Nye boller på suppen

[Veronique af Sangy]

Det var mere end to år siden, at Grevinde Veronique af Sangy havde sat sine ben i Levagny, men nu var hun tilbage og havde en intention om at blive. Hendes ankomst blev kun meldt til tjenestefolkene få timer i forvejen, men eftersom størstedelen af Sangyslægten holdt til i hovedstaden, burde det ikke være det mindste problem. Ingen fra familien var dog, til hendes milde skuffelse, i huset, da hun ankom, men hun tilgav det med det forbehold, at ankomsten ikke havde været annonceret.

Til gengæld havde Hugon Kammertjener præsenteret hende med den viden, at det efterhånden var Theuderic af Sangy, der blev betragtet som husets herre og dét fornøjede hende ikke at høre. Derfor havde hun øjeblikkeligt bedt tjeneren om at arrangere en vogn til paladset, der kunne stå klar så snart hun var blevet vasket og passende påklædt af sin egen kammerpige.

Et par timer senere var det da også netop på paladset gange, at hun trådte sin vej og selvom hun ikke havde været der i årevis, så var det ikke svært at finde rundt. Hun vidste også, hvor hun kunne finde Pierre af Sangy og var nu målrettet på vej mod det sted, hvor paladset overhelbreder havde sit virke.

[Pierre af Sangy]

Pierre var lige midt i en instruktion af en af paladsets mange, yngre helbredere, da der kom en tjener hastende ind bad om hans tid. Det var tydeligt, at han var en smule rystet og han mente da også at Greven burde finde sin vej ud af infirmeriet og ind på sit kontor i en fart, hvis ikke han ønskede besøg ved siden af en sygeseng, fra hendes Excellence, Grevinden af Sangy.

Pierre måtte lige have beskeden to gange, men så fik han afsluttet med den unge helbreder og begav sig mod sit kontor, som lå umiddelbart i forlængelse af infirmeriet. Hans pande havde adskillige rynker, for han kunne ikke forestille sig hvad der havde fået hende til at tage hele vejen i vintermånederne.

Han åbnede døren til kontoret og fandt, ganske rigtigt, sin hustru. Stadig forbløffet, lukkede han efter sig igen. "Veronique. Er der hændt noget?"

[Veronique af Sangy]

Pierre var måske nok ikke på sit kontor, men han var utvivlsomt i nærheden og Veronique havde ingen skrupler ved at sende en tjener på udgik efter ham. Hun selv forblev på kontoret, hvor blikket gled granskende rundt; tog mål af det sted, hendes mand tilsyneladende efterhånden havde taget permanent bopæl. Da døren åbnede sig, drejede hun sig langsomt og mødte roligt hans blik. For første gang i to år. Og alligevel var det ingen følelsesladet hilsen. Tværtimod talte hun næsten som om, at der ingen tid var gået.

"Det er netop, hvad det kunne falde mig ind at spørge om," konstaterede hun roligt, som om der intet mærkeligt var i, at hun pludselig stod der. "Jeg kommer just fra byhuset, hvor en tjener kunne fortælle mig, at de kun sjældent ser Hans Excellence og at Theuderic i stedet leder husholdningen."

[Pierre af Sangy]

Pierre og Veronique havde aldrig haft en rigtig romance, selvom han indledningsvist havde været meget betaget af hende. De havde dog altid haft et vist niveau af respekt for hinanden og han holdt også stadig af hende nu, omend deres relation primært udspillede sig i breve frem og tilbage mellem Sangy og Levagny. Det var længe siden hun havde været i hovedstaden og siden sidst var han praktisk talt flyttet ud af byhuset og ind på paladset. Theuderic af Sangy havde overtaget ansvaret og han havde helliget sig sit arbejde som overhelbreder.

At hun havde opdaget det var ikke overraskende, men måden hun sagde det på, fik Pierre til at trække skuldrene lidt op imod ørerne.

