Overvældende

[Lanval af Suilleaux]

Fleur af Aren

Det var mørkt da Lanval gik gennem Levagnys gader. Måneskinnet var det eneste der lyste dem op, ud over lyset fra husenes stuer. Han havde fundet ud af hvor Fleur boede og han ville besøge hende, selvom det nok var forkert af ham. Han kunne bare ikke sove. Hans tanker rumsterede sådan rundt i hovedet på ham, men Fleur kunne altid få ham til at føle sig bedre tilpas, så han var trasket afsted og var nu landet foran hendes vindue.

Forsigtig, lænede han sig ned og fandt en lille sten som han kastede mod hendes vindue med en afdæmpet bump. Derefter en til og en til. Han blev ved et par gange, indtil han overvejede om det overhovedet var det rigtige vindue, eller han havde fået forkerte informationer. Måske kunne hun ikke høre ham? Han trak kappen tættere om sig selv og overvejede om det bare havde været den dårligste idé i verden.

[Fleur af Aren]

Den rødhåret Aren havde valgt at trække sig tidligere på aften, med undskyldningen om at lektierne var mange. I virkeligheden havde hun ikke så meget som rørt en eneste af skriftrullerne fra universitet. Tiden var i stedet blevet brugt på at skrible videre på den nyeste fortælling om sammensmeltede lystne sjæle.

Fleur sad bøjet ind over den lille skrivepult på værelset, mens fjerpennen koncentreret gled henover et ark af sammenpressede plantefibre i en svag krattende lyd. Hun havde været i færd med at mætte stiften på fjerpennen med nyt blæk, idet hun blev afbrudt af en klingende lyd fra vinduet.
De nøddebrune øjne løftede sig og ansigtet vendt lyttende. Hun havde siddet så opslugt af sin egen historie, at Fleur ikke var sikker på det ikke bare var hendes fantasi der spillede hende et pus. Endnu et kling kunne høres ikke længe efter.
Der var intet træ, hvis grene kunne vokse sig lange nok til at ramme mod ruden, så det var med brynene trykket forundret sammen at stolen blev skubbet ud og vinduet dernæst åbnet. Blikket blev slået lidt rundt før det landede på en efterhånden noget velkendt skikkelse ”Lanval?” Udbrød hun noget overrasket, men sænkede straks stemmen og lænede sig længere ud af vinduet ”Hvad laver du her?”

[Lanval af Suilleaux]

Lanval vidste ikke helt hvad han havde regnet med, nu han stod her og hun havde åbnet sit vindue. Han åndede tungt ud og en lille sky af damp viste sig foran hans ansigt.
"Må jeg komme op?" Spurgte han bare, uden at svare på hendes spørgsmål eller vente på hendes svar. Det kunne han vel ikke rigtig, det virkede dumt at stå og råbe til hende at han havde brug for at være sammen med hende. I stedet, kravlede han bare op på en lille tønde foran et skur, videre op på skurets tag og så satte han begge hænder på vindueskande og hev sig selv op og videre ind gennem vinduet indtil han tilsidst satte en fod op i vindueskarmen og ventede på hun skulle flytte sig.
"Hej." Sagde han og smilede skævt.

[Fleur af Aren]

Om han måtte komme ind. Spørgsmålet kom mere bag på hende end Lanval’s fysiske tilstedeværelse nede foran vinduet.
Et flygtigt blik blev kastet tilbage over skulderen, ind kammeret. Løse papirer, lukkede skriftruller og enkelte bøger flød, primært på sengen. Det var midlertidigt ikke dem som gjorde Fleur varm i nakken, men derimod papirerne på pulten. Lanval var allerede i færd med at trodse tyndekræften, da hun vendte opmærksomheden tilbage ud i nattemørket for at svare ham og så var valget ligesom taget. Ikke at hun ville have forbudt ham det. Et greb, et afskub og hvad der føltes som et splitsekund efter var hun i øjenhøjde med væbneren. ”Hej.” Hilste hun tilbage med et lille fnis og veg fra pladsen foran vinduet.
Så snart han var inde trådte Fleur nærmere, for med behændige fingre, at få åbnet vinterkåbens spænde ”Beklager rodet, men jeg forventede ikke ligefrem gæster.” Sagde hun, uden så meget som antydning af fortørnelse over aftens udvikling.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval vidste godt det måske var lidt kækt at komme anmasende på denne måde, men det var det han tænkte han måtte gøre. Han havde heldigvis endelig fået fri, selvom hans ridder stadig var sur på ham.
"Nej. Undskyld jeg kommer brasende." Sagde han og smilede en anelse. Derefter lod han blikket glide rundt og så på hendes hjem.
"Så det er her du bor?" Spurgte han, selvom det var åbenlyst, han blottede derefter tænderne i et smil og så på hende med en lysende energi i sine øjne.
"På en eller anden måde passer det perfekt til dig." Bemærkede han, inden hans blik hvilede i hendes øjne igen.
"Har du det godt?" Spurgte han, mens hans hjerte bankede hurtigere ved glæden over at se hende igen.

