Hvis vi nu kunne være ærlige

[Frieda af Hasnea]

Forbeholdt | Éduin af Lemaux

Omgivelser | Paladset, gangene omkring tjenestefløjene
Tidspunkt | Sen eftermiddag

---

Lidt over en uge var passeret siden det tilfældige staldmøde med kronprinsen og selvom Elyot af Falanie havde vist sig at være ganske tålelig at være omkring, så havde det på ingen måde bragt ro i prinsessens sind. Hun var sikker på der ikke havde været tale om en maske, ment til at mildne hendes opfattelse af ham, men hun følte sig ikke sikker på det var den sande Elyot.

For en stund havde hun overvejet at spørger dem der udadtil så ud til at være nære med prinsen, men den tanke hurtigt droppet. Et hvert spørgsmål stillet til dem ville med garanti havne hos Elyot, så snart is prinsessen var ude af syne.
Gennevote af Falanie  havde derefter været oppe og vende, men Frieda endte også med at kasserer det som en mulighed. Ikke fordi hun mistænkte lillesøsteren i at ville sladre, men fordi hun ikke ønskede at bebyrde det unge sind der i forvejen havde sit at brydes med. Hans Kongelige Majestæt Beltair II af Falanie var også udelukket og så var der selveste Dronning Orielle af Falanie , men ingen dronning med bare lidt fornuft ville nogensinde snakke ilde om sin egen søn og da slet ikke til hans forlovede.
Dronningens livvagt derimod det var straks en anden sag. Han ville være tæt nok på Hendes Kongelige Majestæt, til at vide med hvilket øjne hun i virkeligheden så på sine børn og samtidigt selv være tæt nok på dem til at kunne danne sig sit eget indtryk. Den mørkhåret ridder var den perfekte neutrale person, så var spørgsmålet bare om han var villig til at tale barmfrit om sin kommende konge.

Den unge hasneaner havde af gode grunde ikke kunnet spørger omkring sig og med en daglig dag der ikke krydsede alt for ofte med ridderen, så det havde været en større bedrift at få klarlagt livvagtens rutiner. Derefter havde næsten udfordring ikke været at finde det bedste tidspunkt at rende på ham uden at det ville virkede alt for mistænksomt, men derimod at de begge var på egen hånd når det skete.

I sit femte forsøg stod Frieda nu skjult på en gang tilstødende til den hun den karismatiske ridder var forventet at passere. Overtroisk var fingrene blevet krydset og de lyse øjnene holdt lukkede i forsøget på at skærpe hørelsen for ikke at misse lyden af tunge skridt, så hun i rette øjeblik ved et tilfælde kunne træde direkte ud foran ham og beklageligvis tvinge ham til standsning.

[Éduin af Lemaux]

Frieda havde valgt et passende tidspunkt. Godt fyldt op på sine tanker om Svari Våbensmed havde Éduin ikke engang bidt mærke i Hendes kongelige Højheds listefødder, selvom at det blonde, viltre hår var ganske svær at overse i split sekunder om hjørnerne.

Éduin havde netop været færdig med sin træning, da han gik ned ad gangen, hvor den kommende kronprinsesse befandt sig. Og så, ganske pludseligt, blev den mørkhårede, høje ridder straks draget ud af sine egne tanker, da han blev tvunget til at standse brat i sin gang af Friedas pludselige tilstedeværelse.

"Deres Kongelige Højhed," lød det overrasket fra ham, som deres blikke mødtes. Så så han sig over skulderen i et flygtigt sekund, hvor vejen førte ned mod træningspladsen, og tilbage på hende med et sigende blik, "Er De faret vild?"

[Frieda af Hasnea]

Det var altid et større stats at afskære andre vejen så pludseligt, som prinsessen havde gjort det. Frieda havde kun kunnet håbe på at ridderens reflekser var hurtige nok, så hun ikke ville ende med at skulle stifte bekendtskab med gulvet.

