Et kort visit

[Svea Købmand]

Nicolaus Itier Købmand

Svea gik igennem sneen mens hun bar på en pose af urter, som hun havde lovet at give Florine Laure Købmand fordi det var vinter og hun ikke ville have at hendes veninde og familien blev ramt af vinterens sygdomme. Det var iskoldt og sneen hvirvlede omkring hendes ansigt, men hun ville gerne bringe urterne frem i tide da hun havde hørt helbrederne snakke om at der var en del der var blevet ramt af en slem snue.

Det var længe siden hun havde været hos veninden, så da hun ankom til gaden var hun i tvivl om hvor hun skulle hen. Sneen fik også alting til at se anderledes ud. Frustreret samlede hun hænderne foran sit ansigt og åndede på dem i et forsøg på at få lidt varme i de iskolde fingre. Hun hadede vinteret, hun frøs næsten hele tiden og alle var syge.

Da hun endelig fandt den rigtige dør, var hun kold som is. Hun bankede forsigtig på første gang, men ingen åbnede, så bankede hun lidt hårdere, men ingen åbnede. Frustreret lagde hun armene om sig selv og forsøgte at kigge ind ad et af vinduerne, men hun kunne ikke se nogen derinde. Hun skulle lige til at give op, da døren blev åbnet og hun gled ind ad døren uden at se hvem der havde åbnet. Hun skulle bare ind i varmen.

"Hvorfor gik der så længe Flo? Jeg er som en istap." Sagde hun og vendte sig mod den person hun troede var hendes veninde, men i stedet var det Nico Købmand. Den Købmand. Ham hun havde delt et kys med til lysfesten.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus sad med regnskaberne, mens hans far var ude og gøre forretninger. Normalt ville han gerne have været med, men i det nuværende vejr, var der behageligt foran ilden med et lunt krus og han var optaget af stilheden. Den blev først brudt, da det hamrede på døren, men han antog, at hans mor ville være et sted og åbne. I hvert fald indtil der blev banket igen og han måtte sande, at han selv blev nødt til at åbne.

Han hev døren op og blev mødt af et iskoldt vindpust, stærkt forfulgt af en forhutlet skikkelse, der væltede ind forbi ham, før han kunne nå at gøre hverken fra eller til. Brynene gled lidt op, før han genkendte hende. Hånden skubbede døren i og et skævt smil gled frem på læberne.

"Det må du være, hvis du kan forveksle mig med min søster," konstaterede han og hævede et bryn ganske let. "Godt at se dig, Svea Våbensmed."

[Svea Købmand]

Det var et udtryk af chok der dukkede op i Sveas ansigt da hun indså hvem han var og hun måbede et øjeblik, inden hun blev helt mundlam. Hun havde troet hun aldrig skulle se ham igen og nu stod han her og var åbenbart hendes venindes bror.
"Er du Flos bror?" Sagde hun og løftede sine øjenbryn. "Men jeg er veninder med hende." Sagde hun og trak vinterkappen af sig selv, som var stort set frossen.

"I lige måde." Sagde hun, uden helt at vide hvordan hun skulle håndtere situationen. Han så ligeså pæn ud som da hun havde mødt ham i kroen. Det var virkelig ikke godt, hun kunne ikke gå efter sin venindes bror, men det eneste hun havde lyst til var at kysse ham igen. Derfor stod hun blot og kiggede på ham, mens hendes kinder blev mere røde end de allerede var fra den iskolde luft udenfor. Hun havde helt glemt alt om posen med urterne.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var også overrasket, men utvivlsomt ikke lige så meget som hende. Han havde da heller ikke nogen moralske kvaler, ikke tilnærmelsesvis og fandt sig primært underholdt af tilfældigheden. Hvad angik distraktioner fra regnskaberne, så var dette da også en værdig en.

"Skyldig som anklaget," konstaterede han med en nonchalant skuldertrækning. "Og jeg kan kun antage, at du er her for at se hende, og ikke for mine blå øjnes skyld," fortsatte han og så drillende på hende, før han rakte frem i et tilbud om at tage hendes frosne kappe. "Men hun er her ikke. Så du må slå dig til tåls, til du som minimum er tøet op igen."

[Svea Købmand]

Svea tog en dyb indånding, hun måtte hellere tage sig lidt sammen, han var måske Flos bror, men det havde jo bare været et kys og det behøvede vel ikke at gentage sig. Hun smilede skævt over hans ord og nikkede.

"Jeg kommer egentlig fordi jeg ville sørge for at i fik nogle urter til at hjælpe mod vintersnuen der spreder sig i øjeblikket. Man kan lave te på det, eller snitte det og putte det i maden." Sagde hun og gik hen til bordet han havde siddet ved og satte posen på bordpladen.
"Jeg kan lave en kop te og vise dig hvordan?" Foreslog hun og vendte sig mod ham, mens hun satte sig op på bordet.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus så lidt overrasket på hende, men hans mundvige sitrede også, da hun trådte forbi ham og slog sin yndige bagdel næsten hjemmevant ned på bordet. Han fulgte roligt efter og lukkede af for kulden bag sig.

"Hvor betænksomt," konstaterede han, og mente det skam også. Hvad angik at fremstille noget i køkkenet, så var det ikke just hans banehalvdel og ærligt også uden for hans interesseområde. Det var den kønne kvinde dog ikke, så det måtte opveje.

"Du skal være så velkommen. Skal jeg vise dig køkkenet?"

[Svea Købmand]

For Svea var det naturligt at være betænksom, det var trods alt en del af det at være helbreder, men nogle gange var det også trættende altid at være venlig, sød og rar og også overfor alle, selv dem der var utaknemmelige.

