I kampløb med tiden

[Estelle af Suilleaux]

Forbeholdt | Robion af Suilleaux

Omgivelser | Robion's private gemak på universitet
Tidpunkt | En af dagende op til Lysets fest

---

Estelle lod uroligt håndfladerne glatte skørtets folder ud, for tredje gang efter at hun havde taget plads på stolen på modsatte side af det massive arbejdsbord. Det var altid med en nervøsitet at hun overrakte sin far de sammenrullede papirer med den seneste status over hvordan det gik hende på pigeskolen.
Sædvanligvis var der ikke meget at komme efter. Den unge Suilleaux indordnede sig under reglerne, gjorde som hun fik besked på og klarede de opgaver der blev hende stillet indenfor tidsfristerne, men denne gang var de nervøse bevægelser ikke ubegrundede.
Frustreret over gentagende fejl informationer givet under undervisning i gaven havde hun ikke kunnet holde tand for tunge. Estelle havde rettet åbent på underviseren og nægtet at lystre, da hun var blevet bedt om ikke at blande sig. Episoden var naturligvis blevet nedfældet, i håbet om hendes far ville irettesættelse sin datters adfærd. 

Da Robion nåede sidste ark kunne hun ikke længere være i stilheden, der kun var brudt af det knitrende ildsted. Hun gav ham ingen gang muligheden for at læse første strofe, før ordene kom væltede ud med sådan en hast at hun næsten glemte at trække vejret undervejs "Madame LaRue blev ved med at sige modstridende elementer altid ville svække hinanden og det er umuligt at specialisere sig i begge, at man bliver nødt til at undertrykke den ene for at kunne lære og kontrollere den anden." De mosgrønne øjne løftede fra papiret i hans hænder op til det markerede ansigt, hvor det flakkede lidt rund i et forsøg på at aflæse ham.
Det var sandt, at Estelle kæmpede med jorden, når hun forsøgte at tappe ind i den del af hendes gave, selvom den faldt hende tæt på lige så naturlig som luften føltes, men at undertrykke den del var en lige så absurd tanke som at hugge hånden af sig selv. 

[Robion af Suilleaux]

Der var tavst, mens Robion af Suilleaux gennemgik dokumenterne fra Estelles undervisere og han forventede intet andet. Blikket løb over de skrevne ord, og han forventede ikke, at han ville blive afbrudt, da han bladrede til det sidste notat.

Et bryn skød op, som han så på sin datter, men han lyttede til, hvad hun sagde. Et misbilligende udtryk gled over hans ansigt, som han sænkede pergamentet lidt.

"Madame LaRue burde vide bedre end at tro, at Guderne ikke har et formål med de gaver, de har skænket," svarede han og så interesseret på Estelle. "Jeg går ud fra, at du informerede hende om selvsamme?" spurgte han, tilfreds med at vide, at hans datter aldrig kunne finde på at sige noget så tåbeligt.

[Estelle af Suilleaux]

Øjnene spærrede sig op og afslørede mere af den hvide sclera ”Naturligvis, Pére.” Garanterede hun uden betænkelighedstid ”Guderne skænker os kun de gaver som De ved vi kan magte at beherske.” Skulderne faldt da vrede og skuffelse syntes at udeblive. Først da de spændte skuldre løsnede op slap fingrene den klump af kjolestof de ængsteligt havde lukket sig omkring, så knoerne blev farveløse og en summen satte sig i dem, da de åbnede sig blev Estelle bevidst om hvor anspændt hun havde siddet.

Hun justerede sig lidt på sædet før blikket slog sig ned og hænderne blev skubbet ind under lårene i et anløb, hvorefter hun tøvende og ikke mindst frustreret ytrede sin tvivl ”Men hvad hvis Madame LaRue har ret i at selv Guderne kan tage fejl, Pére? Jorden trækker i mig på samme måde som luften, men jeg kan knapt få sand til at bevæge sig.”

[Robion af Suilleaux]

Robion blev sjældent vred, når hans børn udfordrede autoriteter; oftest fordi, de primært gjorde det, når nogen tog fejl. Han nød, at både hun og Lanval af Suilleaux stolede på deres egne mavefornemmelser, og at hans børn intelligensmæssigt slægtede ham på.

Til gengæld gnistrede hans blik også lidt advarende over antydningen af, at Guderne kunne begå fejl, men han lod det fare, for han satte også pris på hendes lærevilje. "Guderne begår ikke fejl," slog han dog indledende fast. "Men de er kendt for at trække deres gaver tilbage, hvis de bliver misbrugt eller forsømt."

