Dampen er oppe

[Cassia Serva]

Cassia lyttede villigt, selvom nogen måske ville have ment, at emnet var lidt ud over hvad man kunne tale om, når man sad nøgen med en anden kvinde end sin hustru i et bad, men hun havde ikke den slags kvaler. Hun lod sine egne hænder finde hans ben under vandet, uden at gøre noget dristigt.

"Du lyder trist over det," konstaterede hun dæmpet. "Jeg tror ikke jeg kan gøre Emir Schafari lykkelig. Slet ikke. Og jeg kan ikke forestille mig hvordan han skulle kunne gøre mig lykkelig, selvom jeg ikke tror han er en dårlig mand. Men det er noget andet end med dig og din hustru. I det mindste er der ingen af os, der ønsker at blive gift med hinanden. Jeg tænker det må være ganske ulykkeligt at elske en, der måske ikke elsker en tilbage."

[Philippe af Neaune]

Philippe slap en dæmpet lyd og lyttede til hendes ord. Hans bryn krøb lidt sammen og han vendte det nøje i sine tanker. Det var utvivlsomt ikke stedet og tiden, men det var alligevel første gang, han for alvor konfronterede sig selv med, hvad han egentlig følte for Genevieve af Neaune og af uvisse årsager kunne han sige det højt overfor Cassia. Skønt han ikke burde.

"Jeg ville gerne have haft, at det var anderledes," medgav han dæmpet, men lød ikke længselsfuld. Snarere eftertænksom. "Engang. Jeg havde altid drømmen om at elske," musede han helt lavmælt, før han nåede frem til en konklusion, som han følte sig absolut rædselsfuld over at indrømme. Selvom han måske ikke burde. Han havde været villig til at give sig hen, men noget havde altid været i vejen og med tiden havde det, der kunne være blevet til kærlighed, forvandlet sig til omsorg og respekt.

"Vi holder af hinanden," fortsatte han. "Men det er ikke... Mere."

[Cassia Serva]

Cassia tegnede en cirkel på Philippes lår og så lidt fjernt frem for sig, imens hun lyttede til ham komme frem til noget omkring sit forhold, som hun ikke vidste om han havde vidst allerede. Hun drejede hovedet og så på ham over sin skulder.

"Jeg forstår," svarede hun. "Jeg tror... Nogen ægteskaber bliver fyldt med kærlighed, men i andre ægteskaber må man bygge på gensidige ønsker og finde den ømhed man søger andre steder. Jeg tror du har meget ømhed at give."

[Philippe af Neaune]

Mange ville måske være blevet skræmt væk af den ærlige, følsomme snak, men det lod ikke til at være tilfældet med Cassia og det fandt Philippe sig taknemmelig for. Hånden gled over hendes knæ og gled om til bagsiden af hendes lår. Blide, eftertænksomme kærtegn, mens ikke åndsfraværende.

"Du har måske ret," medgav han. "Det har altid føltes forkert at søge andet," indrømmede han dog, næppe overraskende for hende. Han havde afvist hende flere gange. Der var da heller ikke kærlighed mellem de to, men alligevel en anden ømhed og fortrolighed, end han havde haft med sin hustru gennem mange år. "Men jeg kan ikke lade være at tænke nu, at det er det rette."

[Cassia Serva]

Cassia elskede ikke baronen. Det var alt for nyt et bekendtskab til at kunne erklære så voldsomme følelser. Hun vidste blot, at hun holdt af ham og helt instinktivt synes, at han var et godt menneske. Et menneske, som det var værd at yde omsorg. Han gav selv tilbage.

"Jeg tror det er rigtigt. Jeg har ikke lyst til at leve et liv uden den form for ømhed eller omsorg og du fortjener ikke at undvære det. Du er en god mand. Du fortjener det hele."

[Philippe af Neaune]

Det var måske farligt for Philippe at stole på denne unge kvinde, som han kun kort havde kendt. Havde hun været mere som sin frue, ville hun nemt kunne have udnyttet ham, men som udgangspunkt lyttede han til sine instinkter og fandt ikke noget alarmerende i dem.

Han smilede lidt over hendes ord og gav hendes knæ et blidt klem. "Og det samme gør du," konkluderede han mildt, før han trak hende lidt nærmere. Måske for at sidde bedre, men ikke kun. "Er du træt af at høre mig tale endnu?"

