Budbringeren

[Bartholomeus af Charenoy]

Vintersolhverv var kommet og gået, Bartholomeus var vågnet op med hovedpine og havde brugt dagen på at pleje den. Først endnu en dag senere, vågnede han op på paladset til beskeden om at et bud ventede på ham. Han klædte sig på i hast, før han mødte et bud dækket af landevejens støv.

Buddet var til Igraine af Charenoy, men da han var dukket op endnu tidligere ved Triviers byhus, fik han beskeden at nådigfruen var rejst. En tjener mente, da beskeden blev overdraget, at det var bedst om ridderen fik den.

Han åbnede brevet, hvor seglet var brudt, og stivnede. Han så på datoen og kunne have skreget. I stedet rankede han sig og takkede buddet lidt hæst. Han betalte ham klækkeligt, før han tilkaldte sin egen kammertjener.

Først og fremmest skulle han i en fart på landevejen. Han tog kun en mand med sig. Besked skulle overdrages til Lanval af Suilleaux om at han snarligt ville vende tilbage. Indenfor to timer sad han i sadlen og dundrede ud af paladsets porte på vej mod Igraine.

[Lanval af Suilleaux]

[Igraine af Charenoy]

Igraines liv var på meget kort tid gået fra fred og fordragelighed til rent kaos. I hvert fald var hun nu på vej hjem til den mand, der alligevel ikke var død, mens hun var gravid med en anden mands barn.

Konsekvenserne var uoverskuelige og hun følte sig hul, som hun forlod Levagny i en vogn. Hjertet var efterladt et sted i hovedstaden og hun havde i flere timer blot siddet med lukkede øjne i vognen.

Derfor troede hun også først, at hun var døset hen, da der pludselig lød stemmer og hovslag i det fjerne. Øjenlågene gled op og brynene trak sig sammen, som vognen gav et ryk, idét hestene blev holdt an. Hvad foregik der? Tanken om røverbander meldte sig brat, og fra at have været ved at løfte sig, satte hun sig lidt brat tilbage.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus anede ikke hvor langt de var nået eller om han ville finde dem på hovedvejen sydpå, men han håbede det og satsede alting. Det tog flere timer og både han og hestene nærmede sig deres sidste energi, da en vogn omgivet af flere ryttere blev spottet i det fjerne. Han satte farten op, råbte dem an og kunne til sin uendelige lettelse genkende en af dem. Hans skuldre faldt og han svang sig af hesten og praktisk talt flåede døren op.

"Igraine," kvækkede han. "Der kom et brev."

Han holdt det frem imod hende, stakåndet.

[Igraine af Charenoy]

Igraines hjerte hamrede lidt, som hun lyttede tavst og anspændt. Forsøgte at afkode, hvad der foregik. Derfor blev hun også djævelsk forskrækket, da døren blev flået op og slap en lyd, der afslørede det.

Hånden fløj til brystet, og det tog hendes hjerne et sekund endnu at forstå, at den mand, hvis silhuet blokerede det meste af lyset, var Bartholomeus.

"Baton," åndede hun, komplet uforstående. De havde rejst i timevis. "Hvordan? Hvad gør du her?" spurgte hun, slået ud af krus over overraskelsen. Blikket faldt til brevet, men hun kunne ikke læse det i vognens mørke. "Hvad...?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Hun var forståeligt chokeret. Det kunne han ikke rigtig bebrejde hende. Han trak brevet til sig og trådte ind i vognen, foroverbøjet indtil han ramte sædet overfor hende. Hans blik glødede i mørket.

"Jeg er ked af det," svarede han hæst, selvom han havde svært ved for alvor at sørge.

"Brevet er fra Triviers. Manden, der udgav sig for Hubard? Han var vanvittig. De tog fejl. Han var blot en tosse fra Reblainnes."

[Igraine af Charenoy]

Igraine forstod intet af, hvorfor Bartholomeus pludselig var der. Den lille vogn gav sig lidt, da han satte sig og hun havde flere spørgsmål, men ingen af dem nåede ud, før han var fortsat.

Øjnene spærrede sig op og hun så på ham med tydeligt chok. "Så det vil sige," begyndte hun, fattede det knapt. Endnu engang vendte verden på hovedet og hun måtte synke, stemmen lidt hæs. "Han er ikke...?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus sansede tydeligt chokket i den modsatte side af vognen, selvom der var mørkt, hvor Igraines ansigt var. Han rynkede panden dybt, forstod så udmærket og krummede fingrene lidt om sædets kant med behandskede fingre.

