Hjem til lysfest

[Svea Købmand]

Celeste Våbensmed

Det var et par dage inden lysfesten og Svea havde besluttet sig for at flytte hjem i den periode hvor universitetet ikke havde så meget at byde på. Derfor gik hun nu med en taske, på vej mod Våbensmed hjemmet, iklædt den kjole som Lancelin af Suilleaux havde givet hende. Den var lidt for fin, men hun ville gerne ligne en som havde opnået en masse ting i løbet af den tid hun havde boet på universitetet. Vise sin familie, at hun ikke spildte sin tid men rent faktisk blev til noget, som de forhåbentlig ville være stolte af.

Forsigtig, prøvede hun at åbne hoveddøren og da den var åben gik hun indenfor og så sig lidt omkring.
"Jeg er hjemme." Sagde hun. "Er her nogen?" Spurgte hun og lukkede døren efter sig, hvorefter hun satte sin lille posetaske fra sig og lod blikket glide rundt. Det var først nu det gik op for hende, at det stadig var tidligt på dagen og det kunne være de alle stadig lå og sov. Hun havde bare set så meget frem til at komme hjem, at hun ikke kunne vente.

[Celeste Våbensmed]

Fridage var ikke noget man havde råd til i en håndværkerfamilie, så smedjen var i gang på den ene side af huset, da Svea kom hjem. Til gengæld var Celeste i underetagen og i færd med at tænde op i ildstedet til familiens morgenmad.

Hun satte en hånd i siden og så sin datter an, da hun stoppede op indenfor døren. "Selvfølgelig er der nogen hjemme, min pige. Og endelig er du også." Hun trådte frem og tog hendes ansigt mellem sine hænder, før blikket gled inspicerende ned over hende og klemte lidt i hendes side og rørte ved stoffet på hendes kjole. "Ny? Hvordan?"

[Svea Købmand]

Det var ikke overraskende at mor Våbensmed allerede var igang med morgenmaden og Svea smilede lidt over synet, mens duften af det tændte ildsted ramte hendes næsebor. Morens ord fik hende til at smile bredt.
"Ja, det er dejligt at være hjemme." Sagde hun og så sig omkring, alting lignede det det plejede.

Da Celeste rørte kjolens stof smilede Svea en anelse. "Den har min sponsor givet mig. Han er alt for gavmild nogle gange." Sagde hun og trak på skuldrene og forsøgte at lyde henkastet og ikke som om hun havde været sammen med ham og været urolig for om hun var gravid en månedstid eller to. Heldigvis, havde det været falsk alarm.

[Celeste Våbensmed]

Celeste var vågen, opmærksom og Sveas mor. Hun rynkede panden svagt og nikkede langsomt. "Jeg kunne tænke mig at møde denne sponsor en dag," konstaterede hun. "Og takke ham for at hjælpe vores familie." Og høre hvad hans motiv havde været.

Hun kneb datterens kind let. "Du er tynd, min pige. Fodrer de dig ikke nok derinde?"

[Svea Købmand]

Svea løftede øjenbrynene over hendes mors ord og smilede en anelse. "Mor, han er en travl mand. Han er lensgreve." Sagde hun og sukkede en anelse. Hun tvivlede på at hun kunne få Lancelin af Suilleaux til at tage tid til at møde hendes mor.
"Jeg bruger nok det meste af min tid på at læse bøger, så jeg glemmer at spise." Sagde hun og smilede svagt.

[Celeste Våbensmed]

"Hvis han har tid til at se dig og give dig gaver, så har han tid til at hilse på din familie," konstaterede Celeste bestemt og mærkede på stoffet. Fornemt. Pænere end hvad der var nødvendigt.

"Jeg insisterer, Svea. Da vi lod dig læse på universitetet, lovede du, at du ikke voksede dig for stor til dine egne støvler, min pige. Husk nu det."

[Svea Købmand]

"Mor, jeg har ikke glemt jer. Det er lensgreven der er snobbet, ikke mig." Sagde hun og smilede en anelse.

"Jeg lover jeg spørger ham en dag, men han er ikke i Levagny mere. Så du må vente til han er tilbage." Sagde hun afdæmpet og smilede svagt. Hun vidste ikke rigtig hvad Lancelin af Suilleaux ville mene om at hendes mor ville møde ham.

"Tro mig, det er bare fordi jeg tager mine studier alvorligt at jeg ikke har været meget hjemme" Bemærkede hun og gav hendes mors hånd et klem. Hun ville aldrit skamme sig over sin familie, men hun skammedr sig over sig selv. Det var derfor hun havde holdt sig væk.