Hans lange fingre foldede sig ind i hinanden, som underarmene lagde sig på bordet. Blikket hvilede fast på datteren. "Os, der er velsignet med Gaven, er tættere på Guderne, men vi er ikke som dem; vores magt er ikke ubegrænset og ingen har uanet kontrol. Jeg selv er velsignet med både ild og vind, men førstnævnte vil altid dominere."

[Estelle af Suilleaux]

Estelle slog skyndsomt blikket ned i sit skød, da farens blik mørknede sig advarende. Hun viste bedre end at udfordre eller spå tvivl om gudernes vilje. Blikket forblev sænket, mens hun forberedte sig på en reprimande vævet ind i en større gudfrygtig tale. Irettesættelsen kom som forventet, men i et langt mildere omfang end Estelle havde regnet med. I stedet virkede den mere som en påmindelse.

Ægtefølt frygt var tydelig i de grønne øjne, da deres blikke mødtes og for et øjeblik lignede hun den lille pige hun i virkeligheden var. ”Det må de ikke.” Stemmen var spinkel.
Spyt samlede sig i munden, der alligevel formåede at føltes mere tør end sommerens støv. ”Jeg vil øve mig hverdag på at få en bedre kontakt til jorden uden at lade den svækkes til luften, men Madame LeRue er ikke nogen dygtig underviser ligesom du er.” Hun sank anstrengt og pillede uroligt ved det ene neglebånd ”Det ville være så meget nemmere, hvis ikke jeg skulle spilde min tid på pigeskolen.” Mumlede hun små bistert.

[Robion af Suilleaux]

Robion var tilfreds med at se den reelle frygt i datterens blik ved tanken om, at Guderne kunne finde på at trække deres velsignelse tilbage. Netop det understregede, at det ikke var så sandsynligt, at det ville ske. Estelle havde den rette ærefrygt. Han slap en dæmpet lyd over hendes ord og kneb øjnene lidt sammen, som han så hende an.

“Du misforstår mig, Estelle,” konstarede han, men endnu roligt. Han var altid villig til at lære fra sig til de, der rent faktisk engagerede sig. “Det er ingen svaghed, at luften kommer mere naturligt til dig og du bør ikke anse din forbindelse til jorden som underdagen. Din primære styrke ligger hos vinden, og Guderne har skænket dig en bid af jorden, så den kan understøtte, men de to vil næppe nogensinde blive lige. Ej heller bør du forvente det,” lød hans tale. Ganske ligesom, at vinden for ham primært var et redskab til at kontrollere ilden bedre; aldrig helt ligeværdige.

“Hvad angår din tid på pigeskolen, så ved du, at jeg er enig. Det er uhørligt, at din uddannelse bliver forsømt i år endnu, og netop derfor har jeg tænkt mig at indgå en særaftale, der tillader mig at undervise dig ved siden af din øvrige skolegang.”

[Estelle af Suilleaux]

"Men vinden lystre dig, Pére. Det er mere end jorden gør hos mig." Hænderne strakte sig ned og fingrene lukkede sig stramt om stolens sædekant. Blikket blev hårdt da Estelle vendte ansigtet væk og imod den knitrende pejs "Jeg vil bare gerne blive lige så dygtig som dig." Mumlede hun mest for sig selv. Det var såmænd ikke fordi at Estelle ikke var lydhør overfor sin fars ord eller at hun i grunden ikke forstod hvad han forsøgte at forklare hende. Forstod det gjorde hun og nok bedre end hendes jævnaldrende, men det gjorde ikke frustrationerne mindre. Hun var datter af en af de dygtigste maguser i landet. Det var allerede tydeligt hun selv var blevet tilsmilet med en gave mindst ligeså stor som hans, men alligevel kunne hun knap på et frø til at spirer.

De følgende ord sørgede dog for at hendes blik faldt tilbage på ham. Mundvigene der før havde været tæt på at nå gulvet havde løftet sig til øjnene "Ja?" Spurgte hun ude af stand til at skjule sin begejstring. Robion var en streng lærer, men hans undervisningsform var velkendt og en Estelle havde trives i før. Dengang havde bøger og træning været alt opslugende, men venskaber var blomstret på pigeskolen og tiden til at nå det hele spredt tyndt. Den ville ikke blive mere fri, hvis hun atter skulle være under hans vinger.
"Men Pére?" Lød det mere forsigtigt.

[Robion af Suilleaux]

Robion var ikke bekymret over hendes ord. Tværtimod og han så tålmodigt på hende. "Ah, men du er både yngre og mere uerfaren end jeg, Estelle. Forventer du, at jeg mestrede min egen Gave fra start?"

