Kunder i biksen

[Eirik Våbensmed]

Eirik var tæt med de fleste andre hasneanere der boede i Levagny, og de byttede ofte vare og delte historier. Han skævede til Aalis da hun svarede på hans spørgsmål og overvejede kort at spørge mere indtil det.

Men nogen gange var det bedst at lade det ligge og pigen virkede heller ikke særlig interesseret i at tale om det, og Eirik skulle være den sidste til at presse på.
"Har du noget andet familie? Selvvalgt måske?" Man var nødt til at have nogen mennesker man kunne støtte sig til, lige meget hvor man befandt sig i samfundet.

[Aalis Langekniv]

Aalis lod ganske let spidsen på kniven borde sig ned i kanten på den tønde hun sad på. Hun lod de mørke øjne hvile lidt på spidsen af kniven, som den borede sig lidt ind i træet, men hun sad egentlig bare og fumlede lidt uskyldigt, som hun brummede lidt eftertænksomt over Eiriks spørgsmål. ”Hrmm…Nej..Det kan jeg vist ikke prale af.” Erklærede hun, som hun til sidst atter løftede hovedet en smule og så på ham. ”Men jeg har heller ikke brug for nogen.” Konstaterede hun derefter. ”Trods alt…Så kan man ikke stole på andre end sig selv i den her verden.”

[Eirik Våbensmed]

Eirik var stille et øjeblik. Det forklarede mange ting ved Aalis person at hun ingen familie havde og at hun ikke selv mente at hun havde brug for en. Selvom smeden selv nogen gange foretrak at være alene så var der intet som følelsen at komme hjem til de mennesker der betød aller mest for ham.

Han brummede let. Hun var alt for ung til at være alene, men hun var ikke hans barn og han vidste ikke engang om de var venner. Så han nikkede blot en anelse fraværende og lod i stedet opmærksomheden feste sig på essen og de varme gløder. ".. Det er nu rart at have mindst én man kan stole på" sagde han alligevel efter et øjeblik.

[Aalis Langekniv]

Aalis brød sig egentlig som sådan ganske godt om våbensmeden. Han snagede ikke for meget, men virkede heller ikke uinteresseret. Havde hun selv kunnet fra - og tilvælge sin familie, så nemt, som han syntes at forsøge at gøre det til, havde hun måske tilvalgt sådan en som ham. Ja…I virkeligheden havde hun nok ønsket at hendes far havde været mere sådan….Så var hun måske ikke endt op i hovedstaden, der hvor hun befandt sig nu…Men ikke detomindre, så var det der hun var…Og hendes vilkår var som de var, hvorfor hun også blot rynkede skeptisk på næsen over hans næste ord.

”…Det er bare ikke for alle at have, tror jeg…Det er et privilegie.” Svarede hun en smule bittert, som hun atter skævede ned imod kniven, som hun fumlede med. ”Så vær du taknemmelig, hvis du har dét.” Svarede hun lidt mere afmålt.