Du er ikk' så ringe endda

[Aelin Mélanie af Sangy]

Forbeholdt | Peronelle af Bonville

Omgivelser | Krostuen på Falken og Kronen
Tidspunkt | De sene aftentimer

---

Allerede fra det øjeblik trioen havde åbnet munden tilbage i Aren var hun faldet i god gjord hos den kvindelige væbner. Hun måtte siges at have ben i næsen og Aelin havde fornøjet fulgt interaktionen mellem hende og Matthieu af Grinayles ind til promillen blev så høj at det var for besværligt at følge med i egne og andres samtaler.
Derefter var den rødhåret gledet lidt ud i tankerne og det var først da små snakken begyndte at gå i krogene. Det var lykkes at undgå rygterne under det resterende af rundrejsen, men tilbage i Levagny var det alligevel kommet Aelin for øre, hvordan hendes ridderherre drivvåde var set sætte efter en flammehåret ung kvinde. Det tog ikke mange sekunder at gætte hvem kvinden var eller, at det stikmodsat hvad Matthieu havde forsøgt at bilde sin væbner ind i virkeligheden, var tiroen der stod bag den våde rejseseng.

Aelin holdt sig derfor heller ikke tilbage med at tage kontakt til idet deres veje endnu en gang krydsede hinanden. ”Jeg ville have gættet at det var på ’Sværdet og Kniplen’, at man ville kunne finde drabantkommandantens datter.” Smilende dumpede brunetten ned på en ledig stol ved bordet den rødhåret sad ved. En hånd blev holdt henover bordets flade "Aelin, og det var Paronelle ikke?" Hilste hun imødekommende.

[Peronelle af Bonville]

Perrie var faktisk ikke særlig tit på kKniplen og Sværdet. Det var Hector af Bonville og hans drabanters vandhul. Hun var langt oftere at finde på Falken og Kronen, hvor den mere afslappede stemning altid gjorde hende i godt humør. Derfor var det noget af et tilfælde at se Matthieu af Grinayles's væbner der og hun hævede da også begge bryn, som hun dumpede ned. Ikke mindst over navnet.

"Væbner Aelin," hilste hun. "Det er Perrie. Ridder Grinayles tog fejl. Det må De være vandt til efterhånden, kan jeg tænke mig til?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin gentog navnet mest for at memorer det bedre ”Det skal jeg huske.” Lovede hun, hvorefter et beklagende smil blev givet til den rødtoppede.

Smilet gled over i en let latter ”Ville De tro mig, hvis jeg påstod han er faktisk imponerende fejlfri når jeg er omkring?” Panden rynkede sig en anelse tænksomt, men væbneren kunne ikke på stående fod komme i tanke om hvornår hendes ridderherre sidst åbenlyst havde begået fejl.
”Men det må have været en gedigen fejl han har lavet overfor Dem, siden De efterlod både ham og seng gennemblødt? Han selv påstår det var spildt øl.” Glimtet i de mørke øjne lod i midlertidigt tiroen vide, at Aelin ikke havde købt løgn ridderen havde forsøgt at sælge hende.

[Peronelle af Bonville]

Perrie fnøs underholdt og havde, ærligt, ikke svært ved at kunne se for sig, at Matthieu af Grinayles kunne fremstå nærmest fejlfri, hvis man ikke blev udsat for ham på den måde, som hun havde været. Hun fnøs lidt over Aelins prikken til dén aften og tog en god tår af sit krus.

"Jeg aner ikke hvad De taler om, væbner. Hvad... Hvad sagde han selv, at der skete? Hvordan spildt øl?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Naturligvis ikke.” Svarede hun og skjulte det underholdte smil bag det med bragte ølkrus.

Blikket blev slået en anelse op mod loftet, mens hun mentalt fremkaldte det elendige bud på en løgn som det var lykkes Matthieu af Grinayles at stykke sammen ”Hvordan var det nu? Nå ja, han påstod at havde haft en af de mindre øltønder med i seng, men den holdt desværre ikke tæt så bund sjatten lækkede?” De mørke øjne tilbage henover bordet og sendte rødtoppet et bredt smil ”Løgne er ikke rigtigt hans force.”

