Kunder i biksen

[Aalis Langekniv]

Tråd tilegnet Eirik Våbensmed

Smedjen - Håndværkerkvarteret

Sen eftermiddag

Regnvejr

Det var lortevejr. Rigtigt lortevejr, for at sige det mildt. Aalis havde spenderet det meste af eftermiddagen nede på havnen blandt fiskerne, der havde gået og bokset med at få dagens fangst i land. Midt i kaosset af regn og gnavne fiskere, var det som regel nemt at stjæle fra uopmærksomme borgere, der blot ønskede at skynde sig i mål med deres arbejde, så de kunne komme hjem i deres tørre boliger. Således havde Aalis haft en god indtjening denne dag, til trods for at hun lignede en druknet mus. Hun havde købt lidt forskelligt på markedet for nogle af de penge hun havde tilranet sig og hun havde nu sat kurset imod smedjen i håndværkerkvarteret, hvor hun havde et mindre ærinde. 

Hun havde trukket hætten op, som hun stod med sin mørke kappe trukket om sig. Ét par mørke lokker klistrede til hendes kinder, men hun gjorde intet, for at feje dem bort under hætten. Istedet stod hun blot  og betragtede smeden, som han arbejdede, for en kort stund. At snige sig op på folk, var trods alt noget af det hun var bedst til. - Til sidst rømmede hun sig dog atter, som hun hævede blikket en smule imod ham. "Kan du tage arbejde ind idag?" Spurgte hun, velvidende om at det var ved at være sent på eftermiddagen, selv for en håndværker.

[Eirik Våbensmed]

Det var en dag som i dag hvor Eirik hadede at hans smed kun var dækket til på to af dens vægge. Resten stod åben, og det gjorde også at vinden trak og sled i de ellers varme gløder. En eller anden dag måtte han se at komme i gang med at sætte de sidste bjælker på plads så der kunne blive tørt og lunt hele året.

Han svingede hammeren i takt til vindens musik, og hvis han stod helt stille og lyttede kunne man høre en lettere brummen der vist nok skulle forestille en sang. Til en start hørte han ikke pigebarnet. Eller måske ignorerede han hende med vilje.

"Hvad vil du Aalis." mumlede han og stoppede sine slag med hammeren før han vendte sig mod den unge pige. Han tørrede en hånd over det våde ansigt og skar en grimasse. "Det ved du godt ikke er muligt." sukkede han træt.

[Aalis Langekniv]

Aalis himlede med øjnene for sig selv, som Eirik trak tiden ud. Læberne trak ud i en stram mine, som hun betragtede den gamle og rank og stolt stod hun der foran ham, selvom hun kun var halvt så høj som han og lignede en der havde været en tur nede og bade i havnebassinet. ”Tror du jeg ville spilde min tid med at gå herop, hvis jeg mente det ikke var muligt?” Spurgte hun køligt, som hun lidt nysgerrigt rakte ud efter en kniv der lå på siden af smedebriksen. Hun vendte og drejede den lidt for at trække siden ud, før hun let smed den fra sig igen. Spurgte man hende, var det tydeligvis ikke noget hun kunne have interesse i. ”Jeg har en kniv der skal have fæstnet skaftet og slibes.” Bemærkede hun, som hun løsnede en lillebitte læderpung fra sit bælte og i to fingre viftede den lidt udstrakt foran næsen på ham.

[Eirik Våbensmed]

"Hm. Det er sket før." Eirik havde afvist Aalis et par gange, og i dag var ikke nogen undtagelse. En pige som hende skulle man have overskud til at tale med og smeden var i det hele taget ikke i noget særlig godt humør. Han skulle til at brokke sig over hendes lette fingre men lod hende til sidst se kniven an. Han ville vide hvis hun stak den i lommen og pigebarnet plejede ikke at være så åbenlys i hendes gøremål, desuden vidste hun vel hvad der ville ske hvis hun forsøgte at stjæle fra ham?

