Dampen er oppe

[Philippe af Neaune]

Det føltes lidt som at gå på kompromis med noget og Philippe følte sig allerede tøvende, da han selv nærmede sig karret. Andre mænd ville måske ikke have anset noget af det for udfordrende, men sådan havde han altid været lidt sin egen. Og han var generelt ikke en mand, der gjorde noget, han ikke var komfortabel med, hvis ikke det var tvingende nødvendigt.

"Cassia," hørte han derfor sig selv indvende, selvom mange nok ville betragte ham som gal. Blikket søgte hendes, men han havde hele tiden været ærlig med hende og var det også nu. "Det her er ikke... Det er ikke den rette måde," konstaterede han og strøg en hånd blidt over hendes kind, forsøgende. Måske ville hun afvise det.

[Cassia Serva]

Cassia blinkede lidt over afvisningen og følte sig meget nøgen pludselig. Hun reagerede dog ikke voldsomt, men så blot søgende på Philippe og rynkede panden svagt.

"Fordi du er gift og du ikke tror på at jeg vil det af mig selv?"

Hun gav en lille smule op, uden at sige noget om det. Det kunne ikke være så svært at forføre en mand, kunne det? Skulle det være så svært?

[Philippe af Neaune]

Philippe burde have forudset antagelsen, men gjorde det ikke. Brynene gled til gengæld lidt på i forundring. "Nej," svarede han hurtigt, forsikrende. "Nej," gentog han, blidere.

"Omend det første nok burde være mig en hindring," sukkede han, men havde tilsyneladende overgivet sig. Fingrene havde trukket sig lidt tilbage, men ikke helt væk fra hende, som han forklarede sig.

"Jeg mente blot, at du fortjener bedre end et kar i en badstue," konstaterede ham dæmpet. "Et ordentligt sted."

[Cassia Serva]

Cassia trådte ud af vandet igen og tættere mod Philippe, imens han forklarede sig. Hun lagde en hånd tøvende mod hans brystkasse og så op på ham.

"Er det en invitation, Deres Nåde?"

Hendes stemme var lidt skrøbelig, men også håbefuld.

[Philippe af Neaune]

Philippe tog imod hende og lukkede en hånd blidt om hendes albue. Blikket mødte hendes og han smilede ganske svagt, men også søgende; måske selv håbefuldt.

"Philippe," bad han blødt og tog en indånding. "Og ja. Hvis du ønsker det," svarede han, men denne gang var ordene ikke et spørgsmål, blot høflighed. Fingrene strøg prøvende over hendes arm. "Men måske du blot vil sidde lidt med mig her nu?"

[Cassia Serva]

Philippe. Hun formede hans navn i tankerne og kunne lide det. Det passede godt til ham. Hun smilede svagt og nikkede. Hun ønskede det.

At han ønskede at hun blev var mere overraskende, men også det medgav hun.

"Jeg kunne vaske... Din ryg," tvang hun lidt frem, uvant med at tale så personligt til en adelig mand. "Uden bagtanker," forsikrede hun.

[Philippe af Neaune]

Philippe smilede ganske svagt over hendes tilføjelse, mens hans fingre fortsat vandrede undersøgende over varm hud. Denne gang hendes skulder. Det føltes uvant for ham og han slap en dæmpet, tænksom lyd.

"Tillad mig at begynde," bad han til sidst. Han havde brug for at distancere sig fra den standsmæssige forskel mellem dem og at lægge ud med at lade hende vaske sig, føltes ikke rigtig. Omvendt var bedre.

[Cassia Serva]

Cassias øjne faldt i et øjeblik over kærtegnet, før hun så ham i øjnene og nikkede. Hun tøvede et øjeblik, før hun trak ham blidt med sig til karret.

Det var en smule fumlende og akavet, men til sidst kom de da begge to ned i det. Ham bagerst, hende foran ham, ingen af dem med en trevl på kroppen i det varme vand.

[Philippe af Neaune]

Det var på en eller anden måde meget mere intimt end nogen af de stunder, som Philippe havde delt med sin hustru, og det var sandt at sige fascinerende for ham. Hun var varm og fugtig ind mod ham og han havde ikke andet valg end halvt at omslutte hende med både ben og arme, for at de kunne være der.

