Den lille løgn [S]

[Fleur af Aren]

Forbeholdt | Theuderic af Sangy

Omgivelser | Sangy familiens byhus.
Tidspunkt | Sen eftermiddag tæt på tidelig aften

---

Det var stadig en uvant fornemmelse ikke at skulle bruge den vanlige mængde af overtalelse som normalt, for at få lov til at besøge Tómas af Sangy . Oftest havde hun måttet digte alverdens gode undskyldninger før hun fik lov til at smutte ud af døren. Fleur's farbror, Reginalde af Aren, hold utvivlsomt en væsentlig del af skylden for de pludselige ændringer.
Forlovelsen mellem den yngste af Sangy sønnerne og Josephine af Aren var på ingen måde gået stille for sig og hvem ville være bedre til at mægle mellem dem end niecen, der var en tæt veninde til dem begge? Det havde åbnet for muligheden at besøge byhuset tilhørende Sangy familien i tide og utide, uden alt for mange spørgsmål blev stillet. Fleur havde udnyttet det til fulde og i smug mødtes med Theuderic, når Tómas havde andet for end at være hjemme. 
I starten havde det været med øjenbryn trykket sammen af forvirring og dertilhørende spørgsmål, når Fleur var dukket op og det kun var den ældste bror der var tilstede i byhuset, men nu nåede knoerne knapt nok at banke mod det massive træ, før en af husets tjenestefolk havde budt den rødhåret indenfor og anvist hende til det lokale ridderen enten opholdte sig i eller på forhånd havde meddelt at han ville møde hende i.

Denne aften var ingen undtagelse og så alligevel for der havde igen aftale været om hun skulle komme forbi. Fleur havde stukket den ældre ridder en hvid løgn om at være optaget for aften, da han tidligere på ugen havde fanget hende på vejen ud. Nu håbede hun bare at Theuderic havde været lydhør over for den ældre tjeners, der efter aftale med den røde Aren, forsøgt på både at holde grevesønnen hjemme og i eget selskab.
Kåben blev overrakt ved døren til tjeneren og før læberne nåde at skilles i spørgsmålet om, hvor Theuderic var at finde kom den tyndhåret mand hende i forkøbet.
Kursen blev sat mod pejsestuen og på listefødder sneg Fleur sig op bag den lænestol, hvor toppen af de brune krøller var synlige. Armene søgte omkring ryggen for at holde hænderne for hans øjne.

[Theuderic af Sangy]

Hugon Kammertjener havde hele dagen været meget fortalende for Theuderics aktiviteter idag. Hvis ikke det var regnskab, jura, dokumenter eller problematikker som han ønskede at Theuderic skulle kigge på, så var det ting af mere banal karakter. Den blinde tiltro til sin højt værdsatte kammertjener gennem mange år, gjorde at Theuderic ikke stillede spørgsmål ved Hugons ord. Således sad han nu med en kop the og granskede Samousseys beretning om 'De første mænd' for en kontradiktion om hvilken nationalitet Falanies første mænd i virkeligheden var. Egentlig gad han ikke, men gjorde det fordi at Hugon indædt påstod at det var rødder fra Wufrurg.. Hvilket Theuderic var uenig i.

Han nedskrev således sidetal og linje for hvor Samoussey argumenterede for at det ikke kunne være fra Wufrurg. Som han læste sig fremad, blev han dog istedet opslugt af fortællingen. Bogen hvilede i hans hånd, idet han lod blikket glide over sidernes bogstaver. Kruset med glohed the blev holdt i den anden, og af og til førte han det til læberne, dog uden at bryde den spændende læsning. Pludseligt blev det dog sort for øjnene, lige i det sekund Theuderic var i færd med at løfte hånden til at tage endnu en mundfuld. Så han sad bare bomstille, for ikke at miste styringen over koppen i hånden ved det manglende syn. "Hm?" - "Hvem der?"

[Fleur af Aren]

Fleur havde været betænksom og varmet de ellers efterårskolde fingre på vejen mod pejsestuen. Varmen havde dog ikke nået at sætte sig helt så dybt i dem, som havde hun hele tiden haft opholdt sig indendørs og ikke få for kort tid siden måttet traske gennem en del af Teaterkvarteret.