[Fleur af Aren]

Fleur rystede hastigt på hovedet, så det lange hår slog sig omkring ryggen, da han begyndte at undskylde for at komme uanmeldt. Det havde været overraskende, men ikke en dårlig overraskelse.

Spændet blev åbnet og blikket løftede sig til hans ansigt, mens fingrene stod stille ”Antyder du at jeg er en rodet person i dit hoved, Lanval?” Hun kunne have lydt fornærmet, havde det ikke været for den latter der lå og boblede i overfladen. Fleur forventede derfor heller ikke et egentligt svar.
Kåben behændigt skubbet af skuldrene, hvorefter den blev lagt over ryggen på stolen ved skrivepulten. Papiret blev vendt med bagsiden op ad, før hun trådte hen til ham igen. ”Udover min kusine er ved at give min bedsteven et mindre livskrise, så har jeg intet at klage over.” Hun sendte ham et ærligt, skævt smil. Hånden strakte sig op og skubbede lidt af det mørke hår fri fra de lyse øjne ”Hvad med dig? Hvordan har du det?” Spurgte hun uden at tage blikket fra hans og med en oprigtig interesse.

[Lanval af Suilleaux]

"Det går nogenlunde." Sagde han, selvom det var en underdrivelse. Han satte sig ned på hendes seng og betragtede hende mens hun lagde kappen over en stol. Han havde lyst til at give op. Alting var for meget.
"Jeg har det som om alting er ved at falde fra hinanden. Ingenting er som det plejer. Jeg er nervøs for min prøve, min ridder er vred på mig og og.. jeg er en idiot." Sagde han og løftede hånden op til sit ansigt og lod den glide hen over kinden og videre op gennem håret.
"Jeg er en dårlig person." Bemærkede han og sukkede dybt."Jeg lader alle tro jeg er en helt. En god person. En der kan klare alting. Det er en løgn."

[Fleur af Aren]

Lanval’s ord lød på ingen måde videre overbevisende. Fleur havde været på nippet til at bede ham uddybe, hvad det skulle betyde, men den unge væbner kom hende i forkøbet og forbløffet måtte den rødhåret stå lyttende mens han krængede sit hjerte ud på sengekanten.

”Nej?” Hænderne lukkede sig omkring det skarpe ansigt, hvorefter hun med mere fast stemme slog fast ”Lanval, du er ingen idiot og du er ingen dårlig person, hører du?” Tommelfingrene strøg blidt over kinderne, mens Fleur forsigtigt lod hans hoved vippes tilbage, så deres øjne kunne mødes. De mørke øjne var fulde af alvor, men også en ægte bekymring for det tyngede sind han gik med ”Hvem er det der forventer du kan klare alt ting? Din ridder eller dig selv?”

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var ved at gå i spåner indvendigt. Det var så stort et pres og nu fortrød han næsten at han havde sagt noget sådan som hun reagerede. Han så op da hun løftede hans ansigt og mødte hendes blik. Derefter, rejste han sig op og løsnede sig fri fra hendes greb.
"Det er bare livet." Sagde han med et dybt suk. "Min ridder er vred på mig, jeg er nervøs for min prøve.. og min familie.. " Han bed tænderne sammen og tænkte på Helene et øjeblik, inden han vendte sig mod hende.
"Undskyld, jeg skulle ikke være kommet her." Bemærkede han, da han huskede hvad der var sket sidste gang han havde været i lokale med en kvinde og en seng.

[Fleur af Aren]

Hænderne faldt ned langs hendes sider, idet Lanval rejste sig og tvang hende tilbage. Hjertet sank som en sten i brystet, men ikke over de fysiske afvisning på hendes omsorg.

”Bliv, jeg skal nok lade være med at røre dig.” Bad hun og trådte ind foran ruten til vinduet ”Bare bliv og tal med mig, vil du ikke nok?”
Normalt var den rødtoppede ikke nogen større sortseer, men hun frygtede at han måske træffe dårligere valg end at snige sig ind til en komtesse efter mørkets frembrud, hvis hun lod ham kravle ud gennem vinduet mens han var så tydeligt plaget.

”Måske begynde med hvorfor du er bekymret for din familie? Er der sket dem noget?”

