Nysgerrighed [lysfest]

[Robion af Suilleaux]

Det var blevet midvinter og til det hørte der naturligvis fejring. Robion af Suilleaux var da heller ikke en til at gå glip af en større hofbegivenhed, for selvom han tilbragte mange timer på universitetet, så vidste han også, at det var vigtigt at følge med der, hvor der skete noget. Han havde da også allerede talt med adskillige forskellige, da hans blik faldt på en i øjeblikket ensom nådigfrue.

Normalt ville det ikke være noget, der bød ham at tage handling, men eftersom han genkendte hende som Elaine af Vigny , krydsede han afstanden. Han havde et glas vin i den ene hånd, som ikke hindrede ham i at bukke ganske let. "Glædelig midvinter, Nådigfrue Vigny," hilste han høfligt, blikket på hende, som han rettede sig op igen. "Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer Dem?"

[Elaine af Vigny]

Som det meste af den resterende adel havde Elaine denne aften tilsluttet sig midvinterens fejring. Det var efterhånden længe siden at hun sidst havde været udenfor en dør. Men ikke destomindre, var det alligevel forfriskende. Hun var trods alt ved at blive en smule skruk af at sidde inde og alene bag hjemmets fire væk med sine broderier.

Det blonde hår var nydeligt sat under hovedlinnet og i dagens anledning var Nådigfruen iført en ganske nydelig lyseblå kjole med sølvbroderier. I hånden stod hun med et halvt glas vin, da Robion af Suilleeaux troppede op for at gøre hende selskab. Mere kendte hun ham flygtigt af navn og titel end af egentlig interesse. Men han arbejdede trods alt på universitetet ligesom hendes husbond.

”Magus Suilleaux…” Hun hilste ham høfligt, som hun udgjorde et nej for ham i hilsen og hun fremtvang et lille smil, som hun rystede vagt på hovedet. ”Nej. Det gør de ikke. Jeg stod blot i egne tanker. – Er alt vel?”

[Robion af Suilleaux]

Robion gjorde sjældent noget uden et formål og det inkluderede at tale med en nådigfrue blot for at redde hende fra ensomhed. Han smilede pænt og slap en dæmpet lyd i bekræftelse. "Ganske vel," forsikrede han og tog en lille tår af sit glas med vin.

Blikket gled interesseret over hende. "Jeg har ikke set Deres mand for nyligt," konstaterede han. "Han har måske travlt med sine studier andetsteds?"

[Elaine af Vigny]

"Formegentligt...Jeg ser ikke meget til ham selv." Nådigfruens ord var uden kritik eller hårdhed. Der var intet ondt i hendes ord. Tværtimod, var det blot en simpel konstatering. Elaine havde trods alt andre ting og bekymringer at tage sig af for tiden end at holde skik på sin husbonds færden, gøren og laden.

Hun nippede lidt til sin egen vin, som hun lod de lyse grå øjne flakke ud over folkemængden. "Sig mig, Magus, De må have noget på hjerte?" Spurgte hun, som hun hævede et bryn en smule af ham. Antydningen af et vagt smil ville være at spore på Nådigfruens læber, så man godt efter. Trods alt, sagt noget hende, at Robion ikke var en mand af småsnak og pladder. Han kom til hende med et formål. Han ville velsagtens have noget ud af deres konversation...Og tydeligt var det at Nådigfruen havde opsnappet netop dét. - Men hvad, var hun ikke sikker på.

[Robion af Suilleaux]

Robion havde absolut noget på hjerte og han brød sig godt om, at nådigfruen skar direkte ind til benet. Det var forfriskende og hans mundvige sitrede lidt, som det altid lidt intense blik hvilede på hende. Han slap en dæmpet, bekræftende lyd. "De er en skarp kvinde," komplimenterede han, selvom det ærligt måske ikke var så gennemskue, at han ikke var en mand, der blot holdt af småsnak.

"Netop derfor undrer det mig, at vi aldrig har set noget til Dem på universitetet," fortsatte han dog. "De er ellers, så vidt jeg har hørt, blevet gavmildt velsignet af Guderne?"

[Elaine af Vigny]

De blå øjne gled atter over på Robion, som hun kunne mærke at hans blik ligeledes hvilede på hende. Hun brummede vagt, men bekræftende for sig selv og nippede derpå en smule til sin vin imens hun lod ham tale. Hun kommenterede ikke på hans kompliment, men løftede blot brynene en smule forundret, ved hans næste ord. – Overrasket over at han syntes at have opsnappet viden om hendes evner. Smilet på hendes læber falmede en smule ved tanken og ansigtet fortrak sig i en mere alvorlig mine. Trods alt, havde hun i mange år lykkedes med at holde sin gave skjult for det meste af omverdenen.

”Nå, så det har De hørt?” Spurgte hun, som hun klarede halsen en smule. Hun vendte nu fronten lidt mere imod ham, som de stod og koverserede.

[Robion af Suilleaux]

Nuvel, det var ikke information, der var kommet ham let for øre. Snarere var det noget, hans skarpe hørelse havde opfanget; overhørt ved et uheld. Men hemmeligholdelsen gjorde ham kun så meget mere interesseret.

"Man hører et og andet," svarede han nonchalant, men blikket på hende var årvågnet. Et bryn skød let op. "Men det er måske ikke sandt?"

