Den lille løgn [S]

[Theuderic af Sangy]

Theuderic lå blot og solede sig i de blide kærtegn fra hendes fingre, da de snoede sig om krøllerne i hans hår til de strøj ham over kinden. Han fangede  efterfølgende hendes hånd, med sin egen og placerede et kys på den. "Hasnea eller Blueton, er mit bud." Svarede han og strøj blidt sin tommelfinger over hendes knoer. Så åbnede han øjnene og rettede blikket mod hende. "Det er et hårdt liv oppe nordpå og ikke så meget at miste ved at søge mere syd - mod varmen." Svarede han og tav lidt i eftertænksomhed inden han så sagde; "Derfor finder jeg det lidt paradoksalt at vi, såfremt min antagelse er sandt, bekriger nordboerne - selvom årsagen ikke bunder ud i søgen på nyt land."

[Fleur af Aren]

Uden modstand lod Fleur sin hånd fanges. Varmen fra læberne sad stadig i den tynde hud som tommelfingeren kærligt strøg over knoerne. En lille gestus, der alligevel fik det til at snurre i hendes indre og en lyst til at lade fingrene glide ind i hans vokse sig frem.

Fleur løftede blikket der var faldet til deres hænder, idet Theuderic slog øjnene. Brunt mødte gråt, opmærksomt og lyttende. Den unge komtesse forstod sig på mange ting, men krigsførelse var bestemt ikke en af dem. Hun endte derfor også med at se lige så uvidende på ham som hun følte sig og faldt en anelse tavst hen, mens hjernen arbejdede med den nye information. Det var ikke en vinkel hun selv havde så meget som overvejet.
”Hvis du har ret, så er det tusinde år siden de første mænd drog fra norden, men hvad nu hvis De der er i norden nu ikke stammer fra dem der rejste der fra?” Lød det endeligt mest i en højt tænkt tanke ”Ligesom når en familie flytter ud af et hus, så flytter der en ny ind efter noget tid?”

[Theuderic af Sangy]

"Det er det er gør det svært at determinere hvem der præcist var de første mænd." Svarede han, som han vippede hovedet en anelse mere op for at se på hende. "De nordboere der drog til datidens Falanie har sandsynligvis delt blod med rejsende fra andre lande. Det kunne være Wufrurg, Odriara eller Eydrie, da de ligger tættest - hvilket gør deres efterfølgere af hvilken nationalitet?" Reflekterede han, "De Nordboere der blev tilbage i Hasnea eller Blueton har sikkert delt blod på lignende vis, foruden blandt deres egne." - "Derfor tror jeg ikke, at datidens nordboere lignede de nordboere vi kender idag. På samme måde tror jeg de første Falanister også så anderledes ud end os. Ved foreksempel at ligne De første mænd mere end vi gør."

[Fleur af Aren]

Fleur nød når Theuderic underspillet viste, at han var så meget mere end hvad der først mødte øjet. Nød hvordan han tillod hende at få et lille indblik i hvor fint et tankespind, der foldede sig ud under det mørkekrøl. Som han lå dér med alle sine tanker lagt ud om de første mænd i Falanie, mærkede Fleur en voksende hjertelig varme i brystkassen, der fik et lille smil til at snige sig ind over læberne.

”Jeg tror du har ret i vi kan ikke spores tilbage til ét sted eller til én befolkningsgruppe. Mennesker vandrer stadig den dag i dag, så hvorfor skulle det være anderledes den gang?” Hun skubbede en krølle væk fra hans pande.

[Theuderic af Sangy]

"Præcis." Svarede han med et skævt smil, som han betragtede hende lidt med en undrende mine i blikket. Ikke undrende over hendes ord, men nok mere i forbløffelse over hendes forståelse. Det såede en form for nysgerrighed for hvad hun ellers forstod sig på.

Han rettede blikket mod loftet igen, stadigt tænkende. "Men det er en stadig pågående diskussion." - "Der er nogen der mener at De Første mænd var Eydrienere." Han holdt en kort pause, inden han flyttede blikket tilbage mod hende. "Holder du stadig fast i Aglium?" Spurgte han og hævede et enkelt bryn i udfordring.

[Fleur af Aren]

Mundvigene sitrede ved undertrykkende af det halv generte ”hvad?” hun forsøgte at sluge. Fleur følte ikke et ubehag i måden Theuderic betragtede hende på. Alligevel mærkede hun hvordan en langsom varme sneg sig ind i kinderne, ved skiftet i hans blik, og farvede den lyse hud i en sart rosa som havde hun smurt saften fra knuste rosenblade henover kindben og næseryg.

Tankerne drev til Hertuginden af Gusbtabis og hendes mand og deres børn, hvordan lys og mørkt havde blandet sig og hvordan det mon ville blande sig gennem flere generationer.
”Ja.” Lød svaret endeligt efter lidt betænkelighedstid, hvorefter Fleur uddybede hvorfor hun forsat holdt fast i Aglium eller rettere argumenterede hvorfor hun ikke mente at de første Falanister kom fra landet af sand.

| Afsluttet |