"Ja, naturligvis," konstaterede han, lidt i forsvar, men også lidt som et barn fanget med fingrene i kagedåsen. "Han er arving nu. Ansvaret tilfalder ham alligevel en dag."

[Veronique af Sangy]

Veronique var uden tvivl som en lavine, der kom ind fra nord; til stede for at rykke alt op med rod og spolere fred og fordragelighed. Intet af det ville dog være nødvendigt, hvis blot alle medlemmer af familien var sig sit ansvar bevidst. Og det var tydeligvis ikke tilfældet.

"Sandt som det er, så er han ikke opfostret til at arve," svarede hun. "Du kan ikke forvente, at han kan varetage ansvaret uden vejledning. Han er ikke -," begyndte hun, nøgtern, men fandt sig fanget i afslutningen på sætningen, som hun ikke havde nået at tænke til ende. Hun måtte klare halsen en enkelt gang, blikket ikke direkte mod ham, da hun færdiggjorde den i næsten det samme toneleje som før. Næsten. "Han er ikke Cédric."

[Pierre af Sangy]

Pierres udtryk stivnede, da Veronique nævnte Cédric. Han havde ikke for alvor bearbejdet sin ældste søns død og selvom død var en uundgåelig del af livet, så åbnede lige præcis dén for et tomrum i hans indre hjertekammer. Han slog blikket ned og stirrede på et punkt på skrivebordet.

"Theuderic er allerede en voksen mand, alt for villig til at overtage. Han ønsker ikke min vejledning," konstaterede han, ikke hårdt, men overbevist.

[Veronique af Sangy]

Cédrics død havde rystet den ellers urystelige Grevinde, og den var også grunden til, at hun ikke havde set sin mand i to år. Hun kunne dog ikke lade som om, at det ikke var sket og selvom Pierre så væk, forblev hendes blik på ham.

"Det er uden betydning, om han ønsker det eller ej," svarede hun, ikke hårdt, men heller ikke eftergivende. "Han har ikke den nødvendige viden, og vi kan ikke byde Sangy, at han skal forsøge sig frem."

[Pierre af Sangy]

Pierre kunne være ganske bestemt, når situationen krævede det, men det var ikke noget han nød særligt. Han rankede sig sig lidt nu og rømmede sig.

"Han står ikke alene," indvendte han. "Han har jo dig, også når jeg uvægerligt forlader denne verden." Han kradsede sig i nakken. "På mange måder ved du mere om at lede Sangy end jeg gør."

[Veronique af Sangy]

Veronique vidste ikke, om hun burde have forventet mere. På en måde var det ikke overraskende, men hun mærkede alligevel skuffelsen og den aftegnede sig i hendes blik.

"Sådan blev det," svarede hun, og selvom hun holdt af lenet og var god til at føre det, så var ville hun altid blot være grevinden; en forlængelse af sin mand, ikke sin egen hersker.

"Men han er, om du vil det eller ej, din søn og din arving, Pierre."

[Pierre af Sangy]

Pierre følte skuffelsen tungt på sine skuldre og sank en klump. Han undgik hendes blik og gav sig til at finde nogen papirer og lægge dem væk i den skuffe de hørte til i, for at få lidt styr på sine tanker. Hun var dog bestemt ikke glemt.

"Jeg ved at han er min søn," kom det efter et par øjeblikkes tavshed. "Og min arving. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal tale med ham, Veronique. Han er frygtelig opblæst og aldeles udenfor rækkevidde. Skal jeg til at opdrage på en mand i trediverne?" Han så op på hende. "Jeg har ikke den fjerneste idé om hvordan."

[Veronique af Sangy]

Veronique så svagt misbilligende ud, da han gav sig til at rode rundt og i et øjeblik troede hun, at han slet og ret ikke havde tænkt sig at sige noget. Hun afventede dog, blikket fortsat på ham, indtil ordene endelig kom.