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede begge bryn over den imponerende dårlige løgn og måtte tygge lidt sammen for ikke at le. Matthieu, der løj om hendes udåd imod ham var alligevel næsten for meget. Hendes mellemgulv kneb lidt. Hun glædede sig underligt meget til at se ham igen.

"Hvis han siger at det var det, der skete, så var det selvfølgelig det, der skete," konstaterede hun. "Er han generelt meget kreativ med sine historier?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

De mørke øjne spillede lidt idet Perrie lod til at bakke op om ridderens løgn. ”Mhhm.” Brummede hun fornøjet. Aelin kunne have valgt at boreret mere i det, for at få stillet sin egen nysgerrighed, drevet af de andre ridders hvisken om hendes stormen gennem lejeren. Men hun undlod med en fornemmelse af, at desto mere der blev prikket til tiroen jo strammere lukkede læberne sig.

”Nej, for det meste opgiver han at digte løgene før de er påbegyndt. Han er mere direkte, lidt for meget vil nogle nok mene, men jeg klager nu ikke. Det gør ham nem at være omkring, også selvom det betyder man ind i mellem må tage en ekstra indånding." Heldigvis for Matthieu af Grinayles , så var væbneren ikke den første til at fare op med et iltert temperament. 

[Peronelle af Bonville]

Perrie glemte sig selv og endte med at sidde og smile over væbnerens beskrivelse. Hun ville ikke kalde sig forelsket, men hun var distinkt ikke-ligeglad med Matthieu af Grinayles.

Hun fik dog endelig tørret smilet af og klarede halsen. "Så, kvindelig væbner? Sejt. Hvordan skete det?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Et sted undervejs i talestrømmen var det ikke længere muligt at se forbi, hvordan læberne kurvede sig op ad hos den anden unge kvinde. Perrie lignede ikke en der var ramt i hjertet med en kærlighedspil, men Aelin kunne ikke helt sige sig fri for at spekulere lidt.

”Til min mamans store ærgrelse, så har dét dér med kjoler og sladder har aldrig helt været mig.” Lagde hun ud, ikke fuldkomment uærligt selvom det ikke alene havde været drivkræften. ”Alle mine brødre er gået riddervejen. Når de var hjemme på besøg under deres page og væbner tid tiggede og bad jeg dem om at vise hvad de havde lært indtil de gav efter, så det er faktisk deres fortjeneste.” De mørke øjne lyste op i stærk konkurrence til det voksende smil.

[Peronelle af Bonville]

Perrie var ramt med et eller andet, når det kom til Matthieu af Grinayles, men hun vidste ikke nødvendigvis præcis hvad det var. Hun var dog i stand til at tænke på andre ting end ham i mere end fem minutter af gangen og da hun spurgte til væbneren, var det ægte interesse. Derfor lyttede hun også til forklaringen, smilede skævt over det mentale billede af en tiggende lillesøster og blev næsten varm over det. Hun havde aldrig haft søskende eller noget der mindede om det, så det var altid med lidt fascination og misundelse, at hun hørte om andres søskendeforhold.

"Stærkt," svarede hun. "Og så overgav dine forældre sig, bare lige sådan?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Øjnene spærrede sig op, så de kortvarigt lignede to rundskjold inden de antog deres sædvanlige facon ”Ved Mithras nej. Min maman, Veronique af Sangy insisterede på at pigeskolen var det eneste rigtige.” Svarede hun med et mindre latterfnys over mindet.
”Våben gør sig ingen steder i en kvindes hånd.” Lød det dernæst i forsøget på at imitere sin morens stemme, straks efterfulgt af en skævvredet grimasse ”Hun lod mig starte på pigeskoen, korthåret som en dreng.” Aelin havde derefter hurtigt erfaret sig hvor ondskabsfulde andre piger kunne være, men det var ingen ting sammenligning med skuffelsen hun vidste hun var skyld i hos sin mor. Deres forhold var noget anstrængt, men ønsket om at gøre familien stolt vægtede stadig tungere. ”Det var min papa der fik overtalt hende til at lade mig starte på væbnerskolen, men først efter pigeskolen. Jeg aner ikke hvordan han gjorde, men jeg er ham evig taknemmelig for det.” Smilet der havde været forsvundet genvandt lidt af sin gnist igen, men uden helt at nå øjnene som før.

