Gensyn

[Tómas af Sangy]

Tråd tilegnet Veronique af Sangy

Formiddag

Sangy-byhuset

Tómas var netop trådt indenfor døren i Sangy-byhuset. De sidste par dage havde været udmattende. Han havde haft et ærinde i en af de større nærliggende byer til Levagny og havde derfor været udenbys til hest et par dage.

Den unge mand havde således så ringe som ingen chance for at forudse, hvad der ventede ham ved hans hjemkomst. Mest af alt, så han velsagtens udkørt og småforhutlet ud, med sin lettere udgroede skægstubbe, da han trådte ind i pejsestuen for at sætte kursen direkte imod det lille bord hvor whisky-karaflen og krystalglassene stod. Et tungt suk forlod ham, som han skulle til at hælde et glas op, men hans brune øjne faldt da atter på den mørkhårede kvinde der havde taget plads foran pejsen og som han indtil nu ikke havde bemærket. ”Maman?” Et øjeblik havde han i sin træthed nær forvekslet det mørke hår for svigerindens på trods af at hun for nyiigt var flyttet ind hos sin nylige husbond.

[Veronique af Sangy]

Veronique af Sangy var blot ankommet dagen forinden, men ikke uden at gøre væsen af sig. Tværtimod havde hun ikke bare taget aftenen til at hvile sig, men var nærmest øjeblikkeligt fortsat til paladset. Det betød dog også, at hun endnu var udmattet den efterfølgende morgen og netop af den grund, havde hun undladt at tage ud i løbet af formiddagen.

Den beslutning skulle da også vise sig at være den helt rigtige, da døren gik og hendes yngste søn trådte ind. Grevinden drejede hovedet i hans retning og ved synet, lyste hendes ansigt op i et sjældent smil, der understregede en masse, fine linjer.

"Tómas, min dreng," hilste hun, tonefaldet varmt, som hun rejste sig og tog synet af ham ind. Han havde forandret sig siden sidst, hun havde set ham; var blevet mere voksen. Hendes hjerte svumlede lidt. "Hvilken glædelig overraskelse."

[Tómas af Sangy]

Lidt forfjamsket satte Tómas whisky-karaflen fra sig på bordet igen. Proppen blev trykket på plads med flad hånd igen og i to raske skridt bevægede han sig i stedet hen imod den mørkhårede kvinde. Han havde ikke regnet med at se hende her i Levagny – og da slet ikke nu, hvor vinteren langsomt meldte sin ankomst. ”Det må du nok sige…Hvad laver du her?” Spurgte han, halvgrinende.

[Veronique af Sangy]

Det var heldigvis ikke alle Veroniques gensyn, der kom turbulent fra start, men Tómas havde også altid været hendes dreng. Nu besvarede hun da også hans grin med et ægte, varmt smil og holdt hænderne ud mod ham.

Hun lagde dem mod hans skuldre og trak ham ind, så hun kunne kysse hans kind, før hun lænede sig tilbage og tog ham i øjesyn. "Jeg mente, at det var på tide at rejse hertil og tage del i jeres liv," svarede hun og kastede et granskende blik over ham. Smilet forblev. "Mine Guder, sikke en mand, du er blevet."

[Tómas af Sangy]

”Ja så..” Tómas tog moderen en smule i øjesyn, som de sad der overfor hinanden. Da gik det atter en smule op for ham, hvor meget han i sandhed havde savnet hende. Det til trods for at han næppe som nu granvoksen og moden mand ville indrømme det.

Han rynkede kortvarigt brynene i en lille tænksom mine med tanke på alt hvad der nyligt var hændt, men ansigtet faldt atter hurtigt i neutrale og glædelige folder igen, ved moderens kompliment. Han kløede sig lidt i det mørkebrune skæg og brummede så drilagtigt; ”Jeg er bange for at du kommer sent maman…”

Forlovelse til Josephine af Aren var ikke just hvad Tómas havde ønsket sig. Ej heller noget han følte han behøvede. Værst af alt var det dog næsten at folk i hele Levagny syntes at grine af ham. Rygterne svirrede allerede at han og komtessen syntes som et forfærdeligt match. Mon rygterne havde noget Sangy? Havde nogen givet hende besked?

[Veronique af Sangy]

Veronique havde på mange måder været en skygge af sig selv de sidste to år, men nu, hvor hun sad overfor sin yngste søn igen, mærkede hun en behagelig varme sprede sig i kroppen. Det her, var det, hun havde manglet. Et bryn skød en anelse op over hans ord, men hun bemærkede også smilets karakter og det vakte hendes nysgerrighed snarere end foruroligede hende.

"Så det?" spurgte hun interesseret og så ham lidt an. "Fortæl, Tómas," opfordrede hun.

[Tómas af Sangy]

Den krøltoppede mand åndede tungt ud, som han trak sig lidt tilbage. Han rejste sig så, blot for igen at sætte kursen imod barbordet og whisky-flakonen. Denne gang fandt han dog to glas, før han tog krystalkaraflen med sig tilbage til sofaen og placerede tingene på det lille stuebord.

