Du er ikk' så ringe endda

[Peronelle af Bonville]

Perrie faldt lidt ned og hendes skuldre sank. Hun var af en eller anden grund overbevist om at det var sandt, at Matthieu af Grinayles aldrig kunne drømme om at gøre noget lignende, selvom han da havde været klar til at rode rundt med hende i et telt på rundrejsen. Ærlig talt kunne hun ikke bebrejde ham. Hun var næsten også klar, når hun lige tænkte på ham, men det skulle hun slå ud af hovedet. Hun tog en solid tår af sit krus.

"Ved ikke hvorfor du nævner Grinayles, men selvfølgelig er der undtagelser. Det er klart. Min onkel er også en god mand. De fleste er bare røvhuller."

Hun smilede skævt. "Men det skal ikke ødelægge vores aften. Hvorfor er du her egentlig lige nu? Skulle du møde nogen?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Den ene skulder kravlede nærmere øret i en lille trækken på den. Hvorfor brugte hun sin Ridderherre som et eksempel og ikke en af hendes brødre? Svaret var ret indlysende, syntes hun selv. Rygter svirede om den ældste bror og det var ikke meget anderledes med Tómas af Sangy , skønt rygterne om ham var færre. Matthieu af Grinayles var ganske enkelt den mest anstændige mand, som væbneren kendte.

”Nej ikke just.” Hun lod blikket glide mod det ene hjørnebord, der var opdaget af en gruppe håndværkere. ”Jeg havde håbet på at møde en, men mit held er tilsyneladende rendt ud for dagen.” Hun vendte blikket tilbage mod Perrie og sendte hende et venligt smil ”Ikke at du skal forstå det som at du er et dårligere alternativ.”

[Peronelle af Bonville]

Perrie kunne ikke læse tanker, men hvis hun kunne, var det næppe kommet som en overraskelse. Hun kendte ikke Grinayles godt, men hun så ham efterhånden som... God. Bare god.

Hun kunne nu også virkelig godt lide hans væbner og lo af hendes søforklaringer. "I lige måde. Jeg skulle også mødes med nogen, men ak. Nu må du udholde mit uoptimale selskab indtil du finder en undskyldning for at slippe væk... Hvad bliver det mon? Min ridder står op ved morgengry?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan finde ud af om dine tanker omkring mig er for højt sat eller dem om dig selv er alt for lave. Jeg ville antage det var det sidste.” Lo hun i en varm og ægte latter og tog en tår af den efterhånden lunke øl.

”Det bliver nok nærmere dig som ender med at finde en undskyldning for at forlade bordet.” Spåede Aelin med rynket pande, da krusets bund fik genoptaget kontakten til bordet.

[Peronelle af Bonville]

Perrie kom til at le og fortsatte med det, så det var lige før der røg blommevin ud af næsen på hende. Hun kunne mærke det boble og rystede på hovedet af væbneren. Så tog hun en dyb indånding og sank resterne af bobler og blommesmag, før hun så ind i de dybe, mørke øjne med et glimt i sine egne.

"Jeg tror aldrig før jeg er blevet anklaget for at have for lave tanker om mig selv," svarede hun selvironisk, men også ærligt. "Så det var en spændende, ny oplevelse." Hun rømmede sig og grinede lidt igen. "Hvis vi skal sidde her til morgengryet, fordi ingen af os finder på en god undskyldning, så skal vi dog både have noget mere at drikke og et par terninger herover. Jeg udfordrer dig til sandhed eller handling. Tør du?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Perrie lod heldigvis ikke til at være den mindste smule fornærmet og det var derfor også et mere halvhjertet smil af beklagelse som Aelin sendte hendes vej. Rødtoppens latter var smittende og fik væbneren til at give efter og le sammen med hende.

”Om jeg tør?” Spurgte hun og lænede sig efterfølgende ind over bordet, nærmere Perrie ”Bring alle dine bedste udfordringer og sandheder.” En arm blev stukket i vejret for at fange en af kropigernes opmærksomhed, da Aelin rettede sig op. Ikke længe stod krusene opfyldte og terninger lå mellem dem ”Så hvad er reglerne? Sandhed på lige tal og handling på de ulige?”