”Og dig? Har du nogle søskende som har været med til at farve din verden?” Hun erindrede ikke at drabanternes kommandant havde andre børn, men så igen kunne hun heller ikke mindes at have set Perrie’s røde krøller ved tidligere festligheder for adlen.

[Peronelle af Bonville]

Perrie spærrede øjnene op, da hun forestillede sig de fisefornemme piger på pigeskolen håndtere en korthåret størrelse af Aelins kaliber dukke op. Hun fulgte interesseret med i hele redegørelsen og sad med flere spørgsmål, da hun var færdig. Inden hun nåede at stille dem, stillede Aelin til gengæld et spørgsmål og hun måtte skære en lille grimasse, før hun trak på skuldrene.

"Ikke rigtige søskende," konstaterede hun, kryptisk, men ikke overlagt. "Min mor døde, da jeg blev født og min far er den forædder, der forlod hende, så jeg er ikke pænt selskab." Hun vippede sit krus lidt i hånden og målte Aelins reaktion, før hun fortsatte. "Jeg aner ikke hvor mange andre kvinder han har fået til at tro han ville gifte sig med, for at efterlade dem, når det brændte på, men min rigtige far er min onkel og han har ikke nogen andre børn end mig at trækkes med. Han ville nok også sige, at jeg er rigeligt."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Af udseende lignede den unge Sangy nok en rigtig komtesse, særligt når hun først trak i kjole og hovedpynt, men hun følte sig ikke som en. Hun brød sig meget lidt om sladder og danse var kun rigtig sjove under muntre toner på en kro. Tilværelsen mellem væbnere og riddere var langt nemmere, meget mere lige til og den ville Aelin ikke bytte for noget i verden. Måske var det det hun i virkeligheden godt kunne lide ved Perrie, at hun virkede lige så lige til? Hun havde ikke ladet sig skræmme af en ridder titel og lod ikke til at pakke tingene ind – heller ikke nu.

Aelin havde været lige ved at spørger, hvad hun mente med ikke at have rigtige søskende, da noget der kunne minde om en forklaring fulgte. Ikke pænt selskab, av. Aelin vidste godt hvad hun mente, men at høre nogle sige ordene højt ramte alligevel på en anden måde end at vide det var hvad de fleste tænkte. Hun udtrykte sin kondolence for morens død og lod for en stund ordene rumstere lidt mellem dem.

Så hendes rigtige far var en horekarl. Det var der ikke så meget overraskende ved, dem fandtes der trods alt sin del af i verden. Et spørgsmål meldte sig dog på; ”Jeg vil ikke snage og slet ikke rive op i gamle sår, men tror du han vidste at din mor ventede dig?”

[Peronelle af Bonville]

Perrie fnøs lidt over spørgsmålet og tog en solid tår. Det gjorde lidt ondt at tænke på, for hun havde aldrig for alvor haft de dybe snakke om smerten ved at vokse op uden en mor, velvidende hvad der havde ledt til det. Hun rømmede sig lidt og gjorde sig hård. Alligevel var der noget tydeligt smertefuldt over hendes attitude, under det.

"Selvfølgelig. Det var derfor han skred. En eller anden adelig bums, der havde haft sit sjov og ikke var klar til at tage ansvaret. Dem er der hundrede af. Det må du da vide? Du går jo rundt i dem til hverdag."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Det havde ikke været Aelin’s intention at bringe harme og en stor del af hende fortrød at have stillet spørgsmålet. Ikke fordi hun ikke brød sig som konfrontationer, men fordi hun ikke kunne undgå at bemærke skiftet i den rødhåret

Ordene var forståeligt nok lige så hårde som Perrie’s fremtoning. Hun skar en grimasse, der ikke lod hende vide om væbneren var enig eller uenig i påstanden. Aelin havde selv ved mere end en lejlighed været vidne til, hvordan riddere og væbnere forsvandt ind i mørket, for senere at dukke op igen med oprodet hår ”Men blandt de hundrede er der også dem, aldrig kunne drømme om at sætte en kvinde i ulykke. Ridder Grinalyes er et glimrende eksempel her af. Jagonen kan godt blive lidt letsindig rundt om bålet eller under træning, men ikke alle gør alvor af deres ord.”