Du er ikk' så ringe endda

[Aelin Mélanie af Sangy]

Forbudt. Tjoh, det var vel egentligt det ord som kom sandheden nærmest. Stærkt efterfulgt af brandfarligt. Theuderic af Sangy ville flå Henri af Migran levende, hvis han fandt ud af de delte kys mellem ærkerivalen og lillesøsteren var en realitet.

”Er du nogensinde blevet fortalt hvor frygtelig dårlig du er til at spille dit eget spil.?” Bemærkede hun drillende i et knapt så glat forsøg på et emne skifte. Terningerne blev skubbet nærmere Perrie, mens hun tydeligvis sad og morede sig ganske kosteligt på vegne af den spirende venindes kærlighedsliv.

[Peronelle af Bonville]

Perrie lo og genkendte emneskiftet for hvad det var, men hun accepterede det også og samlede terningerne op. Hun håbede på ulige og handling, for hun havde en fornemmelse af, at Aelin var lige så nysgerrig på hendes kærlighedsliv og hun havde ikke lyst til at afsløre noget om Matthieu af Grinayles.

Desværre landede terningerne på to og fire, så hun måtte rømme sig lidt og se op med et skuldertræk. "Sandhed," konstaterede hun og tog en tår. "Skyd."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Hendes nysgerrighed på hvor dybt bekendtskabet mellem hendes Ridderherre og tiro’en gik var ikke blevet mindre, desto mere øl der endte med at lune blodet. Betænkelighedstiden var derfor heller ikke bemærkelsesvis lang, da terningerne landede på et lige antal øjne ”Hvad er en rigtige grund til at Ridder Grinayles måtte døje med en gennemblødt rejse seng?”
Aelin vidste for et faktum at det hverken var øl eller pis der havde vædet sengen. Ikke kun fordi Matthieu af Grinayles var elendig til at lyve, men fordi hun i sidste ende ikke havde kunnet lade være med at tjekke efter så snart hun var alene i teltet.

[Peronelle af Bonville]

Pis. Perrie så på Aelin med let sammentrukne bryn og skar en lille grimasse. Hun pustede langsomt ud. "Hvor længe har du planlagt det spørgsmål?"

Hun tog en solid tår af sit krus. Kunne hun overhovedet fortælle det til hans væbner? Næppe med alle detaljerne om hvorfor. Hun tog en dyb indånding og slap den ud igen.

"Fordi jeg samlede alt vandet i teltet og dumpede det ud over ham," konstaterede hun. "Fordi han var et fjols og jeg også lidt var det. Mest ham, dog."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Hvad end Perrie antog var det nok ikke være helt forkert i sidste ende, så Aelin nøjedes med at smile hemmelighedsfuldt ved spørgsmålet, hvorefter hun skyndte sig at skyllede eventuelle svar ned med den bløde smag af humle.

”Vent, så det du egentligt siger er at du gav ham buksevand?” Så forstod hun bedre, at den unge ridder ikke havde været meget for at fortælle sandheden. Det havde været svært at holde latteren i arge, da den spirene veninde forklarede og Aelin måtte da også sætte kruset fra sig for ikke at spilde de billige dråber.
”Hvad var I et fjols med? Mmh?” Spurgte hun videre ind, med albuerne sat i bordet og hovedet hvilende i håndfalden med fingrene hold lettere afskærmende foran det voksende smil.

[Peronelle af Bonville]

Perrie var rød i det meste af hovedet, men huskede også reglerne og skubbede bestemt terningerne hen til Aelin.

"Kun ét spørgsmål," insisterende hun, uagtet at hun selv havde stillet flere. Det her havde hun nemlig slet ikke lyst til at svare på.

"Din tur!"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Normalt ville hun have været den til at sidde med højrødt ansigt, men denne gang vægtede nysgerrigheden langt tungere end den akavede tanke om Matthieu i intimt samkvem.

”Okay, okay.” Lo Aelin og tog terningerne til sig. Lod hende slippe for yderligere spørgsmål, for nu. Terningerne blev slået ud på bordet og trillede til de landede på fem og et; handling.

"Nååh?" Lød det drilagtigt.

[Peronelle af Bonville]

Perrie rankede sig lidt i stolen og tog en dyb indånding. Handling - fantastisk. Nu skulle der ske noget. Hun trykkede læberne sammen og så sig rundt i krostuen.

"Du skal... Annoncere, at du gerne vil synge en sang. Og synge den mest beskidte du kender."

Hendes blik glimtede. Det var en god udfordring.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Stirrende på Perrie som havde hun pludselig vokset sig fem ekstra sæt øjne, overvejede Aelin alle muligheder for smuthuller, men fandt ingen. Merde. Hun havde set frem til at gå fri af nye spørgsmål, der tvang hende til tage stilling til Henri af Migran og hendes, og hvad end det var de havde eller ikke havde sammen. Nu syntes den slags spørgsmål overraskende kærkommende.

”Det kommer til at kræve meget mere af dét hér.” Konstaterede hun og skar en grimasse. Med til med få, ufeminine, slurke drak Aelin mod til sig ved at tømme kruset for halvdelen af dets indhold. Tænkte over den mest beskidte sang hun kendte - dem var der trods alt en del del af, væbnere og ridder var ganske kreative på den front. 

Efter at have sunget den ene sjofle strofe efter den anden, som hun håbede forældrene aldrig ville finde ud af havde forladt hendes mund dumpede Aelin, højrød i hovedet, tilbage ned på stolen og kommanderede små desperat spillet videre; ”Din tur.”

[Peronelle af Bonville]

Perrie elskede det fra start til slut. Aelin, højrød. Sangen, i den grad beskidt. Hun grinede alle de rigtige steder og klappede højest af alle, da den var slut. Så købte hun også væbneren et nyt krus og slog videre med terningerne.

Inden hun kom hjem på kollegiet var hun grundigt beruset. Hun havde også givet en hel del af sig selv og fået meget tilbage. Forhåbentlig også - det følte hun - en ny ven.

Lukket