”Jo, ser du..Theuderich har indgået en aftale med Reginale af Aren om at lade mig ægte med Josephine af Aren..” Forklarede han, som han hældte en god sjat af den gyldne væske op til sig selv. Ganske let nikkede han så imod moderens glas, diskret spørgende til om hun også ville have, som et bryn hævedes. ”Faktum er dog at pigebarnet er komplet udenfor rækkevidde..Ja, ligefrem umulig at have med at gøre, vil jeg faktisk påstå…” Tómas fortalte nu med alvorlig mine. ”Folk griner af mig i hele Levagny, Maman…For hvilken mand skal jeg forestille at være, hvis jeg end ikke kan holde styr på min forlovede?” Spørgsmål og ord strømmede ud. Skuldrene sænkede sig dog til sidst alligevel en smule.

[Veronique af Sangy]

Veronique så interesseret på sin yngste søn, omend det endnu engang viste sig, at Theuderic havde varetaget det, som burde være tilfaldet Pierre af Sangy - men i dette tilfælde også hende selv, så det kunne hun tilgive. Eller i hvert fald dele bebrejdelsen for.

Hun nikkede til det stiltiende spørgsmål og tog imod glasset med det stærke indhold. "Aren er ikke nogen ringe slægt, men jeg kender ikke denne Josephine," konstaterede hun. "Og det kan absolut intet nytte at give en ung kvinde et fordelagtigt ægteskab, hvis ikke hun kan værdsætte det," gav hun ret. "Måske bør jeg tale med hende."

[Tómas af Sangy]

Tómas overrakte et mindre glas med whisky til moderen, før han tog en tår af sit eget og ganske let virrede han med hovedet, før et fnys forlod ham og han skar en lille grimasse af sin moders forslag. ”Hun er udenfor rækkevidde…Hun smed en bogstøtte efter mig ved første møde..Og siden da er det kun gået i den forkerte retning.” Konstaterede grevesønnen, som han satte sig lidt til rette i sofaen og lod albuerne hvile på knæene. ”…Theuderich har…Han har givet mig lov til alternativt at finde en anden.” Erklærede han så. ”Hvis jeg kan finde én der er bedre selv.”

[Veronique af Sangy]

Dét fik et øjenbryn til at hæve sig lidt og hun slap en misbilligende lyd. Uddannede de ikke ordentlige komtesser længere? Hun undertrykte tanken om Aelin Mélanie af Sangy og slog fingrene let mod glasset.

"Ja, det lyder sandt at sige ikke som et passende parti," medgav hun, mens det skarpe blik gled lidt vurderende over Tómas. "Men hvis jeres forlovelse allerede ér annonceret," hun hævede et bryn, som for at sige, at hun gerne ville have hørt om det, men fortsatte så: "Kræver det lidt mere fintfølelse. Vi ønsker ikke at fornærme Aren, men vi vil heller ikke binde dig til en uregerlig komtesse. Jeg hjælper, naturligvis."

[Tómas af Sangy]

Det var tydeligt at Tómas ikke var just begejstret for sin nylige trolovelse. Således så han da heller ikke ligefrem glad ud, som han sad der med sin whisky i hænderne. Helst så han lige nu hele fadæsen afblæst, om de så fornærmede nogen eller ej..Men han vidste også at det ikke ville. Fungere helt så nemt, som det måske forekom. ”Hvad har du tænkt dig?” Brummede han, som han så på hende med spørgende mine.

[Veronique af Sangy]

Veronique så på sin søn og mærkede hans skepsis. Den lød da også til at være velplaceret og trods kniben, var brystet stadig varmt og fyldt af endelig at se ham igen. Hendes yngste søn, en voksen mand nu.

"Jeg vil tale med hende til en begyndelse," konkluderede hun. "Men det glæder mig at høre, at du ellers er parat til ægteskab. I er alle længe gamle nok."

Faktisk var Tómas den, der bedst kunne tåle at vente, men hun var ikke overrasket over, at han var hendes mest medgørlige barn.

[Tómas af Sangy]

”Parat og parat..” Tomas brummede lettere misbilligende for sig selv, som brynene rynkedes og trak sig lidt ned i panden, som han åndede tungt ud. ”Jeg vil ærligtalt hellere ud og ride for kronen..” Erklærede han en smule mismodigt, som han nippede til den gyldne væske han sad med.

Han lod blikket falde på moderen igen. Ville hun mon forstå?

[Veronique af Sangy]

Veronique var ikke enormt overrasket over reaktionen på ordene, men hun tog sig ikke af det. Hendes evigt skarpe blik gled over ham og en gnist tændtes i det, som hun smilede en anelse.

"Og skulle en hustru være en hindring for det?" musede hun, svagt udfordrende. Mon ikke, når først han var godt gift, at hans begær kunne ændre sig. "Dine pligter for Kronen ændrer sig ikke just, fordi du er gift, Tómas. Dit ansvar gør, men et liv som ridder og ægtemand er ikke uforeneligt."

[Tómas af Sangy]

En udfordret grimasse gled over Tómas ansigt. Tydeligvis, havde han det stramt, ved tanken om at skulle giftes. For tænk sig. Skulle han begynde at fremamvle børn nu også, blot fordi det var praktisk eller klogt? Det var velsagtens ikke hans opgave at sikre og varetage familiens arv på nuværende?

”Spar mig..Vil du ikke nok? Slå hellere min broder lidt i hovedet..” Brummede han, som han opgivende lod en hånd glide ned over ansigtet, før han bundede resten af whiskyen og gav sig til at hælde et nyt glas op igen øjeblikkeligt. – Guderne måtte vide, at han atter havde nok af bekymringer – Ja…Og velsagtens problemer.