Lille store verden, fuld af lys [Trådroulette, Lysetsfest]

[Édouard af Bois]

Forbeholdt | Olivia af Bois

Begivenhed | Fejringen af Lyset's fest på paladset, 21 december år 842

---

Hjemme på borgen havde der hverken været niecer, døtre, søskende, forlovet eller kone, der hev og sled i hans ærme for at komme afsted så snart dørende slog op. Praktisk af sind havde lensarvingen derimod brugt aftens begyndelse på at ordne de sidste papirer, så han med ryddet arbejdsbord kunne tilsluttede sig festlighederne, der allerede var godt i gang. 
Det var som et træde ind i et drømmesyn. Salen oplyst i et blødt skær fra de flakkende flammer, der lige så livligt som de mange dansene par. Den varme luft der trak tankerne tilbage til sommer varme dage og nætter. Antydningen af et smil trak i mundvigende idet Édouard greb vinfyldt bræger fra en forbi passende sølvbakke.

Han havde stået og konverseret med en mindre gruppe af velkendte ansigter, da han fik øje på hende. Det var ikke mere end et glimt før hun forsvandt ind i mængden. Édouard undskyldte sig overfor grupperingen, hvorefter han trak sig tilbage i samme retning den unge kvinde var forsvundet.
Man skulle have troet at det røde hår ville stå ud i folkemassen som et bål i natten, men ridderen måtte cirkulere længe blandt de fremmødte før de isblå øjne endeligt fandt hende og bekræftede hun ikke bare havde været et fantombillede.
Målrettede skridt bragte ham i hendes nærhver inden hun igen kunne nå at forsvinde som sand mellem fingrene.
"Nådigfrøken." Hilste han og bukkede let ved hoften for hende, øjnene venlige og smilet imødekommende "Må jeg må få denne dans?" En hånd strakte sig indbydende frem, håndfladen vendt op ad.

[Olivia af Bois]

Lysfesten var som altid betagende og en af Olivias yndlingstidspunkter på året. Hun så altid frem til det, da hun havde et tæt forhold til sin familie og elskede at bruge aftenen med dem. I år var dog særlig speciel, fordi det var hendes sidste tid hos familien. I det nye år, ville hun skulle finde en mand at gifte sig med og hun havde ikke tænkt sig at være kræsen. Hun havde allerede ventet længe nok.

Nu gik hun rundt til festen  og tænkte på sin kommende fremtid. Hun huskede Hertugindens ord om at tingene ville gå bedre end hun troede. Ville det virkelig det? Olivia var op taget af sine egne tanker, selvom hun befandt sig i en gruppe af komtesser. Efter hendes samtale med Flavia af Gustabis var hun pludselig blevet mere populær blandt de unge komtesser. Olivia var overbevist om at det måtte være hendes royale skær, der havde ramt hende og fået hendes skæbne til at skifte.

Da hun hørte en mandestemme bag sig, vendte hun sig om med en nervøs knude i sit bryst. Heldigvis, var han i det mindste pæn at se på. De andre komtesser fnes og sendte lange blikke mod Edouard af Bois. Olivia nejede og smilede venligt inden hun tog hans hånd.

"Selvfølgelig, Nådigherre." Sagde hun og lod ham føre hende ud på dansegulvet, hvor hun stillede sig så pænt an som hun kunne. Hun undgik dog at se på ham, da hun ikke ønskede at se hans reaktion på hendes grimme øjne.

[Édouard af Bois]

De stigende fnis, forsøgt skjult bag opløftede hænder ville have været nok til at efterlade baronsønnen med røde øre, havde han stadig været en knægt i sit 18 år. Til gengæld kunne det samme ikke siges om alle de unge frøkner i flokken, da Édouard imødekom de lange blikke med et indtagende smil.
Opmærksomheden snævrede efterfølgende hurtigt ind på den rødhåret i flokken. Hun var endnu kønnere tæt på og hendes hånd føltes så lille og spinkel, da hun lagde den i hans frembudte. Øjnene var dog dem han hæftede sig mest ved. Det havde ikke været meget mere end et glimt, men farveforskellen var så kontrastfuld at den var umuligt overse. Galant ledte han hende ud blandt de andre dansende par og tog opstilling.

Følgende tonerne førte han hende rundt ”Er det Deres første dans med en ridder?” Spurgte han med en oprigtig nysgerrighed. Han havde ikke kunnet undgå at bemærke, hvordan deres blikke ikke syntes at mødes. Det kunne skyldes almindelig generthed, men det virkede for bevidst et valg sådan som hun konstant formåede at undvige hans øjne med sine.

