Undskyld, men hvad?! (S)

[Theuderic af Sangy]

Tilegnet Elaine af Vigny
Sangys byhus, sen eftermiddag.

---

Vinden rørte på sig ude i forgården. Theuderic kunne se sandkornene blæse over brostenene, ud gennem ruderne. Hvis ikke han vidste bedre, ville han tro at vejret tog til. Han sank tilbage i stolen med en lidt bekymret mine. Tankerne vandrende hen på Nådigfruen af Vigny, hvorsom han vidste var på vej herhen. Heldigvis bragte de mange tætte bebygninger i Levagny, en del dække for hård vind, men man kunne da bekymres alligevel. 

Han havde ikke set hende længe, da hun ikke havde været med på rundrejsen. Så det glædede ham, da hun havde meddelt ham at smutte forbi denne dag. De havde en del at følge op på. For på trods af, at Elaine var et årgammelt bekendtskab, hvis rødder stadig var fundamenteret i fysisk fascination, så var hun samtidig en af Theuderics ældste venner, hvis ikke også den tætteste. Mange ting kunne hænde og ændre sig, når der var gået måneder imellem besøg. 

[Elaine af Vigny]

Det var ikke med helt god vilje at Elaine af Vigny havde bevæget sig ud i det blæsende vejr. Ikke destomindre, havde hun sendt bud til Theuderic om at hun ville besøge ham op af eftermiddagen og Elaine var en kvinde af ord. Med sin forede pelskåbe om sig, var hun således spadseret igennem Levagnys stræder for at nå vennens byhus. Det var uden mange ord at Nådigfruen af Vigny således overlod sin kåbe i Hugon Kammertjener 's varetægt, før hun bevægede sig imod pejsestuen, hvor hun antog at vennen opholdt sig, kendte hun ham ret.

Ganske let, bankede hun med en lille knyttet hånd på døren, før hun trådte indenfor med et ganske vagt smil. ”Hej Theud..” Tonen var varm og mild. Omsorgsfuld, som den kun var for de færreste mennesker efterhånden.

[Hugon Kammertjener]

[Theuderic af Sangy]

"Elaine," Hilste han med et skævt smil på læben, da han rejste sig fra stolen og gik hende i møde, som hendes skikkelse kom til synes i døren. Han trak hende ind i en omfavnelse, oprigtigt glad for at se hende igen, efter så lang tid. Han trak sig en smule tilbage, dog stadig med hånden om hendes lænd og førte siden af en pegefinger under hendes hage, for at se på hende og lod blikket hænge lidt betragtende, beundrende ved det han så. "Jeg har savnet dig." Lød det varmt, inden han lod fingeren falde fra sit holdepunkt, "Kom du godt herhen?" Spurgte han med interesse, som han lod grebet om hende løsne og gestikulerede kort til vinduet, "Det er et værre vejr udenfor."

[Elaine af Vigny]

En indre ro indfandt sig straks hos Elaine, som Theud rejste sig. Deres blikke mødtes, som så mange gange før og blondinen tilsmilede ham, som hun velkom hans omfavnelse. Hun plantede et lille kærligt kys på hans kind, før han trak sig tilbage og hun lod derpå hænderne finde kærtegnende vej ned over hans skuldre og arme. ”Og jeg har savnet dig.” Hendes ord var oprigtige. Der var godt nok få mennesker i denne verden, som Elaine ville gå gennem ild og vand for..Men ét af dem var Theuderich, der ikke alene var hendes bedste ven, men med sandsynlighed også den ældste.

Hun nikkede forsigtigt, som svar på hans spørgsmål og som han slap hende, gav hun sig forsigtigt til at pille de hårnåle ud af håret, som holdt sløret på plads. Det var blevet lettere rodet i uvejret og Theuderich havde trods alt set hende med løssluppent hår før. Ja, velsagtens snart flere gange, end hendes egen husbond havde det. ”Det er forfærdeligt…Men du ved vel nok at jeg gerne går gennem vind og vejr for dig..” Musede hun drillende, som hun lagde sit hovedlinned og slør fra sig på chartollet nærved.

[Theuderic af Sangy]

Hendes kys fik Theuderic til at fortryde, at han ikke havde grebet muligheden og fanget hendes læber istedet. Han savnede at mærke dem. Det fik ham til at se på hende med et lidt længselsfuldt blik, da han efterfølgende havde sluppet hende og hun istedet havde ladet sine hænder føre over ham.