[Celeste Våbensmed]

Celeste kneb Svea lidt i kinden igen og strøg hende så over den anden. "Ja, det må vente. Nu er det endelig vintersolhverv og vi får lov at få dig tilbage til låns fra universitetet."

Hun smilede mildt. "Sæt dig ned, min egen, så får du en ordentlig portion grød... Med smør. Vi skal få noget mere kød på de knogler."

[Svea Købmand]

Svea smilede en anelse, en smule undskyldende til sin mor. Familie var vigtigt og hun følte ikke rigtig at hun havde været særlig deltagende her på det sidste. Hun håbede at hun kunne vise at hun stadig var en del af familien hen over højtiden.

"Tak mor." Sagde hun og satte sig ned på bænken ved bordet og kiggede sig lidt omkring. "Så hvordan er det gået her? Talon sagde, at min søster var sur på ham." Sagde hun og rynkede sine øjenbryn sammen. Gad vide hvad der var sket, i al den tid hun havde været væk siden rundrejsen?

[Celeste Våbensmed]

Celeste tog en dyb indånding og skænkede grød op til sin datter i en træskål. Det var simpel mad, men solidt og fyldte maven godt.

"Din onkel har ikke lært sin besøgstid," konstaterede hun. "Han blander sig i ting, der ikke vedkommer ham. Jeg håber ikke han også er efter dig? Det er min opgave og din fars."

[Svea Købmand]

"Han dukkede op efter en time ude på universitetet og begyndte at spørge ind til hvordan det gik." Sagde hun og rynkede sine øjenbryn.
"Specielt var han ret interesseret i, om jeg var interesseret i nogle drenge." Sagde hun og tog en bid mad.
"Den smager virkelig godt mor." Sagde hun flygtigt inden hun forsatte: "Jeg troede først, at nogen var død, sådan som han dukkede op ud af det blå." Bemærkede hun og skar en grimasse, hvorefter hun tog endnu en bid mad. Det var måske simpel mad, men der var ingen der kunne lave en så god grød som hendes mor. Selv ikke køkkenet ude på universitetet.

[Celeste Våbensmed]

Celeste hævede begge bryn over Sveas fortælling om Talon Våbensmed og knyttede hænderne lidt i ly af skørtet. Hun smilede fraværende over komplimenten og fordøjede informationen om Eirik Våbensmed's bror og hans blandelyst. Ganske vist vidste hun godt at han havde legitime grunde til at være på universitetet som drabant, men det var ikke en del af hans arbejde at holde øje med hvilke drenge hendes døtre interesserede sig for. Hun rynkede panden.

"Mange ér døde," konstaterede hun alvorligt. "Du kan ikke have overhørt alt det om Jean Bager. Din farbror og moster pågreb ham jo. Måske har uroen sat sig i ham."

[Svea Købmand]

Svea havde hørt det, men det havde været midt i kølvandet på al det med Lancelin af Suilleaux og hun havde på trods af at det var rædselsfuldt, haft mange andre følelser at tage sig af selv.
"Det er skrækkeligt." Sagde hun afdæmpet. "Det er nogle gange svært at vide, hvad der reelt gemmer sig inden i mennesker." Bemærkede hun med et sørgmodigt blik og lod blikket glide ned på sin grød og havde pludselig mistet appetiten.
"Det er godt at de pågreb ham. " Sagde hun.

[Celeste Våbensmed]

Celeste fandt en lille pose frem og dryssede et par nødder ud over Sveas portion med en let hånd. Så gled det sidste nemmere ned. "Din moster og farbror er gode mennesker. Vi skal være taknemmelige for at vi har dem, såvel som for alle de andre velsignelser i livet."

Hun kneb sin datters kind let igen. "Jeg ved at du ikke har haft mulighed for at tage med familien til templet, men jeg håber, at du har husket at ofre til Yphion og Mithras og takke dem for din Gave?"

[Svea Købmand]

Svea nikkede langsomt over hendes ord og smilede en anelse inden hun tog endnu en bid af sin grød.
"Det har jeg mor. Jeg besøger ofte templet, når jeg har brug for spirituel vejledning." Sagde hun, hun havde været der en del efter alt det der var sket. Hun skammede sig meget over sin opførsel og håbede at guderne ville tilgive hende.
"Jeg håber stadig, at de er glade for at de skænkede mig Gaven." Sagde hun og så op.
"Må jeg lave en kop te?" Spurgte hun og så hen på den lille gryde, som de plejede at bruge til at lave te.