[Olivia af Bois]

Olivia mærkede hans store hånd omslutte hendes, hendes hjerte bankede nervøst, hun vidste godt hvem han var. Alle frøkenerne vidste hvem de ugifte mænd var, det var jo trods alt det der var deres mål denne aften, at fange en mands opmærksomhed.

Musikken startede og det samme gjorde dansen og hun mærkede hvor nervøs hun blev. Det var ikke normalt for Olivia at blive budt op til festerne, måske kun af ældre mænd som hun ikke var interesseret i og som lagde hånden lidt for langt nede på hendes lænd.

"Langt fra Nådigherre, til sidste fest var jeg heldig at danse med Nådigherre Julius af Dengare." Sagde hun og slog blikket ned.
"Jeg kan allerede sige, at De danser bedre end ham. Selvom jeg selvfølgelig altid er taknemmelig når nogen ønsker at danse med mig." Bemærkede hun.
Julius Dengare havde været igang med at finde en kone hele året, han var en berejst rig, købmand der havde købt sig til en lille baronstitel og nu følte han at han var en del af adelen, selvom ingen accepterede ham og han opførte sig ubehøvlet overfor alle de unge damer.

[Édouard af Bois]

Købmanden var ikke ubekendt for baronsønnen, men ligesom resten af adelen var det ikke pæne tanker han gjorde sig om Julius af Dengare. Manden havde ingen plads i hoffet og det var intet under at han stadig et år efter stod ugift, for hvem ville med rette lade sin datter ægte utøj som ham?

En varm lav latter slap ud, kort men ægte ”Med det vinindtag han har, så håber jeg så sandelig at jeg træder Dem mindre over tæerne.” Han sørgede for at hænderne ikke overskred de usynlige grænser og at afstanden mellem dem ikke kunne anslås som direkte uanstændig. Édouard havde intet ønske om at gøre hende forlegen. Han nærede trods alt et ønske om at kunne tale sammen når musikken skiftede til en ny melodi.
”Taknemmelig? De får det til at lyde som om ikke mange byder Dem op? Beklager min direkthed Nådigfrøken, men det har jeg svært ved at forestille mig er tilfældet med et ansigt som Deres.” Hun var måske ikke meget for at møde hans blik, men selv nedslået blik var det tydeligt hun var en perle blandt komtesserne. 

[Olivia af Bois]

Olivia smilede en anelse over hans ord og kom også selv til at grine lidt. Et øjeblik virkede hun næsten helt naturlig, men så huskede hun at hun skulle skjule sig selv og hendes smil forsvandt som dug til en klar himmel. Hun forsøgte at følge med sådan da musikken skiftede, et øjeblik var hun lidt bagud i de skridt der skulle danses, men hun sprang et par over og endte med at følge ham uden at snuble.

"Der tager De fejl Nådigherre, jeg er ikke særlig populær. Det er nok fordi min familie er så mærkelig og mine øjne er grimme." Sagde hun.
"Det er meget venligt at De danser med mig, jeg går ud fra at det må være en form for velgørenhed fra Deres side. Måske De andre mænd synes jeg er okay, når jeg har danset med Dem." sagde hun og smilede svagt.

[Édouard af Bois]

Så hun var en dygtig maske bærer noterede han sig, da smil og latter forsvandt lige så pludselig som de havde vist sig. En skam. Hendes latter var skøn, som en sommerbrise og smilet sin egen lille solskinsperle.
For det blotte øje var det knapt nok synligt, men Édouard skænkede tempoet i sine trin, da han mærkede hun havde svært ved at følge ham. Hun kom dog hurtigt efter det og i stedet for at kommentere på det, smilede han blot bifaldende.
Han selv endte med at misse det næste trin ved kommentaren om hendes øjne, men det lykkes hurtigt ridderen at genfinde takten. Forbløffelsen blev ikke mindre over hendes gisninger om hans motiver. ”Jeg havde håbet De ville gøre mig med selskab til en spadseretur i haven, når vi havde haft denne dans?” Øjenbrynene rynkede en anelse sig sammen ”Desuden kunne jeg ikke være mere uenig. Deres øjne er noget af det smukkeste jeg har set, Nådigfrøken.” Sagde han og prøvede endnu en gang at nå hendes blik med sit.