De var tæt på at støde sammen, tættere end hun brød sig om og det fik en ufrivillig lyd af overraskelse til at lyde. Frieda fik hurtigt samling på sig selv og trådte en anelse tilbage for at få lidt luft til den muskel muren foran hende. ”Om forladelse. Jeg så Dem slet ikke,” Hun forgav at tage ham i bedre øjesyn for at se, hvem hun nær var ramlet sammen med ”Ridder Lemaux, var det?”

”Er det så tydeligt?” Spurgte hun næsten spøgefuldt, med et svagt smil trækkende i mundvigene ”Jeg må have gået i egne tanker.” Løg hun overbevisende, godt hjulpet på vej af at befinde sig i en fløj forbeholdt tjenere af kongefamilien.

[Éduin af Lemaux]

Et træk i mundvigen dannede sig over Éduins ansigt, da den unge prinsesse fik sat navn på ham. Han bøjede let i nakken af respekt og lagde sin ene hånd over brystkassen, alt imens at hans nøddebrune øjne hvilede i hendes klare gråblå. "Til Deres tjeneste."

Egne tanker? Så var de to, måtte Éduin nok erkende, da han huskede tilbage på sine egne flygtige tanker på sin vej ned ad gangen. Hvordan en mørkhåret smededatter havde formået at overtage hans fokus, selv på sit arbejde, der nært havde resulteret i et sammenstød med den unge prinsesse af Hasnea.

"Gør vi ikke alle det engang imellem?" smilede han roligt til hende, inden at han gav et nik i retningen af hvor hun kom fra, "Lad mig i det mindste følge Dem på rette vej. Jeg er sikker på, at det ville være Kronprinsens ønske at få Hendes Kongelige Højhed sikkert tilbage igen." Smilet forblev på hans læber. Respektfuldt lagde han sine hænder mod ryggen, som han rank og høj stod foran sin kommende Kronprinsesse.

"Kom.." Nonchalant og med rolige skridt gik han på hendes side. Her stoppede han afventende op, og lod blikket søge hendes.

[Frieda af Hasnea]

Rykken forblev da også rank, selvom skulderne sank en anelse. Det var stadig en større mundfuld at huske hvilket navne der tilhørte hvilket ansigter og selvom prinsessen havde været ganske sikker i sit bud, så var der stadig med en lille lettelse idet ridderen ikke kom med nogle rettelser.

”Hvis ikke at De har andet og vigtigere opgaver for? Jeg vil nødigt være skyld i De ikke kan passe Deres pligter overfor Hendes Majestæt Dronningen.” Lød det beskedent. Han havde trods alt ikke meget valg, hvordan ville det ikke forlyde hvis det kom resten af paladset for øre, at Éduin havde efterladt den kommende dronning til at vandre hvileløst rundt på gangene?

Med hænderne holdt foldet foran sig fulgte Frieda med.
”Er De godt bekendt med Kronprinsen?” Spørgsmålet kom efter de havde gået et godt stykke ned ad gangen, side om side. Hun vendte ansigtet op mod hans, med et spædt smil og håbefulde øjne.

[Éduin af Lemaux]

"En af mine pligter er også at sikre, at Dronningens kommende svigerdatter er i sikkerhed," havde Éduin kort kommenteret med et let træk i mundvigen; Frieda af Hasnea skulle bestemt ikke tro, at hun var til besvær. At hun så bevidst havde valgt at fremstå "vildfaren" i sit lille skuespil, var bestemt ikke faldet ridderen ind.

Gangene var smalle og lange, for her passerede for det meste kun tjenestefolk og livvagter. Det kunne bestemt også ses, for som de slentrede ned ad gangen susede et par tjenestefolk forbi dem i al hast. For en stund måtte de kort have holdt ind til siden.