[Peronelle af Bonville]

Perrie smilede og lænede sig afslappet tilbage. Hun nikkede og drak en tår, inden det gik løs. "Du kan starte," opfordrede hun.

"Jeg finder på noget, imens du slår."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Fingrene lukkede sig løst om den lille kube. Rystende på hånden kunne hun ikke lade være med kort at spekulerer i hvad hun mest håbede på at slå. Lige eller ulige øjne.

Terningen trillede et lille stykke over bordet, før den endegyldigt standsede med to små prikker vendt mod loftet; en to’er – en sandhed.
Aelin løftede blikket og rettede det ligeså nysgerrigt som det var afventende mod Perrie.

[Peronelle af Bonville]

Perrie så ned på terningen og smilede bredt. Hun vidste lige hvad hun ville spørge om. Det var ikke originalt, men det var vedkommende, når nu man sad og delte vin og historier.

"Hvem har du sidst kysset? Og din far tæller ikke."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Fingrende lukkede sig omkring ølkruset. Skulderbladene havde kun akkurat fået kontakt med stoleryggen, da spørgsmålet lød. Aelin mærkede hvordan blodet trak helt ud i kinderne og efterlod ansigtet højrødt, som en valmue.
“Eh, en ridder.” Svarede hun, men konkluderede hurtigt tiro’en næppe ville være tilfreds med det svar alene, og uddybede med en lille indre modvilje “Henri af Migran  .”

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde ikke den fjerneste anelse om hvem Henri af Migran var, men Aelin så ud som om det var ekstremt pinligt og det morede hende en lille smule. Hun smilede derfor og blinkede let til hende.

"Ja? Og hvorfor siger du det på den måde? Er han pinlig? Grim? Dum?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin rynkede eftertænksomt på øjenbrynene "Ehm, han ligner en ridder?" Kommenterede hun i et halv forsøg på at svar, men riddere blev vel altid anset for at være tiltrækkende, ikke? Udseende var aldrig noget hun havde skænket nogen større tanke. Bevares hun var da ikke blind, men det var ikke Henri’s fysiske fremtoning der havde fristet væbneren i første omgang skønt hun heller ikke fandt ham hæslig.

”Han er hverken dum eller pinlig, men til gengæld er han så forbandet stolt og stædig, at det halve kunne være nok.” Smilede voksede sig en anelse større.

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede et bryn og så yderst skeptisk på Aelin. "Ligner en ridder," gentog hun. "Hvad i alverden betyder det? Ligner han dig? Du bliver jo en ridder."

Hun tog en tår fra et bæger og så i lang tid bare på den spirende veninde. Så drak hun igen og rystede lidt på hovedet med et smil.

"Så er du forelsket i ham eller hvad?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Altså du ved,” Med albuen støttende mod bordet lod hun hånden vifte rundt i luften ”høj og bredskuldret. Arret.” Hagen lagde hvilende i håndfladen der før havde cirkuleret om sin egen akse.

Aelin havde til sit eget held ikke nået at sætte kruset for læberne, da Perrie spyttede endnu et spørgsmål ud der unægtelig ville have efterladt væbneren halv kvalt i øllet. Hun skar en grimasse ”Nej det, jeg... Det er kompliceret. Han kommer ikke så godt ud af det med den ene af mine brødre.”

[Peronelle af Bonville]

Høj, bredskuldret og arret. Perrie kendte typen. Hun gik ikke så meget op i høj, men bredskuldrede riddertyper kunne hun godt forstå man kunne have en ting for. Lige for tiden havde hun selv ret eksklusivt en ting for en af dem, men hun skubbede pænt Matthieu af Grinayles ud af hovedet, for han var jo Aelins ridder.

En munter lyd forlod hende i stedet over svaret på det næste spørgsmål.

"Ahh. Så det er lidt forbudt? Ja, det gør det sikkert meget nemmere at holde sig væk og slet ikke interessant," drillede hun.