[Olivia af Bois]

I Olivias øjne blev hans bifaldende smil endnu et et tegn på hans velgørenhed. Han tænkte vel, at hun var helt håbløs og han måtte hjælpe hende, selvom hun havde travlt med at ydmyge sig selv på dansegulvet. Det var sødt af ham, men Olivia vidste at hun nok ikke ville snakke med ham igen efter denne dans. Hun kunne måske gå ud og finde en anden mand bagefter som ville have hende fordi lensgreven havde vist hende opmærksomhed.

Derfor var hans ord en stor overraskelse for hende og hun løftede øjenbrynene lidt, uden at kunne skjule en naturlig overraskelse. Det fik hende til at glemme sig selv et øjeblik og hun så ham i øjnene i længere tid end hun havde gjort før. Syntes han virkelig om hende? Det fik et lille smil frem på hendes læber og hendes øjne lyste op et kort øjeblik.
"Det vil jeg gerne." Sagde hun som svar på hans første soørgsmål. Hans kompliment fik hende til at blive helt rød i hovedet og hun slog blikket ned, mens et lille smil hvilede på hendes læber.
"Synes De det?" Spurgte hun, hun var overbevist om, at det var noget han bare sagde for at være venlig.

[Édouard af Bois]

Édouard var fristet til at lægge to fingre under den spidsede hage, da hun slog blikket ned efter han endeligt havde fået et ordentligt kig til de tofarvede øjne. Mere end et glimt, men slet ikke langt nok til at han havde set sig mæt i dem, men han holdt sig i selv i arge. En sådan gestus ville ikke være passende blandt de resterende gæster.

”Jeg-” Dansen bød de deltagende i et partnerbytte og afskar svaret. En blond, ganske køn, komtesse roterede ind på hendes plads. Høfligt trak mundvigene sig op ad, men opmærksomheden forblev på hans forrige dansepartner. Ikke for åbenlyst, der var jo ingen grund til at døje med et surmulende ansigt hos blondinen når det gik op for hende ridderen ikke sænkede hende større interesse, end at sørger for at føre hende elegant over gulvet.
Blondinen viste sig at være en frygtelig danser og Édouard måtte tage nogle ukurante trin for at sikre sig, at den rødhåret komtesse ikke endte ved den forkerte partner, idet kvinderne atter skulle skifte partner. 
”Hvad siger De til vi dropper dansen?” Spurgte han med et indbydende smil, da Olivia var tilbage hos ham.

[Olivia af Bois]

Olivia løftede blikket i det øjeblik de skiftede partnere. Hun så efter Nådigherren, men vendte så blikket mod sin nye dansepartner som var en ældre herre nok dobbelt så gammel som hende. Hun holdt blikket mod gulvet i al den tid de dansede sammen, men det undlod ham ikke fra at overbeglo hendes kavalergang og lægge sin hånd helt nede på kanten af hendes lænd. Hun var sikker på hun mærkede hans tommelfinger dykke ind i hendes hud.


Olivia var derfor lettet da hun igen var foran Nådigherren af Bois og da han tilmed foreslog de skulle droppe dansen, nikkede hun og smilede en anelse fordi hun var så lettet.
"Ja, gerne." Sagde hun og lod ham tage hendes arm og føre hende væk fra dansegulvet.
"Hvad ønsker De at gøre i stedet for at danse?" Spurgte hun og så ham i øjnene, mens hun ventede på hans svar.

[Édouard af Bois]

Édouard lod en eftertænksom brummen lyde ved hendes spørgsmål, mens han ledte dem væk fra brusende skørter og barm grådige blikke.
Et ulvesmil hang dog ved i den ene mundvig, da han vendte blikket ned og mødte hendes tofarvede ”Jeg må indrømme det er ganske fristende at kidnappe Dem, men for nu må jeg nok hellere holde mig til at invitere Dem med ud i haven.” Den frie hånd lagde sig henover hendes der var omkring hans arm, da han sænkede sine skridt ”Hvis De da stadig er interesseret i at gøre mig med selskab? Det står Dem frit for at brugte aften med Deres veninder, hvis De hellere vil være fri.” Blikket søgte flygtigt mod den nu tyndede flok af komtesser, som hun havde befundet sig med tidligere. Opmærksomheden faldt dog hurtigt tilbage mod hende.