Spørgsmålet var halvt retorisk, for han var fortsat med sin ambition og forventede ikke andet end tilfredshed. Derfor skød et bryn også let op ved hendes men.

"Ja? Du har indvendinger?"

[Estelle af Suilleaux]

Robion havde aldrig lagt skjul på vejen til succes lå i hård flid og aldrig at stille sig tilfreds med middelmådighed. Det gjorde dog ikke tålmodigheden større, når man som Estelle følte at man stod stille, at der ingen fremgang var i hendes gaves udvikling sammenlignet med dengang han egenhændigt havde undervis. Hun havde dog klaget sin nød og faren havde været lydhør, hvorfor der intet svar kom på det åbenlyse.

”Nej slet ikke.” Afviste hun hurtigt ”Det er bare. Jeg er blevet veninder med prinsesse Gennevote af Falanie ,-” Lød det indledende, hvorefter hun anlagde en mindre pause for at søge hans blik ”men dagene er kun så lange og hvis jeg både skal passe mine pligter for skolen og lære fra dig, så ved jeg ikke hvordan jeg skal få tid til at bevare venskabet til prinsessen. Hun bor ikke pigeskolen.” Fulgte hun uddybende op med og håbede hanville kunne se værdi i venskabet med prinsessen.

[Robion af Suilleaux]

Robion betragtede sin datter og blikket afslørede ikke umiddelbart noget. Til gengæld var han tavs længe, lænet tilbage i stolen. Albuen hvilede på armlænet og de ringbesatte fingre foldede sig let smmen og ud igen.

“Gode bekendtskaber er vigtige,” medgav han, men ordene lød ikke eftergivende. Tværtimod var hans blik skarpt og indtrængende, som han så på hende. “Men glem ikke, hvad det vigtigste er, Estelle.”

[Estelle af Suilleaux]

Stolen skrabede skingert over det hårde gulv, idet han insinuerede at hun skulle have glemt hvad der i virkeligheden var det vigtigste ”Pére, jeg ville aldrig…” Ordene var langt mere sikre end hun følte dem i sit indre. Venskabet med Gennevote var ikke bare en veninde af empiristiske grunde selvom Estelle ikke havde kunnet sige sig fri for, at det fra hendes side til en start var blevet til af mere praktiske foranstaltninger, men nu kærede hun om veninden og det gjorde det svært altid at holde det samme faste fokus på hvad der var vigtigst; gaven.

[Robion af Suilleaux]

Robion fortrak ikke en mine, selv da stolens ben hvinede mod stengulvet. Han så blot på sin datter med næsten stoisk ro. Fingerene foldede sig sammen og åbnede sig igen. Blikket mistede ikke sin skarphed.

"Ja, Estelle?" inviterede han hende til at færdiggøre sætningen.

[Estelle af Suilleaux]

Ildstedets flammer blussede op næret af det utilsigtet vindpust fanget i kaminen, der fulgt i kølvandet på hendes bratte oprejsning. Kindens inderside gav efter og den skarpe smag af jern ramte tungen. Estelle skar en grimasse af afsky.

Luften omkring ilden blev iltfattig og kvalte det dansende lys til gløder, da hun landede tungt tilbage på stolens sæde “Helligste af gaven er det vigtigste. Jeg vil ikke lade mig blænde af venskaber.”

[Robion af Suilleaux]

Robion så det lille slip af kontrol, men han italesatte det ikke. Han åndede ud over hendes ord og ville måske have leet, hvis emnet var mindre alvorligt.

"Du vil snart lære, at det ikke behøver at være alt eller intet," drævede han, mere afslappet nu, selvom han mente det hele ganske alvorligt.

"Det går skidt for den, der forsømmer sin Gave, men er der ikke plads til andet?" musede han. Hun kunne lige så godt lære at prioritere; livet blev ikke mindre travlt.

[Estelle af Suilleaux]

Der var forsat mane ting i denne verden som Estelle allerede forstod, men der var langt flere hun bildte sig selv ind at hun forstod og det var her hendes unge alder skinnede mest i gennem.

”Jeg… Jeg tror ikke jeg forstår?” Indrømmede hun og sank lidt mere sammen på stolen. Tiden var ikke uendelig og hun var kun et menneske. Øjenbrynene søgte hinanden på pandens midte, før de sprang op ved en pludselig tanke. Måske kunne tiden faktisk godt strækkes? ”Jeg ønsker mig en amulet, der mindsker mit søvnbehov.” Fløj det ud inden hun kunne nå at genoverveje sine ord.