I kampløb med tiden

[Robion af Suilleaux]

Robion slap en tilsyneladende munter lyd og pressede fingerspidserne let mod hinanden, albuerne endnu mod armlænene.

"En dyrebar amulet at besidde, uden tvivl," svarede han. Ikke mindst fordi den ville ændre på menneskets basale natur og deri lå udfordringen. Den sorte opal, der glimtede på hans bryst, afslørede hans glæde ved amuletternes kræfter, men han var varsom omkring overmod.

"Jeg kender ikke til en sådan, Estelle. Det her er et felt, du må lære at navigere i uden magi. Jeg taler om planlægning. Et strengt skema, måske, men med plads til det nødvendige."

[Estelle af Suilleaux]

Der var øjeblikke, hvor komtessens sande alder skinnede i gennem og dette var bestemt et af dem. Hun havde lige nået at få håbet op for at få sådan en amulet i fjortenårs gave, da forventningerne sank som et hullet skib til havs.

”Det er ikke fair!” Protesterede hun hårdt med sammentrukne bryn ”Du kunne finde ud af om sådan en findes.” Forsatte hun klagende stærkt utilfreds over hendes fars tilsyneladende uvilje til at forsøge at ville skaffe en søvndæmpende amulet. ”Hvorfor må skøgerne have amuletter, når jeg ikke må?" Armene krydsede sig foran det spinkle bryst, hvorefter hun mere bittert kommenterede "De har amuletter som gør de ikke kan få børn og de er bare skøger."

[Robion af Suilleaux]

Robion var en far, der gav ganske meget line, når det var på et fornuftigt og roligt diskussionsgrundlag, men han havde en meget lav tolerancegrænse for følelsesladede udbrud. Så meget afslørede blikket da også, som han betragtede sin datter.

"Stille," afbrød han hende og tonefaldet efterlod ingen tvivl om, at han ikke morede sig længere. Han hævede brynene og så på hende og selvom tonefaldet var roligt, var der ingen tvivl om alvoren. "Kan du forklare mig, hvorfor du mener, at du er i en position til at fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal gøre?"

[Estelle af Suilleaux]

Estelle tav øjeblikkeligt. Hverdagen var måske ikke længere delt med hendes far som før hendes start på pigeskolen, men hun var ikke blevet døv for hvornår en grænse var nået eller hvornår man var faretruende tæt på at træde over. Det var en advarsel der kun blev givet en gang og man skulle være imbecil for at ignorere den.

”Nej.” Svarede hun lavmælt og rystede understregelende på hovedet ”Undskyld, Pére. Det skal ikke ske igen.” Beklagede hun tydeligt ikke stolt over sit lille udbrud. Det var hun aldrig efter et kontroltab.

[Robion af Suilleaux]

Robion var ikke i tvivl om, at Estelle forstod alvoren. Hun var for klog til andet. Han slap en dæmpet lyd og rettede sig langsomt op i stolen igen, før han tog en fjerpen. Den blev dyppet i blæk og han signerede sig navn på notatet fra pigeskolen, før han tog ringen af sin lillefinger. Lidt smeltet voks senere, havde han efterladt sit mærke ved siden af sin egen signatur og lod det tørre et øjeblik.

"Næste gang vi ses vil jeg gerne se et forslag til, hvordan du vil passe vores undervisning ind i din hverdag," konstaterede han, med fuld tiltro, før han rakte hende pergamentet. Tydelig indikation af, at deres møde var ved at være nået enden.

[Estelle af Suilleaux]

Mens fjerpennen nedfældede blåsorte streger og voksseglet hærdede lod Estelle blikket fare til bøgerne på reolen ved siden af skrivebordet. Der var ingen grund til at hun nærmest sad og så sin far over skulderen, mens han signerede sit navn.

Opmærksomheden trak sig straks tilbage til Robion, da pergamentet blev rakt over det mørke træ. Estelle tog imod det uden nogen større indvendinger og nøjes med at nikke som svar.

Med det sammenrullede notat i hænderne rejste hun sig og trådte nærmere døren efter at have hilst af, men standsede alligevel i døråbningen og så sig tilbage mod ham "Jeg gerne besøge Gudernes templer på min fødselsdag med dig, hvis ikke du får for travlt." Det var et ønske der modsat amuletten var til at opfylde, hvis ikke andet end forberedelserne til lysfesten kom i vejen "Så kunne vi bede sammen." Hun sendte ham et lille, dog oprigtig, smil inden hun forsvandt og lod ham alene med sit arbejde.

| Afsluttet |