Skæbnen er bestemt

[Emir Schafari]

Til: Cassia Serva
Sted: Deres Frues hjem
Tid: Tidlig formiddag
Vejr: Skiftevis skyet og sol med en let vind og kølige temperaturer

Natten havde været søvnløs for Emir, der kun havde fået et par timer med dyb søvn inden hanen galede. Han havde klædt sig på og havde forladt huset uden at deltage i morgenmaden. Han var ikke sulten og havde brug for at bevæge sig, så han var gået en tur ud af byen, rundt om bymuren og tilbage til huset. På vej over markedspladsen var han stoppet op og havde alligevel købt sig lidt at spise. På en bænk i solen havde han langsomt spist bollen og den skive kød, der fulgte med. Han var træt og hans hoved et stort rod. Men gåturen havde hjulpet ham, og langsomt faldt der en ro over ham, mens han betragtede dem, der gik forbi. Der var ingen vej tilbage. Han havde givet Flavia sit ord, og han så alligevel ingen anden udvej. Hans liv var ikke hans eget længere, og han vidste ikke, hvordan han skulle tage det tilbage uden at dø i forsøget.

Til sidst rejste han sig og gik hjem. Kort var han omme i stalden og hilste på Zilu, der efterhånden ikke virkede så træt mere efter den lange tur. Emir tog en dyb indånding og gik så ind i huset via bagdøren, og her fortsatte han hen til køkkenet, hvor han stillede sig i døren. Kvinden han skulle tale med, var ved at hjælpe med at rydde op efter herskabets morgenmad.
”Frøken Serva. Det er vist på tide, at vi taler sammen.” Hans stemme var fast og hans mørke blik hvilede på hende. Det var alvor, og det udstrålede han også.

Han ventede på, at hun var fri til at følge med, hvorefter han gik først tilbage mod sit kammer, der havde dør lige ved siden af bagdøren, så han altid havde været fri til at komme og gå uden at forstyrre nogen. Han vidste egentligt ikke, om det var passende at tage hende med til hans private værelse, men de skulle have privatliv, og det var det bedste sted, han kunne komme i tanke om.
Værelset var ikke ret stort, en seng, et skab og et lille bord med en stol mast ind i hjørnet. Han lavede en tilbydende bevægelse mod stolen, og føle sig pludseligt usikker. Hvad skulle han sige? Han betragtede den unge kvinde, der var blevet bestemt til at være hans hustru. Hun var køn. Flavia havde som altid god smag.
Hvis hun fulgte efter ham ind på værelse, lukkede han døren og blev stående ved den, så langt væk fra hende som muligt. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen. Det burde ikke være umuligt at se hans kvaler i det øjeblik.
”Jeg … har Fruen talt med Dem?” Pludseligt vidste han ikke, om Cassia overhovedet vidste, at beslutningen var taget.

[Cassia Serva]

Cassia var ved at fare sammen i skræk over forstyrrelsen, før hun tog sig sammen og krummede tæerne i sine sko og bøjede hovedet i anerkendelse. "Mester Schafari," mumlede hun medgivende, uden at forholde sig til hvorvidt de burde tale sammen. Hun fulgte med ham, med helt ind på hans værelse og bakkede mod bagvæggen med samme formål om at skabe afstand mellem dem.

Blikket blev slået ned, inden hun tvang sig selv til at løfte det og se ind i hans mørke, intense øjne. Hun sank en klump.

"Ja, Mester Schafari. Fruen... Herren fortalte mig at jeg er her for at blive Deres hustru."

Hendes blik flammede et øjeblik op i hendes stadige harme over beslutningen, men så slog hun det ned igen. Hun var vred, men hun kendte også sin plads.