"Jeg forstår at det må være som at miste ham igen," brummede han. "Jeg beklager."

[Igraine af Charenoy]

Det var besynderligt ikke at kunne se ham, men kun høre den dybe brummen i mørket. Alligevel var det ikke det primære og hun blinkede et par gange, som hovedet snurrede lidt. Hendes udånding var hørlig og der var stille i nogle sekunder.

"Der var de, som håbede," sagde hun endelig lavmælt. Stemmen rystede den mindste smule, ikke upåvirket af den følelsesmæssige glidebane. "Og jeg sørger for deres tab endnu engang," fortsatte hun. Måtte klare halsen, som brynene rynkede sig. "Men, Baton, jeg har ikke... Det var ikke..."

Hun kunne ikke helt finde ordene, som det hele langsomt trængte ind. Og til sidst måtte hun presse læberne sammen.

[Bartholomeus af Charenoy]

Der var de, som håbede, sagde hun. Som om det ikke var hende, der håbede. Som om hun ikke havde tænkt sig lykkelig. Han vidste at hun havde været splittet og sørget over tabet af noget andet, men var også overbevist om hvad der i sidste ende ville veje tungest. Nu lød Igraine som om han havde taget fejl.

Det lød tungt, da han landede på det ene knæ på vognens gulv foran hende og tog hendes hånd i det dunkle mørke.

"Det vil måske tage tid. Men jeg er... Lykkelig for dig." Han så indtrængende op på hende. "Elsker dig."

[Igraine af Charenoy]

I deres tid sammen havde hun sjældent haft problemer med ordene. Faktisk havde det oftest været hende, der havde dem, men nu var det pludselig forandret. Hendes mave gav et sug, da Bartholomeus dumpede ned foran hende og øjnene brændte allerede svagt, da hun mærkede hans varme, velkendte hånd om sin.

Det var dog ordene, der fik de første, lydløse tårer til at falde, men det var ikke af sorg. Hun smilede i mørket, og løftede en svagt dirrende hånd til hans kind.

"Jeg sagde til dig, at Delphine elsker dig," svarede hun dæmpet, stemmen en anelse påvirket. "Men jeg sagde ikke, at det ikke blot var hende, men også jeg."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så op på hende, som hendes frie hånd fandt hans kind. Han knugede den anden i sin, imens hun fandt sin stemme og ordene flød fra hende. Hans hjerte var ved at sprænges over dem og han kunne knapt forblive i sin egen krop. Læberne fandt hendes håndryg og kyssede den, imens han knælede foran hende.

"Kom hjem," brummede han lavt, men insisterende. "Kom hjem til mig."

[Igraine af Charenoy]

Igraine kunne dårligt forstå, at det var virkelighed igen. At alt det, der med ét var revet bort, nu var tilbage. Bartholomeus' ord understregede det og hun slap en lyd, der bedst kunne defineres som lykkelig.

Og i stedet for ord, skubbede hun sig lidt frem og bøjede sig det korte stykke, der var nødvendigt for at kysse ham. "Ja," svarede hun, halvt ind mod hans læber endnu og måtte blotte tænderne i et smil, selvom hun måske burde sørge. Den anden hånd lukkede sig om hans nakke. "Ja."

[Bartholomeus af Charenoy]

Igraine var hos ham. Hendes læber var mod hans. Hun var hans. Han eksploderede pludselig lidt af lykke og strejfede en blød kind med ru fingre.

Det gik påny op for ham at hun var gravid og pludselig kunne han næsten ikke være i sig selv. Han kyssede hende igen.

"Du er med barn," mumlede han, som om det var en nyhed for hende. "Mit barn."

[Igraine af Charenoy]

Det var nogle vanvittige emotionelle udsving at blive udsat for i en så følelsesmæssig ustabil tid, men lige i det her tilfælde ville Igraine ikke bytte det for noget. I hvert fald kunne hun ikke lade være med at le dæmpet over hans ord, øjnene blanke og hun nikkede.

"Dit barn," bekræftede hun og var halvt gledet ned af sædet mod ham, fingrene lukket bestemt fast om hans nakke. "Min mands barn. Yphion, Bartholomeus, du har ingen anelse om, hvor glad det gør mig at kunne sige."