Da de gjorde, formildedes hun dog en anelse - hvilket var noget nyt. Noget, der ikke ville være sket før Cédrics død. Hun tog en indånding og tillod sig, trods manglen på invitation, at tage plads på en lettere ukomfortabel stol på den anden side af hans bord. Utvivlsomt til elever.

"Og det er netop derfor, at du har mig," konstaterede hun, blikket på ham, selvom ordene føltes lidt finurlige. Hun mente det dog og bare i et sekund falmede hårdheden lidt og hun smilede i stedet. Meget svagt, og absolut udmattet, men dog et smil. Blikket var dog kun mere alvorligt nu.

"Jeg vil gøre, hvad jeg kan for Theuderic, for de andre børn og for Sangy, men jeg vil ikke længere gøre det uden din indblanding, Pierre."

[Pierre af Sangy]

Pierre lyttede og rynkede panden dybere. Han sank selv ned bag skrivebordet og så over på sin hustru på den anden side af det. De havde altid haft et godt partnerskab, men de sidste to år var breve blevet færre og færre og korrespondancen til sidst døet ud. Hans skuldre sank og han kunne ikke nægte, at han havde sluppet tøjlerne.

"Jeg havde rent glemt hvor bestemt du er," musede han, let bekymret, men ikke helt uden varme. Der var engang, hvor han havde higet efter hendes opmærksomhed og ønsket at hun så ham i et andet lys. Det havde han opgivet. Deres ægteskab var venskabeligt. Intet mere. Hun havde aldrig ønsket mere.

"Hvad er din plan?" Han gik ud fra at hun havde en.

[Veronique af Sangy]

Det var, da han satte sig, at Veronique for alvor så ham. Meget var sket på de to år. Håret var lysere nu, og han virkede anderledes. Hun dvælede ved det en stund, men lod sig ikke distrahere.

Hans ord trak da også et dæmpet, svagt muntert fnys fra hende. Hænderne blev foldet i skødet. "De er alle tre længe giftemodne," indledte hun. "Den del påtager jeg mig, selvom jeg kan forstå, at Theuderic er i gang. Med din tilladelse, naturligvis."

Nåja, hun havde da altid respekteret ham. Gjorde det også nu, selvom han også frustrerede hende. "Til gengæld ser jeg gerne, at du flytter tilbage i dit eget hjem. Så Theuderic kan få plads til at lære, og ikke blot må lede hovedløst."

[Pierre af Sangy]

Giftemodne. Pierre så lidt håbløs ud et øjeblik, før Veronique påtog sig at lede dét slag og han nikkede selvfølgeligt. Han havde ingen ønsker om at styre fartøjet ind i Levagnys ægteskabsmarked. Der var en grund til at han havde ladet børnene sejle deres egen sø.

Kravet om at flytte tilbage i byhuset fik hårene til at rejse sig i nakken på ham, men han tvang et nik mere ud af sit kranie.

"Han kommer til at hade det," konstaterede han. Samtidig mente han også at han selv ville. Tabet af at blive opvartet hvert øjeblik havde til gengæld vundet ham enormt meget frihed. "Og jeg ved snart ikke hvad jeg kan lære ham længere. Men jeg skal gøre hvad jeg kan."

[Veronique af Sangy]

Veronique havde lært, at Theuderic havde varetaget børnenes forlovelser indtil nu og det forekom hende foruroligende. Hun frygtede, at det ville kræve et større udredningsarbejde, men det måtte hun se til. Lige nu var fokus på at få greven på plads.

Hun afventede da også, indtil han til sidst nåede frem til det rette svar og hun nikkede. Ansigtet mere træt og mindre skarpt, end det havde været for to år siden. "Udmærket," svarede hun, selvom hun også selv gav afkald på sin egen frihed ved igen at skulle dele hjem - og måske endda værelse.

"Der kommer en tid, hvor vi kan give ansvaret videre. Når de alle er gift, og arvefølgen sikret. Indtil da må vi gøre vores pligt," slog hun fast, tøvede et øjeblik og tilføjede så, mere atypisk. "På en måde, der harmonerer med dit liv her."