[Elaine af Vigny]

xEt lille fnys forlod Elaine. Det skulle trods alt ikke undre hende, hvis Robion i tide og utide ’opsnappede’ diverse rygter og historier på universitetet. At de netop skulle vedrøre hende, overraskede dog.

Hun fugtede således blot læberne en smule tænksomt, før hun spurgte; ”Hvad hvis det er? Hvorfor skulle det interessere det Dem?”

[Robion af Suilleaux]

Robion var ikke sikker på, om han anede en hvis krigeriskhed under det hele, men hvis det var tilfældet, gjorde det kun hans interesse større. Et høgeblik hvilede på hende, skarpt og uden at vige. Smilet på hans læber havde også en kant.

"Jeg har en ganske forståelig interesse i, hvilke gaver Guderne har skænket," svarede han og hævede et bryn lidt, som han tilføjede: "Og hvordan, de bliver benyttet." Blikket gnistrede, som han bøjede nakken let. "Nådigfrue."

[Elaine af Vigny]

Elaine havde altid holdt sin gave for sig selv. Hun havde aldrig direkte set behov for udvikle det potentiale hun besad yderligere. Hun var trods alt kvinde..Og først og fremmest mor, hvilket hun anså som sin vigtigste opgave at bestride korrekt og ordentligt. Hvad der så ellers kom, måtte være sekundært.

”Lad mig blot forsikre Dem om at der er udviklingspotentiale..” Erklærede hun, som hun nippede til sin vin. ”Hvis De endelig er nysgerrig, kan jeg dog fortælle dem at mine primære styrker ligger hos ilden og jorden..”

[Robion af Suilleaux]

Hvis Robion havde vidst, hvad hun tænkte, var han nok blevet rasende. Det var en hån mod Guderne ikke at bruge og udvikle den gave, de havde skænket og han havde altid ment, at Gaven vægtede højere end de traditionelle kønsroller. Han kunne dog blot forholde sig til hendes ord, som også fik øjnene til at knibe sig en anelse sammen, før interessen tog endnu et voldsomt spring op.

"Udviklingspotentiale, siger De?" musede han, som hans eget blik brændte lidt. Ilden var hans egen, mest trofaste følgesvend og alene tanken om den, fik varmen til at ulme i ham. Var næsten mærkbar, som han stod overfor hende. Hovedet gled let på sned. "Har Deres mand mon holdt Dem helt for sig selv, Nådigfrue Vigny?"

[Elaine af Vigny]

Elaines ord havde mest af alt været ment i spøg. Trods alt, havde hun på nuværende ikke megen god grund til at forsøge at udvikle på det hun var blevet skænket af guderne. I hvert fald ikke ifølge hende selv. Hun havde nok at tage sig til ellers…Og med alt det, som lige nu belastede hende psykisk, var timingen dårlig. Hun var sensitiv, følsom og i hormonel ubalance, hvilket alt sammen sammenlagt ligeledes bidragede til den egenkontrol hun ellers besad over sit jeg.

Hun lod de blå øjne finde hvile i Robions, der i lyset nærmest glitrede interesseret. ”Lucrèce af Vigny har travlt med at varetage sine egne interesser på universitetet.” Kom det en smule spidst fra hende. Et faktum hun ikke så grund til at andre blandede sig i. Og dog…Elaine og Lucrece havde aldrig været mere end blot husbond og viv. Deres ægteskab var praktisk. Og de havde hver deres roller at udfylde…Men når alt kom til alt, havde Elaine altid blot taget sig til takke med loddet som husets Frue.

[Robion af Suilleaux]

Nogen ville mene, at Robion ikke havde grund til at blande sig, men han så anderledes på det. Velsignet som han var med sin egen Gave, var han på mange måder en repræsentant for Guderne. Et bryn skød op.

"Og hvad med Gudernes interesser?" inviterede han, ikke blot af nysgerrighed. Guderne var kendt for at fratage de Gaver, de havde givet, hvis ikke de blev værdsat. "Et sådant potentiale bør ikke gå til spilde, nådigfrue. De ønsker vel ikke, at Guderne trækker deres velsignelse tilbage?"

[Elaine af Vigny]

”Gudernes interesser…De prædiker næsten, som var De ypperstepræst..” Kommenterede Elaine en smule underholdt og dog alligevel tydeligvis ikke helt tilfreds med at blive belært om hvordan og hvorledes hun udnyttede sin gave.

”Men måske vil De istedet uddybe Deres egen interesse for mig? Ja, for et noget bunder Den velsagtens i?”

[Robion af Suilleaux]

Det var ikke første gang, han havde hørt noget lignende, men han tog det ikke som en fornærmelse. Han var selv gavmildt velsignet af Guderne og dem yderst hengiven. Utvivlsomt ville han have været en dygtig ypperstepræst, men Mithras havde tydeligvis skænket ham gaven med et andet formål og han var ikke én til at gå mod herskergudens vilje.

"Er det ikke åbenlyst, Nådigfrue Vigny?" svarede han med et blik, der brændte let. "Gaven er skænket til os for, at vi skal bruge den. I mine øjne bør den altid veje tungest; tungere end arv, ægteskab og endda blod. Hvis De er velsignet, så bør det komme til sin ret."