Nysgerrighed [lysfest]

[Elaine af Vigny]

Elaine hævede brynene i skepsis af den mørkhårede herre. Jo…Det var velsagtens åbenlyst..Men ikke destomindre fandt hun, at han snagede i anliggender, der ikke vedkom ham.

”Javist…Men heldigvis er vi nu engang til dels også herre over eget liv. – Og dertil kommer det, at jeg vægter mine børns uddannelse og velbefindende højere end min egen.” Konstaterede hun roligt, før hun tilføjede; ”Gaver som vores, skaber desuden både ulighed og kaos. Det ene bringer ofte det andet med sig.”

[Robion af Suilleaux]

Det var på grænsen til blasfemi og Robions blik glødede lidt, som han så på nådigfruen. "De påstår vel ikke, at De selv har højere magt over Deres end Guderne, Nådigfrue Vigny?" udfordrede han, men gav hende også mulighed for at indse sit overmod. Guderne var trods alt kendt for aktivt at blande sig i menneskenes liv og straffe de vantro.

"Tag ikke for let på, hvad Guderne har skænket dem og tro ikke, at De kender deres formål bedre. Uanset hvad De mener er vigtigst, er det i sidste ende ikke op til os dødelige."

[Elaine af Vigny]

”De lægger mig ord i munden, Magus Suilleaux. Jeg bryder mig ikke om det.” Konstaterede hun køligt. Elaines eget blik glitrede udfordrende, som hun betragtede Robion og ganske let, nippede hun til sin vin. Tænksomt, som hun overvejede hans ord nøje, men dog nægtede helt at trække i land.

Trods alt, gav de sidste mange måneder hende næppe megen grund til længe at kunne stå helt og aldeles fast ved sin tro på guderne. Men tænke hvad han ville, det måtte han.

[Robion af Suilleaux]

For Robion var det blot en anden måde for hende at sige, at han havde ret, og det tilfredsstillede ham. Ærligt talt fandt han sig også fascineret af denne nådigfrue, der havde så klare holdninger. Forkerte, naturligvis, men der var endnu håb for, at det ville ændre sig. Han fornemmede, at hun ikke var så stålsat, som hendes skarpe ord gav udtryk for.

“Ikke det?” musede han, kunne ikke lade være med at udfordre. Blikket hvilede på hende, som han tog en tår af sin vin. “Så fortæl mig endelig, hvad de sande ord er, Nådigfrue Vigny.”

[Elaine af Vigny]

Et fnys forlod Elaine. Hun tog øjemål af Robion, som han stod og mest af alt virkede som en der fandt det underholdende at genere og irritere hende. Hun nippede af sit glas og vendte sig så mere direkte imod ham igen. ”Jeg skylder Dem ikke noget Magus. Og Da slet ikke at forsvare mig selv eller mine meninger, blot fordi De er af en anden af mig.”

[Robion af Suilleaux]

Robions formål var reelt ikke at irritere hende og han gjorde det ikke blot for underholdningens skyld. Tværtimod var han reelt investeret i, at Gudernes vilje blev fuldført og han dømte hende lidt for, at hun ikke kunne se det.

“Måske ikke mig, Nådigfrue Vigny,” konstaterede han, upåvirket af hendes harme. Han tog en tår af sin vin og hævede et bryn lidt. “Men måske Guderne?” lod han hænge, før han smilede farligt og trådte et skridt tilbage. Uden mere forlod han hende stående der. Hun ville nok se, at de, der ikke værdsatte deres gaver, ikke ville blive ved med at besidde dem.

Forlader tråd