[Emir Schafari]

Det gik ikke Emir forbi, at den unge kvinde virkede bange for ham. Måske ikke så underligt, han vidste, at han var en skræmmende mand. Det var trods alt, hvad hans liv gik ud på.
Han nikkede kort til hendes ord, og havde nær ikke fanget glimtet i hendes blik. Vrede. Kunne han bebrejde hende det?
Ude af stand til at finde ord, var han tavs for et øjeblik. Endeligt forlod et dybt, opgivende suk ham og han kørte en hånd over sin pande og over håret, der som altid var flettet i mindre fletninger over issen.

”Cassia … Det er ikke min idé. Det er…” Han gik i stå, med et svagt frustreret udtryk i ansigtet, og han slog ud med hånden. ”Jeg har aldrig været interesseret i kone og børn,” udbrød han så, ukarakteristisk følelsesladet for ham. Roen var tidligere var væk. Måske var det ved at se modviljen i hende også. Hvordan skulle de nogensinde leve sammen, hvis de begge var imod det?

Værelset var for lille til at gå frem og tilbage i, især når hun tydeligvis ikke ville have ham tæt på, og han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv, når han kunne fysisk kunne komme af med frustrationen. Det endte med, at han tog en dyb vejrtrækning og samlede hænderne på ryggen, hvor de lukkedes sig så hårdt om hinanden, at knoerne blev hvide.
”Jeg ved ikke, hvor vi skal starte,” erkendte han så træt, men allerede en smule roligere. Hans liv havde givet ham en masse øvelse i at holde sig selv i kort snor, og med hård hånd, mentalt, var han allerede ved at kæmpe med at samle sig. Andet nyttede ikke.

[Cassia Serva]

Cassia så op igen og rynkede panden. Hun kunne godt have regnet ud, at det ikke var hans beslutning, for han havde undgået hende i over en måned, siden de var vendt tilbage fra rundrejsen. Det undlod hun dog at nævne. Hun vred hænderne lidt, før hans opgivende konstatering fik hende til at ranke sig lidt. Hun kunne vel godt sige noget, hvis han ikke anede hvad han skulle.

"Måske kan du fortælle mig hvorfor du valgte at acceptere det? Jeg ved godt hvorfor jeg selv gjorde."

[Emir Schafari]

Emir var ikke en mand, der yndede at udtrykke sig med ord. Han sagde faktisk helst ikke noget, medmindre det var vigtigt. Og lige nu kunne han godt mærke, at han kom til kort. Han var fortabt og havde været det siden han havde snakket med Flavia aftenen før. Ja, helt tilbage fra snakken i teltet. Han havde før fået vendt op og ned på sit liv, men det her føltes anderledes. Han havde faktisk haft en mulighed for selv at beslutte, hvad der skulle ske. Om han havde valgt det mindste af to onder ville vise sig med tiden. Han kendte ikke Cassia, og han vidste ikke, om de ville kunne leve sammen i fred og ro. Ind til videre var hans tanke, at han ville holde sig så meget hjemmefra som muligt, men var det nu også en måde at leve på?

Til hans held valgte den unge kvinde at stille et spørgsmål. Et spørgsmål Emir ikke var forberedt på at svare. Han var ikke én til at fortælle om sine tanker om følelser. Noget han aldrig gjorde, for begge dele var hans og skulle ikke deles med andre. I de snart 17 år, han havde været i eksil fra sit eget land, havde han aldrig haft nogen tæt på ind på livet. Tavshed var blevet hans standard.

Derfor kom der ikke noget svar fra ham med det samme. I stedet så han mod det lille vindue over sengen, inden han anerkendte, at han følte sig uendeligt træt. Med langsomme bevægelser trådte han over til sengen og satte sig ned med albuerne hvilende på sine lår og blikket i gulvet.
”Jeg vil valget mellem at gøre som fruen ville have, eller blive afskediget.” Han tog en dyb indånding, som han afslørede noget af sig selv. ”Jeg har ikke andet end denne familie. Ingen steder at tage hen.” Han løftede blikket og så på hende, træt men uden følelser.
”Og hvorfor gjorde du?”