Ridderen frøs under de slanke hænder, men mest for ikke at sende med et skoldet skød eller en ødelagt bog.
Nysgerrigt lod komtessen tavst øjnene glide over de snirklede blæk streger på de opslået sidder, men hun blev ikke meget klogere på hvilket opslagsværk grevesønnen havde fordybet sig i denne aften og opmærksomheden rettede sig derfor hurtigt tilbage på hvad det i virkeligheden var vigtigt, Theuderic.
”Din samvittighed,” Hviskede hun spøgefuldt ud for ørets runding og forsøgte ingen gang at gøre sig den ulejlighed det var, at ændre på stemmen, så han ville have svære ved at gætte hvem der midlertidigt havde lukket verden ude "eller fantasi, - hvis du opføre dig ordenligt." Mussede hun og lænede sig det sidste stykke ind og placerede et kys mod halsen under øret, hvorefter hænderne på ny lod lyset nå hans øjne. 
Et skridt. To skridt. Fleur forsatte rundt om stol og ridder, indtil hun befandt sig foran. Påpasselig med hverken at spilde ud over Theuderic’ fingre eller sine egne, tog Fleur den dampende tekop og placerede den på først tilgængelige bordplade. 

[Theuderic af Sangy]

Den varme ånde kunne mærkes mod den følsomme hud under øret, som hun hviskede et frygteligt ord ind i hans tanker. Stemmen var ham let genkendelig og tonerne fra den, bragte et skævt smil på læben. Theuderics samvittighed var ikke den reneste, hvilket ind i mellem også kunne plage ham lidt.. men altså, for Fleur kunne han godt søle den lidt mere til.

Det gøs lidt, da den uventede følelse af Fleurs læber trykkede sig mod hans hud. "Hmm.." Brummede han, "Jeg tror allerede min fantasi løber af med mig." Svarede han underspillet, som han betragtede hende træde frem for sig, med det genvundne syn. Da hun rakte ud for at aflaste ham det varme krus, lod han hende blot stille det væk. Theurderic kastede et hastigt blik over skulderen for at afklare om der var nysgerrige øjne, inden han så rakte ud efter hendes hånd for at trække hende ned på sit skød. "Jeg troede ikke du kunne komme?" Spurgte han med et løftet bryn, inden han lod blikket følge sine fingres bevægelser, som han førte en lok af det røde hår om bag hendes øre.

[Fleur af Aren]

Den vibrerende tilkendegivelse af behag var som honning i ørene og sendte prikkende fornemmelser op langs rygraden til de fine små hår i nakken til at rejste sig. Hun kunne have fortabt sig i at sætte endeløse kys mod den følsomme hud og lade sig drukne i hans velvære, hvis ikke det havde været for det dampende urtevand. I stedet måtte hun, ikke til synderlig stor ærgrelse, nøjes med at tage Theuderic ind, mens han flygtigt søgte døren med blikket.

Fleur fik lov til stå med hænderne tomme længe. Den frie hånd nåede lige at gribe om en mindre håndfuld af det smaragdgrønne skørt og samle det tilpas nok sammen til det ikke fanget af hans knæ. Maven trak sig snurrende sammen, idet Theuderic fik trukket hende, ganske villigt, ned på skødet af ham.
Hovedet lænede ind imod hånden med øjnene der momentært lukkede sig sammen ”Mmm, det var en løgn,” Indrømmelsen var kun lige akkurat mere end en hvisken. Fleur var ikke samvittighedsfuld over at have stukket elskeren en lille hvid løgn, men sommerfuglene der havde vokset sig større time for time blev ikke svagere af Theuderic’ fingre, der forsvandt ind i flammehavet ”Men jeg havde lyst til at overraske dig.”
Fingrene gjorde sig fri af kjolestoffet for at liste bogen fra ham med et underfundigt smil trækkende i den ene mundvig ”Jeg har ingen særk på indenunder.” Bemærkede hun bramfrit uden at løfte det nøddebrune blik fra de selv samme sidder ridderen for blot få øjeblikke siden havde siddet opslugt af. Med en finger holdt mellem siderne, foldede hun bogen sammen ”De første mænd.” Læste hun højt fra forsiden, som om havde hun ikke lige bekendtgjort manglen på underkjole.