"Nå så du er her rent faktisk af en ordenlig grund denne her gang" brummede han med et hint af fornøjelighed i stemmen før han vendte sig mod hende endnu engang. De sodede fingre tørrede han af i det slidt forklæde han havde på og rakte den stærke hånd frem for at se det lille våben.

"Den har ellers holdt i et stykke tid denne her gang, er du sikker på du ikke snart skal have dig en ny?" Han kunne give hende en god pris ved at beholde den slidte klump af en kniv hun havde nu, til at smelte om til noget andet.

[Aalis Langekniv]

Et lille fnys forlod Aalis. Et smil gled dog derpå over hendes læber og hun lukkede næven en smule om den lille læderpung, imens hun lod Eirik tage notits af kniven. Hun løftede hagen en smule, som hun selv stod og nærstuderede smeden mens han vurderede hendes våben og eftertænksomt bed hun sig lidt i underlæben, som hun rynkede brynene en smule ved hans forespørgsel. ”Det kommer an på tilbuddet.”

[Eirik Våbensmed]

"Det kommer stadig til at koste dig" svarede Eirik med rynket bryn før et smil langsomt banede sig vej. "halvtreds kobberstykker og en sølv" Det var et røverkøb og det var ikke noget den hårdhudet smed nogensinde ville gå med til ved nogen anden. Men han kunne godt lide Aalis, og han ville jo også bruge resterne af hendes kniv til at lave den nye, så det gav kun mening at prisen blev lavere.

"Ah, lad os sige fyrre kobberstykker og en sølv, hvis du spiller en omgang terning med mig"

[Aalis Langekniv]

Penge var ikke noget Aalis vadede i, på trods af at hun havde en ganske god indtjening for sig selv. Hun var dygtig til det hun lavede. Hun var hurtig…fingernem…Og ikke mindst listig og lille, så hun kunne løbe om hjørner med de fleste. De mørke øjne gled eftertænksomt hen over smeden, som han kom med sit bud og hun knugede læderpungen en smule, som hun brummede lidt tænksomt for sig selv og regnede på forslaget. Prisen var egentlig fair i sig selv…Men ikke destomindre, så pigen atter sit snit til at stramme buen en smule mere. ”Femogtredive kobber og en sølv, hvis jeg vinder.” Bød hun, som hun foldede hænderne lidt bag på ryggen, som hun talte. Fræk som en slagterhund kunne hun være...Men trods alt, vidste Aalis godt at hun kunne lokke Eirik en smule, hvis der var spilleri på højkant. - Desuden, tilbød hun ham også lidt ekstra. ”Hvis du vinder, har jeg derimod et halssmykke med en blå sten, du kan få oveni din egen pris.”

[Eirik Våbensmed]

Eirik så mindst lige så tænksom ud som hende, trods brynene var det større. Der gik et øjeblik som han vejede det i hovedet. Han havde spændt ben for sig selv ved at foreslå terning, han kunne aldrig sige nej til et godt spil, særligt ikke med en der var mindst lige så god som ham selv.

"Okay. Lad os." svarede han og trak de to skamler og det lille bord ud så de begge kunne sidde under smedens tag uden at blive for kolde. Ilden fra gløderne ville desuden holde dem varme.

[Aalis Langekniv]

Aalis afventede roligt smedens svar, som han tydeligvis afvejede hendes tilbud. Et lille smil gled over hendes læber, som han indvilgede og hun tog derpå imod den ene skammel efter at have stoppet den lille læderpung ind i inderlommen på sin kappe. Hun skubbede skamlen ind til bordet, før hun satte sig på den og lænede sig lidt afventende ind over bordet imens Eirik fandt sine terninger frem. ”Jeg syntes snart oftere jeg ser din datter end din søn i smedjen, når jeg bevæger mig forbi her..” Kommenterede hun nysgerrigt.

