Hjem til lysfest

[Celeste Våbensmed]

Celeste strøg sin datters kind let og nikkede. Selvfølgelig måtte guderne glædes over at hun brugte sin gave, læste på universitetet og i fremtiden ville redde og forbedre mange menneskeliv. Mange flere, formentlig, end hendes mor havde kunne, fordi hun aldrig have forfinet sine evner på så fornem en institution.

Hun så over imod ildstedet og gryden og dernæst bekymret ned på Svea.

"Naturligvis. Imod hovedpine? Kvindelige smerter?" Hun havde urteblandinger til stort set alle lidelser. Te blev drukket langt oftere i deres hjem, fordi Celeste gerne ordinerede det for selv de mindste ting. De fleste af dem smagte ikke direkte dårligt, men ganske få var en reel fornøjelse at drikke.

[Svea Købmand]

"Jeg har ikke kvindelige smerter lige nu, men mit månedlige har været lidt uforudsigeligt her på det sidste, så jeg prøver at drikke noget te for at stabilisere det lidt." Sagde hun og spiste en skefuld grød mere.
"Jeg troede endda jeg var gravid på et tidspunkt, det var jeg heldigvis ikke." Bemærkede hun og sukkede lettet. Lancelin af Suilleaux ville være blevet meget vred på hende, hvis hun var blevet gravid med hans barn, men han havde hverken husket hende på amulet eller trukket sig ud af hende. Det var først bagefter, at Svea havde bemærket sin forglemmelse.

[Celeste Våbensmed]

Celeste nikkede forstående, lige indtil Svea nævnte graviditet og hendes bryn fløj op. Hun sugede hørligt luft ind gennem næsen.

"Svea Våbensmed! Du troede, at du var gravid? Hvor er din amulet henne? Hvad har jeg fortalt jer hundrede gange om at passe på jer selv?"

Hun så bekymret og indigneret på sin ene datter.

[Svea Købmand]

"Jeg ved det godt mor." Sagde hun, da hun havde forventet denne reaktion. "Det hele gik så hurtigt." Sagde hun afdæmpet og så ned i sin grød. Hun ville ikke se på sin mor da hun skammede sig så meget, over personen hun havde valgt, over selve oplevelsen, over hendes egen desperation efter at mærke at en mand var interesseret i hende. Det havde føltes godt i øjeblikket, men bagefter, da han havde taget hendes mødom, havde han efterladt hende alene med en følelse af at være blevet udnyttet. Hun havde bare været en dum pige, en kliche.

[Celeste Våbensmed]

Celeste rynkede panden dybt og satte sig ned ved siden af hende. Hun lagde armen omkring hende og trak hende ind til sig. Hendes lille, store datter.

"Men sødeste ven," mumlede hun. "Hvad skete der? Hvem er han?"

[Svea Købmand]

Svea var bange for at hendes mor ville blive vred hvis hun sagde det, men samtidig vidste hun ikke hvordan hun skulle komme igennem højtiden hvis hun ikke gjorde.
"Det var i løbet af rundrejsen. Han bad mig om at komme til hans gemakker, så skiftede jeg til den her kjole fordi jeg var våd. Han lagde mig i seng i et værelse og vi kyssede." Sagde hun.

"Så dukkede han op på mit værelse på universitetet og jeg var sammen med ham der. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, han fik mig til at føle mig speciel og som om jeg betød noget, men så bagefter, betød jeg intet for ham mere." Sagde hun.

"Jeg var dum. Jeg ved godt jeg ikke burde have gjort det, men hvad hvis nu jeg havde mistet mine penge?" Bemærkede hun og blinkede et par gange så et par tårer trillede ned ad hendes kinder. Lancelin havde ikke ligefrem truet med at trække økonomien, men hun havde et meget stort ønske om at gøre ham tilfreds med hende, lige netop af den grund.

[Celeste Våbensmed]

Celeste var lang tid om at stykke historien sammen som Svea fortalte den. Hun strøg hende over ryggen og sad med rynket pande, før det pludselig faldt på plads og en vrede ulmede i hende. Hun holdt solidt fast i sig selv, selvom hun var ved at springe i luften.

"Svea," sagde hun langsomt og stille.

"Fortæller du mig, at det var din sponsor? Lancelin af Suilleaux?"

[Svea Købmand]

Svea blev rød i hovedet da hendes mor spurgte nærmere ind til hvem det var. Selvom hun var nitten nu, følte hun at hun var som et lille barn igen. Som om hun havde gjort noget forkert og snart ville få problemer.
"Mhm." Sagde hun.
"Undskyld mor. Vi behøver ikke at sige det til nogen. Det kan bare være hemmeligt." Sagde hun og slog blikket ned mens hun bed ned i sin underlæbe.
"Jeg vil ikke bringe skam over familien med min opførsel, det er derfor jeg har været i templerne, fordi jeg har opført mig dårligt."

[Celeste Våbensmed]

Celeste blev langsomt rød i hovedet og det var heldigt, at hun var øvet i kontrol, ro og meditation, for ellers var der en lille risiko for at hele huset var sprunget i luften.

"Hvor er han nu?"

[Svea Købmand]

Svea var opmærksom på Celestes humør og det overraskede hende hvor rolig hun opførte sig. Hun havde regnet med at moren ville blive meget vred, men det virkede ikke sådan på Svea nu.
"Han er vist ude og rejse." Sagde hun. "Det var i hvert fald det sidste jeg hørte." Bemærkede hun. Måske ville de efterfølgende tage tilbage til lenet i Suilleaux? Det var måske det bedste, så behøvede hun ikke se ham igen.

[Celeste Våbensmed]

Celeste klemte lidt hårdere om Svea og var sammenbidt som en gedde på vej til angreb, så det var ikke svært at se verden, men hun hævede ikke stemmen.

"Når han kommer til Levagny," sagde hun langsomt. "Så fortæller du mig det. Du er ikke alene med ham. Han har ingen ret til at være på dit værelse og du må ikke gå med ham ind nogen steder. Jeg flår ham i stykker, hvis han rører dig igen."

[Svea Købmand]

Svea var overrasket over, at hun var så vred på Lancelin af Suilleaux. Han havde jo ikke gjort noget galt, eller måske havde han, men hun var for ung til at forstå det. Hun syntes mest det var hendes egen skyld og at hun havde opført sig uanstændigt.
"Ja, mor." Sagde hun afdæmpet og bed ned i sin underlæbe.
"Du må ikke gøre ham vred mor." Sagde hun, mest fordi hun var bekymret for hvad hans reaktion ville være og om han ville gøre hendes mor noget, hvis hun ikke viste ham respekt. Han var en magtfuld mand og han kunne ødelægge deres liv hvis det var det han ønskede.

[Lancelin af Suilleaux]

Woopsie. 

[Celeste Våbensmed]

Celeste frygtede ikke lensgreven. Hun var en bjørnemor og hun skulle nok forsvare sin familie for væmmelige adelige, der troede de kunne røre ved hendes døtre. Lige nu lukkede hun dog blot armen helt om Svea og tyssede på hende.

"Du behøver ikke være nervøs," lovede hun. "Jeg skal nok sørge for, at der ikke sker noget."

[Svea Købmand]

"Tak mor." Sagde hun, selvom det var lettere sagt end gjort. Svea var bekymret, men hun var efterhånden mest bekymret for hvad Lancelin ville gøre ved hende når han en dag blev utilfreds med hendes præstationer.
Den dag håbede hun aldrig ville komme, men det ville den højst sandsynligt for han var en svær mand at tilfredsstille.