[Theuderic af Sangy]

Han hævede brynene til hendes indrømmelse om den uskyldige løgn hun havde stukket ham, men var faktisk langt mere interesseret i udtrykket der lå i det kønne ansigt, som hans fingre gled gennem de lange, røde lokker. "Jaså?" Lød det uden den mindste overraskelse, da han nok havde regnet ud at det var sådan det forholdt sig. Eftersom hun jo sad her, ganske virkelig.

Han trak hånden roligt til sig igen, da fingerspiderne havde nået hårlængdernes ende. Istedet lagde han den støttende om hoften og trak på et smil ved hendes ønske om en overraskelse. "Det er lykkedes. Jeg er overra..." Sagde han afbrudt, da hun, nonchalent, pludseligt, bekendtgjorde sin nøgenhed under den flimsede, grønne yderkjole. Ja overrasket, det må man sige, at han blev. For et øjeblik, så han lidt kryptisk på hende, overvejede hvilket spil hun kørte, men endte så med at knibe øjnene let sammen i underfundig blanding af begær og provokation - nærmere afspejlede det, at han tog udfordringen op. Han valgte derfor at 'overhøre' den bramfrie sætning og lagde istedet ansigtet i neutrale folder, som han nonchalent lod hånden glide over kjolestoffet, ned langs hendes lår. "Ja, det er Samousseys." Forklarede han, som om ingenting er hændt, skønt fingrene i kærtegnende bevægelser skubbede stoffet op i hånden, så kjolens længde forkortedes, des mere stof der blev ført i hånden. "Det er blevet påstået i min nærhed, at Falanies første mænd havde rødder i Wufrurg." lød det med let anklage.

[Fleur af Aren]

De sad så tæt, at Fleur ikke behøvede slippe bogens sidder med blikket for at vide hun havde været succesfuld. Alligevel kunne hun ikke dy sig for at dreje hovedet til siden lige tidsnok til at fange et glimt af de sammen knebne øjne.
Ville han tage påstanden for gode vare? Hun kunne have løjet. Det ville trods alt have været en bidende kold fornøjelse at traske gennem aftenmørket uden. Begyndelsen på en skuffelse meldte sig, idet der ingen tegn var på en større reaktion fra den fængslende brunette, men blev straks forkastet.

Hånden og fingrenes kærtegnende cirkulerende bevægelser gjorde det svært at fokusere, da næsten igen pegede ned i de gulnede sidder. Tungen gled fugtende over underlæben, mens hun forsøgte at ignorere hvordan først underben, knæ og dernæst lår langsomt blev blottet. Hun havde ikke løjet. Kun laget af grønt var der til at dække den bløde hud Under.
Luften i pejsestuen var varm, men små kuldegysninger fik stadig gennem den spinkle krop og efterlod huden prikket ”Wufrurg? Jeg tror mere på de har rødder i Aglium.”

[Theuderic af Sangy]

Indiskret fulgte han sin egens hånds bevægelse med blikket, som han samlede mere og mere af skørtet sammen. Den blege, glatte hud indenunder blev eksponeret og antog en varm glød fra pejsens røde flammeskær. Han stoppede da skørtet var skubbet optil det blottede lår. Hun var så velformet, så indbydende. "Aglium?" Lød det overrasket, som han slap sit greb om kjolens stof og lod hånden føre sig kærtegnende, men frygteligt langsom op langs indersiden af inderlåret. Theuderic mærkede sin egen krop tiltagende opstemmes ved følelsen af hende, her i det åbne rum. I teorien kunne hvem som helst komme vadende, og et kæmpe forklaringsproblem opstå, men Theuderic havde tankerne andetsteds, da de umiddelbart kun kredsede om hende og deres lille eskapade sammen. "Hvad får dig til at tænke på Aglium?" Spurgte han og flyttede blikket mod hendes, begæret i dem tydeligt at se, sammen med en snert af provokation. Hun vidste godt hvad han havde tænkt sig og var på vej til at gøre. Ville hun lade ham?