"Ja, gerne." Sagde hun og fulgte med ham. Ude i køkkenet var der stadig tændt op med en smule gløder, hvilket kun var naturligt i denne kulde hvor det ville tage lang tid at varme stenene om ovnen op.

Svea smed lidt ekstra brænde ind i ilden og hældte lidt vand op i gryden fra en spand der stod i nærheden.
"Det skal koge først. Derefter tager man gryden væk og lader den stå et stykke tid, så vandet bliver lidt køligere. Så putter man urterne i og lader dem ligge indtil de har gjort teen stærk." Sagde hun mens hun kiggede på gryden. Derefter, vendte hun blikket mod ham og smilede stort til ham.

"Det kan du sagtens klare, hvis din familie bliver syge." Sagde hun og så ham i øjnene.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus kom ærligt talt mest i køkkenet, når han var sulten eller tørstig udenfor spisetid og der var nogen til at servere en af delene for ham. Svea havde tydeligvis et andet forhold til det og han betragtede hende smide pind på ilden. Ærligt talt fulgte han måske heller ikke så nøje med i hendes instrukser, mere optaget af at se på hende. Det afslørede han dog ikke, da hun så på ham igen. I stedet blottede han tænderne i det charmerende smil.

"Og ellers har jeg jo en sand undskyldning for at hidkalde dig igen, ikke sandt?" svarede han med et spillende blik og lænede sig lidt konspiratorisk frem mod hende.

[Svea Købmand]

Svea betragtede ham og ventede på hans svar, som hun regnede med ville blive helt almindeligt, for de stod jo bare og lavede te. På en eller anden måde, formåede han dog at vende hele stemningen med sine ord og lille gestus.
Rødmen dukkede op i hendes kinder og hun så ham i øjnene, mens hun følte sommerfugle i maven og hendes knæ blive en smule svage.
"Det.. er rigtig.. nok." Sagde hun med en hæs stemme og så på ham, mens hun først så ham i øjnene, for derefter at lade blikket glide ned mod hans læber.

[Nicolaus Itier Købmand]

Svea var veninde til Florine Laure Købmand og Nicolaus burde utvivlsomt ikke flirte med hende. Han risikerede dog søsterens vrede, for han kunne ikke modstå den fristelse det var at række frem og skubbe en løsrevet krølle væk fra hendes pande med spidsen af en pegefinger.

"Absolut," svarede han dæmpet og med et svagt funklende blik, som fingrene alt andet end tilfældigt strejfede hendes kind på vejen ned.

[Svea Købmand]

Svea burde heller ikke flirte med Nico, men han var så charmerende og pæn at se på. Hun smilede en anelse, da han strøg en lok af hendes hår væk fra hendes pande og mødte hans blik.

Svea gik et skridt baglæns, for at støde mod køkkenbordet bag hende. Hun betragtede ham en anelse og rakte ud og lagde fingrene om hans yderste skjortebluse. Hun lod som om hun var fascineret af de små, sirlige, kostbare mønstre, selvom hun egentlig mest tænkte på hvordan hun ville få trøjen af ham. Forsigtig lod hun sine fingerspidser glide ned over stoffet, inden hun tog lidt bedre fat og forsøgte at hive ham tættere på, mens hun løftede blikket og så ham i øjnene.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var lidt som et møl om en flamme. Han burde ikke, men det gav ham kun mere lyst og hun var tydeligvis interesseret. Det var han ikke i tvivl som, som hendes fingre gled over hans skjorte og tænderne kom til syne, da hun trak ham nærmere.

Han måtte bøje nakken, som hans krop endte helt tæt på hendes. En hånd løftede sig til hendes kæbe og hals, før han bøjede sig frem og lod læberne strejfe hendes i et let kys; et tilbud om mere.

[Svea Købmand]

Da han bøjede sig ned mod hende, smilede hun svagt og lagde armene på hans skuldre, mens hun lænede sig tilbage mod køkkenbordet. Vandet i gryden var begyndt at simre, men hun var ligeglad, lige nu var hun mere optaget af Nico.

Da han kyssede hende mærkede hun en varme sprede sig i hendes krop, hun smilede svagt og lukkede sine øjne inden hun mødte hans læber i et lidt dybere kys. Det var en smule klodset, for hun var stadig en smule nybegynder når det kom til at kysse men hun prøvede dog alligevel så godt som hun nu kunne. Hendes opmærksomhed var da rettet mod ham og hun hørte slet ikke at der var skridt der nærmede sig mod køkkenet.

Tristan Købmand

[Tristan Købmand]

Tristan nød ikke at skulle tidligt op og opholde sig på universitetet flere timer i træk, for selvom han elskede at lære og få ny viden så var det altid tiltrængt når helligdagene var over dem. Han var i udmærket humør som han kom gående hen af de brobelagte sten.

Blidt skubbede han til døren og trak sine fødder ud af sine sko. Æblet han havde i hånden førte han op til munden og bed hårdt et stykke af i det samme han fortsatte ud i køkkenet.

De blå øjne flakkede over synet før han rømmede sig. "Undskyld forstyrrelsen" bemærkede han anspændt.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde været midt i at arbejde, men det her var en glimrende grund til at skulle og han hengav sig villigt til at kysse på den kønne våbensmededatter.

Hans hænder havde fundet hendes hofter og han guidede hende kyndigt; var glædeligt fortsat, hvis ikke hans lillebrors stemme pludselig havde lydt.

Han brød væk og så sig over skulderen, et bryn let hævet. Tænderne kom til syne i et afslappet smil. "Hjemme så tidligt, Tristan?"