Undskyld, men hvad?! (S)

[Theuderic af Sangy]

Hun virkede fjern, og det adderede bare til hans undring. Han fornemmede den stigende modstand, selv inden de første tårer faldt. Han brød kysset, da han åbnede øjnene og så dem glide over hende kind. Uforstående, lagde han hånden på hendes kind og tørrede dem væk med tommelfingeren. Han stilnede og skilte læberne for at sige noget, men blev afbrudt da hendes stemme kom ham i forkøbet. Han satte sig op, da hun vred sig fri og istedet satte sig på sengen med sengetæppet lagt om skuldrene. "Hvad sker der?" Spurgte han intetanende over den mærkværdige reaktion. Havde han gjort hende ondt på en eller anden måde, som han ikke havde ænset?

Det undrende blik hvilede på hendes grædende skikkelse, lidt afsøgende for præg, inden han bevægede sig mod hende til han kunne sidde ved siden af hende. "Elaine..?" Lød det dæmpet, som han forsigtigt forsøgte at lægge en trøstende arm om hende.

[Elaine af Vigny]

På et splitsekund var Elaines verden brudt sammen. Ødelagt af den omsorg hun manglede og savnede, men ikke fik. Hendes behov var et andet end Theud kunne give hende i en intim stund…Og det blev hun klar over nu. - Nu, hvor hun lå der, blottet og sårbar, forkrøblet mellem hans lagner og puder.

Hun hikstede sagte for sig selv, som hun gemte ansigtet i et lagen og halvt om halvt uforståeligt mumlede hun noget i retningen af et :’Undskyld’. Hun krøb derpå atter tættere op af ham og som hun lod lagenet glide indover hans liv og ædlere dele, lod hun imidlertid sit hoved finde hvile på hans lår. ”Jeg..Jeg er med barn..” Peb hun. ”…Han forgreb sig på mig…” Stemmen var grødet. Næsten uhørlig, for snot og tårer.

[Theuderic af Sangy]

Tårene vædede sengetøjet, som gråden havde ved hende. Theuderic sad blot, som ét stort spørgsmålstegn, og anede snart ikke levende råd for hvordan han skulle få dem til at stoppe. Han strøj hende over håret, men stoppede brat i sine bevægelser, da hendes ord pludselig lød.

Jeg er med barn..

For et kort øjeblik, frøs han til, da den ufravigelige tanke om at det skulle være hans, pludseligt overskyggede alt. Det løb ham koldt nedad ryggen, som han indvendigt bandede over situationen. Et uægte barn med en gift kvinde.. det var fandme flot, Theuderic., nåede han lige at tænke, inden Elaines resterende ord fulgte. Og med dét kunne han pludselig ånde lettet op. Det var ikke hans.

Han rynkede dog brynene sammen, da han først tog ind, hvad det var hun fortalte ham. "Hvem?" Lød stemmen lidt hård, skønt hårdheden ej var rettet mod hende. Han forsøgte at fange hendes blik. Ligeglad med hvad der end var af tårer og snot der prægede hendes ellers kønne ansigt, "Hvem, Elaine?".

[Elaine af Vigny]

Som Elaine lå der, havde både gråden og skamme hægtet sig nådesløst fast i hende. Ganske vist var det måske ikke hendes skyld…Men skammen, jovist, den havde hægtet sig på den ellers stolte og næsten uknækkeligt stærke kvinde, der nu lå ødelagt tilbage for Theuderich at samle op.

”Ge…General Leonard af Mont …” Kom det stille, som hun skar en rædderlig grimasse i hvad der kun kunne tolkes som afsky eller væmmelse. ”Han…Han truer mig på mine børn, Theuderich…..Han slår dem ihjel. Hvis han opdager at jeg har slad…sladret..” Kom det bekymret fra hende.