[Eirik Våbensmed]

Eirik satte sig tungt på skamlen og skubbede bægeret med terninger over mod hende. Let lænede han sig tilbage og betragtede Aalis som ordene foldede sig hen over hendes læber. Han var igen stille. Han vidste godt at det var Svaris passion og drøm om at overtage smeden, og noget i ham ønskede også at gøre det. Men hun kunne ikke gøre det alene, og slet ikke uden børn at videregive hendes gave.

Nej Magnus var nødt til at gøre det så godt han kunne, og sådan var det. "Magnus er ung, han har vel andre ting at give sig til.." svarede Eirik og sukkede før han løftede bægeret og rystede det. Nu ville han spille og ikke snakke om hans børn.

[Aalis Langekniv]

”Hrmm….” Aalis brummede blot en smule som svar til Eiriks ord. Hun tog imod bægeret, som han rakte hende det og hun rystede det en smule, før hun lod terningerne glide ud på bordet. Derefter samlede hun dem op, lagde dem tilbage i bægeret igen, blot for derefter at række det tilbage til ham.

[Eirik Våbensmed]

Sådan blev de ved i et godt stykke tid. Efter to spil stod de lige og Eirik var i gang med at kaste sit sidste slag. Med tungen lige i munden lod han terningerne falde mod det lille bord.

Længe studerede han de sorte øjne. Han så ikke særlig tilfreds ud da han lænede sig tilbage i skamlen med et suk. "Alright.. Du må hellere gemme det smykke til næste gang vi skal spille" svarede han og rejste sig.

Hvis han skulle nå at blive færdige med hendes kniv, måtte han se at få gang i den nu.

[Aalis Langekniv]

Ud af de gange Aalis og Eirik havde spillet terninger, havde det faktisk været rimelig 50/50, hvem der var løbet med gevinsten. De matchede hinanden godt på den måde. De formåede at matche hinandens spil og ikke mindst niveau, sådan som de lå relativt klods op af hinanden. – Hvis man da kunne sige det sådan, med et spil baseret på tilfældigheder.

Som Eirik rejste sig, flyttede Aalis på sig. Hun placerede sig på bordet, så fødderne kunne hvile på skamlen og hun lod så ellers albuerne hvile lidt på knæene, som hun tog øjemål af den anden Hasneaner. Hun fiskede dog så alligevel en anden kniv op, som hun havde siddende i sin støvle og hun fumlede lidt dermed af ren og skær brug for at pille ved noget. Hun var trods alt ikke god til at sidde stille. "...Du er også nordfra." Konstaterede hun så. "Man kan høre det på dig."

[Eirik Våbensmed]

Eirik gik i gang med forberedelserne til omstøbningen af kniven. Han var ikke god til at have tegninger liggende som Svari kunne. Alle hans design sad limet i hans sind og han derfor allerede lagt en plan for hvordan det hele skulle forløbe; hvordan han skulle slå, bøje og forme.

"Mmh.." brummede han og nikkede. "Det kan jeg ikke løbe fra" svarede han og skævede smilene til hende. "Hvilket du heller ikke kan" bemærkede han imellem hammerens slag.

"Du har aldrig fortalt mig hvor din familie er." fortsatte han og gned sin hånd hen over hans pande.

[Aalis Langekniv]

”Hmpf…” Et lille lattermildt fnys lød fra Aalis, som hun fumlede lidt rundt med bladet på den kniv hun sad med. – Den var ganske fin stadigvæk. Ikke særlig stor, men spids og skarp og ganske fin i bladet stadigvæk.

Smilet blegnede fra pigens ansigt, som smeden spurgte til hendes familie. Hun rynkede lidt utilfredst på næsen ved tanken om det hun havde efterladt nordpå og hun fæstnede derpå grebet lidt om skaftet på den kniv hun sad med. ”Nordpå.” Svarede hun køligt, tydeligvis noget uvildig til at snakke om dem. "Og gid de bliver der."