[Cassia Serva]

Cassia havde vendt hovedet frem igen og puttede sig villigt ind til hans krop, som han trak hende nærmere. Hun lænede baghovedet mod hans skulder og brummede let. Så forlod en munter lyd hende over spørgsmålet.

"Jeg ved ikke om det er muligt. Du er så behagelig at være sammen med. Jeg troede ikke man kunne føle sig så afslappet, imens man sad helt nøgen med et andet menneske."

Hun sneg sig til at plante et blødt kys på hans kind. "Fortæl mig noget om dig selv," udfordrede hun ham. "Noget som du ikke plejer at sige højt."

[Philippe af Neaune]

Philippe slap en munter lyd over hendes ord og foldede armene helt om hende. Hovedet blev bøjet ned mod hendes skulder og han slap en opfølgende brummen. Enig, selvom han var beskeden omkring hendes ros af ham.

"Mere, end jeg allerede har sagt?" drillende han dæmpet, men godmodigt og tog en indånding. "Hvis jeg selv havde kunnet vælge, havde jeg været helbreder og ikke ridder."

[Cassia Serva]

Cassia brummede lavt og bekræftende til spørgsmålet. Hun nød hvordan hun kunne mærke hans ånde mod skulderen og lukkede øjnene et øjeblik.

Et smil rørte hendes læber over det han valgte at sige. "Du har en helbredende gave?" På en måde var det langt fra overraskende. "Bruger du den til noget?"

[Philippe af Neaune]

Det var måske sat på spidsen, for hans Gave var utvivlsomt ikke stor nok til at gøre den store forskel, men det var sandt nok, at han engang havde drømt om universitetet; og måske ikke engang primært en magisk uddannelse.

"Hvor jeg kan. Det bliver mest til frostbid og underafkøling," svarede han og smilede svagt. Hans mænd havde dog før haft brug for det i de kolde vintre, ude på vagt.

"Men jeg har altid holdt af at studere. Jeg ville nok også have været en bedre underviser end ridder," konstaterede han muntert, selvom han ærligt var kommet efter det sidste. Nogle gange gik det bare ikke op for ham.

[Cassia Serva]

Cassia smilede lidt og synes egentlig kun det bidrog til at understrege hans godhed, at han også havde en evne til at helbrede andre. Guderne havde valgt godt, der. Hun løftede den ene hånd og strøg den ned langs hans arm.

"Er det for sent? Jeg ved ikke noget om nogen af delene, men kan man ikke undervise i at være ridder?"

[Philippe af Neaune]

Philippe fulgte hendes hånd mod sin arm med blikket. Tanken, hun bragte op, havde kort strejfet ham tidligere, men han havde aldrig for alvor underholdt den.

"Jo," medgav han tænksomt. Før, han havde taget Elyot til væbner, havde han været for ung. Nu?

"Ikke mens jeg endnu har en væbner, men efter. Det ville kræve meget at gøre både det og varetage mit folks interesser bedst, dog. Jeg ved ikke, om det er ladsiggøreligt."

[Cassia Serva]

Cassia smilede svagt og kærtegnede hans hud blidt.

"Det eneste du skal huske, hvis du bliver underviser, er at gøre det du lover." Hun klemte let lige over hans knæ.

"Hvis du lover en at vaske hende, for eksempel" tilføjede hun drillende.

[Philippe af Neaune]

Philippe kom til at le dæmpet over hendes ord og det var noget behageligt over det. “Javel, Frøken,” svarede han drillende, men også varmt og på en måde var det en god måde at skabe distance til, at det standsmæssigt snarere var ham, der kunne udstikke ordrer. Ikke, at han tog Cassias ord som en sådan.

Til gengæld løsnede han grebet lidt, men det var udelukkende for, at han kunne komme til at gøre som lovet. Ikke uden fascination af intimiteten i det.

[Cassia Serva]

Cassia lo lidt over Philippes svar og vandet skvulpede en anelse. Det var særdeles uvant at nogen tog imod odrer fra hende, men hun kunne godt lide dynamikken i det. De gjorde begge to deres for at bryde op i de roller deres forskellige stand satte dem i. Hun nød det næsten lige så meget som hænder på hendes krop.

"Det er Frøken Cassia, at du ved det," svarede hun muntert, tydeligvis uden at have alt for store idéer om sig selv. "Kan du nå sæben...?"