Det gav en uundgåelig nærhed, men han fandt den tiltalende og han kunne ikke lade være med at tage en indånding af hendes duft; fremmed for ham, men behagelig. En hånd strejfede hendes knæ i et blidt kærtegn og han sneg sig til at trykke læberne en enkelt gang mod hendes skulder, som skulle han bare lige se, om han kunne tillade sig det.

"Fortæl mig noget om dig selv," bad han dæmpet, impulsivt.

[Cassia Serva]

Cassia havde ikke tænkt over at det ville være nærmest mere intimt end selve substansen at sidde sammen i karret på den måde. Hun havde dog ikke for alvor noget imod det. Hans krop var varm og våd imod hendes og kysset på hendes skulder gav hende behagelige kuldegysninger. Hun lænede sig bagud imod ham og mærkede mange centimeter af ham.

"Hvad vil d..du gerne vide? Jeg er sikker på at jeg ikke har så meget interessant at fortælle om til en... Som dig."

[Philippe af Neaune]

Den intense fysiske kontakt var heller ikke bekendt for Philippe, men han var en anelse betaget af fornemmelsen af hendes varme, fugtige krop ind mod hans. Et sted nagede den dårlige samvittighed, men han holdt den nede.

Han kunne ikke se hende ansigt, men hånden lagde sig blidt mod hendes knæ. "Hvorfor tror du ikke det?" spurgte han mildt. "Dit liv er utvivlsomt lige så interessant som mit. Hvis ikke mere."

[Cassia Serva]

Cassia tyggede lidt på sin underlæbe, før hun lagde hånden over Philippes på sit knæ. Det var på en måde meget underligt at sidde der med ham og vide at de begge havde lyst til hinanden, men ventede mere eller mindre tålmodigt på et bedre tidspunkt og sted. Hun flettede fingrene ind mellem hans.

"Jeg tror," svarede hun tøvende. "Du må have oplevet flere ting. Jeg bruger næsten al min tid på at reparere tøj og pudse støvler og flette andres hår." Hun tog en dyb indånding. "Men jeg... Jeg blev født i Gustabis. Mine forældre blev foræret til Hertuginden ved hendes bryllup."

[Philippe af Neaune]

Philippe havde aldrig været en mand, der havde oplevet så gribende en passion, at han bare måtte have nogen lige på stedet. Måske ville det komme en dag, men han brød sig ærligt godt om den anden form for intimitet, som de delte nu. Løftet om noget mere, uden at det var forhastet.

Han lyttede til hendes ord og modsagde hende ikke, men lod hende tale. Det føltes forkert for ham, at mennesker kunne foræres til andre, men han var ikke fremmed for at blive født ind i en bestemt rolle. Han selv var det samme, selvom hans omstændigheder på nogle områder var heldigere.

"Så du er vokset op hos hende?" musede han. Han kunne naturligvis godt regne ud, at svaret var ja, men spørgsmålet var snarere rettet mod, hvordan det havde været.

[Cassia Serva]

Cassia nikkede og brummede bekræftende. "Hos familien, virkelig. Jeg er to år ældre end den ældste søn, Pierrot af Gustabis af Gustabis. Jeg passede ham nogen gange som barn. Han og Ridder Tebald og Nådigfrue Simmonete af Vigny. En efter en forlod de alle Gustabis. Jeg troede jeg skulle blive der i husholdningen, vel nok blive gift med en af de mandlige tjenere der."

Hun så lidt ned i vandet. "Var dit ægteskab også et, der blev arrangeret af andre? Må jeg spørge om det?"

[Philippe af Neaune]

Philippes fingerspidser tegnede mønstre mod hendes knæ og lår, uden at de nærmede sig noget upassende. Han lyttede til hendes ord, men nåede ikke svare, før hun havde stillet et spørgsmål. "Du må spørge om alt, hvad du ønsker," bemærkede han dæmpet, som brynene krøb lidt sammen. Samvittigheden rørte på sig igen, men mest bragt frem af minder om noget, der engang havde været.

"Til dels. Det var min moder, der først fik øjne for det, men jeg selv, der bad om hendes hånd," fortalte han dæmpet. Dengang fattede han ikke, at hun havde indvilliget. Det gjorde han stadig ikke. Måske var han også for ærlig, som han fortsatte, men han havde aldrig sat ord på det før. "Engang håbede jeg, at jeg kunne gøre hende lykkelig, men jeg tror aldrig, at det har været tilfældet."