[Fleur af Aren]

”Fordi de har ørkenvinden, der bringer næringsstoffer med sig. Edrye har for meget sandørken og jorden der ikke ligger nær floderne er svær at dyrke.” Med den ene pegefinger holdt ind i mellem bogens sider, så det ikke gik tabt hvor ridderen var nået til før han var blevet forstyrret, bladrede Fleur et par sidder tilbage og skimmede de ned skriblede ord. En proces hun gjorde sig et par gange før det tynde silkebånd, fastgjort til borgens ryg, blev lagt ind hvor fingeren havde været og bogen klappet sammen.

Hun ville have kommenteret noget klogt om udseende og fraværet af den mørke glød blandt det Falanistiske folkefærd, men den snurrende fornemmelse i mellemgulvet gjorde det svært at tænke sammenhængende. Varmen steg i takt med hjertes slag. Instinktivt forskubbede Fleur sin vægt, så hofteskålen var skubbet frem og benene, inviterende, gled længere fra hinanden.
Fleur lænede sig frem for at fange Theuderic’ mund, men standsede få centimeter fra dem. Blikket fæstnet sig længselsfuldt på de bløde læber ”Theud, der kunne komme nogen.” Hviskede hun og bed ned i underlæben, men gjorde intet for at forhindre ham i at mærke hendes ophidselse. Forestillingen om at nogen kunne passerede den åbne dør fik det til at suge uventet i maven af spænding.

[Theuderic af Sangy]

En tanke strejfede ham, om hvad landskabets omstændigheder havde at gøre med Falanies første mænd, men ærligt talt var Theuderic langt mere optaget af noget andet, end Agliums geografi - skønt det her var en væsentligt mere underholdende måde, at få gået landets historie igennem på, end at sidde ved pulten og terpe. Det var helt sikkert.
Han lod nænsomt fingrene glide over huden, til de nåede til hendes skød. Hun spredte benene for ham, og gav ham plads til at fortsætte fingrenes færd, til de kunne glide pirrende over hendes køn i cirkulære bevægelser. Hun lænede sig ned mod ham, berørte næsten sine læber med hans. Theuderics egen ophidselse steg med hendes. Åndedrættet fulgte de tungere hjerteslag. Han lod blikket falde fra de mørke øjne til hendes velformede læber. Ønskede at indtage dem, men afstod fra det. "Så må vi håbe at der ikke gør." Svarede han dæmpet, et lidt djævelsk glimt vinkede i de grå øjne. Han ønskede utvivlsomt at se hende falde fra hinanden, dér, i hans skød. "Vi må bare være stille."

[Fleur af Aren]

Fleur havde selv troet hun ville holde bedre stand overfor, at hun havde kunnet pirre og tirre noget mere før hun i sidste ende ville overgive sig helt og holdent til Theuderic' kyndige hænder. Men ridderen var som en oasis, umulig at modstå når først tørsten meldte sig og Aren datteren tørstede efter endnu en gang at forsvinde ind i en verden kun for dem at færdes i. 

"Så må du hellere sørger for at holde min mund beskæftiget." Bemærkede hun lavmælt og blødt. Et tungt bump lød idet læderomslaget kolliderede med trægulvet, da hun med en hånd langt om hans nakke begærligt lukkede afstanden til hans læber. Vellystne åndedrag druknede, næsten, i læbernes omfavnelse. Jo flere kærtegn han fik sat, desto svære blev det at holde samling på sig selv. Hænderne søgte ned mod snører livet på hoserne. Et støn slap ud og fyldte rummet omkring dem, da hun stakåndet måtte bryde kysset for luft. 

[Theuderic af Sangy]

Hendes ord fik et af de mørkere glimt til at lægge sig i øjnene, hvis fokus dalende til de røde, fyldige læber igen. En brummende lyd indikerede at han hørte og accepterede hendes formaning, men samtidigt indikerede en overvejende tone. Han havde en ide eller to, for hvordan de læber skulle holdes beskæftigede. Tanken var ophidsende, men Fleur var stadig blot en spire i nydelsens univers... selvom hun nok ikke var så uskyldig mere.

Så han tog istedet imod hendes kys, da hun førte læberne mod hans og lod det uddybe. Hendes stadig tungere vejrtrækning, mærkede han på kinden og han kunne næsten føle hendes krop opbygge en spænding indeni.

