Budbringeren

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus følte sig lidt tyk i halsen og svidende i øjnene over situationen, men han holdt det selvfølgelig inde, som en mand. Han kyssede hende igen, men kun flygtigt denne gang. Den ene hånd strøg ned og lagde sig over hendes mellemgulv, hvor der groede et liv, selvom han ikke kunne mærke noget.

"Så glad som jeg er for at høre det," brummede han lavmælt.

Nu fik de ikke mere tid. Der lød en lille rømmen fra døren, hvor en af mændene ville vide hvad der skulle ske, nøjagtig. Skulle de til Triviers? Til Levagny?

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede over hans ord og strejfede kort hans hånd over sin mave. I og med, at det var hendes andet barn, var der allerede en synlig bule, men den var godt skjult bag lagene af tøj. Hun så lettere opslugt på ham, før det bankede på og det gav et sæt i hende. Hun havde ret glemt, at de ikke var alene.

En udånding slap hende. "Vi kan ikke nå tilbage til Levagny inden mørkets frembrud," konstaterede hun og så, som så ofte, mod Bartholomeus. Han lignede også en, der havde rejst hårdt og hurtigt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus farede ikke sammen, men løftede blikket og rynkede panden let. Der var alt for langt tilbage til at nå det før mørket faldt på og selvom landevejen gik ret lige hele vejen, var det for risikabelt.

"Der var en landsby et par kilometer tilbage," konstaterede han. "Det kan vi godt nå hen og overnatte."

Han kyssede Igraines hånd, før han rejste sig og kom ud af vognen. "Jeg går ikke ud fra at du vil ride med mig, trods gensynsglæde," brummede han dæmpet.

[Igraine af Charenoy]

Igraine nikkede til hans ord og mændene fra Triviers tog tydeligvis imod beslutningen, som de forsvandt og gjorde klar til at vende skuden - ikke uden mild utilfredshed. Igraine tog sig ikke af det, men smilede blot varmt til Bartholomeus, som han stod i åbningen til vognen og slap en dæmpet, svag munter lyd. Det føltes helt besynderligt at gøre og måske var det også stadig upassende.

"Jeg elsker dig, men nej," svarede hun og nød at sige ordene højt. I hvert fald spredte varmen sig i kroppen. "Jeg ser gerne, at vi alle tre kommer helskindet frem," konstaterede hun.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede, så han fik små rynker ved øjnene. Han bukkede let for hende, før han lukkede døren til hendes vogn og snart efter svang sig op i sadlen.

Os alle tre. Ordene tumlede rundt i hans hoved hele vejen til landsbyen

Her blev de hurtigt tilbudt en plads hos en af familierne og aftensmad, som de selvfølgelig gav en mønt for, selvom kutyme var at man betalte med sine historier. Bartholomeus blev overstrømmet med spørgsmål af en flok næsegrust beundrende drenge og brummede tålmodige svar, før han til sidst måtte sige, at hans frue var træt og at de måtte gå til ro.

'Sengen' bestod af halm med et tæppe over, men den var ikke så dårlig efter en hel dag på hesteryg.

[Igraine af Charenoy]

Det var en helt anden Igraine, der sad i vognen nu og hun kunne ikke lade være med at smile det meste af vejen tilbage, selvom hun måske burde sørge. Det opvejede da også for både udmattelse og tilbagevendende kvalme, da de sad i landsbyen og hun selv var måske nok mere tavs end ellers, men smilede ofte og fremtrædende gennem fortællingerne.

Til gengæld var hun også taknemmelig, da Bartholomeus undskyldte dem og ikke kun fordi, det tillod hende at give hans hånd et blidt klem, da først de var indlogeret. Hun tog sig ikke meget af forholdene, selvom hun utvivlsomt var bare en anelse mere fintfølende på den front end ham. For nu tjente det blot en dæmpet, svagt munter lyd.

"Og her troede jeg ellers aldrig, at jeg skulle blive en af de adelsfruer, der lod sig tumle om i halmet," spøgte hun med et svagt spillende blik, men med et reelt lykkeligt smil på læberne. Det føltes stadig uvirkeligt, at de rent faktisk stod der.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus lo over Igraines bemærkning og trak hende ind til sig. "Bare rolig, Nådigfrue. Der bliver intet at den slags i nat," mumlede han ned i hendes hår og lagde armen omkring hende.

"Men det er en dag til historiebøgerne. Vi glemmer den ikke."

[Igraine af Charenoy]

Igraine lo blødt ind mod Bartholomeus' bryst og tog en dyb indånding af hans duft. Så længe hun kunne være lige der, kunne det være fuldkommen ligegyldigt, hvor de var eller hvor de skulle sove.

"Jeg tror endnu ikke helt, at jeg har forstået det," indrømmede hun og trykkede sig lidt tættere. Mere bevidst om, hvad hun havde, end nogensinde.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede samstemmende. "Ved hvad du mener," konstaterede han og strøg hende over armen.

Han havde troet at han havde mistet hende. Mistet dem. Det ufødte barn og Delphine af Triviers, fosterdatteren.

"Bare sov nu," opfordrede han blidt.

[Igraine af Charenoy]

For bare timer siden ville Igraine ikke have gættet, at dagen ville ende på en halmseng i Bartholomeus' favn, men der var ærligt intet andet sted hun hellere ville være lige i dét øjeblik og hun søgte tæt ind til ham; ikke kun som værn mod kulden.

Hun slap en blød lyd, medgivende, og efter flere nætter med elendig søvn, gik der ikke mange øjeblikke, før hun sov tungt med næsen ind mod hans bryst.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus sov ikke med det samme. Han lå vågen med den søde følelse af Igraine ind imod sig og tænkte på hvad der nær havde været. Hvordan det kunne være sket?

Når han fik en lejlighed til det, blev han nødt til personlig at besøge Triviers og høre hvordan de havde ladet sig narre. Første punkt på hans plan var dog at få Igraine sikkert hjem.

Han kyssede hendes pande, før han endelig tog en dyb indånding og faldt i søvn.

Lukket?