Skæbnen er bestemt

[Cassia Serva]

Cassia lyttede og nikkede svagt. Hun troede ikke at fruen ville betale for noget mere ekstravagant end to rum, men en baggård var et mål at se efter. Det kunne hun nok godt klare, håbede hun på.

"Det skal jeg sørge for," lovede hun. Hun ville gerne stille ham tilfreds på den front, når han nu ønskede sig så lidt og gav hende så meget indflydelse. Hun tog en dyb indånding.

"Hvis det var alt, Mester Schafari?"

[Emir Schafari]

”Godt. Det vil jeg værdsætte.” Ellers måtte han fortsætte med at træne i gården, der hørte til herskabets hus. Han regnede med, at nogle af tjenestepigerne ville blive skuffede den dag, han flyttede ud. Men han ville nu se frem til at kunne træne uden tilskuere.

Var det alt? Han vidste det ikke. Der var så meget, han ikke havde styr på, så mange tanker og følelser, men det virkede til, at de havde fundet et fælles sted at starte. Et sted at arbejde ud fra. Og det var måske bare det, han havde håbet på med denne samtale.
”Det tænker jeg. Vi får nok rigeligt med tid til at snakke fremover.” Tanken fik ham til at spænde op i sine hænder igen. Hans blik gled til hende, ned over hende, inden han fik det trukket til sig igen. De skulle dele seng. Hun var en køn ung kvinde, og tanken kunne ikke andet end sende et svagt sug igennem ham. Men han skubbede det fra sig. I stedet rejste han sig og åbnede døren for hende.
”Lad mig vide, når du har set på et muligt hus?”

[Cassia Serva]

Cassia rejste sig og vidste ikke helt hvad der var passende, så hun bukkede let for ham, som hun havde gjort tidligere. Nu var de godt nok forlovede, men andet faldt hende ikke ind.

"God dag, Mester Schafari," ønskede hun ham høfligt, før hun skyndsomt forlod værelset for at se til sine pligter og fordøje samtalen.

Lukket