[Cassia Serva]

Cassia fulgte den mystiske, skræmmende mand med blikket og rynkede panden over hans opgivende måde at stirre ned i gulvet, før han så op på hende med sit intense blik og hun sank en klump. Hun satte sig helt forsigtigt ved siden af ham med hænderne mod sengerammen, under sine lår.

"Fordi alt andet virkede håbløst. Hvis jeg afslog tror jeg fruen ville sælge mig, selvom jeg ingen slave var derhjemme. Og hvad andet ville der være i mit liv, selv hvis jeg fik lov at vende tilbage? Vores slags gifter sig ikke af kærlighed."

Hun stirrede lidt frem for sig. "Slår du? Kvinder, mener jeg."

[Emir Schafari]

Emir fulgte den unge kvinde, der var bestemt til at være hans hustru, med øjnene, som hun kom nærmere og satte sig ved siden af ham. De var i den her situation sammen, men han var ikke i tvivl om, at der ingen fællesskabsfølelse var endnu. Den ville forhåbentligt komme. Lige nu kunne han slet ikke forestille sig at bo sammen med en kvinde, hverken hende eller nogen anden.

Han lyttede til hendes svar og følte et usædvanligt stik af medfølelse. Hun var bundet på hænder og fødder som han, af en kvinde ingen af dem kunne stå op i mod.
Der kom ikke et svar fra ham, selvom forståelsen for hendes lidelse var at skimte i hans træk.

Hendes spørgsmål overraskede ham dog, og han flyttede også blikket frem for sig. Hvad skulle han svare? Han valgte ærlighed som løsningen på det spørgsmål, hun burde vide, hvad hun skulle leve med resten af sit liv.
”I mit hjemland er det ikke unormalt, at en mand disciplinerer sine kvinder.” Han var tavs et øjeblik, inden han så på hende igen. ”Men nej. Ikke medmindre du overtræder visse grænser.” Ville han slå? Ja, men ikke i ukontrollerbar vrede. Hvis hun overtrådte visse grænser, ville hun få et slag som straf. ”Jeg er ikke en mand, der slår bare for at slå. Hverken kvinder eller fjender.” Dét var sandt. Han var en mester til vold, men brugte den ikke, medmindre andet var muligt.

[Cassia Serva]

Cassia drejede hovedet og så på Emir med en rynke i panden. "Min far slog ikke min mor, men det er meget normalt i Edrye," konstaterede hun lavmælt. Hun rynkede panden. "Jeg ville ønske du ville lade være. Jeg er hverken opsætsig eller flabet og jeg vil aldrig tale ydmyge dig eller tale imod dig offentligt."

Hun så lidt ned og samlede hænderne i skødet.

[Emir Schafari]

Emir vidste ikke, hvad han skulle gøre med den oplysning om hendes forældre. Hans far havde slået på hans mor, men Emir kunne ikke huske flere gange end hvad han kunne tælle på en enkelt hånd. Hans far havde været en ordentlig mand, men med meget temperament. Emir havde også fået slag mere end én gang. Sådan var det, når man var et stædigt, arrigt barn. Det havde lært ham at styre sine følelser – udadtil. Noget der havde fejlet så snart de var trådt ind på værelset.

Hendes ønske var vel reelt nok, og Emir så ned igen. Luften føltes så tyk, at han ville kunne skære igennem den med sit sværd. Han kunne slå mænd ihjel, slå til blodet flød, men han havde ingen evner indenfor følelsesmæssige samtaler som denne. Han var langt ud, hvor han ikke kunne bunde, og han havde svært ved at trække vejret, som han forsøgte at finde på noget at sige.
”Jeg vil ønske, at jeg ikke vil blive nødt til det.” Svaret var dæmpet og sandt. Det var det eneste, han kunne give hende. Han vidste ikke, hvordan det ville være at være mand og kone. Hvordan han ville håndtere det.

