det, der er blevet mig skænket," drævede han, mens hånden vandrede ned over herskerens ryg. Han ville ikke være overrasket, hvis der var brandvabler senere, men lige nu var smerten sødmefuld og alt ved ham bad blot om mere.

[Mithras]

Mithras lo dybt og lyden var som torden. Han nød hænderne mod sin krop og den lette skælven, som troldmandens nerver blev sat på overarbejde over varmen. Guden strammede sit greb let i hans hår.

"Din velsignelse er stor," bekræftede han. "Og din tilbedelse varmer mig." Han smilede og tvang med sit greb troldmanden nedad.

"Endnu mere, når du ligger på knæ, sorcier," konstaterede han ublu.

[Robion af Suilleaux]

Nogle mænd ville måske have set Gudens ønske som noget, der skulle få dem til at underkaste sig, men Robion begærede alt, hvad Mithras gav ham og han fulgte opfordringen, uden modvilje og uden at se det som andet end en særlig ære.

Hans blik på Guden brændte da også og smilet, der blottede tænderne, havde noget rovdyragtigt over sig, før hans opmærksomhed forandrede sig og han hengav sig fuldt til Guden; en villig elsker.

[Mithras]

Mithras smilede over troldmanden, der faldt på knæ for ham. Hans fingre gled dybt ind i mørkt hår og han betragtede sin tilbeder hellige sig den opgave han havde fået med samme hengivenhed som han gav sin Gave. En dyb brummen forlod ham og han holdt sig ikke tilbage.

Det varede ikke længe, dog, før Guden fik nok af dét og ville have mere. Han gjorde noget lidt utilstedeligt, men han var en Gud, så han var ganske ligeglad. Han sank på knæ foran Robion og krævede hans læber igen, hårdt og nådesløst.

[Robion af Suilleaux]

Robion tog sig ikke af, hvad der var og ikke var allemandssmag. Han var ikke sart, og hvad angik Guden, så ville mere blot have mere og han hengav sig til kys, kærtegn, alt.

I dette drømmeunivers var tiden uendelig og der kunne være gået minutter, timer, dage, hvor han var omslynget og omvendt. Det betød intet for ham, kun nærheden og det var først, da selve sindet var udmattet, at han faldt lidt sammen ved siden af Mithras.

Han havde ikke opdaget hvornår eller hvordan omgivelserne var skiftet, vidste heller ikke, hvad han lå på, kun at det var blødere end silke. Hans blik var på Guden, blikket henført, opslugt, selvom han også var opbrugt. "Den allermægtigste," musede han ømt; overgivende.

[Mithras]

Omgivelserne var behagelige og mørke, men med glimt at lys langt væk, der spillede over troldmandens markerede kæbeparti og fik ham til at fremstå hårdere, hvor han før havde været blød i overgivelse. Mithras' fingre dansede over kraniets kanter og vidste at han brændte huden der, men at det alligevel intet mærke ville efterlade. Han tog en dyb indånding fyldt med lugten af sved fra mennesket og en dyb duft af let forrådnede blomster fra ham selv. Så talte Robion og et smil trak op på hans læber og gnistrede i hans øjne.

"Mon magicien," mumlede han. "Selv en Gud har begrænsninger. Hvis ikke, ville jeg lade dig blive gravid med min halvgud. Sikke en magtfuld lille skabning hun kunne blive."

[Robion af Suilleaux]

Kærtegnene var grænsende til smertefulde, men Robion nød det alligevel; svælgede i det. Han tog imod hver en berøring, som guden skænkede ham og ordene fik en ild til at gå gennem ham.

“De har allerede velsignet min datter med en Gave. Mere kunne jeg ikke bede Dem om,” svarede han, hengivent, selvom sådan en gave ville være utænkeligt stor. Han mente det dog, når han sagde, at han var velsignet med Estelle.

[Mithras]

"Mmmm," brummede Mithras og nød den måde hans elsker skælvede let under hans kærtegn.

"Hun bliver til noget stort, din datter." Han rørte ved Robions sarte hals og så lidt frem for sig.

"Men det vidste du godt allerede," konstaterede han.

"Nu skal du sove videre, mon sorcier. Luk øjnene."