Hendes stemme fyldte rummet, da kysset abrupt blev afbrudt. "Shhh.." tyssede han stille på hende, og lod hånden flytte fra hoften til siden af halsen, for at holde hendes ansigt ud for sit, som hun havde gjort inden deres delte kys. Han ønskede at se forløsningen i hendes ansigt, når den kom, men var for svag for hende, til at modstå trangen til af og til at strejfe hendes læber med sine.
Således opslugt af hende, vakte det ham vag overraskelse, at mærke hendes hænder ved hosernes snøre. Han fjernede hånden fra hendes kind, for at lægge den over hendes hænder, ved troen om at hun havde i sinde at befri ham sine hoser, "Ikke her." Lød det stille, da han ikke umiddelbart ønskede at blive afklædt her, da han ikke ville kunne blive hurtigt påklædt igen, såfremt det blev nødvendigt.

[Fleur af Aren]

Blikket søgte til deres hænder, da Theuderic til Fleur’s store utilfredshed lagde hånden over hendes og forpurrede forsøget på at trække snørerne op. Underlæben skød sig frem i en svag misfornøjet lyd. Øjnene søgte mod hans med intentionen om at beklage sig ”Me-” Begyndte hun, men protesterne druknede i et tungt åndedrag før de overhovedet begyndt.
Tænderne sank ned i underlæbens bløde hud. Kanterne flossede og i sidste desperat forsøg på at holde de vellystende lyde dæmpede, lænede Fleur sig frem for at fange hans mund i et desperat og grådigt i det samme øjeblik hun mærkede sig selv splittes i atomer, kun for at samles igen på skødet af ham.

---

---

"Det giver bare mening at de første mænd skulle være fra Alium." Indledte hun og vendte blikket mod sin mave og det skæggede ansigt, der hvilede på den "Deres jorde er frugtbare, vinden fra syd bringer både varme og nærringstoffer med sig. Landet er langt og smalt og med grænsen til Bluton på en side og kysten på den anden, så vil det være muligt at dyrke langt det meste af jorden, selv i de varmeste måneder." Der ville kun være en smal linje henover landets midte, som i teorien ville lide under de høje temperaturer, mens luften nær kysten sjældent blev lige så varm som indlands og det måtte formodes at gøre sig gældende med nabolandets kølligere temperature. Det gav en mere pålidelig kilde til mad, hvilket trods alt var essentielt for overlevelse. 
Fingrene rode, nussende op i de svedfugtige krøller. Hovedet skrånede sig en smule afventende på at blive inddraget i hans tanker om emnet. Fleur selv mente det var nogle ganske valide og værdige pointer, som hun havde fremlagt, men var de nok til at overbevise Theuderic?

[Theuderic af Sangy]

"Hmm?" Brummede han sagte til lyden af Fleurs ord. Øjnene var lukkede, som blundede han imens den rolige vejrtrækning fra komtessen fik hovedet til at hæve og sænke sig stille. "Præcis." Svarede han stille, "Så hvad skulle ligge til grund for at løbe en risiko og søge nye jorde?" Spurgte han reflektorisk. "Hvis du havde hvad du manglede, ville du så ofre det til fordel for noget ukendt?"

[Fleur af Aren]

Fleur lod hovedet falde tilbage mod puden bag sig. Øjnene søgte op i sengehimlen over dem. Læberne pressede sig sammen og øjenbrynene rykkede sig eftertænksomt nærmere hinanden.
”Nej.” Medstemte hun efter at reflekteret lidt over hans ord og tippede hagen mod brystkassen. Han havde jo ret, hvorfor skulle man søge videre fra et land, hvor man intet manglede? Det var der ingen logik i, det kunne selv ikke hun argumentere imod.
Hun så indgående på Theuderic, mens antydningen af et smil trak lidt i mundvigene. Han så fredfyldt ud når han lå der med lukkede øjne. Fingere viklede sig ud af den mørke manke, for at stryge over den skæggede kind ”Men hvis ikke Alium, hvor skulle de første mænd så komme fra?” Spurgte hun oprigtig interesseret og nysgerrig.