Han gned sine hænder mod hinanden, en tør lyd, der var tydelig at høre i stilheden. Han blev nødt til at sige noget, så han rømmede sig.
”Jeg kan ikke love, at jeg vil være en god ægtemand. Men jeg vil gøre mit bedste. Jeg vil ikke … gøre dig ulykkelig.” Han blev ved med at stirre ned på sine hænder, med en følelse af slet ikke at være i sin krop. ”Jeg er en kriger, ikke…” Han søgte efter et ord uden at finde et.

[Cassia Serva]

Hårene i nakken på Cassia strittede, men det var ikke uvant at mænd slog kvinder, heller ikke i Falanie, var hun ret sikker på. Hun var dog stadig bange for Emir og kunne let tiltænke ham at være en voldens mand.

Ved hans indrømmelse, blinkede hun dog lidt. Det havde hun ikke forventet. Hun rykkede lidt på sig, trak hånden ud fra under sine lår og lagde tøvende, meget forsigtigt, en hånd på hans ryg.

"En kriger, ikke en mand af følelser?" Hun prøvede sig lidt frem. Håbede at hun ramte noget rigtigt. "Jeg ønsker heller ikke at skuffe dig. Jeg vil gerne få det bedste ud af livets lod. Måske hvis vi begge er meget ærlige om hvad vi ønsker os af hinanden?"

[Emir Schafari]

Emir havde ikke regnet med, at hun ville røre ved ham, og hans ryg spændte op, da hun lagde en hånd på den. Ikke at han kunne mærke hendes berøring mod sin hud, som han havde sin læderbrynje på. En fysisk barriere, der var en manifestation af det, der var imellem dem. Tvang. Igen ikke et uvant koncept for Emir, men alligevel var det ikke, hvad det burde være.

Han svarede ikke på hendes forsøg på at afslutte hans sætning. Hun tog ikke fejl, han var ikke en mand af følelser, selvom han sad her i en kamp med dem. Egentligt havde han været ved at sige ”familiemand”, men var det ikke næsten det samme? Så han rettede hende ikke. Lod hende tale videre, mens han atter løftede blikket til hendes ansigt. Det lod til, at hun var bedre til at arbejde med, hvad de havde, end han var.

For et øjeblik overvejede han hendes ord, inden han kort sænkede hovedet i accept.
”Jeg tænker, at kommunikation må være vejen frem. Selvom ord ikke er min stærke side.” Det kunne hun lige så godt få at vide med det samme. Det var ikke fordi, at han ikke havde ordene i hovedet, de forlod ham bare sjældent. Emir rørte lidt uroligt på sig og forsøgte at finde ud af, hvad der ville være passende at sige.
”Jeg har i mange år troet, at min slægt skulle slutte med mig.” Måske de bare skulle starte med den hårde del. Børn. ”Der har ikke været nogen grund til at føre den videre.” Hans pande rynkede sig en smule, tanken var svær at slippe. Og nu sad han her med kvinden, der skulle bære de børn, han både ønskede og ikke ønskede.

[Cassia Serva]

Cassia trak hånden til sig, da han kun blev mere anspændt af hendes forsøg på en gestus. Hun satte sig på hånden igen og så lidt frem for sig, indtil han talte og hun drejede hovedet mod ham igen. Hans ord var alvorlige og hendes udtryk blev det samme.

"Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle have børn," indrømmede hun. Selvfølgelig ikke på denne her måde, men det lå indforstået.

"Men uanset grunden, vil du så gerne have børn? Kan du lide dem?"

[Emir Schafari]

Et eller andet sted var han ked af, at hans svage reaktion fik hende til at trække hånden til sig, men lige nu var det måske for det bedste. Han havde ikke brug for hendes medlidenhed, og han havde heller ikke tænkt sig at give hende hans. De var i det sammen, og der var ikke noget at gøre. De blev kontrolleret af en magt større end dem begge. Berøringer ville der komme nok af, han håbede bare, at de ikke ville blive alt for tvungne og modvillige.

Han bevægede hovedet i et næsten umærkeligt nik, da hun sagde, at hun altid havde regnet med at skulle have børn. Hun var en kvinde, det kom vel helt naturligt. Han havde også haft et ønske om børn, indtil hans liv blev revet fra ham. Og nyheder fra Nidar havde ramt Edrye og derved også Gustabis.

