Lille store verden, fuld af lys [Trådroulette, Lysetsfest]

[Olivia af Bois]

Olivia spærrede øjnene op da han foreslog at hun måtte bruge hans fornavn. Det var langt fra passende og hun tænkte ikke at det var på sin plads, så hun smilede bare høfligt til ham og blinkede lidt med øjnene, uden helt at turde gentage hans fornavn. "Edouard." Gentog hun og smagte lidt på ordet, selvom hun nok ikke ville bruge det igen.

"Måske ved De det ikke, men min familie er ikke særlig velanset blandt adelen. Min fader, ja, jeg elsker ham, men han er kendt for sine lidt skøre magiske eksperimenter." Sagde hun. "Så De må måske forberede Dem på, at folk ikke synes jeg er god nok til en som Dem." Sagde hun.
"Jeg siger det bare så De ikke spilder Deres tid." Bemærkede hun og så ned på hans hånd, som stadig var i hans. Hun følte sig en smule utilpas over hvor tæt de sad og hvor meget intimitet de delte. Måske havde han dårlige intentioner og troede hun ville være nem at more sig med bare for et øjeblik.

[Édouard af Bois]

Først nu gik det op for ham, at han ikke var bekendt med hendes navn, fornavne for at være mere eksakt. Interessen for de gifteklare komtesser havde de seneste år ikke været stor nok til at Édouard havde gjort sig umage med at huske meget andet hvilket ansigter der tilhørte hvilket slægtsnavne.

Panden rynkede sig i takt med hun forklarede. Øjenbrynene skød sig overrasket mod stjernehimlen, da det blev klart at hun var datter af den skøre Magus. Han burde have tilbud at følge hende tilbage til festsalen og takke for både dans og selskab, men blev mod alt forventning siddende.
”Ligner jeg en mand, som bekymrer mig om hvad andre syns? Folk vil altid hviske om en. End ikke kongen går fri fra sladder.” Han klemte blidt hånden under sin, hvorefter han slap og fjernede sin hånd. 

”Er De altid så betænksom eller er De det fordi De aldrig har fået andet valg, så det er nemmere at komme folk i forkøbet og tilsidesætte Dem selv?” Stemmen var hverken hårde eller spottende ved spørgsmålet.

[Olivia af Bois]

Olivia vidste ikke rigtig hvad Edouard lignede, hun kendte ikke særlig mange mænd og han kunne vel bilde hende hvad som helst ind og så ville hun tro på det. Så naiv var hun dog ikke, primært på grund af al den frygt der var blevet pumpet ind i hende på pigeskolen om at være forsigtig med det andet køn. Hun rødmede lidt da han gav hendes hånd et klem og trak den så til sig og lagde den i sit skød.

Hans næste ord var dog så overraskende og samtidig så rammende, at hun blev helt målløs et øjeblik. Hun løftede sin hånd op til sine læber og fjernede en lille hårlok der havde sat sig på den røde maling på hendes læber.
"Øhm." Sagde hun mend hendes blik flakkede.
"Jeg har ikke så mange ønsker og behov." Sagde hun og smilede en anelse, hvorefter hun pressede sine læber mod hinanden i et forsøg på at redde farven på sine læber.

[Édouard af Bois]

Hun forblev tavs ved spørgsmålet. Det havde været retorisk, men han havde ikke været utilfreds havde hun nu alligevel valgt at svare. Baronsønnen forstod nu godt udeblivelsen, det var alt for nemt at komme til at insinuerer noget,  hvis ikke formuleringen var helt gennemført og det kunne hurtigt koste en uforlovet komtesse dyrt.

”Det var ikke et svar på mit spørgsmål, med jeg lader Dem slippe denne gang imod at De tænker over mine ord og er ærlig overfor Dem selv når De finder svaret.” Kommenterede han med fattet stemme, der hverken var vred eller skuffet over det udeblivende svar.

Édouard vendte blikket væk og op mod den blinkende nattehimmel ”Vil De vide hvorfor jeg valgte at byde Dem til dans og ikke en af Deres veninder, hvis de da kan kalde dem det?” Spurgte han, skævede til hende ud af øjenkrogen som han lod ordene summe lidt mellem dem før han svarede sit eget spørgsmål ”Fordi der ingen desperation i Deres blik når De ser på mig. Det er forfriskende.”

| Afsluttet |