Nye boller på suppen

[Pierre af Sangy]

Pierre vidste udmærket at ønsket om at få ham tilbage til byhuset ikke var et ønske om at dele seng med ham. Veronique havde aldrig udvist nogen særlig tiltrækning af ham. Han var vokset op med at ægteskab, romantisk kærlighed og fysisk tiltrækning var tre forskellige ting og ikke nødvendigvis hang sammen og det var blevet bevist for ham. Han synes godt nok stadig, at hun var en smuk og formidabel kvinde, men han havde for længst opgivet at se på hende som anden end en samarbejdspartner.

Nu blev det samarbejde igen stadfæstet. Han tog en dyb indånding. "Så længe vi står sammen om det," konstaterede han. "Så skal jeg nok bidrage med det jeg ved. Men jeg mente hvad jeg sagde om din viden om Sangy, Veronique. Jeg har ikke været der. Det er dig, der er eksperten i hvordan det går med det nu."

[Veronique af Sangy]

Der var engang, hvor Veronique havde drømt om en stormfuld romance. Kærlighed, der fejede benene væk under hende. Pierre af Sangy havde ikke passet på det billede og måske havde det ledt til, at hun havde forspildt en chance for noget, der kunne have været. Hun havde dog også, selv fra start, altid følt sig sekundær for ham og nu spekulerede hun ikke længere over det. De var, hvad de var og hun hadede ham skam ikke, selvom han ofte havde været en kilde til frustration.

Nu smilede hun dog ganske svagt over hans ord og nikkede en enkelt gang. "Det er mit ønske," konstaterede hun, og det ville da utvivlsomt også være en kærkommen forandring udadtil. Privat vidste hun ærligt ikke, hvordan det ville gå. De havde ikke for alvor samarbejdet i mange år. "Og det er der, i mine øjne, råd for. Jeg har ingen planer om at rejse tilbage til Sangy foreløbig, Pierre. Jeg har tænkt mig, at indvie både du og Theuderic i Sangys nuværende affærer."

[Pierre af Sangy]

Sikke en formidabel trussel. Ingen planer om at rejse. Pierre sank og nikkede. Hans liv i blød fornægtelse var slut. De barske realiteter i form af furien var ankommet og han havde bare at makke ret. Et lavt suk forlod ham.

"Kan omvæltningen vente, dog, til jeg har tilset mine patienter og dikteret rapporterne? Jeg kommer og spiser med i aften i byhuset."

[Veronique af Sangy]

Veronique nærede ingen forestillinger om, at hendes tilstedeværelse var ønsket, i hvert fald ikke af ham, men det var, hvad det var og hun havde lært at affinde sig med mest af alt at være et distraherende element for ham.

Blikket gled over ham en enkelt gang. "Det skulle jeg mene," svarede hun. Ærligt havde hun også selv brug for at hvile sig, lige ankommet fra Sangy, men hun skjulte udmattelsen godt. Hun rejste sig. "I så fald skal jeg ikke forstyrre dig længere," konkluderede hun. Selvom genforening efter to års adskillelse måske ikke burde betegnes som forstyrrelse.

[Pierre af Sangy]

Pierre modsagde ikke, at det var en forstyrrelse. Han smilede svagt og nikkede, før han tog en dyb indånding.

Inden hun gik, klarede han halsen.

"Jeg beklager, at jeg har været en skuffelse på så mange fronter," konstaterede han. Ikke sarkastisk, i bidende. Blot ærligt.

[Veronique af Sangy]

Veronique forventede ikke for alvor flere ord, men da Pierre alligevel talte, stoppede hun op og så tilbage på ham. Hendes bryn trak sig let sammen og i et sekund eller to så hun på ham, før hun rystede ganske let på hovedet. For fem år siden havde hun måske reageret anderledes, men hendes træk virkede mildere nu. Som om nogle af kanterne, bare i et øjeblik, var blevet slebet af.

"Det er et listigt træk af Guderne at skænke så vigtig en gave til én, der ikke kan hellige sig den fuldt," konstaterede hun, ikke blind for, hvad der havde trukket i ham i alle de år. "Det holder jeg ikke imod dig."

[Pierre af Sangy]

Pierre havde troet at Veronique ville gå. Da hun i stedet tog ordet, så han lettere forbløffet op. Hendes valg af ord var ikke mindre forbløffende, men et fjernt, lidt trist smil fandt forsigtigt hans læber.

"Gudernes veje er uransagelige. Måske ønskede de at lade en stærk kvinde lede Sangy?" Han klarede halsen let. "Men jeg skal nok komme i aften. Velkommen tilbage til Levagny, Veronique."

[Veronique af Sangy]

Muligvis var hun også selv forbløffet, men hun mente det skam. Der var meget, der kunne have været og i et øjeblik spejlede udtrykket i hendes blik hans. Et svagt smil rørte læberne og hun bøjede nakken i et let nik som det eneste svar, før hun forlod ham der.

De sidste ord blev dog ved hende lidt, og hun tog en indånding. Ja. Nu var hun for alvor tilbage.

Lukket