Gensyn

[Veronique af Sangy]

Veroniques blik hvilede fast på sønnen og hun lod sig ikke just afværge så let, blot fordi han havde andre tanker. “Det er ikke kun Theuderics ansvar at sikre Sangys fortsatte overlevelse,” slog hun fast, uanset om Tómas så var interesseret i det eller ej.

“Jeg anfægter ikke, at det er længe på tide, at han bliver gift og får de første arvinger, men det samme gør sig gældende for dig. Vi har alle set, hvor hurtigt alt kan ændre sig.”

Det stak i hjertet, da hun tænkte på Cédric og en skygge af smerte gled over hendes ansigt i det korteste øjeblik.

[Tómas af Sangy]

"Phff..." Tómas fnøs. Næsen rynkedes og brynene ligeledes, som han tog endnu en god tår af sin whisky og for et øjeblik, sad han blot og betragtede den gyldne væske i glasset foran sig. Var det da ikke nok at alle andre slog ham oveni hovedet?

De mørke øjne gled op på Veronique, som hun hentydede til Cédric. Endnu en grimasse blev skåret og lettere irritabelt virrede han på hovedet. Dét dog velvidende om at ingen bar skyld i det henseende. "Det er ikke retfærdigt..." Mumlede han så. "...Jeg...Jeg er træt af at være to'er.." Indrømmede han stille, men dog med en snert af skam i det vage toneleje. "Theuderic af Sangy bliver lensgreve og imens kan jeg sidde og rådne op som sekundant, fremfor at leve for mig selv."

[Veronique af Sangy]

Veroniques bryn hævede sig lidt, da Tómas endelig talte igen, men ordene huede hende ikke specielt og udtrykket omkring munden blev en anelse stramt. “Hvad er det for noget vås?” svarede hun, men ikke hårdt. Som altid fik den yngste søn lidt mere line og mildhed i tonelejet, men det betød ikke, at han slap afsted med hvad som helst.

“Utaknemmelighed er ikke en klædelig farve på dig, Tómas. Det er ikke mange tredje sønner, der får lov at gå riddervejen og med den har du da om nogen muligheden for at gøre dig dit eget liv, modsat andre i din position,” irettesatte hun, tydeligvis ikke tilfreds. “Hvad er det præcis, du synes, at du mangler, for jeg kan så sandelig ikke se det?”