[Lanval af Suilleaux]

Fleur havde det så nemt. Hun skulle ikke leve op til noget eller bære nogle byrder. Hun kom fra en lille familie, en som folk ikke så sig meget efter som de gjorde med hans. Han vidste egentlig ikke hvorfor han var så oprørt over det hele og endnu mindre, hvorfor han lod det gå ud over Fleur.

Et øjeblik så han ud til at ville betro sig til hende, men så bed han ned i sin underlæbe og rystede på hovedet.
"Der er ikke sket dem noget. Desværre, er alting bare som det plejer at være." Sagde han og strøg fingrene gennem sit hår og lod sin hånd falde ned langs siden med en opgivende mine.
"Beklager Fleur, jeg kan ikke indvie dig i det." Sagde han og slog blikket ned.

[Fleur af Aren]

Fleur kunne ikke lade være med at fundere over ordvalget. Desværre. Øjenbrynene trak sig sammen så en lille rynke satte sig mellem dem. Var han skuffet over alt var normalt? Hun kendte ikke alverdens til dynamikken i Suilleuax, ikke mere end de lod omverden se, men med Lanval’s skuffelse over at alt var som det plejede var det svært at tænke dem som en homogen familie. Selvom han intet sagde, så afslørede afvisning alligevel langt mere end Lanval måske selv var klar over.
Han kunne ikke tvinges i tale. Hun havde ikke lyst til at tvinge ham til at tale.
“Så lad være, men du må tage mig for at være en idiot, hvis du tror jeg lader dig smutte af sted når du så tydeligt har ondt i inden i.” Stemmen kunne ikke helt undgå at farves let af den voksende frustration.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval kiggede på hende med stor frustration og smerte i sit blik. Derefter gik han hen til hende og stillede sig lige foran hende.
"Hvad vil du høre? Hvordan jeg forsøgte at redde en ung kvinde, blot for åbenbart at gøre hende gravid så hun måtte gå tilbage til sin mand? Vil du så gerne høre om hvor stor en idiot jeg er?" Sagde han med ansigtet kun et par centimeter væk fra hendes.
"Jeg er en bedrager Fleur. Alle kigger på mig og tænker, at jeg er en god fyr, men det er jeg ikke. Jeg er et ligeså stort røvhul som alle andre mænd." Sagde han, han havde altid ønsket at være anderledes, men han havde svigtet. Han kunne ikke leve med sig selv, ikke sådan som han havde det nu.

[Fleur af Aren]

Den unge Aren kunne ikke nå at forhindre overraskelsen i at farve hendes ansigt. Han havde muligvis gjort en, gift, kvinde gravid. Hun var på ingen måde forberedt på hverken sandheden eller Lanval der lænede sig halv truende ind. Overbevist om han gjorde det med vilje forblev Fleur stående, som var fødderne groet sammen med plankegulvet. Hun havde ikke tænkt sig at lade sig skræmme væk så let.

”Tvang du dig på hende?” Spurgte hun lidt skarpt, men gav ham ikke luften til at svare med det samme ”Der skal to til at skabe et liv, Lanval.” Påmindede hun med et bryn løftet sigende. Fleur ville ikke stå og bilde ham at hvad ham havde fortaget sig med kvinden var okay, men så længe han ikke havde tvunget sig adgang lå skylden på dem begge.
”Der findes ingen gode og onde personer, den slags findes kun i eventyrene. Mennesker er ikke skabt til at være perfekte, hvad der betyder noget er om vi angrer vores fejl og tager ved lære af dem,” Hænderne lagde sig mod den trænede brystkasse og pressede mod for at gene ham tilbage på kanten af sengen ”- og for mig at se er du alt andet end ligeglad, og det gør dig allerede bedre end de fleste røvhuler, så æt dig ned så du kan få ordentlig luft igen.”

[Lanval af Suilleaux]

"Nej. Aldrig." Sagde han og spærrede øjnene lidt op over hendes spørgsmål. Måske havde de begge været for impulsive, men han var ret sikker på at han ikke havde tvunget Helene til at ligge med ham. Det ville han aldrig gøre. Men han kunne ikke sige mere nu, Fleur måtte ikke regne ud at det var Helene han talte om.

Imens smerten fossede rundt i hans krop, forsøgte han at lytte til hendes ord, men de føltes en smule distancerede. Da hun puffede til ham, kom det bag på ham, men han lod hende føre ham tilbage på sengekanten. Pludselig var al vreden ved at fordampe og han følte sig nu helt udmattet. Han kiggede på hende med et opgivende blik, inden han lod sig falde tilbage så han faldt ned på hendes seng med et afdæmpet bump.
"Jeg ville bare hjælpe hende, men så gjorde jeg alting værre." Sagde han og sukkede dybt mens han så op i loftet med et fjernt blik.