[Olivia af Bois]

Olivia løftede øjenbrynene lidt over hans ord og blinkede et par gange, mens hun så undersøgende på ham. Ville han virkelig kidnappe hende? Måske skulle hun ikke gå med ham ud i haven? Hun huskede de formanende ord hun havde lært ude på pigeskolen, specielt Marie Merchande lektioner havde skabt en ærefrygt for hvor galt det kunne gå med mænd hvis man ikke var forsigitg. Olivia så derfor en smule nervøs ud, men haven var vel ikke så gal - hvad kunne der ske der?

Da han gav hende muligheden for at slippe væk, vendte hun blikket mod komtesserne der alle betragtede hende nysgerrig. Hun vidste dog, at deres interesse var falsk og kun var opstået, fordi andre mennesker pludselig fandt Olivia spændende. Hun havde heller ikke lyst til at gå tilbage til dem, derfor vendte hun smilende ansigtet mod ridderen.
"Haven lyder godt." Sagde hun og fulgte med ham derud i den kølige luft.

Udenfor var det allerede mørkt, men haven blev oplyst af en masse magiske lanterner der hang i snore. Det virkede dog stadig meget intimt og en smule skræmmende for hende at være alene med en mand som ham, hendes hjerte bankede hårdt og hun mærkede hvordan det fik hendes kinder til at blusse op.

"Jeg må vist sidde lidt ned." Sagde hun, fordi hun pludselig følte sig svimmel og endte med at læne sig en anelse ind mod ham, for at få lidt støtte fra hans stærke krop.

[Édouard af Bois]

Kontrasten mellem inde og ude var slående. Den frostklare luft nev i ansigtets blottede hud og fik hvide skyer til at dannes omkring næse og mund, for hver udånding. Sneen reflekterede lyset, fra de magiske lanterner, og gjorde om muligt haven endnu mere eventyrlig at færdes i.
Med moderate nik hilste Édouard på de få par, der ligesom dem havde søgt den friskere luft. Der var dog langt mellem de andre par.

Vægten på armen skiftede, da hun støttede sig ind mod ham og ytrede et behov for at sidde ned. Blikket vendte sig mod hendes ansigt ”Naturligvis.” Svarede han med antydning af bekymring i stemmen og skannede omgivelserne for et sted at sidde.

”Denne vej.” Lød det efter at havde ledt dem til nærmeste stenbænk. Han måtte slippe hende for at børste sneen væk, men sørgede for at holde et lille øje på hende skulle hendes ben give efter. En hånd blev rakt frem mod hende i et tilbud om støtte, skulle hun have brug for det, da bænken var børstet af.

[Olivia af Bois]

Stennbænken var en smule kold at sidde på, men det var bedre end at stå og føle sig svimmel. Hun kom sig langsomt, selvom følelsen af at være tæt på ham stadig gjorde hende anspændt. Hun havde aldrig været alene med en fremmed mægtig mand som ham og det fik hendes hjerte til at banke hurtigere. Hun støttede sig til ham, mens hun satte sig og lod sin hånd blive i hans indtil hun havde siddet lidt.

"Tak Nådigherre." Sagde hun og smilede en anelse. "Det hjalp at sidde ned, selvom det er lidt koldt." Bemærkede hun og trak sin hånd til sig og lagde den i sit skød.
"Tænker De slet ikke over, at det er pinligt for Dem at blive set sammen med mig? Der er så mange andre komtesser De kan danse med." Bemærkede hun og trak sine øjenbryn sammen mens hun så ham i øjnene, hun ville nødigt havde at hun spildte hans tid og han troede hun var nogen.

[Édouard af Bois]

Édouard tog plads på bænken ved siden af hende, men uden at slippe den lille hånd. Tættere end hvad han burde. ”Hvis det bliver for koldt for Dem, så sig til.” Sagde han og lod tommelfingeren bevægede sig i bløde strøg over håndryggen, i beskedent forsøg på at give hende mere varme.
”Kald mig endelig Édouard.” Tilbød han og sendte hende et smil. Forsikrede om det ingen test var.

Der var den igen, usikkerheden der i første omgang havde afholdt hende fra at lade ham se hendes ansigt ordentligt an. Hun tøvede ikke længere med at lades deres blikke mødes, men hun var stadig den samme lille usikre fugl som indenfor.
”Pinlig over at blive set med Dem?” Gentog han og mærkede hvordan smilet voksede lidt mere ”Slet ikke, men De mener måske at de andre komtesser har mere at byde end De selv har?” Kontra spurgte han, selvom han allerede mente at kende svaret.