[Theuderic af Sangy]

Brynene rynkedes og han skar en grimasse, da hun afslørede han om havde gjort hende uret. Det forekom ham absurd, at Generalen for Falanies hær, skulle have så lidt morale og ære, som at kunne forgribe sig på en anstændig - for ikke at sige godt gift, Nådigfrue. Elaine var ikke en simpel hore fra slummen eller en lavfødt på det forkerte tid og sted. Dét havde Theuderic bedre kunne forstå ud fra en praktisk vinkel. Han havde set sin del - særligt da grænsestridighederne var høje og krig og.. 'kærlighed' ikke ligefrem lå frygteligt adskilt. Tvang havde aldrig været hans ting. Men i kampens hede så man ikke blot blod og lemlæstede lig.
Men en adelig frue? Fra Vigny? Det var en stor risiko at løbe. "Hvorfor?" Tænkte han højlydt. For Theuderic var voldtægt en vredens handling. Han blinkede et par gange, da hun nævnte truslerne, sukkede så, og førte lidt overvældet en hånd gennem håret. "Mithras.." Bandede ham lavt. "Jeg er nødt til at spørge, Elaine. Har du gjort noget, der har gjort ham vred?"

[Elaine af Vigny]

Elaine rankede sig og satte sig en smule op, som Theuderics spørgsmål bundfældede sig. Læberne skiltes, som hun i forbløffelse betragtede ham og de våde øjne afslørede tydelig foragt og skuffelse over vennen. ”…Hva..? Jeg..Om jeg har..? Det kan da ikke være dit alvor…”

Havde Elaine ikke vidst bedre, ville hun nær have troet at ridderen ved hendes side påstod, at hun selv var havde været udenom den grusomhed der var blevet hende pålagt. At han mente at Generalens handling havde kunnet undskyldes ved vrede. ”…Han forulempede mig i mit eget hjem, i min egen ægteseng, Theuderic!”

[Theuderic af Sangy]

"Elaine.." Lød det lidt punkteret. "Je.." Han lukkede munden, da hun blev hysterisk og udpenslede for ham, præcist hvad der var sket - hvis nu han ikke skulle have hørt ordentligt efter første gang. Han førte en hånd over ansigtet og gennem håret, som han sukkede stille. Så rankede han sig lidt. "Hvis jeg ved, hvad der ansporede ham til at gøre noget så risikabelt - så ved jeg måske hvordan vi kan få ham til at holde sig væk." Forklarede han lidt skarpt, for at trænge igennem til hende. Hun var så opkørt, forståeligt nok, men det kunne jo ikke hjælpe noget. Hans ansigt mildnede dog lidt igen, som han rakte ud efter hende. "Jeg prøver at hjælpe dig."

[Elaine af Vigny]

De blå øjne hvilede udtryksløst på Theuderic for et øjeblik. Læberne snerpede sig så sammen og for sig selv, rystede hun vagt på hovedet, som hun vendte sigtet bort fra ham. "Det var intet andet end en magtdemonstration....Fordi jeg afviste ham." Pointerede hun, som hun foldede hænderne i skødet og hverken gjorde mine til at tage imod eller afslå hans kærtegn.

"Jeg sover ikke om natten." Hviskede hun så. "Jeg er rædselsslagen....For hvad vil hindre ham i at opsøge mig igen? - Jeg....Jeg har så grumme tanker, Theuderic."

[Theuderic af Sangy]

Hendes forklaring, efterlod ham med en hul følelse. Et vagt suk forlod ham, inden han rejste sig fra sengen for at iklæde sig nogle simple beklæder, inden han satte sig på den anden side af Elaine og trak sig længere ind på madrassen med puderne i ryggen. "Kom." Mumlede han og rakte en hånd ud til hende for hende at tage, så han kunne guide hende hen til sig, siddende mellem benene og med armene om hende. "Det skal nok gå." Forsikrede han hende, "Har du mulighed for at tage med Lucréce til Vigny for en periode?"