Hendes bemærkning fik Theuderic til at lægge hånden på brystet, imens han smilte fjoget. "Mit hjerte, Elaine." - "Du gør ting ved det." Lød det spøgefuldt, skønt Theuderic nok faktisk et eller andet sted mente det. Han holdt hende nær. Mithras, havde det ikke været fordi Lucrece havde fået hende, den heldige svinehund, så havde Theuderic nok forsøgt for længe siden. Men ak, tingene havde gået sin gang og Theuderic respekterede, til en vis grad, at Elaine var gift.. sådan, på en måde....?

[Elaine af Vigny]

Et lille skævt smil fandt vej over Nådigfruens læber ved ridderens spøgende tonefald. Det var trods alt typisk Theuderic at drive gæk med hende..Og som de stod der, gik det op for hende, at hun måske havde savnet ham mere end hun ville være ved.

Som sløret blev lagt, vendte hun sig atter imod ham igen, blot for så forsigtigt at lade sin højre hånd stryge ned over hans ene overarm. Hun vidste ikke, hvad mere hun skulle sige til ham. Alting havde ændret sig sådan på det seneste…Mere end hun ville være ved…Og måske nok også mere, end hun egentlig turde fortælle ham. Et eller andet sted, stod hendes stolthed i vejen og blokerede for de ord, der higede efter at komme ud.

[Theuderic af Sangy]

Det var et tavst øjeblik der herskede mellem dem i dette sekund, men de blikke der betragtede hinanden sagde mere, end hvad deres læber ville kunne. I hendes hvilede noget, som Theuderic ikke havde set før. Han mærkede hendes hånd stryge over overarmen, og ansporede ham til at træde hende nærmere, hvilende sin hånd mod hendes kind. "Hvad er der?" Spurgte han dæmpet, lidt bekymring at se i de grå øjne, som han afventede hendes ord.

[Elaine af Vigny]

Elaine åbnede munden for at sige noget. Hun ønskede sådan at fortælle Theud hvad der foregik. ..Og dog, lukkede hun den atter igen, før så meget som bare et ord nåede at forlade hende. Hun rystede på hovedet. Placerede blidt sine hænder på hans brystkasse og hun lænede sig så ind for at kræve et kys fra hans læber. Hun manglede ham….Og hun havde manglet ham den aften. Hun havde manglet ham til at beskytte hende….Til efterfølgende at holde om hende, som hun var blevet efterladt i mørket. Hulkende og ødelagt, som aldrig før. Lucrecé havde trods alt aldrig været der…Og hun ærligtalt, så lod han ikke engang til at have opsnappet at hun var trykket. Han opsnappede ikke det som Theud gjorde. Og således var hun nu endnu engang endt hos ham….I sin bedstevens arme…- Denne gang, for at finde trøst. ”…Theud, jeg har brug for dig..” Bad hun, som hun for et øjeblik brød kysset og lod hænderne glide ned til hans bælte, som hun løsnede.

[Theuderic af Sangy]

Han betragtede hende, som hun kæmpede lidt med sine ord. Et eller andet var galt, men ikke noget som hun kunne få sig selv til at ytre. Det bekymrede ham. Elaine plejede at være en ærlig kvinde. Var det spor af sorg, han så i hendes blik, da hun dernæst lod hænderne glide op på hans bryst og lænede sig ind mod ham? Hans hjerte slog lidt dybere, da hendes læber krævende indtog hans. Skønt det lidt sorgfuldt måtte trække sig sammen, ved hendes bøn, men han forstod hvad hun havde brug for og stillede ikke flere spørgsmål til det. "Ikke her." Sagde han dog, da hun lod fingrene glide ned for at løsne bæltet spændt om taljen. Han stak hende et skævt, sensuelt smil, som han førte hende op mod sit kammer, "Kom".

[Elaine af Vigny]

De rosa læber nåede knapt at møde hans, førend han brød deres kys. Et lille hørbart suk forlod hende, et øjeblik ængstelig for at noget stod dem i vejen for at hun kunne søge hans nærvær. Hun nikkede dog atter og gengældte hans vage smil, som han i stedet tog hendes hånd og førte hende op imod sit kammer.

Hun havde været der så mange gange før. De havde oftere delt seng. Elsket med hinanden. Ligget og grint over dumme vittigheder til langt ud på natten eller delt hele flasker med whisky eller karafler med vin over dybe samtaler. Idag virkede det dog anderledes. Hun kunne ikke nødvendigvis definere det…Men hun havde brug for ham på en anden måde. Hun havde brug for at han forsikrede hende om at verden nok skulle blive god igen. Således var hun da ikke sen til at kravle lidt baglæns op i den store seng og ligge, velvidende om at han ville følge hende.