Éduin så ned på den lille Kronprinsesse med hævede bryn, som hun stillede sit spørgsmål. "Selvfølgelig. Jeg har været hans mors livvagt i nogle år nu, så vi har lært hinanden at kende efterhånden.." Éduin smilede varmt med et drillende glimt i øjet, "Godt nok kommer De fra et koldt miljø, prinsesse, men jeg håber ikke at Hans Højhed har udsat Dem for noget endnu køligere.."

[Frieda af Hasnea]

Tjenestefløjens gange fik Frieda til at tænke på en myretue med de smalle gange og hvordan alle syntes at bevæge sig med et formål - hvad end det så måtte være. Ingen var dog mere fortravlede end at de stadig havde tid til høfligt at bøje i nakken for den Hasneanske prinsesse, skønt deres fødder knapt gjorde hold undervejs. Hun sørgede for at sende dem et venligt smil med på vejen.

Elyot havde været langt mere menneskelig i stalden end ved tidligere møder, men det forhindrede ikke de lyse øjne i at spærre sig en anelse op ved hans spøgefulde bemærkning. Umuligt at den var digtet ud af ingen ting. Tungen fugtede læberne let.
”Jeg vil nødigt tale ilde om Kronprinsen.” Frieda flyttede blikket mod ned hænderne hun holdt samlede foran sig og måtte slippe et lydløst suk ”Måske vi blot kom skævt ind på hinanden, men jeg kan ikke lade være med at tænke luften mellem os aldrig bliver så meget som lun.” Indrømmede hun. Ansigtet løftede sig og øjnene søgte mod livvagtens nøddebrune "Er der virkelig ingen varme hos ham? Vær sød at svare mig ærligt." Bad hun

[Éduin af Lemaux]

Éduin havde ikke forventet, at samtalen ville dreje sig ind på Kronprinsen, men ikke desto mindre overraskede det såmen heller ikke, med tanke på, at hun endda skulle stå ved alteret med selvsamme, unge mand. Hun var nysgerrig på sin kommende ægtemand, og Éduin forbarmede sig nok en anelse over den Hasneanske prinsesses store, bedende dådyrøjne.

"Godt nok er Kronprinsen præget af sin ubekymrede og bekvemte tilværelse, men han er bestemt ikke den værste, De har kunnet finde, prinsesse.." svarede Éduin roligt, og skimtede ned på hende med et overbærende smil i et forsøg på at opmuntre.

"Men mon ikke at De, med Deres Hasneanske kløgt og skønhed, vil kunne tænde en glød i ham. Bare en anelse."

[Frieda af Hasnea]

Frieda mærkede en lille flamme af undertrykt genstridighed, som havde fulgt hende lige så troligt hjemme fra som den ældrebror og de to veninder, røre på sig.
”Som min faðir har fundet.” havde hun nært irettesat, men endte i stedte for med at bide sammen om kindens inderside. Mindede sig selv om, at Éduin ikke fortjente at være skydeskive for en barnagtig misbilligelse. Det var trods alt ikke ridderen der gik ved hendes side, der havde solgt hende til ”fjenden”. Desuden havde Falanie ikke vist sig at være helt så forfærdeligt, som Frieda ellers havde haft sat sig i hovedet.

Tankerne gled tilbage til den fjerlette berøring udenfor staldene. Måske den alligevel ikke havde været så tilfældig eller værre endnu med bagtanke. Åndsfraværende strøg fingerspidserne mod hånden, hvor kronprinsens hånd havde strejfet. Med den svag rømmen skubbede Frieda spekulationerne om bagerst i sindet.
”Tror De? Indtil videre er det kun lykkes os at snakke civiliseret sammen med en hest mellem os.” Hun forsøgte ikke at skære en alt for tydelig grimasse ”Kunne De forestille dem, hvis en hest skulle trækkes gennem paladset resten af vores dage bare for Kronprinsen og jeg kunne holde en ordentlig samtale?” Det indre scenebillede fik Frieda til at give latterfrys fra sig og en trækning til at vise sig i mundvigen.