Hendes spørgsmål rev ham ud af tankerne, og han rettede sig lidt op, med et svagt overrasket udtryk.
”Ja. Jeg elsker børn. Jeg har haft stor fornøjelse af at se herskabets børn vokse op.” Det var mildt sagt. Det havde været en af de ting, der havde holdt ham kørende i hans mørkeste perioder. Pierrot af Gustabis og hans træning. Simmonete af Vigny og hendes opblomstring. De havde været hans familie, som han ikke længere havde én selv. Han kørte en hånd over sit hår.
”Der var engang, hvor jeg drømte om min egen familie. Den drøm har været slukket i mange år.” Han betragtede hendes ansigt. ”Hvis jeg kunne glemme alt andet, vil jeg elske at have mine egne børn.” En indrømmelse han ikke havde gjort overfor Flavia. Eller nogen anden. ”Jeg … jeg er blot ked af, at det ikke er mit eget frivillige valg.” Mørket vendte tilbage i hans blik.

[Cassia Serva]

Cassia trak på smilebåndet og blev mildere af Emirs ord. Hun havde også set herskabets børn vokse op, omend hun var tættere på dem i alder. De yngste havde hun taget sig af, til dels, da de var i Gustabis. Hun nikkede lidt og tog en dyb indånding. Der lå så mange forbehold mellem dem. Ingen af dem ville have valgt hinanden, hvis de havde muligheden, men tvunget til at forlige sig med idéen, forsøgte hun at se det bedste i sin fremtidige mand. Han så måske nok ret intimiderende ud, men udover det, så var han flot. Hun foretrak langt mere blidere mænd og hendes tanker strejfede Philippe af Neaune, men det her var hvad hun kunne få og baronen havde hun ikke set siden deres sammenstød på paladset.

"Det er jeg også ked af," konstaterede hun som svar på, at han ikke selv havde et valg, men lige så meget at hun ikke selv havde. "Men det er vel en god start, at vi begge kan lide børn." Hun forsøgte sig med et svagt smil og håbede at han ikke var en mand, der slet ikke kunne smile. De fandtes. Det ville gøre lidt ondt.

"Jeg forstår på det hele, at fruen ønsker at købe os et hus. Jeg er blevet bedt om at vælge et. Jeg var forvirret over hvorfor ikke du skulle tage den beslutning?" Han var manden. Det virkede absolut mest naturligt.

[Emir Schafari]

En god start. Det var det vel. Emir tvivlede på, at de havde meget andet til fælles, men det var måske også nok at bygge et familieliv på. Hans blik betragtede hendes træk og hendes smil, og han håbede, at de ville gro med hinanden og ende med at blive glade for hinanden. Som så mange andre i tvungne ægteskaber. Emir kunne ikke ligefrem påstå, at han glædede sig til det, men måske der alligevel lå et håb i ham, at de ville lære at holde af hinanden. Alt andet ville være uudholdeligt.
Smilet gengældte han ikke, han var ikke en mand, livet havde givet meget grund til at smile, men det skulle nok komme. Lige nu var alting så mørkt og alvorligt. I stedet nikkede han en enkelt gang igen.

Hendes spørgsmål fik ham til at rette sig op og kørte en hånd over sit skæg, inden han slog let ud med den.
”Jeg ved intet om at skabe et hjem, og jeg mente, at det var bedre, at du tager det valg. Så kan du få det, som du vil have det.” Han vidste intet om, hvad der skulle være i et køkken eller hvor mange værelser, der var godt at have. ”Jeg vil blot have, at der er en lukket baggård, så jeg har mulighed for at træne i fred.” Et simpelt ønske. Lige nu havde han kunne det lille kammer, og han havde egentligt ikke brug for mere, tanken om at have et helt hus for sig selv – med Cassia – var svær at forholde sig til.