[Theuderic af Sangy]

Han slap ikke hendes hånd, men brugte den til at trække hende ind til sig, da de var trådt ind. Han førte hendes hænder over hans skuldre, så hans istedet kunne hjælpe hende af sine klæder. Læberne mødtes igen, da han lænede sig ind for at fange hendes i et kys. Men skønt Theuderic synes at være den med kontrollen, så var det Elaine der stille ledte dem tilbage mod sengen. Indtil hun kortvarigt stoppede for et øjeblik - nok til at Theuderic kunne løfte særken over hendes hoved og lade den falde ud af hånden.

For et øjeblik kunne han ikke afholde sig fra at betragte hende lidt. Han elskede den måde hendes hår faldt, viltert om hendes skuldre, som særken gled over det og fik det til at falde om hende i et hav af mørke, bølgede lokker.

Således førte hun ham nærmest med sig, da hun gled ned på sengen og kravlede ind blandt lagner og puder. Som om der hang en usynlig tråd mellem dem, der automatisk trak den ene pol mod den anden.

[Elaine af Vigny]

Uden de store betænkeligeligheder, lod Elaine Theuderich klæde hende af, som han havde gjort snesevis af gange før. Hun lod ham trække særken over hovedet på hende og som den faldt, stof hun blot, og lod de blå øjne søge gulvbrædderne atypisk genert. Ikke fordi hun følte sig utryg..Men fordi hun nærmere følte sig underligt sårbar. - Blufærdig.

Hun stod et øjeblik og lod sig betragte, men længe gik der ikke, før hun kravlede ind mellem lagner og puder. Hun lod sine hænder søge hans overkrop og ganske let, brummede hun for sig selv. Hun lod en hånd stryge ham kærligt ned over de mørke lokker og derpå søgte hun hans blik. Lod sine blå øjne møde hans mørkegrå, som hun søgte at fastholde hans opmærksomhed og samtidig fumlede lidt med hans bælte.

[Theuderic af Sangy]

Han studsede over hendes underfundige og pludselige blufærdighed. Det plejede ikke at være hende en hæmsko. Hun vidste at han kunne lide hvad han så, og havde førhen været så kæk at gøre sig til, når hun vidste at han betragtede hende. Men ikke idag. Idag hang bekymringen om hende og Theuderic fandt den... malplaceret hos en kvinde som hende. Han vidste dog bedre end at spørge, ligesom han fik bekræftet nede i stuen. Så da hendes hænder atter søgte at løsne bæltet om hans talje, lod han hende gøre som hun ville.
Sølvbeslagene klirrede let, da det ramte gulvet og med sig fulgte hastigt den øvrige beklædning. Han sænkede sig ned over hende, i takt med at hun lagde hovedet ned i madrassen og som han søgte hendes læber i et dybt kys, førte han sig op i hende.

[Elaine af Vigny]

xDer var noget befriende over at mærke nærhed hos én, hun vidste rent faktisk holdt af hende. Noget befriende over at kunne slippe tøjler og hæmninger og til dels nyde en hvis intimitet med et andet menneske, til trods for at det samtidig føltes underligt malplaceret. For hun nød den virkelig. Den nærhed de havde, som han sænkede sig over hende og lod sine læber møde hendes, som de lå dér, nøgne blandt lagner og puder.

Ét lille dæmpet suk forlod hende, som han førte sig op. Læberne snerpede en smule anspændt sammen, som brystkassen skød en smule op og hun flyttede fokus en smule, som hun lod læberne finde. Vej op igennem hans skægstubbe. Derudover, lod hun dog for i dag ham gøre det meste af arbejdet og således, var hun velsagtens noget mere fjern end ellers, da det gik op for hende ikke længe efter, at tårerne atter strømmede ned af kinderne på hende.

Lidt ynkeligt, fremstammede hun således midt i det hele; ”Theu..Theuderich, Jeg…Jeg kan ikke..” Erklærede hun. ”Sto…Stop.” Hikstede hun bedende, som hun krabbede sig ud under ham, rullede om på siden og trak et lagen beskyttende op om sig, før hun knugede det. – Selv uforstående over for, hvorfor hun reagerede som hun gjorde.